Xiu-Xiu fortolker Twin Peaks på Jazzhouse – en ganske særlig bastard

Oprindeligt skulle Xiu-Xiu egentlig kun spille under David Lynchs åbning af udstillingen ‘David Lynch – Between two worlds’ i Brisbane. Deres bidrag til værket var at fortolke Angelo Badalementi og Lynchs mytiske Twin Peaks score. Men efter en succesfuld oplevelse ved udstillingen, var en ur-premiere ikke nok, og bandet er nu draget på tourné for dedikeret at dryppe de dystre toner ud over hele verden. Den amerikanske avantgarde pop-trio bestående af Shayna Dunkelman, Jamie Stewart og Angelo Seo som tilsammen udgør Xiu-Xiu, gæstede en aften i april Jazzhouse i København. 

 

 

Trippende fødder i kulissen 

 

Selvom der er udsolgt på Jazzhouse denne onsdag aften, er der god luft imellem publikum. Nogle sidder og nyder en drink på plateauet, andre står med forventningens lys i øjnene cleanet til scenen. En tredje flok står i kø ved merchandise og overvejer, om de skal købe en T-shirt med proklameringen ‘Laura es una puta que inhalan cocaína’ eller en mulepose med Xiu-Xius varemærke, de omvendte kors. Stemningen ligger godt op til krydset imellem den amerikanske avantgarde-trio og Lynchs episke 90er-serie, Twin Peaks, i Jazzhouses elegante rammer. Oplagt venue for sådan en ganske særlig bastard.

Lige inden musikken tager hul på aftenen, får jeg bevæget mig helt frem til scenekanten, hvor jeg aner instrumenterne strutte ud af mørket i en masse forskellige former og farver. Gule marraccas, en vibrafon, to synthesizere, en iPad, et par klokker, en postkasserød elguitar, et klaver, et trommesæt og to små udefinerbare sølv-rangler pryder scenen. Man skulle tro, det var et helt orkester og ikke blot en trio, som skulle bestride denne særegne samling instrumenter. Til venstre side i kulissen opdager jeg pludselig fire bare, trippende fødder.

Jeg kan kun se fødderne. ”Gad vide om de er nøgne”, tænker jeg. Det slår mig, at jeg overhovedet ikke har nogen som helst forestilling om, hvad der kan ske i aften. Ligesom når jeg ser Twin Peaks, bestemmer jeg mig for at lade mig forføre af de uransalige veje, som karaktererne betræder, med spænding i kroppen over ikke at vide, hvor de ender.

 

 

Dedikerede Twin Peaks fans står småsnakkende i klynger udenfor smukke Jazzhouse, hvor Xiu-Xiu inden længe tager hul på deres egen udgave af de notoriskeTwin Peaks temaer. //Foto: Anne Vraaby

 

 

Egentlig var det meningen, at Xiu-Xiu kun skulle spille til den retrospektive udstilling ‘David Lynch – Between two worlds’ i Brisbane begået af den ditto mangefacetterede kunstner, men siden åbningen, flød Xiu-Xius mailbox over med invitationer til flere venues rundt omkring i verden. Selvom Twin Peaks er skudt i starten af 90‘erne, så er stilen i serien overvejende 50‘er-agtig. Tweed, jeans og sort læder gennemsyrer episoderne og tekstilerne blandes med de jazzede sekvenser på elegant vis.

 

Jeg er betaget af skønheden og brutaliteten. Det perverse og det naive. I aften har jeg iført mig et par stiletter og midnatsblå bukser i blonder. Det smerter i mine fødder, da jeg sjældent går i høje hæle. Til hvilken som helst anden koncert ville jeg blive ærgerlig og højst tænkeligt miste fokus, men den lette smerte klæder på en måde aftenen og skærper min opmærksomhed. Jeg bider smerten i mig og sender en tanke til Laura Palmer og One Eye Jacks, hvor Laura ser sin skæbne i øjnene.

 

Kiler af lys rammer det store lærredet, som dækker hele bagvæggen. Det er ikke til at se, hvad det forestiller, men at der er en transformation undervejs, er sikkert. De lange, røde striber fylder langsomt kvadratet ud.

 

En sælsom spøgefugl  

 

Én efter én træder de nøgne fødder ud på scenen fulgt op af to kroppe dækket i sort. De to kvinder, Shayna Dunkelman og Angelo Seo, placerer sig henholdsvis bag vibrafonen og synthesizeren. Grynede toner fra synthen og de genkendelig strofer fra vibrafonen stiger op fra instrumenterne, og i et atonalt virvar opstår det klassiske Twin Peaks tema i det, at bandets frontfigur, Jamie Stewart, træder frem.

 

Lærredet har nu nået sit endelig stadie i metamorfosen – det er Laura Palmers opgang. Der, hvor der for enden findes hendes pink teenage-værelse med alle dets pikere hemmeligheder.

 

Stewart tilslutter sig de to kvinders symfoni, og med de to marraccas i hænderne stikker han af i en anden retning. Det føles som om, at det originale tema er blevet overhældt med benzin og tilsat en tændstik. Det er faretruende eksplosivt.

 

Jamie Stewart som besat af djævel mestrer instrumenterne, vrider sig som i skærsilden og taler i tunger, imens Shayna Dunkelman sætter ild under vibrafonen vis perlende lyd også optræder i det originale score. //Foto: Anne Vraaby

Trioen bevæger sig med tempofyldt energi videre ud i Laura Palmers soap-opera-klingende tema. Jamie Stewart står midt på scenen og spjætter i alle retninger. Imens de to kvinder holder de genkendelige strofer i skak, basker Stewart rundt imellem alle instrumenterne fra marraccas til elguitar, som en  sælsom spøgefugl.

 

Lige siden jeg så Twin Peaks første gang, syntes jeg, at det sejeste i verden uden tvivl måtte være at have sig sit eget tema spillende hver gang, at man trådte ind i et rum. Ligesom den elegante, farlige Audrey har det. Vibrafonen lægger ud med de dybe frekvenser og i stedet for de tilhørende jazzede whiskers, twanger Stewart en støjrocket guitar ud over den unge kvindes tema. Som en tung midnatsparfume breder stemningen sig i salen og hofterne på jazzhouse kan ikke lade være med at roterer stille i mørket. Hvor Lynchs og Badalementis elegante greb slipper, overtager Xiu-Xiu med beskidte hænder. Jeg føler, at de tilsætter den portion galskab og gru til temaerne, som er seriens karakterer værdig.

 

Børnerim på syre

 

“.. I try every day to be better and more the way I think the world would like to see a girl like me. But I am Laura. I am sad. God. I am sad again.” Med et ildevarslende lys i nakken læser Dunkelman op af dagbogen med Laura Palmers kvalmende, sukkersøde stemme. Under hendes inderste bekendelser gnaver en beskidt synthesizer sig helt ind til benet og ud på den anden side. Jeg føler, at jeg er tilskuer til noget, som jeg ikke burde være. Tænk at blive bekendt med Laurs Palmers inderste tanker. De tanker, som ligger til grund for series altopslugende mørke og mystik. En teenagepige med et dystert twist. Imens Dunkelman krænger Lauras lyster og forbandelser ud over publikum, har lærredet bag hende ændret karakter: Nu vejer de velkendte træer fra serien i vinden. Slow motion bevægelserne står i god kontrast til Dunkelmans isnende stakato-stemme.

 

Laura Palmers opgang badet i et overnaturligt lys. Viften i loftet roterer og skærer bevægelser i den larmende stilhed. //Foto: Anne Vraaby

 

Inden de sidste erklæringer har forladt hendes læber, tager Stewarts over. Fra bagerst på scenen bræger han noget der mest minder om et børne-rim på syre. Det løber mig koldt ned ad ryggen, da det går op for mig, at dette er Laura Palmers far. I det øjeblik, hvor han får nyheden om sin datters død af vide, det er dér, det slår klik for ham. Det er dér, at den polerede forretningsmand knækker sammen og lader sig konsumere af en altoverskyggende, djævelsk sorg.

 

Store, tunge beats overtager den mareridts-agtige fablen og med et ydmygt buk og en alvorlig mine, forlader Xiu-Xiu scenen. Tilbage står publikum i et vakuum af en anden verden spundet ind i de sidste bankede rytmer.

 

Jeg er benovet over, at det er muligt overhovedet at foretage covers af Twin Peaks numre, uden af det falder til jorden og bliver corny. Frank Sinatra, Aretha Franklin og Elvis Presley har cover-potentiale i kraft af deres popularitet og den tidslige distance, men instrumentale temaer fra en über kitsch kultserie fra 90‘erne var umiddelbart ikke noget, jeg havde regnet med ville finde sted. Endnu. Men selvom jeg hverken er blevet blæst over af overraskelse i aften, forstår jeg godt, hvorfor Xiu-Xiu er blevet så ombejlet, som de er, efter de har tilført temaerne en ekstra dimension, sådan som de har. Min passion for serien er atter vakt til live, og denne aften har fungeret perfekt som en lille teaser til Twin Peaks sæson 3, som efter sigende skal ramme virkeligheden i 2017.  Jeg forlader salen til fordel for Københavns våde gader. Aftenen er ovre, men Laura Palmers stemme og den insisterende synthesizer pulserer ubønhørligt i underbevidsthedens fernis.

 

 

 

Jeg er stærkt lysoverfølsom, især når det hænder at sæsonerne skifter brat. Min passion er teater og performance - især site specifik, holder jeg mege af. Til daglig læser jeg teater- og performancestudier på KU og arbejder på Sydhavn Teater. Min favorittid på året er efterår.