VINK deltager i Praudas festival for nye medier

 

Prauda er en nyetableret forening af uafhængige medier, der har fokus på at udvikle og udforske innovative mediemodeller og repræsentere nye medier. De har skabt en endagsfestival, der skal hylde fremtidens medie, og selvfølgelig skal VINK være med til at støtte op om det nye tiltag.

Her på VINK er vi stolte og spændte over at kunne få lov til at være en del af Praudas endags festival, der finder sted fredag den 22. september. Prauda har samlet en række nye, eksperimenterende medier og forskere, der skal give deres bud på, hvordan fremtidens medielandskab vil forme sig og tage sig ud.

Festivalen er skabt i samarbejde med Google og Dansk Journalistforbund og kan bryste sig af at få besøg af blandt andre den verdenskendte radiostjerne Alex Blumberg, nyhedsbrevsfirma’et Føljeton, radiostationen The Lake Radio, politiske Broadly (VICE) og det poetiske magasinunivers Papercut Issues. Til fælles har ovenstående medier, at de på hver deres måde formidler vigtige budskaber i eksperimenterende rammer. Alle vil fortælle om deres medies rolle i fremtidens mediebillede, og hvordan læser og producent vil forholde sig til hinanden i fremtiden.

Tankerne bag festivalen er især, at innovation starter med inspiration fra andre, og at det netop er ved at lytte til de mange forskellige bud, at der bliver der skabt en grobund for udvikling af medierne. Som digitalt kulturmagasin tænker vi ofte på, hvordan vores rolle ser ud i fremtiden, og hvordan vi kan give vores læsere noget, der er af værdi. Prauda bad os om at give en indledende bud, som vi vil uddybe til festivalen. Hertil skrev vi:

”Vi ser fremtidens medie som værende et fysisk, såvel som digitalt rum, hvor skellet mellem læser og skribent udviskes. Begge skaber rammerne om mediet og tilsammen tager del i en eksperimenterende tværfaglig legeplads i et interagerende fællesskab”

 

Vi ses til Prauda!