2200 FORTÆLLINGER: “ELINOR INFRED”

På VINK er vi i gang med et bogprojekt.
Det er en ode til Nørrebro. En bydel, der omfavner de fleste og spreder sig i mange retninger, som en ufærdig historie. Eller en fortælling, vi ikke kender slutningen på. Gaderne og butikkerne peger både frem og tilbage i tiden. Det er netop disse lag i byen, vi har arbejdet med i vores projekt. Bogen er stykket sammen af små tekster og farvede fotografier, der fortæller historier hver for sig, i par og sammen på kryds og tværs. I de næste uger, vil du kunne læse nogle udpluk fra bogen, her på sitet.

2200 Fortællinger forsøger på sin egen måde, at udforske den verden, der går fra navlen af Nørrebro til dets udstrakte fingerspidser, samt det liv, som vi forbinder med Nørrebro. Vi hejser fortællinger i Nørrebros navn. Fortællinger, som vi er stødt på i byrummet og sidenhen selv arbejdet videre med. En læser vil derfor forhåbentlig kunne genkende flere af stederne og menneskerne, som kan findes i bogen. Nogle af historierne vil være fortalt, som de er sket, andre vil være, ja, fortællinger skabt af forfatterne. Bogen er altså også et eksperiment, der handler om fortællekunst, og vi har glædet os helt afsindigt til at dele det med jer.

Mange hilsner, holdet bag 2200 Fortællinger.


 

E L I N O R I N F R E D

Af Line Stibinsky

2200 FORTÆLLINGER // Alle fotos: Zarco Ivetic & Thomas Christensen

 

E L I N O R I N F R E D. Jeg gentager ordene for mig selv og holder øjenkontakten i spejlet. Elinor Infred. Jeg bærer min historie. Jeg maler mine læber røde. Solen skinner ind ad vinduet, varmer min højre kind. Små prik under huden, de breder sig som en valmues frø. Jeg bærer min historie i furerne på min hud, dybt skåret ind i ansigtet. Jeg er min historie. Jeg sæber mine hænder ind i duften af mynte. Sæben bærer min mors historie. Hendes hjemmelavede saft af mynte og citron. Vi drak den på Bellevue Strand. Min mor, hendes hår bundet ind i et silketørklæde, hendes hænder der hvilede på mine spinkle skuldre. Min mor, hendes knogler, der hviler i jorden, hvisker stædigt igennem græsset. Hendes stemme, Stefanskirken der synger hver time. Jeg kigger på mig selv i spejlet og retter på det korte, rødbrune hår. Betragter kroppens langsomme forfald iført en hvid blondeundertrøje. Jeg kærtegner armene let og hviler venstre arm på højre skulder. Køkkenet har farvede kakler på væggene. Kaffekanden på bordet, koppen på bordet, kaffen i koppen, et aftryk fra de røde læber på koppens kant. Jeg tænder en Rød Cecil, suger hårdt på filteret, inhalerer, åbner vinduet og lader larmen fra Mimersgade trænge ind i lejligheden. Jeg læner mig ud over karmen og ser ned på gaden, der strækker sig længere, end øjet rækker. Forårssolen, sprød som det yderste lag i en croissant, støvet danser i dens aftryk. Cyklisterne, en organisme, bevæger sig som en slange ned ad gaden. Jeg har boet her i 52 år. Jeg er 84 år. Klokken er 09:15. Mit voksenliv er båret af Nørrebros brosten.

 

Min mand. A L B E R T I N F R E D. Iført blåstribet natskjorte og morgenhår, han sidder på en stol i køkkenet. Koncentreret løser han dagens kryds & tværs. Han ser op på mig og sender et kys gennem luften. Gestikulerer ”har du sovet godt” med hænderne. De hænder der har båret vores børn, og de hænder der har båret mig. Hans hænder bærer hans ord. Han mistede stemmen for 55 år siden under en operation af en knude på hans stemmebånd. Jeg har aldrig hørt hans stemme. Jeg har kun hørt hans krop tale et sprog, vi har opfundet sammen. Han taler til mig igennem sine hænder, der bevæger sig som svaler i luften. De er hans vinger lavet af hud. Han taler til mig igennem sin kind, der lægger sig imod min kind. Hans øjne der fastholder mit blik og blinker to gange. Det betyder ”er du okay?” På hans højre underarm har han tatoveret M I T N A V N E R A L B E R T J E G T A L E R I K K E. Jeg mødte ham for 53 år siden under optagelserne af Villa Vennely. Han førte kameraet, mens jeg lå afklædt i sengen med en anden mand. Jeg husker hans øjne, 12 nuancer af blå, da han holdt sin arm strakt frem og viste mig ordene, der er tatoveret på hans hud. Efter den første dags optagelser tog vi på en bodega på Ravnsborggade og drak flaskeøl i stilhed. Vi førte en samtale på skrift i hans lille notesbog henover bordet til klokken fire om morgenen. ”Dit hår har samme farve som nyfaldne kastanjer,” skrev han. ”Du har set mig nøgen, og det er komplimentet, du vælger at give mig?” svarede jeg. Smilet, der bredte sig på hans læber, var mere rungende, end nogen lyd nogensinde kunne have været. Et år senere flyttede vi sammen i den lejlighed, vi bor i i dag. Han insisterede på Nørrebro, da stilheden for ham var mere tilladt her, midt i bydelens larm og liv. Jeg fulgte med, fordi jeg elskede ham. Pengene, jeg tjente på at spille med i Villa Vennely, brugte jeg på at åbne en butik længere nede ad Mimersgade.  K J O L E R står der med store mørkerøde bogstaver over butikkens dør. Min mor var skrædder og syede alle min barndoms kjoler i hånden. Jeg, med mine kejtede hænder, bestiller kjolerne hjem fra Frankrigs secondhand-butikker og giver dem nye historier her. Hver dag klokken 16:30 står Albert nede i butikken og venter på, at jeg har lukket ned. Sådan har det været de sidste tyve år. Klokken 17:00 rækker han armen frem imod mig og tager min hånd. Skjorteærmet løfter sig lidt og blotter den sorte skrift graveret på min arm. M I T N A V N E R M I N H I S T O R I E. Med hinanden i hånden går vi ned ad Baldersgade og fortsætter ud på Nørrebrogade. Assistens’ gule murværk lægger sig som en fæstning omkring os, når vi går mellem gravene og kærtegner hinandens hænder. Vi udpeger træsorter og blomsterspirer og ryger en enkelt cigaret. Albert fanger mit blik og blinker bestemt to gange. Jeg er okay.

 

Vi udgiver bogen 29. september, og inviterer alle til en fremragende launchfest på LiteraturHaus i Møllegade. Du kan sikre dig et eksemplar her.
Bogen udgives på forlaget Blændværk og er støttet af Nørrebro Lokaludvalg.

 

Pssst. Vi har også lavet en lydvandring, som du kan lytte til derhjemme eller mens du bevæger dig rundt på Nørrebro. Her kan du høre mere om Elinor Infred og nogle af de andre historier fra 2200 Fortællinger-projektet. Lyt med her.

Madredaktør med hang til gin, snackpølser og store følelser. Skriver meget poesi og squatter tungt. Har lært at elske koriander. Har ikke lært at elske østers.