At synge Hadets Sange

HAD. Den kæmpestore følelse. Følelsen, som kan få dig til at føle dig lillebitte i din egen forbitrethed. Følelsen, der fortærer dig. Den destruktive følelse. Følelsen, der skaber krig. Følelsen, der skaber krig inde i dig selv. Følelsen, du ikke vil have og følelsen, der motiverer dig og styrer dig. Følelsen, du ikke vil være alene om. Følelsen, du kaster i hovedet på andre. Følelsen af at være blevet overset, glemt, set ned på, talt ned til. Følelsen af hævntørst. Følelsen af at der er noget helt galt med dem, det, de andre, dig selv og følelsen af magtesløshed og målrettethed. Noget, der må og skal ændres. For du hader, hvordan det er. Du hader.

// Fra en af udstillingens vægge. Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz

 

Konceptudvikleren og instruktøren, Tue Biering, er notorisk kendt for at undersøge. Han undersøger sociale grupper, han undersøger fordomme, han undersøger kunstarter og clasher dem med endnu flere for ham ukendte folkefærd. Han undersøger ungdommen, alderdommen og børnene. Han undersøger prostituerede og kontanthjælpsmodtagere. Han er nysgerrig, og denne gang er han gået hånd i hånd med sin kæreste og gudsbenådede dygtige scenograf, Marie Chemnitz, på opdagelse i hadets univers. Med sig på rejsen har de taget komponist og sangskriver Kirstine Fogh Vindelev, og sammen har de undersøgt, udviklet og skabt HADETS SANGE. De har skabt en performanceinstallation på Den Frie, som det nu er op til publikum at gå på opdagelse i.

 

De usynlige stemmer

// FOTO: Søren Meisner

 

Hvor kommer det fra? Hadet? Hvordan kan det være, at internettet er så stopfyldt med svigfulde kommentarer? Hvorfor er det umuligt at scrolle ned uden at støde på had i versaler?
Biering og Chemnitz har opsporet netkrigere fra det ægte internet. Mennesker, der hader, og som ikke er bange for at dele følelsen med omverdenen; for følelsen kommer jo et sted fra. Der er en grund til, at de hader. Og nu rejser de sig fra skrivebordsstolen foran computeren og viser deres ansigter.

 

I det intense, smukke, forfærdelige og lettere ubehagelige installationsrum har netkrigerne fået tildelt hver deres bolig. Forskellige rum i rummet, hvor du som publikum inviteres indenfor til en kop kaffe, en guldkaramel og en småkage for at høre på krigernes fortællinger om at være blevet uretfærdigt behandlet. Deres fortællinger om at andre bliver uretfærdigt behandlet. Du ser på tv-skærmen i en af krigernes stue. Videoer af politivold spilles igen og igen. Krigeren fortæller med aggressiv passion malet i ansigtet om magtelitens misbrug. Du mærker kernen af hendes had og begynder så småt at forstå, hvor det kommer fra. Du har lyst til at spørge ind og fatte helheden – men så lyder der en summen. Installationen er på pause i et tavst øjeblik, og så forstår du, at du skal bevæge dig videre. For der er mange, du skal nå at møde. Der er endnu mange afskygninger af had, du skal nå at forholde dig til.


JEG HADER MIG SELV MED STORT H


Mens du går rundt i det store, labyrintlignende rum på Den Frie, kigger du på de hvide vægge. Væggene er nemlig udsmykket med noget så hjerteknusende som selvhadstekster, der er skrevet af børn. Teksterne er fundet på diverse brevkassefora, og de står knivskarpt frem direkte op i ansigtet på dig. De ærlige ord er skrevet sort på hvidt foran øjnene af dig:

”Jeg er en tyv, løgner og en falsk ven. Jeg er ikke et godt menneske, det ved jeg godt. Med alle fibre i kroppen føler jeg mig som det værste menneske, og jeg hader mig selv for det”.


Du mærker en snert af noget velkendt. Du husker de gange, du har studset over din egen opførsel. Din reaktion, da hende, du betragter som din veninde, sagde noget, du ikke gad bruge tid på. Du husker, at du henkastet slog det væk og snakkede om dig selv i stedet. I et kort øjeblik genkender du den følelse af tvivl, du oplever, når du spørger dig selv, om du er en god ven. Om du egentlig er et godt menneske. Du går videre.

”Kender I det, når man hader sig selv? Ikke bare sådan lidt på en sjov og nuttet måde, men når man sådan inderligt hader sig selv? Sådan har jeg det”.

Du væmmes ved tanken om et ideal, hvor man kan hade sig selv på en sjov og nuttet måde. Du væmmes ved tanken om alle de selvdestruktive billedbeskrivelser, der emmer af selvironi; selvironi, der kommer fra et lidt for ægte sted af dårligt selvværd. Du skræmmes ved tanken om, at dine børn vokser op og tror, de skal væmmes ved sig selv. På den der lidt nuttede måde, som jo er ret sjov. Du går videre.

Som du bevæger dig videre, støder du ind i performerne. Unge og gamle mennesker, der manifesterer hadets afskygninger på egen krop. Disse performere er overtegnet med kaldenavne, desperat opfyldte af had over for sig selv og hinanden og kaster op, går amok, igen og igen. De synger ord i kor, du knap kan forstå, med en følelse, der er ved at opsluge dig. De synger hadets kvæd.

 

Skrigene fra børnene

// FOTO: Søren Meisner

 

Du hører en barnestemme. Den råber, ”ikke engang en nekrofil gider kneppe din spedalske krop”, og du følger instinktivt efter den absurde strøm af ord og ender ved en lille gruppe af tre små piger, der råber en liste over måder, den sidste, efterladte 10-årige pige skal dø på. Nu har du lyst til at gøre noget. Du vil beskytte mobbeofferet, du vil ruske i de andre børn og få dem til at forstå, hvordan ord kan være onde og skadelige for livet. Men du har stået længe og set dem pege på den efterladte pige. Du har hørt dem gentage listen igen og igen, og nu vender du om og går ind i et nyt rum, hvor roen hersker for første gang, i hvad der føles som meget lang tid. Bag dig hører du ekkoet af børnene, der skriger af den tavse pige: ”gid din familie bliver ked af det hver gang, de ser dig”.

 

At rumme

Du går ind i et rum, hvor en ensom bil står placeret i centrum. Bilen er overtegnet med ord. Nazistsvin. Dette er rummet, hvor Thomas Telner har bolig. Thomas er netkriger og inviterer dig til at sætte dig på en tom ølkasse. På væggen bag ham er der skrevet hadske ord om religion. Hans ord om, at al religion er barnligt. Alle muslimer er stavnsbundne af Koranen. De er slaver af Mohammed. De er uciviliserede, og det er en unaturlig immigration.
Din instinktive reaktion er at tale ham til fornuft. Du vil udvide hans perspektiv, nuancere hans verdensbillede. Du vil gøre ham rummelig. Men som du sidder der på ølkassen og prøver at få et ord indført, indser du langsomt, at det ikke er en dialog. Du synes, at du i ordstrømmen kan spotte nogle selvmodsigende argumenter, som du har lyst til at konfrontere den idiotiske islamofob med. Men før du når at pinpointe fejlene i hans argumentation, opdager du, at det måske ikke engang handler om holdninger. Det ligger dybere i krigeren foran dig, og du forstår, at du prøver at tale til en følelse. Det er følelsen af had, du er oppe imod, og din egen rummelighed udfordres. For har du ikke netop lært, at alle følelser er legitime?

Fra afsenderen til modtageren

// FOTO: Søren Meisner

 

Du har bevæget dig gennem selvhad, aggressioner og frustration over svigtende systemer. Du har hørt ord fra børns læber, som du ønsker, de aldrig havde lært. Du har holdt dig for ørerne, mens unge performere skreg, at de hadede hinanden ved navn. Du har skrevet dine egne frustrationer på væggen, du har læst at en voldtaget pige skal have en ekstra tur, du har set folk overfalde hinanden og børn hoppe på den overmalede bil, og nu søger du ly. Du får øje på standerlamper, skriveborde og computere. Du befinder dig nu på et kontor midt i installationen. Her holder størstedelen af de ældre performere til, og du ånder lettet op og kigger på en af computerskærmene. Hun tænker kun på at gøre sig populær og har brugt arkivpengene på en frugtordning. Her trækker du for første gang på smilebåndet. Du husker på, at had også findes i mindre former. Had, der ikke skader nogen. Så kigger du op og revurderer. Du ser en gammel kvinde med gråt pagehår. Hun står forsvarsløs med ludende skuldre og venter på, at de andre ældre mennesker skal blive færdige med at klistre hendes krop og ansigt til med post-it-sedler. Du læser sedlerne og kan ikke forstå semantikken, for hvornår har du sidst læst halvfjollede skældsord som ”piksovs”, ”tissemand” og ”rynkefjæs” ment i ramme alvor? Du forstår ikke helt, hvorfor det gør ondt at se på. Den gamle kvinde er overplastret med skældsord og i et enkelt, lille øjeblik forstår du, at de ord, der skrives, bliver læst. Læst af nogen. Skældsord er rettet mod nogen, og selvom der ikke menes noget decideret personligt eller specielt ondskabsfuldt med ”rynkefjæs” og en anklage om at bruge arkivpengene til egen fordel, mærker du i et sekund, at modtageren kan være af en anden opfattelse. Du ser den ældre dame blive oversvømmet af had, og du føler dig forurettet. For ligesom at børn ikke skal lave lister med ønskede dødsårsager, skal ældre ikke mobbes. Du bliver ramt et sted, du ikke forstår, og mens du går videre, tænker du på de ældre af dine familiemedlemmer og undrer dig over, om de mon er i stand til at føle had. Og så forstår du, at selvfølgelig er de det. Du går videre.

 

Når der ikke er noget at gøre

 

Du finder et roligt rum, du ikke før havde set. I rummet sidder en teenagepige med ”fede ko” skrevet over maven. Hun sidder i badekarret og vasker ”bitch” af armen, mens en anden ung kvinde sidder halvt forstenet i den anden ende af rummet. Hun synger en vidunderligt sørgelig sang om et stille ønske. En forsigtig bøn om, at en anden pige vil forsvinde.

 

”Kære Gud; Det behøver ikke gøre ondt. Vil du ikke bare få hende til at forsvinde. Bare dø. Føre hende til en anden by”.

 

Du lytter til det uskyldige ønske fra barnet i klassen, der ikke længere kan finde sin plads, fordi en ny klassekammerat fylder det hele. Teenagepigen vasker ”luder” af sit lår, mens pigen synger ”det må gerne gøre ondt”. Du går videre.

 

Mens du går helt ud af installationen, undrer du dig over, hvordan hadet kan føles så forskelligt fra hinanden. Du undrer dig over, hvor det kommer fra, hvilke konsekvenser det har, og du priser dig lykkelig for, at du ikke selv er et hadefuldt menneske.

Du undrer dig over, om du alligevel er det.

 

 

... er en 22-årig pige med en kæmpe kærlighed til scenekunst. Hun spiller teater hvor hun kan, skriver digte-eller-hvad-vi-nu-kalder-det, bliver virkelig hurtigt brun og er ret ferm med en diabolo.