2200 FORTÆLLINGER: “Ventesalen”

På VINK er vi i gang med et bogprojekt.
Det er en ode til Nørrebro. En bydel, der omfavner de fleste og spreder sig i mange retninger, som en ufærdig historie. Eller en fortælling, vi ikke kender slutningen på. Gaderne og butikkerne peger både frem og tilbage i tiden. Det er netop disse lag i byen, vi har arbejdet med i vores projekt. Bogen er stykket sammen af små tekster og farvede fotografier, der fortæller historier hver for sig, i par og sammen på kryds og tværs. I de næste uger, vil du kunne læse nogle udpluk fra bogen, her på sitet.

2200 Fortællinger forsøger på sin egen måde, at udforske den verden, der går fra navlen af Nørrebro til dets udstrakte fingerspidser, samt det liv, som vi forbinder med Nørrebro. Vi hejser fortællinger i Nørrebros navn. Fortællinger, som vi er stødt på i byrummet og sidenhen selv arbejdet videre med. En læser vil derfor forhåbentlig kunne genkende flere af stederne og menneskerne, som kan findes i bogen. Nogle af historierne vil være fortalt, som de er sket, andre vil være, ja, fortællinger skabt af forfatterne. Bogen er altså også et eksperiment, der handler om fortællekunst, og vi har glædet os helt afsindigt til at dele det med jer.

Mange hilsner, holdet bag 2200 Fortællinger.


 

V E N T E S A L E N

Af Rasmus Stochfleth Nielsen

2200 FORTÆLLINGER // Alle fotos: Zarco Ivetic & Thomas Christensen

 

Røgen svider i mine øjne, selvom jeg egentlig havde lovet min kæreste at stoppe. Og min mor. Og hende den sure på Nørreport forleden. Til mit forsvar var det nærmest, som om smøgen selv fandt vej ind mellem mine læber, et eller andet udvisket sted i tidsrummet fra jeg trådte indenfor til jeg fik hængt min jakke op på de antikke knager. Knager som blev antikke et sted mellem de blev hængt op og nu.
Det ville føles mærkeligt nøgent at befinde sig her i salonen uden en cigaret. Nærmest på et livstruende plan, som hvis en astronaut valgte at tage på udflugt fra sit rumskib uden en iltmaske.

To læderskårne mænd skridter grinende, snakkende og storrygende rundt i lokalet med en opsigtsvækkende ubesværethed. Det får mig til at overveje, om de mon er så meget i deres naturlige habitat, at de får et hosteanfald, når de træder udenfor i den friske luft efter en lang dag i frisørsalonen.

 

 

Jeg sidder med en øl i hånden og venter på at tage plads i en af de sorte læderstole. Den friske permanent, som kvinden før mig skal gå sommeren i møde med, trækker ud, så jeg hjælper mig selv til en Classic mere. En radio spiller gamle klassikere af Shu-bi-dua og andre danske sangskatte. De to herrer, der har sakse som hænder, stemmer i med vokalharmonier, der efter årtiers øvelse står skarpere end i selv det mest konservatorieuddannede indieband.

Hele situationen får mig næsten til at glemme, at jeg faktisk hader Shu-bi-dua og de andre nationalklenodier. Tidligere kunne jeg også se mange problematikker ved permanenter. Nu overvejer jeg kraftigt, om det ikke kunne hjælpe mig med at udvise lidt af den ironiske distance til livet, som vist skulle være ret hip.

Jeg beder til min egen skuffelse om den klassiske med kort i siderne og lidt længere på toppen. Den har aldrig skuffet mig, det har den ikke, men den har trods alt heller aldrig vakt den samme eufori, som jeg spotter i min forgængers ansigtsudtryk, da hun gør sig klar til at gå ud på Jagtvej.

 

 

Cigaretten, der dingler mellem hans læber, gør mig en smule bekymret for, at han vil aske i mit hår eller måske endda sætte ild til det under klipningen. Det gør han ikke. Han ignorerer mine nervøse trækninger med usvigelig selvsikkerhed og rutine. Det fortæller mig, at cigaretten i munden, i hans optik, er en lige så stor del af arbejdsgangen som den saks, der i sikre hænder forvandler mit halvlange rod af et hår til en frisk og sommerlig frisure. Så jeg finder en ro ved, at den hænger der i mundvigen og svinger faretruende ved hver livskloge monolog, som jeg har svært ved at tyde af selv samme grund.

Han slukker cigaretten og lægger saksen. Vi skåler for resultatet; for mennesker der med et solrigt trylleslag smiler til fremmede mennesker på gaden, som så får overskud til at gøre plads til forbipasserende på fortovet; og endelig for de folk der ikke bliver sure på andre slags folk, der flygter fra krige. Jeg smider sommerkjoler ind i ligningen, for dem har jeg altså savnet i en mørk og sweaterfyldt vinter.

Lidt omtumlet af røg og to bajere træder jeg ud på Jagtvej og kigger tilbage gennem butiksruden, hvor jeg kan se de to frisører udveksle et blik og et kys, der fortæller flere historier om kærlighed og livet end samtlige otte sæsoner af How I Met your Mother.
Smittet af en romantisk tanke om at være en del af en unik kærlighedshistorie, krænger jeg min telefon ud af mine jeans.

 

 

Et vejr som i dag skriger på rosé, så jeg runder kiosken på hjørnet af Jægersborggade.
Smuk og lyserød står den der i kølemontren. Den er til overpris naturligvis, for de smart opstillede cafébænke ude foran har jo ikke været gratis. Jeg har mere overskud til at brokke mig indvendigt end at bevæge mig ud på en ørkenvandring til en af Nørrebros alt for få kiosker, så jeg vælger alligevel at plukke den fra montren som en moden drue i den plantage, vinen stammer fra.

Jeg drikker rosé i Assistensen i bare tæer. De jubler euforisk efter at have været lukket inde i varme sokker og sko siden sidste sommer. Roséen er stadig kølig, og solen varmer min krop. Jeg kigger på en flok venner, der spiller frisbee med de døde og bliver lettere irriterede, når de ikke kaster tilbage.

At Højesteretssagfører Alfredsen alligevel får lov til at spille med, gør mig glad. Han og hans naboer er ikke helt glemt og gemt væk på en mørk og øde kirkegård. Her lever de videre som en del af byen, hvor den akavethed og utilpashed, som vi normalt omgås døden med, er befriende langt væk.

En smuk mørkhåret pige i sommerkjole bringer mig tilbage til virkeligheden. I sin hånd har hun en flaske rosé. Hun zigzagger elegant mellem tæpper, parkerede cykler og legende børn og sætter sig ved siden af mig. Smilende, mens hun roder i mit hår.

 

 

 

Vi udgiver bogen 29. september, og inviterer alle til en fremragende launchfest på LiteraturHaus i Møllegade. Du kan sikre dig et eksemplar her.
Bogen udgives på forlaget Blændværk og er støttet af Nørrebro Lokaludvalg.

 

 

Pssst. Vi har også lavet en lydvandring, som du kan lytte til derhjemme eller mens du bevæger dig rundt på Nørrebro. Her kan du høre mere om Ventesalen og nogle af de andre historier fra 2200 Fortællinger-projektet. Lyt med her.

En journaliststuderende musiknørd med en forvirrende og bredt omfavnende musiksmag. Vi snakker et spektrum fra vred hiphop til Arcade Fire og videre til Kate Bush. Forsøger via sit virke her på VINK at afdække musikken i København i alle dens afskygninger og former.