På VINK er vi i gang med et bogprojekt.
Det er en ode til Nørrebro. En bydel, der omfavner de fleste og spreder sig i mange retninger, som en ufærdig historie. Eller en fortælling, vi ikke kender slutningen på. Gaderne og butikkerne peger både frem og tilbage i tiden. Det er netop disse lag i byen, vi har arbejdet med i vores projekt. Bogen er stykket sammen af små tekster og farvede fotografier, der fortæller historier hver for sig, i par og sammen på kryds og tværs. I de næste uger, vil du kunne læse nogle udpluk fra bogen, her på sitet.
2200 Fortællinger forsøger på sin egen måde, at udforske den verden, der går fra navlen af Nørrebro til dets udstrakte fingerspidser, samt det liv, som vi forbinder med Nørrebro. Vi hejser fortællinger i Nørrebros navn. Fortællinger, som vi er stødt på i byrummet og sidenhen selv arbejdet videre med. En læser vil derfor forhåbentlig kunne genkende flere af stederne og menneskerne, som kan findes i bogen. Nogle af historierne vil være fortalt, som de er sket, andre vil være, ja, fortællinger skabt af forfatterne. Bogen er altså også et eksperiment, der handler om fortællekunst, og vi har glædet os helt afsindigt til at dele det med jer.
Mange hilsner, holdet bag 2200 Fortællinger.
K R O N B O R G G A D E 3
Af Molly Christensen

2200 FORTÆLLINGER // Foto: Zarco Ivetic & Thomas Christensen
En kommer ind
En kommer ind alene
En kommer ind og presser sin frustration ud i rummet
En kommer ind med den samme pige altid
En kommer ind i sort og forventer alles anerkendelse
En er ikke fra Nørrebro
En er det virkelig
En kommer ind uden mig
En kommer ind og har utrygheden med
En tager den med ud igen
En kommer ind og flakker rundt som et blik
En kommer ind og kaster op, ned i en andens øl
En kommer ind og vil gerne ud
En har ikke været ude siden i går
En har brug for hjælp
En kan ikke ryste det af sig
En har mistet noget uerstatteligt
En viser sin smukke mave
En kommer ind bærende på hele bydelen
En måtte gerne gøre opmærksom på sig selv
Skal du producere noget for at være noget?
En glædede sig til at blive voksen
Hvordan vil du ha’ din latte? Med ekstra valgfrihed, tak
En har fået sine ting tilbage i en pose: Trusser, stempelkande, bøger
En er hjerteskærende klar til at blive løftet op.
En elsker en person uden at vide hvorfor
En elsker ikke en person, men kan ikke undvære personen.
En er træt af fortællingerne
En kommer ind for at komme væk
En kommer ind for at vaske sig ren
En er opslugt af at skrive
En skal bade i opmærksomheden
En opdager, at hun aldrig bliver et barn igen
En føler, at ensomheden er en gave
En glemmer sin bøjle og smiler
En drømmer om noget
Jeg sidder i hjørnet og kigger ud
En har opdaget foråret
og smitter alle med følelsen
To siger farvel med læberne presset mod hinandens.
Vi udgiver bogen 29. september, og inviterer alle til en fremragende launchfest på LiteraturHaus i Møllegade. Du kan sikre dig et eksemplar her.
Bogen udgives på forlaget Blændværk og er støttet af Nørrebro Lokaludvalg.
Pssst. Vi har også lavet en lydvandring, som du kan lytte til derhjemme eller mens du bevæger dig rundt på Nørrebro. Her kan du høre mere om historierne fra 2200 Fortællinger-projektet. Lyt med her.