Time Is Local – Klange i Tid og Rum

I forbindelse med festivalen G((o))ng Tomorrow samarbejdede klangkollektivet WeLikeWe & Jakob Kierkegaard om en 12 timers performance-koreografi på Thorvaldsens museum. Vink sendte to skribenter ud for at dække hhv.de to første og de to sidste timer af forløbet.

// Foto: Luna Pontoppidan

 

Kl. 12-14

 

Bygningen med de gule vægge står stor og mægtig over for vandet, over for de skæve og farverige københavnerbygninger ved siden af borgen. De fem trapezformede vinduer får den til at syne langt højere og mere majestætisk end de nærliggende bygninger. Her har den stået i mere end 150 år med sine tempellignende pilastre og den omkransende frise, der vidner om, hvad bygningen gemmer på. Det her er Thorvaldsens Museum; en storslået perle, som man finder lige her i Københavns midtby. Selv på en grå dag som denne lyser dens storslåede facade op. Den tiltrækker blikke, selv de som normalt er klistret til telefonskærmen.

 

Anledningen til besøget i denne gule firkant er festivalen G((o))ng Tomorrow med undertitlen ‘Exploring Music and Sound. På denne første lørdag i november stillede klangkollektivet We like Weog lydkunstner Jacob Kirkegaard op til en 12-timers koncert med det kreative samarbejdsprojekt Time is Local.

 

Før indgangen gennem de massive trædøre blev alle forventninger og forestillinger om, hvad der skulle til at ske, lagt på hylden. Et helt ryddet dansegulv til alle de nye indtryk. Koncerten var netop gået i gang, men her fra indgangsarealet var der næsten ingen lyd. I det fjerne hørtes en svag drone, der vækkede nysgerrigheden til at gå på opdagelse i de yderste små sammenhængende rum. Lyden var stærk i det første rum, men kilden til den gemt væk. Fornemmelserne strømmede ind. Blæsere og strygere frembragte billeder af toge, der suser forbi i det fjerne, der snart blev opslugt af havgusets stilhed ved solopgang. Store kolde klipper sprang ud af de dybt klingende toner. Lofthvælvingen bar lyden rundt og gjorde søgen efter lydkilden endnu sværere.

// Foto: Luna Pontoppidan

 

Dvælende og distanceret ved musikken kom der som en overraskelse en skikkelse gående forbi. Roligt, men retningsfast gennem væggens bue. Hun var klædt i en bordeaux dragt af tykt stof, sorte strømper med flæser og Dr. Martins ankelsko. Håret var sat vildt og rodet. Noget af det var klistret til den ene kind, som havde hun netop været under vand. En blå skygge strakte sig over hendes ene øjenlåg, hendes blik var fast, men fokuserede ikke på noget. Hun gjorde holdt over for én af statuetterne, kiggede dybt på den, mens hun komplimenterede de fjernt klingende strenge med en dyb sang. Hendes mimik var betagende, en stærk kæbe, let skælvende læber og det meget faste blik. Hun stod der som et levende spejlbillede af den kolde, hvide marmor. Alle omkring var usynlige for hende.

 

Som man bevægede sig rundt, kom man i møde med resten af ensemblet. Alle var klædt i det samme tunge bordeaux stof, alle med blå skygger, alle med faste blikke. De blå skygger på deres øjne var perfekt matchet til museets stjernehimmelloft i inderkredsen og vindueskarmene i den store sal. Musikken kunne lyde som improvisation, og alligevel virkede ingenting tilfældigt. Det hændte, at musikerne mødtes og sang og spillede til hinanden i intens kontakt. En gong-gong lød pludseligt tæt på det venstre øre. Idet han træder ind af døren, skabes der øjenkontakt, og et lille smil bredes på hans læber. Han går videre forbi og ind i det næste rum.

 

Rundt omkring i de forskellige rum stod instrumenter placeret. De forvrængede billedet af de ellers fredeligt stillestående og urørlige skulpturer. Man fik lyst til at blive stående og vente på, at en bordeauxklædt ville træde ind og begynde at spille på et af de opsatte instrumenter. Men man kunne ikke regne tiden ud. De besøgende fulgte derfor musikerne rundt dér, hvor de var, forventningsfulde og betagede af deres musik og koreografi. Jo mere tid der gik, jo flere udefrakommende folk kom der til. De små buer mellem rummene var til tider fyldt, men alle nærede dyb respekt for musikerne og ville for alt i verden ikke gå i vejen.

 

Lydbilledet ændrede sig ofte, nogle gange svagere, andre gange intensiverede det så meget, at øregangene ikke kunne følge med. Rungende, snurrende, dunkende. Det var ikke nødvendigvis dystert, men derimod mere mystisk, hvilket passede til rammerne af de mange mytiske figurer. Til tider var der næsten helt stille og andre gange fik man små chok. Koncerten bar præg af mange forskellige tendenser. Man kunne finde asiatiske melodier, måske endda kvarttoner i de dissonerende lyde. Musikken var som et soundtrack til de mange betagende skulpturer i de farverige rum. Støvet og dunkel som væggenes farve, samtidigt udforskende og uforudsigelig som lofthvælvingernes malerier.

 

// Lærke Wahid

_______________________________________________________

// Foto: Luna Pontoppidan

 

Kl. 22-00

 

Stort. Stort syntes jeg, det føltes. At gå rundt i Thorvaldsens museum

og følge lydene – mest fra instrumenter installeret i gallerierne. Dragterne

bragte, i samspil med lyset og koreografien, museets akustik ind i et nyt rum.

 

Trafiklydene udenfor og rådhusklokkerne. Susen i rummene blandt buster,

relieffer og monumentale skulpturer.

 

De første fem minutter slog det hele mig som noget corny, men efter noget

tid fandt jeg vej ind i kompositionen og havde en virkelig god oplevelse, i en

times tid ud af de måske halvanden time jeg var der.

 

Museet, der i forvejen er bygget specifikt til at rumme Thorvaldsens

oeuvre, og altså som sådan allerede er tænkt som en total-installation

aktiveredes på denne aften på smukkeste vis.

// Foto: Luna Pontoppidan

 

Den koreografiske, durative aktivering af arkitekturen indgik i en

dialog med arkitekturen og de installerede kunstværker, der blev

vakt til live som en slags tredimensional marmorvisual til musikken.

 

Afslutningsvis samlede musikerne sig i forhallen med de smukke roset-

dekorationer i loftet. Som koncert fungerede det egentlig meget fint med

Jakob Kierkegaard på cello, og We like We på deres respektive instrumenter,

violin, cello, vokal og klassisk slagtøj – men som afslutning på en 12-timers

performance fik det en noget klimatisk karakter.

 

Det, der lykkedes bedst, var aktivering af museets akustisk, som man kunne

bevæge sig frit rundt i – den mere sceniske, grænsende til sakrale afslutning

føltes på en måde unødvendig eller som en måde at skabe et hieraki i den

kompositionelle opbygning.

 

// Kristoffer Raasted

_______________________________________________________

Hold dig opdateret på WeLikeWe og Jacob Kirkegaard på:

http://welikewe.com

http://fonik.dk/preview.html