ASYL34 – et sjældent politisk kunstværk

Hele 34 danske kunstnere forholder sig direkte til 34 asylstramninger i et sjældent, eksplicit kunstværk. VINK har besøgt teaterøen til en ganske, særlig forestilling.

 

Jeg forsøger at orientere mig i myldret af mennesker på Christianshavn Station. En gammel, rød bus skulle efter sigende holde parkeret i nærheden. Den har til opgave at fragte fotografen, jeg og en håndfuld øvrige teaterentusiaster ud til Teaterøen for at opleve ASYL34.
Det er en lige-på-kanten-til-forårseftermiddag. Den slags, hvor luften er sommerblid i solen, men stadig skarp i skyggen. Over os breder en dybblå, skyfri himmel sig ud. Atmosfæren er mild og langsom. Så mild og langsom, som nu en hovedstad tillader det.
Jeg tror, det er det spæde sæsonskifte, som har plantet en god stemning i menneskekroppene omkring mig. Hverdagen ruller sorgløst afsted på Christianshavn Station som i en lille verden, der lukker sig om sig selv. Lige om hjørnet aner jeg et forår, som denne dag forekommer nærmest bekymringsløst.

Alligevel vender du og familien Danmark det blinde øje til, mens tusinder af børn hver dag dør på flugt fra fattigdom og krig. Upåvirket af nyhedernes efterhånden daglige rædselshistorier, fortsættes hverdagen, som om nød ikke rører os. Som om vi er helt ligeglade”.
Dette citat er fra en artikel Politiken bragte10. september, 2015.  Det er ikke det eneste eksempel på hvorledes, der i medierne bliver langet ud efter danskernes manglende deltagelse i flygtningedebatten.
Igennem det sidste års tid er især danske kunstnere blevet kritiseret for ikke at tage stilling til flygtningekrisen. Netop derfor har Teatertugt bestående af Rosalinde Mynster og Nynne Roberta Pedersen med hjælp fra en masse kunstnere valgt at formidle de 34 asylstramninger, som sidste år blev forslået af den siddende regering. 34 stramninger, som kort fortalt skal gøre det mindre attraktivt at søge tilflugt i Danmark.
Konceptet er enkelt: 34 kunstnere skal formidle 34 asylstramninger på 34 timer. På de 34 timer skal kunstnerne have skabt et værk hver, som skal offentliggøres på den store scene i huset på Teaterøen i dag, søndag d. 3. marts fra klokken 17-21 til en urpremiere.
Endelig får jeg øje på den lille teaterbus. Min fotograf og jeg stiger om bord og kører ud i det begyndende tuschmørke.

 

Video: Aga Paulina Mlck

 

Da vi træder ind i salen på Teaterøen, bliver jeg først ramt af blufærdighed. Scenen er omkranset af bænke, hvorpå alle aftenens kunstnere har taget plads. De småsnakker med hinanden, imens deres publikum sætter sig på rækkerne.
En violinist spænder strengene på sin violin i tavshed. En anden hviler nakken op ad den sorte væg og lader blikket vandre. Vi sætter os ned og kigger på dem. De kigger på os. Vi kigger på hinanden. Den teatrale stemning, som jeg oftest oplever i det klassiske teater, bliver af dette møde ophævet og erstattet af en ærlig, stille opmærksomhed på hinanden.

Pludselig sidder vi ansigt til ansigt med kunstnerne. De gemmer sig ikke ude i kulissen og varmer deres kroppe op for at kunne indtage deres karakter på mest overbevisende vis. De er til stede lige nu og her.

Jeg er spændt på, om denne aften vil kunne bære sig selv. Forude er 4 timer med eksplicit politisk kunst. Udgangspunktet er beundringsværdigt, men spørgsmålet er, om denne idé fungerer bedre på tegnebrættet end i praksis. Hvad der ikke kan diskuteres er, at der er udsolgt. Det betyder, at den første pose penge er samlet ind. Modtageren er Trampolinhuset, som er et værested i Nordvest for flygtninge og asylsøgere, drevet af frivillige kræfter. Her tilbydes undervisning og nogen at tale med i de svære stunder. I Trampolinhuset  er det asylansøgerne og flygtningene selv, som underviser og generelt tager initiativ til hverdagen, og det er netop det, som rykker. I Trampolinhuset kan de hårdt, prøvede mennesker finde fodfæste og vigtigst af alt forlade offerrollen til fordel for en tilværelse, hvor de føler, at de gør en forskel for sig selv og andre.

Rosalinde og Nynne præsenterer hver asylstramning og tilhørende kunstner aftenen igennem.
Begrænsning af varighed af opholdtilladelse til flygtninge’. Det er titlen på første asylstramning. Fra bænken rejser Carsten Jensen sig. På scenen fremsiger han et digt. I digtet beskriver han mennesket som stykker. Han fremfører på poetisk vis det obskure i hvorledes mennesket bliver degraderet til stykker, når vores regering formulerer stramninger på asylområdet.
Det fungerer godt at lade digtet tage hul på aftenen. Kombinationen af den enkle form og  simpliciteten i Carsten Jensens fortælling bliver så uhyggeligt nærværende. Ordene hænger stadig i luften, efter han har sat sig.
Således åbner aftenen op for både musik, plakatkunst, akrobatik, film og skuespil. Alle værker er af omkring 6 minutters varighed, og aftenen er delt op på midten ved en halv times pause.
To kvinder sætter sig overfor hinanden. Den ene med en cello, den anden med en violin. ‘Øget egenbetaling for asylansøgeres ophold i Danmark‘ er deres værk døbt. Denne saglige sætning leder mine tanker hen på vielsesringe-miséren, som fyldte meget i mediebilledet for nylig. En  principsag, som var så hjerteskærende og tåkrummende på samme tid.   Med lette anstrøg på strengene bevæger de to sig ind i atonale,  mol-passager. Det er sårbart. Ligesom det er, når en autoritet kræver, at et menneske i krise skal betale for sit eksil. Halvcirkel, som de to unge kvinder kalder sig, har publikums fulde opmærksomhed fra start til slut. Fra de særlige toner bevæger aftenen sig direkte over i en sanselig performance begået af skuespiller Ursula Marcussen og kunstner Dan Skuflic´.  De skal fortolke ‘Mulighed for at undersøge, om flygtninge har medbragte midler’.
En kvinde og mand. Med hård hånd kaster de det ene stykke tøj efter det andet ned i jorden foran dem. Langsomt afsløres to kroppe dækket i glitter og glimmer. Sammen vugger de i takt og lader hår, bryster og køn svinge fra side til side i et blødt tempo. En skuespiller sagde engang til mig, at kunst ikke var kunst uden nøgenhed og det er jeg tilbøjelig til at give ham ret i. At et menneske blotter sig både mentalt og fysisk på en scene foran et publikum kan ikke undgå at skabe en særlig intensitet, men foruden denne intensitet, vækker denne komposition i samspil med stramningen en særlig følelse i mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke over ironien i asylstramningens ordlyd: At undersøge flygtningenes medbragte midler. De flygtninge, som i bund og grund kommer tomhændet til landet. Her står to mennesker med intet andet end deres kroppe som eneste redskab i verden. Det er rammende i al sin enkelhed.
Nedsættelse af økonomiske ydelser til asylansøgere’  er aftenens 9. asylstramning. Den bliver præsenteret af mediekunstneren, Avon Bashida. En kvindelig overkrop, højst tænkeligt Avons egen, er rammet ind af lærredets vidde. Lige under brystet og under navlen er billedet beskåret. I navlen ligger en 25 øre og daler op og ned i takt med kvindens rolige åndedrag. Nederst i billedet ruller en tekst over skærmen. Det er citater fra medierne fra dengang 25-øren blev skåret fra den danske valuta, hvorledes denne lille øre sammen med resten af de mange, andre småpenge ikke lykkedes at blive samlet ind, og hvordan de stadig eksisterer derude, men uden værdi. Netop værdi er et af aftenens nøgleord, og her rammer Avon Bashida med sit lille filmværk plet. En ikke uanselig sum penge eksisterer stadig, men uden at kunne indgå i den danske økonomi. ”Danskeren gider ikke længere bukke sig ned efter 25-øren, da den ikke længere har samme værdi som engang” lyder et citat fra lige inden afskaffelsen af mønten. Avons værk påpeger på en underspillet og fin måde den uligeægt, som eksisterer i at tale om at skære i  økonomiske ydelser for en flygtning.
Fra 9. asylstramning går jeg videre til asylstramning nr. 20. På scenen står skuespillerinde, Ingrid Marie Thorlacius. Hun skal udføre en monolog skrevet af dramatiker, Rebecca Bach Lauritsen, under titlen ‘Nyt udrejsecenter i afstand fra større byer‘. Iført et stramt jakkesæt og med håret sat op stiller Ingrid Marie sig med front ud mod publikum. Med et skælmsk blik i øjnene erklærer hun sig selv for dansk asylpolitik. Monologen stiller en virkelig humoristisk parallel imellem en kvinde, som undertrykker sit behov for seksuel tilfredsstilelse og asylstramningens pointe. Men selvfølgelig er det ikke let at holde behovet i ave, og det morsomme ligger i Ingrid Maries kamp for ikke at lade den indre, mørke lyst overtage hendes krop, som en små-spydig, meget fifig fortolkning af asylstramningen.

Selvom man ikke kan komme udenom, at denne aften er en kritisk kommentar til de 34 asylstramninger, oplever jeg ikke, at værkerne generelt giver en fornemmelse af et surt opstød rettet mod regeringen.  Dette ville i længden blive trættende og to-dimensionalt. Men præmissen skal man selvfølgelig købe, og det er, at asylstramningerne bliver udfordret af kunstnere.  Nogle kunstnere er i deres arbejde med stramningen mere udtalt utilfredse end andre, men jeg syntes generelt, at de lykkedes i at give nuancerede, interessante og meget rørende bud, som sætter spørgsmåltegn ved denne lovgivning. De værker, som har gjort det største indtryk på mig, bevæger sig på en knivsæg imellem ydmyghed og ærlig konfrontation. Det er dem, som stiller skarpt på ubalancen ved disse lovforslag og tør at vende kikkerten den anden vej, nemlig i kurs mod deres egen stillingtagen til krisen.

”Det er dejligt, at alle har været med på at bidrage frivilligt til projektet. Selvom en aften nok ikke ændrer lovforslagene, så har vi alligevel gjort, hvad vi kunne for at at få fokus på problemet. For hvordan skal kunsten i politik høres?”, spørger Rosalinde Mynster retorisk, inden aftenen er ovre. Jeg har stor respekt for, hvorledes Teatertugt har  sat rammerne for, at kunstnerne har kunne skabe så kraftfuld en stemme på tværs af genre og afsæt. En aften, hvor værkerne ikke fungerer uden hinanden, men stadig har så meget tyngde, at de kan stå alene. Denne aften vil utvivlsomt gøre en forskel for hverdagen i Trampolinhuset. Måske ringene som i aften er blevet sat i bevægelse vil sprede sig yderligere fra denne teatersal og ramme fjernere kyster ude i den virkelige verden. Man har vel lov at håbe.

 

Jeg er stærkt lysoverfølsom, især når det hænder at sæsonerne skifter brat. Min passion er teater og performance - især site specifik, holder jeg mege af. Til daglig læser jeg teater- og performancestudier på KU og arbejder på Sydhavn Teater. Min favorittid på året er efterår.