The Blue Van: Vi vender altid tilbage til kernen

The Blue Van. Fra venstre: Allan Fjeldgaard Villadsen, Søren Westmark, Per Mølgaard Jørgensen og Søren Christensen //Foto Jonatan Nothlev

 

 

Skæg, solbriller og rockmusik. Det var, hvad det danske rockband udstyrede Northside med til en fantastisk søndagskoncert i solen. VINK mødte “The Blue Van” dagen før koncerten til en snak om historie, sammenhold og københavnske favoritsteder. 

 

“Jeg tror, at vi er en af de danske bands, der har spillet længst tid sammen. Vi har spillet sammen i 17-18 år”, siger forsangeren Steffen Westmark.

 

Forsangeren og guitaristen udgør én af fire medlemmer i rockbandet ’The Blue Van’, som yderligere består af Søren Christensen, guitar, keyboard og kor, Allan Fjeldgaard Villadsen, bas, og Per Mølgaard Jørgensen, som spiller trommer og synger kor.

 

Oprindeligt kommer alle bandets medlemmer fra Hallund, en by lige uden for Brønderslev i Nordjylland, og de har spillet sammen siden 12-års alderen.

 

Her 18 år efter spiller Søren, Steffen, Per og Allan stadig sammen. Vi sidder på et bænkebord bag Northsides grøn scene og snakker om rockbandets fortid. De fire gutter bærer alle solbriller og er klædt i sort. For mig er de udseendesmæssigt indbegrebet af et rockband. Næsten lidt intimiderende. Men så snart de åbner munden, er jeg ikke i tvivl om, at her er fire drenge fra Nordjylland med fødderne solidt plantet på jorden.

 

The Blue Van opstod i sin fulde form i 1996, da Per kom med i bandet. Før det bestod bandet af forsangeren Steffen og guitaristen Søren samt en anden trommeslager og ”købmandens søn”.

 

Solbriller. En del af rockstjernelooket. //Foto Jonatan Nothlev

 

”Det var “The Blue Van, mac 1”, siger Steffen eftertænksomt, mens han klør sig i skægget. Steffen sidder over for mig – stadig med solbrillerne på – men er meget snakkesalig.

 

“Købmandens søn, han røg ret hurtigt ud”, siger han, “fordi han var en bølle”. I stedet kom Allan til, “fordi hans far havde en bas”. Og til sidst Per, fordi han var den bedste trommeslager i byen”.

 

Steffen smiler til Per, der ryster opgivende på hovedet.

 

”Den gamle trommeslager flyttede, og jeg var den eneste trommeslager i nærheden!”, siger han. Allan tilføjer grinende, at så var han jo også den bedste, og det må Per give ham ret i mens resten af bandet griner nikkende.

 

Den sammensætning af bandet lyder jo umiddelbart meget praktisk, tænker jeg. Og det er bandet enige med mig i. Men sådan var det dengang, og det har jo resulteret i et godt og langvarigt venskab og en lang musisk karriere. De mener, bandet har holdt ved hinanden så længe, fordi de kender hinanden så godt.

 

“Vi skal ikke igennem alle de der børnesygdomme, der er, hvis man er et nyopstartet band fra vidt forskellige baggrunde. Så kan det være, at det på et tidspunkt clasher personligt eller på kunstnerisk plan”, siger Steffen.

 

Igennem den lange karriere har drengene fulgt hinanden i tykt og tyndt. Da de var yngre lyttede de til akkurat det samme musik, og gjorde meget ud af, hvad der var rigtig og forkert musik.

“Vi var meget musiksnobber i starten” siger Steffen. “Der var kun en rigtig slags musik, og det var den vi lyttede til”.

 

Dette har dog udviklet sig meget siden, og de hører også nu forskellig musik. Det har ikke været noget problem at bandets medlemmers musiksmag er gået i forskellige retninger.

 

“Vi har fået det til at mødes”, siger Per, idet han nulrer sit velplejede overskæg. Der er helt stille ved bordet et øjeblik, som om de alle fire kort sidder i deres egne tanker, men så fortsætter Per:

 

“Der skete et sort skred mellem anden og tredje plade, hvor jeg tror vi sådan, ikke stak af, men bare havde udvidet vores horisonter alle sammen, men ja, vi fik det til at mødes”, siger han.

 

Selvom det kan lyde som et problem at bandet senere i livet er gået forskellige musikalske veje, er det ikke noget der har splittet bandet op. Tværtimod. De forskellige musikalske veje har ifølge bandet defineret deres specielle ’sound’.

 

“Vi har en grundbase i det, vi gør, og så er der nogle andre små indirekte inspirationskilder, der sniger sig ind”. De små indirekte inspirationskilder stammer, ifølge bandet, fra de forskellige anderledes musikalske input, de hver især kommer med.

 

Men det har været svært for bandet at finde deres egen identitet gennem den lange karriere, da de altid er blevet referet til som en klynge, og derfor har opført sig som en.

 

“Jeg tror også det er svært for andre at komme helt ind på livet af os”, siger Søren, “det er ikke som det var engang. Dengang vi lige var flyttet til København, og første gang vi var i USA, var det bare os fire. Der altid var sammen. Det var svært for os at åbne op over for andre, tror jeg.”

Gennem årene er bandets medlemmer blevet mere individuelle og er begyndt at lave ting ved siden af bandet. Dette betyder ikke at bandet ikke bliver ved at holde sammen, for The Blue Van vender altid tilbage til kernen.

Sammenhold. Bandets mange år sammen kan tydeligt mærkes i den rolige stemning omkring bordet ved interviewet. //Foto Jonatan Nothlev

 

“Nu har vi gjort det i så mange år. Så det bliver bare en del af ens identitet.” siger Per. Steffen giver ham ret, “Vi har jo vitterligt været sammen i så lang tid, at det ville være mærkeligt ikke at have bandet. Det har jo været en del af vores liv siden vi var 12 år gamle” siger Steffen. “Det her er kernen, og man vil altid vende tilbage til det”.

Så selvom Steffen sidste år udgav en soloplade, Søren er blues- og sangskriver, Per spiller med nogle andre, og Allan er i gang med en uddannelse, vil The Blue Van altid komme i første række.

For bandets medlemmer har det givet nyt blod på tanden at lave noget ved siden af. De glæder sig på den måde mere til at mødes i øvelokalet, såvel som til koncerterne.

I pausen mellem svaret og næste spørgsmål kigger jeg rundt på bandet. Det er sjovt at tænke på, at de har spillet sammen siden 12-års alderen. Umiddelbart virker de meget forskellige. Steffen er helt klart ham, der snakker mest, mens Søren og Per sidder og joker lidt på sidelinjen. Allan derimod siger næsten ingenting, men er opmærksom på, hvad der bliver sagt, så han kan bryde ind, hvis der er noget, der ikke er helt korrekt. Man kan tydeligt mærke rollerne blandt bandets medlemmer, og sådan har de sikkert været siden de var 12. Igennem de 18 år The Blue Van har spillet, har de været igennem meget, og har i følge dem selv, haft flere gennembrud.

Per mener, det var gennembruddet, da de droppede at bo i USA, fordi deres selskab gik konkurs. Da de flyttede tilbage til Danmark og lavede den tredje plade “Man Up”. Her begyndte de at tjene penge på musikken efter en af sangene fra pladen blev et mindre hit i Danmark. Det var helt præcist i 2008, da finanskrisen ellers brød igennem.

Men Søren mener, at bandet havde deres gennembrud før 2008, ja faktisk før de udgav debutpladen “The Art of Rolling”.

“I 2003 blev vi signet til verdens største indiepladeselskab, Iceberg Records. Men det var ligesom mere et gennembrud i udlandet. Det var først, da vi var færdige med det eventyr, at vi havde tid til at kunne koncentrere os om at lave det gennembrud i Danmark”, siger han.

Og det skulle de også koncentrere sig om. Da The Blue Van vendte hjem fra USA skulle de næsten starte forfra.

 

”Det var ikke sådan helt godt i starten”, siger Søren:

”Vi havde en kæmpe skattegæld og intet sted at bo. Vi var helt slået tilbage til Nordjyllandstadiet.

Allan er ikke helt enig i det udsagn og bryder ind, “Vi havde jo spillet en masse koncerter rundt omkring i landet. Og det var jo ikke sådan, at der ikke kom nogen til vores koncerter”, siger Allan: “Der begyndte at komme flere og flere, efter vi havde udgivet albummet.” Men de kan alle blive enige om, at det ikke var helt let i starten.

 

The Blue Van har været gennem en lang rejse og har ændret sig meget undervejs. Det sidste nye tiltag er bandets beslutning om ikke at udgive flere albummer, men kun singles og videoer.

“Det hele handler om at tænke i nye baner og gøre ting anderledes, end man er vant til. Verden ændrer sig hele tiden”, siger Søren.

 

 Koncert. The Blue Van spillede søndag eftermiddag på grøn scene i strålende solskin. //Foto Nynne Thykier

 

The Blue Van spillede på Northside søndag eftermiddag, men var ikke kun kommet for at spille. De var også kommet som publikum. Da jeg spørger, om det fedeste sted at opholde sig på festivalen, er de alle meget enige.

 

“Jeg var ovre at se ’Who Made Who’ i går på P6 Beat Scenen. Det synes jeg virkelig, er en fed scene og et dejligt område” siger Per, og de andre støtter op om udsagnet. De synes alle, at den er virkelig dejlig.

 

Det er første gang The Blue Van er på festivalen, men de glæder sig alle og ærgrer sig over, at de ikke har været der før, men det har bare ikke passet ind.

 

“Det er sjovt, det er nærmest som om, at man har skåret et stykke ud af Roskilde festival og så bare sådan placeret det midt i Aarhus. Ikke fordi man skal sammenligne det, men det har det der, sådan koncentrat, af en festivalstemning. Det er boullionterningen inden for festival”, siger Steffen

 

Normalt opholder bandet sig dog i København. Og siden VINKkbh er en københavnerblog er det jo interessant at høre, hvor drengene bedst kan lide at opholde sig både som kunstnere og almindelige københavnere.

 

Det første bandet tænker på er Lille Vega, her kan de alle være enige.

 

“Jeg synes bare altid, der er fucking tjek på tingene, når man er på Vega” siger Steffen. “Og også omgivelserne, det er en skide flot sal.” Bandet kender ham der er daglig chef på Vega, da han også er fra Nordjylland, og det hjælper også på tingene. Dermed ikke sagt, at det kun er Vega, der kan følge med.

“Der er også mange små scener i København, som man tit glemmer. Sådan noget som Beta ude ved Amager Bio er virkelig et fedt sted”, siger Per

 

Ud over de to spillesteder kommer navne som Stengade, Drone, musikcaféen, Loppen og Nemoland også op i rækken. Ifølge The Blue Van er der altså mange steder for os københavnere at tage hen og høre koncert.

 

Herudover har drengene også deres yndlingssteder i byen, når de ikke skal stå på scenen og høre på skrigende fans.

 

Per anbefaler Søndermarken, Kødbyen og Christiania.

 

“Jeg lufter min hund ude i Søndermarken. Jeg vil sige, at siden sommeren er kommet, er det virkelig blevet min nye oase dernede. Det er jo bare en skov, men det er fandeme dejligt. Også Kødbyen på en sommeraften. Jeg cykler jo igennem hver dag om dagen, så er det bare sådan et fabriks og butiks/erhvervsområde, og så om aftenen så er det en helt lille landsby. Og Christiania. Selvfølgelig også Christiania”, siger han.

 

Søren anbefaler Nørrebroparken.

 

“Jeg kan egentlig godt lide Nørrebroparken selvom der er lidt gangster. På sådan sin egen berlinagtige måde, så kan jeg egentlig meget godt lide det”.

 

Steffen anbefaler Stefansgadekvarteret, “Hele det der Stefansgade Nørrebro-område synes jeg, er rigtig fint med Jægersborggade og ismanden, og alle de nye tiltag i det område”, siger han.

 

Allan anbefaler Bispebjergområdet: “Den park, der ligger oppe ved Bispebjerg, med kolonihavehuse og sådan noget, ja der løber jeg tit en tur.”

 

//Foto Jonatan Nothlev

 

Mens bandet summer videre om yndlingssteder i København og glæder sig til søndagens koncert, er festivalgæsterne så småt begyndt at gøre sig klar til den næste koncert. The Blue Van skal spille om søndagen, og det er der mange, der glæder sig til.

 

Hvis du ikke fik set The Blue Van søndag på Northside, eller bare er helt vild med dem, så spiller de den 14. november koncert kl 21 i Lille Vega til sølle 175 kroner.

 

Det bliver lækkert!