Strøm i Væksthuset: En fortolkning af en sovekoncert

En dag, håber jeg, får du selv lov at høre, hvor meget det egentlig lyder som faldende regn, når mennesker smårumsterer sig til ro i en sammensummen af luftmadrasser og tilgruset underlag.

 

Der er masser af stjerner at konstellere.

 

Mennesker. Regn. Du ved.

 

Falde.

 

I.

 

Søvn.

 

 

Og så den evige falden.

 

Nogle gange i en fjerligt valsende vuggen, andre gange øredøvende besust som en utæmmelig stjerneflugt slynget af sted. Mest bare svævende. Vægtløs, opløst (fald længe nok og du flosser lidt rigeligt), grebet i favnen af en tone og ført af sted.

 

 

Undervejs i faldet føles det som om, ingen er fremmede for hinanden. Måske kender alle bare alle i mørket, tænker jeg. Måske er vi bare lige så langsomt blevet ét i det rum, der ligger svøbt i tonernes slør mellem vågen og sovende. Sammen.

 

Opløst.

 

Opløst, men ikke forgået, nok snarere endnu mere til, du ved? Alting summer og sitrer og svæver, mig med, dig med, os med. Grænserne er hvisket ud, alting er sløret, og hvad vil det overhovedet sige at være?

 

Under lavthængende stjerner i en hule af skrøbelighed bliver alting til.

 

Dråbe for dråbe.

 

 

//Illustration: Natasha Linde Krebs