VINK elsker VÆRKER: Bon Iver, Bon Iver

Denne artikel er fjerde del i serien VINK elsker VÆRKER, hvor vi på redaktionerne hver måned præsenterer møder med kulturen, der har haft en særlig betydning for os. VINKs Bertram Julius Krogh overtager i denne måned stafetten, når han fortæller om sit møde med Bon Ivers andet album.

 

Jeg elsker mange ting. Årstiderne, venskab, mad, min hjemstavn og personerne i mit liv er nogle af dem. Det er dog hverken min kærlighed til Bornholm eller pizza, jeg vil fortælle om her, men min absolutte yndlingsplade. Hvis musik er min religion, er Justin Vernon nemlig min messias. Det er pladen med navnet, man siger to gange—»It’s so nice [that] you said it twice« har Jimmy Fallon joket i et interview—nemlig Bon Iver, Bon Iver fra 2011. Men hvad med, at vi bare kalder den Bon Iver for at undgå, at det bliver al for trættende at namedroppe navnet? I hvert fald indeholder den ti sange, jeg skråler med på, når jeg har den bærbare højtaler med på badeværelset. Mindre prosaisk kan jeg fortælle, at de inspirerer mig mere end nogen anden kunst, jeg kender til.

Bon Iver, Bon Iver

Amerikanske Gregory Euclide er kunstneren bag alle Bon Iver, Bon Ivers originale coverillustrationer og hele dets visuelle udtryk. //Alle illustrationer: Gregory Euclide

•   VINK elsker VÆRKER er en hyldestserie, hvor vi for en stund lader vores vante skriblerier om det skæve, det uopdagede og det aktuelle København ligge, og i stedet giver os selv lov til at træde et skridt tilbage og hylde de helt særlige værker, som gør, at vi elsker kunst og kultur.

•   I VINK elsker VÆRKER får du mulighed for at komme med om bag kulissen og mærke, hvor VINKs skribenter får deres inspiration og kulturkærlighed fra.

•   Denne serie arbejder med værker ud fra et bredt værkbegreb. Du vil derfor komme til at høre om film, litteratur og meget andet.

•   I modsætning til vores normale VINKling på kulturen kommer her nogle hilsener til værker, der ikke er bundet til Kongens By eller det spirende lag, men som vi simpelthen fortæller om, fordi de bare er megagode—og fordi vi slet ikke kan lade være.

 

Jeg var ikke meget mere end et par lurvede sneakers, nogle baggy jeans, en vældig hættetrøje og en noget tynd identitet, da musikken i mine gymnasiedage viste sig for mig som den fritidsinteresse, der skulle gå hen og nærmest definere min hverdag. Under sommeren 2011 begyndte jeg på Bornholms Gymnasium med rigelige mængder gamer-attitude, pigeskræk og playlister med Akon, Bruno Mars og The Fray. Som øens (selvproklamerede) største late bloomer listede jeg gennem hverdagen, men blev, overraskende for mig selv, hurtigt mere udadvendt, end jeg nogensinde havde tænkt, jeg kunne være. En lille måned senere var Det Elektriske Barometer ritualiseret, og jeg havde været til When Saints Go Machine-koncert med et par piger fra klassen. Store skridt, usikker som jeg var.

Jeg havde elsket plader før. Owl Citys Ocean Eyes var hyppigt offer for mine knasende højtalere, og jeg skamlyttede til The Frays to første plader, mens jeg spillede World of Warcraft i niende klasse. Intet kunne dog sammenlignes med den følelse, Bon Iver gav mig. Det har nok meget, hvis ikke mest, at gøre med det tidspunkt i min ungdom, jeg opdagede den og derfor i høj grad forbinder den med. I ånden af det stedtema, Justin Vernon har tænkt ind i skabelsen af pladen, vil jeg besøge nogle af de steder, titlerne henviser til. Hvor Perth eksempelvis er virkelig, er Michicant imaginær, mens Holocene, ud over at være en geologisk betegnelse for tiden siden sidste istid, også er en bar i Portland. Og Beth, har jeg læst mig frem til, er en opdigtet paradisisk verden. Jeg forestiller mig, at det sted er alle sangenes ophav.

Outtakes

Outtakes.

 

Fra Perth til Minnesota med min nyfundne identitet

Da jeg lyttede til numrene på Bon Iver for første gang, havde jeg svært ved at se ud over min egen tilfrosne næsetip. Jeg troede virkelig, det var mig, der havde opdaget disse sange, at pladen var skabt kun for mig, til ære for mig, til mine hænder, mine ører. Min lille tese var selvfølgelig dømt til at ende i skuffelse, for da en af mine klassekammerater ville høre “Perth” til en fest, føltes det, som om min nylige identitet stranguleredes. Nå ja, men naivitet er jo lig med eventuel selvindsigt, og jeg lærte at acceptere, jeg ikke er berettiget al min yndlingsmusik.

White noise, feedback, pedal steel guitar, bassaxofon, militærtrommer, trompeter, violiner, wall of sound og multitrackede vokaler. “Perth” åbner tavs og indadvendt, men ender som en kolossal lydmur. Hvis “Perth” tilhører en genre, er det måske noget, der ligner chamber pop, som tror, det er heavy metal. Jeg elsker, hvor aggressiv den er, og jeg kan lige forestille mig en tålmodig For Emma-fan i lænestolen, som i stedet for en hyggelig søndagshymne bliver tvunget ind i en kamp mellem to stortrommetæskende trommeslagere.

Jeg tror altid, jeg ved, hvornår nummeret starter, men alligevel tager de otte sekunders indledende stilhed fusen på mig. Jeg kan godt lide at høre starten af en plade igen umiddelbart lige efter, sidste nummer når sin ende. Afspiller jeg “Perth” på sådan vis, lyder det som om, musikken lige har brug for at ånde et øjeblik, før den begynder igen.

Ligesom Mews And the Glass Handed Kites eftergør et koncept, hvor alle numrene svinder ind i hinanden og udgør én lang komposition, er flere af overgangene på Bon Iver også glidende, og derfor starter nummeret “Minnesota, WI” faktisk tyve sekunder, før “Perth” slutter, hvor industriel skratten og droner bliver til en nyfødt melodi. Den sang, der rejser sig fra mellemspillet, indeholder et af mine yndlingsøjeblikke på hele pladen i form af en intens banjoouttro. Det er ikke meget, min elskede banjo er repræsenteret på Bon Iver, men på “Minnesota, WI” er den af hovedkarakter.

Holocene

Holocene.

 

Holocene og det sidste brudstykke af barndommens periferi

De fleste, der regelmæssigt lytter til Bon Iver, eller de lyttere, hos hvem navnet ringer en klokke, er sandsynligvis blevet introduceret til musikken med “Skinny Love” fra For Emma, men jeg ankom sent til festen. Den plade var nemlig allerede fire år gammel, da jeg fik min invitation i form af singlen “Holocene”, som var den allerførste Vernon-sang, jeg hørte. Alt ved den satte gang i mit blodomløb; titlen, tidsløsheden, den instrumentale intro, den pompøse musikvideo, »… and at once I knew I was not magnificent«. For mig er den det sidste brudstykke af barndommens periferi, en genvej til familiens skød og et vigtigt led i det, der skulle blive min voksne identitet. “Holocene” afviger aldrig fra det gentagende, men genopfinder sig selv i overgangene, og jeg bliver lige overrasket, hver gang et af sangens omkvæd rundes af.

»I could see for miles, miles, miles«.

“Holocene” må være en af de sange, jeg har lyttet til flest gange i mit enogtyve år lange liv. I perioder hører jeg sjældent andet, men lader den rumstere evindeligt i mit værelse, lader den besætte mig og overraske mig igen og igen. Jeg bliver glad, når jeg tænker på den og snarere lykkelig på en af de der rigtig gode dage. Når “Holocene” spiller, føler jeg mig som Logan Lermans drømmer i filmatiseringen af The Perks of Being a Wallflower, når hans nye bedste venner fyrer op for David Bowie i filmens perfekte afrunding. »I feel infinite«.

Towers

Towers.

 

Feel good og sad mood, tårne og cykelklokker

Hvis For Emma maler med blå og vinterhvide strøg, er Bon Iver mættet med lysegrønne- og gullige farver, og sangen “Towers” indkapsler allerbedst billederne af lyse aftener, solpletter og dunbløde enge i våren. Sangen rummer også øjeblikke af en feel good-stemning, der ellers sjældent rimer på det vinterklingende bandnavn, men den tjener heldigvis ikke på bekostning af vemodet. Der er nemlig altid en form for dualitet i alle sange fra Justin Vernons hånd og hoved.

“Towers” er også en af de sidste sange i Bon Ivers katalog, jeg lærte at elske. Jeg har det sådan med Bon Iver, ligesom med alle mine andre yndlingskunstnere, at jeg ofte skifter favoritnummer. “Towers” fik ikke sin tur før sommeren 2015, hvor jeg blev helt vildt forelsket i en pige, og sommerfuglene simpelthen fløj om kap inde i maven på mig. I dag er det stadig en af dem, jeg oftest har lyst til at høre.

Hvor “Towers” soundtrackede min postpubertære kærlighed, blev det opfølgende nummer “Michicant” lyden af teenageårene, der blev revet væk, eftersom den lig “Holocene” for mig tilhører første fase af gymnasietiden. Ting afprøvedes- og følelser oplevedes for første gang. Tiden stopper ikke, og det går op for mig, at jeg aldrig vil få følelsen af den første gang igen. Tanken om, at ting er overstået, skræmmer mig. Men “Michicant” og dens famøse cykelklokke giver mig lov til at se glæden i de første gange, jeg endnu har til gode.

 

Vinterlige Washington i midten af efteråret

Med “Wash.” er vi tættere på det tidligere katalog end noget andet sted på pladen. Den minder mig om snefald og dug, frostluft og fortættede nåletræer, men selv om den er det eneste eksempel på Bon Ivers årstidsforvirring, føles den dog stadig hjemme lige præcis på denne plads efter den overvejende elektroniske “Hinnom, TX”. De to numre hænger uløseligt sammen som åbningsparret “Perth” og “Minnesota, WI” med den simple klavermelodis afsæt i “Hinnom, TX”s efterspil.

Trods min vinterforestilling er et par måneder væk, er “Wash.” i midten af dette efterår min yndlingssang. Det er den, jeg lytter til fem gange i træk uden at overveje sangskifte, eller tænker på, når jeg falder i staver under den sene tirsdagsforelæsning. Bedst nyder jeg den dog liggende i sengen med vinduesudsigten som mit eneste øjemål.

bethrest

Beth/Rest.

 

Afslutning, endeligt, kulmination!

Jeg håber, du i mine ord har kunnet genkende glæden ved at lytte til yndlingsmusik, for Bon Iver er for mig mere elskelig end noget andet kunstværk, lige så meget værd som det største arvestykke og, til tider, livsbekræftende. Vi er nået til det sidste sted på Justin Vernons verdenskort, “Beth/Rest”, et pur af følelser og et glædeligt- og nostalgisk tryllenummer. På mange måder lyder den slet ikke som de foregående fireogtredive minutter, men en anomali er den heller ikke. I stedet er den en naturlig, endog storslået afslutning på, hvad jeg føler, er et vaskeægte opus.

Mine sidste tanker dedikeres til den akustiske “Rare Book Room Version” af “Beth/Rest”, en B-side til singlen, som for mig er et af de smukkeste musikalske øjeblikke overhovedet. Det er ren vinterlig lyksalighed, som om det er sæsonen, der besynges. Jeg kan ikke undgå at tænke på tæt snefald, tykke tæpper og varm kakao med lidt for meget flødeskum, når klaveret får lov at tale selv, og al den storladne pondus er skrællet af. Stemningen er i familie med den i Joni Mitchells “River”, den klareste vinterelegi, og starten kunne minde lidt om en af de gode Leonard Cohen-sange. Men det er falsetten, der for mig kanoniserer sangen: »Pry it open with your love/ Sending lost and alone standing offers«. “Beth/Rest (Rare Book Room Version)” er kulminationen på min største musikalske oplevelse.

 

*

(Hvis du synes om de smukke coverillustrationer, kan de købes på—og jeg citerer på engelsk—308 GSM HAHNEMÜHLE PHOTO RAG PAPER på Gregory Euclides hjemmeside: http://www.gregoryeuclide.com. Jeg har selv et sæt eksemplarer hængende derhjemme, og dem elsker jeg også!)

En danskstuderende musikelsker ved Københavns Universitet, som er vild med efterår, Kings of Convenience, at besøge sine forældre, Richard Linklater, frysetørret kaffe, Leonard Cohens digte og Moulin Rouge!.