Simon Whoo og viben der blev hans musikalske redning

Jeg mødte Simon Whoo i hans studie på Nørrebro, hvor vi i det lille smalle kælderlokale havde en snak om hvordan mødet med en relativt ukendt genre som Vaporwave, endte med at løse hans musikalske kvaler. En genre der er stadig er så undergrund, at den ikke engang fungerer som en subkultur på den Københavnske musikscene. Her har Simon taget opstilling med et håb om at være med til bringe Vaporwaveen op blandt de centrale musikgenrer i mainstreamkulturen. Første skridt på vejen er at infiltrere den Københavnske musikscene, men erfaringen fra andre musikgenrer viser, at det ikke er noget der sker over natten. Ventetiden er dog ikke så slem, når man elsker det man laver.

Simon havde været på en musikalsk søgning i en del år, før han endelig fandt sig til rette i Vaporwave-genren. En søgning der til tider havde gjort ham både desillusioneret og frustreret. Han ville musikken, og vidste at der var noget i ham, som der var værd at udtrykke, men det var ikke ligetil at finde frem til de midler, frembringe det på den måde han ønskede. Først forsøgte han sig i den mere storladne rock med de store følelser, men følelserne blev for melankolske og seriøse. Derefter blev han betaget af den akustiske lyd, og prøvede sig af i den mere afdæmpede folk. Men at være en singer-songwriter måtte han indse alligevel ikke var lykken. Selv da han begyndte at dyrke det elektroniske lydunivers – hvilket man med nutidens viden in mente var her, han begyndte at nærme sig sit endegyldige musikalske udtryk – kæmpede han med at finde sin plads. Faktisk var det så slemt, at han en overgang helt overvejede at droppe musikken.
Den drastiske beslutning nåede han da heldigvis ikke at tage, for pludselig opdagede han, via en af sine utallige internetbaserede musiksøgninger, genren Vaporwave. Simon havde det som om, at han med ét havde fundet sit musikalske hjem, for nu at udtrykke det lidt klichefyldt. Her havde han ramt rigtigt, det var han ikke i tvivl om.
”Det kan lidt beskrives som hvis man lærer et nyt ord, der beskriver noget, man indtil da ikke har kunne finde ud af at beskrive. Sådan føltes mødet med Vaporwave for mig.”

Vaporwave kræver lige sin introduktion. Måske er du bekendt med genren, og i så fald er du velkommen til at læse lidt let over det følgende. Men da min viden om Vaporwave ikke var eksisterende, før jeg blev præsenteret for Simon Whoo, tænkte jeg at i læsere kunne have på samme måde.

Genren opstod på nettet, ikke længere tilbage end 2010, da forskellige producere og musikere begyndte at tage forskellige 80’er hits og remixe dem ned i chillede lav-tempo udgaver. For at få en ide om hvad jeg snakker om, vil jeg anbefale dig at lave Youtube-søgningen ”Toto: Africa (vaporwave)”. Glamhittet var en af de første sange, der kom under Vaporwave behandlingen, og illustrerer lyden på glimrende vis. Vil du lidt længere ind i Vaporwaves musikalske univers, så gå på jagt efter en musiker ved navn Macintosh Plus. Hun regnes som lidt af en gudfader indenfor genren. Det var hende, der udgav det første udprægede Vaporwave-mixtape og var en bærende kraft i opstarten. Derfor er han også den kunstner, der oftest bliver refereret til indenfor miljøet. Sidenhen har genren udviklet sig til at være andet end kun samplebaseret. Den består nu også af musikere, der laver Vaporwave ud fra egen instrumentering, og det er i denne del af genren, som Simon befinder sig i. Som videoen foroven viser, er Simon en musikalsk gør-det-selv-mand og står selv for al instrumentering. Fra keyboardet, hvor han jammer den gode melodi frem, til guitarspillet, trommerne og bassen som han programmer på elektronisk vis. Det eneste område hvor han har følt behovet for at outsource, har været når det har været brug for en kvindelig korstemme på nogle af sangene. Der har han alligevel haft nogle biologiske forhindringer.

Der er altså forskellige måder at dyrke Vaporwave-stilen på, og genren er heller ikke defineret af et bestemt udvalg af instrumenter eller opbygning. Det handler om en bestemt vibe, og det er denne vibe, der samler de forskellige kunstnere og sange under samme musikalske tag. Dette er Simon hundrede gange bedre til at forklare end jeg, så det bad jeg ham om at beskrive i videoen nedenunder.

Se første kapitel af introduktionen til Vaporwave her.

Simon afviser, at det at dyrke en musikstil, der er defineret af en bestemt vibe, kan have en begrænsende effekt på den skabelsesproces, han har som musiker. Altså at musikken bliver rammesat, fordi man har en bestemt vibe for øje. For når genren er defineret ud fra en stemning, er den samtidigt ikke defineret af et bestemt valg af instrumenter eller krav på opbygning. Tilgangen til at skrive Vaporwavekan være vidt forskellig fra kunstner til kunstner, og derfor føler han sig også alt andet end begrænset i sit musikalske virke. Musikken kommer til at lyde som den gør, fordi det er herigennem han føler, hans følelser kommer til udtryk på den mest ægte måde. Derudover ligger der også et naturligt slægtskab til andre kunstnere fra miljøet, via det tekstunivers han har opbygget omkring sin musik. Teksterne kredser om temaer, der generelt dyrkes i miljøet, som kritisk stillingstagen til det samfund vi lever i, og til den store rolle som teknologi spiller i vores samfund. Tekstuniverset er bygget op igennem overdrivelse samt et bevidst brug af klicheer, hvilket giver det hele et ironisk præg. Via de virkemidler føler Simon, at han kan påtale og påpege skæve ting i vores samfund med et glimt i øjet i stedet for pegende fingre.

Det kritiske blik på samfundet er ofte pakket ind i overromantiske fortællinger, der dyrker kærlighedsklicheer uden på nogen måde at skamme sig over det. Snarere tværtimod. Det virkningsfulde brug af klicheer er noget han har udviklet og finpudset igennem hans kendskab med Vaporwaven. Genren dyrker det gamle mundheld at overdrivelse fremmer forståelsen, og den er derfor ikke bange for at smøre tykt på for at fremstille et budskab. Her ligger der en kvalitet ved klicheerne. ”Der er mange der er bange for klicheer, men klicheer er jo også det, fordi det er noget som alle kan forstå. Vi forstår jo eksempelvis alle godt den besættelse af kærlighed man kan have, hvor det eneste man har at sige er det er fedt, og det føles som en sommerdag..”.

Hver sang og tekst han skriver ser han som et kapitel, der bliver skrevet om ham selv. Dermed bliver samlingspunktet i Simons tekstunivers ham selv. Ikke på egocentreret vis, men forstået på den måde, at han skriver tekster ud fra, hvordan han oplever og forstår samfundet rundt omkring sig. I videoen herunder forsøger Simon at sætte nogle ord på, hvordan verdenen omkring ham er en inspirationskilde.

I andet kapitel fortæller Simon Whoo om inspirationen i Vaporwave.

Vaporwave er en af de første genrer, der er opstået udelukkende på internettet. Derfor er det ikke bundet til noget land, eller nogen bestemt form for kultur. Simon fremhæver dette faktum med begejstring i stemmen over flere omgange, mens vi sidder i hans studie. For at være en del af Vaporwave miljøet behøver du ikke være fra et bestemt område, eller at tilhøre en bestemt kultur, med alt hvad det nu kan indebære af tøjvalg eller fremtoning. Du kan være præcis den, du er. En fælles kærlighed til den kitschede 80’er inspirerede musik, er alt der kræves for at binde dem sammen.

Her 6 år efter er samlingspunktet stadig online, og på trods af at være noget længere fremme i byer som Tokyo og New York, er det stadig et miljø og en musikgenre, der ligger meget i den ukendte undergrund. Derfor er den eksponering, som genren får i en by som København også minimal. Simon synes alligevel ikke, at man kan konkludere, at musikstilen får for lidt plads på den københavnske musikscene. Genren er stadig så ny og uprøvet, at der ikke har været et forsøg på at stable arrangementer på benene eller lignende, og derfor er det svært at vurdere om der bliver givet nok plads eller ej. Men Simon tror på, at det nok skal gøre sit indtog i København, det kræver nok bare først, at det begynder at slå igennem andre steder i verden. For det københavnske musikmiljø har, efter hans mening, en god evne til at gøre plads til mange forskellige musikalske subkulturer, men musikscenen er samtidigt meget defineret af musikgenrer, vi har taget til os udefra. Et eksempel er Housegenren, der sent indfiltrede den københavnske musikscene efter at have været kæmpestor andre steder i verden i en årrække. Det blev en subkultur, og nu er en af de mest dyrkede musikgenrer på klubber i det Københavnske natteliv. Simon har en tiltro til at Vaporwaven kan tage samme tur, og han drømmer om, at genren med den rette mængde af tid kan blive en del af det bredere mainstreambillede. Simon forsøger selv at tage del i eksponeringen via sine DJ-tjanser. Han DJ’er fast på cocktailbaren ”64” hver weekend, hvor han har været med til at definere barens musikprofil. En profil der derfor er fyldt godt op med remixede 80’er hits og anden Vaporwave. Vi, her på VINK, oplevede selv til vores 2års fødselsdag, hvordan hans DJ-sæt på helt ekstremt effektiv vis hiver folk ud på dansegulvet, og får dem til at blive der.
Han føler også selv, at han møder positiv respons på sin musik, hvilket er med til at opbygge tiltroen til, at der er en positiv fremtid for Vaporwaven i vente.

Se, hvad Simons Whoos bud på fremtiden for Vaporwave er her.

Naturligvis rækker hans ambitioner også udover, hvad Vaporwaven som helhed kan drive det til. For at komme ind til kernen af det, spurgte jeg ham klichefyldt (i genrens ånd naturligvis), hvor han håbede at være med sin musik om 10 år. Første del af svaret vil du få af de første 100 spirende musikere du spørger; at han gerne vil spille og rejse så mange steder i verden som muligt. Men hans videre svar gav et billede af en velovervejet kunstner, med stor integritet i forhold til sin musik. ”Jeg vil til den tid egentligt bare gerne have en platform at udgive min musik på, og nogle mennesker jeg ved kommer til at høre den”. Det er en mand, der ved at han, og også Vaporwave som genre, er et godt stykke vej fra drømmen om at blive en ny aktør indenfor det mere mainstream musik, men at han vil være tilfreds med mindre, så længe han laver musik, han kan se sig selv i. En kunstner der har fundet sig til rette i det helt rigtige musikalske spor, og har tænkt sig at følge det så langt som det rækker. For som han selv udtrykker det, så ved man ikke om genren, så ny som den er, er mere eller mindre forsvundet om et par år. På den anden side kan det også være den næste store pop-genre. Det er ikke til at vide, men det tilfører også et vist element af spænding, som al begyndelse har.

Læs om andre af Musikkens Ansigter:

Maria Jagd

Mathias Heise

En journaliststuderende musiknørd med en forvirrende og bredt omfavnende musiksmag. Vi snakker et spektrum fra vred hiphop til Arcade Fire og videre til Kate Bush. Forsøger via sit virke her på VINK at afdække musikken i København i alle dens afskygninger og former.