Portræt af Osea: Jazzrødder og udlængsel

Mød en ung pige med gamle musikalske forbilleder, der skriver om alt lige fra tømmermænd og rastløshed til kærlighed og sex. Om kun få ugers tid forlader Osea hjembyen København til fordel for det pulserende New York. Det valg har jeg taget en snak med hende om.

 



Tilblivelsen af Osea og personligheden bag

Vi har aftalt at mødes i min lejlighed. Her er kaffen billig, og det er dog en rimelig faktor at medregne i dagligdagens budget, når man som dagens hovedperson har valgt at studere i et land, hvor prisen på uddannelse kalkuleres i samme målestok, som den danske ministerpension. 

Osea er aliasset for den 21-årige sangerinde Josefine Alstrup Mathiesen fra Brønshøj i København. Til september drager hun til New York for at studere et halvt år på The Collective School of Music. Her skal hun forhåbentligt udvikle sine sangkundskaber på Vocal Collective-linjen og ikke mindst genforenes med det musikalske New York, hun på en tur i 2014 forelskede sig i. Jeg har aftalt at mødes med Josefine for at snakke om bevæggrundene for at drage otte timer over Atlanten til en nation, hvor genindsættelsen af George Bush ikke blot var en god røverhistorie, men den rene skære sandhed, og når man oven i købet er så heldig at være født i et privilegeret samfund som det danske.

 

Først vil jeg dog præsentere jer for Josefine som kunstner og for tankerne bag Osea. Osea skal hverken forstås som initialer eller en smart forkortelse, men i al sin enkelthed som navnet på Josefines tipoldemor. Hun kan godt lide idéen om at opkalde sig selv efter noget eller nogen, der er en del af hendes historie samt idéen om at hylde en kvinde, der levede før hun fik stemmeret. Tipoldemoderen er imidlertid ikke den eneste kvinde, Josefine hædrer. Også kvindelige personligheder som Nina Simone og Amy Winehouse har spillet en stor rolle for den unge sangerinde og har længe figureret som vigtige inspirationskilder.

 

Selvom Josefines forældre begge er klassiske musikere, og hun igennem en lang årrække har været en del af DR’s Korskole, er de gennemgående genrer mest af alt jazz, pop, blues og soul samtidigt med, at hun ”ikke gider være hverken det ene eller andet rendyrket,” men nyder at have en masse frirum at lege med. Derved fraskriver hun sig heller ikke sin baggrund som korpige, men siger, at der nok er en del af hendes lyd, der er præget af ”denne hér skandinaviske rene klang”. Denne klang og de resterende vokale udtryk i musikken er helt klart i fokus, for med skiftende band, set ups og instrumentering er det eneste, der er sikker garanti hver gang, Josefines eget instrument, hendes stemme. Denne stemme bruges til at sætte ord på temaer som bl.a. rastløshed, ungdom, udlængsel, kærlighed, vrede og sex.

 

Hun har tænkt i sangtekster, lige siden hun var helt lille, og skrev sin første sang Mor Pas Godt På Min Sut som fireårig. Efter at have haft en længere skriveblokade i gymnasiet kom inspirationen til temaet rastløshed umiddelbart efter dimissionen i 3. g. Denne periode beskriver hun selv med følgende reference, jeg ikke kan dy mig for at dele:

 

”Kan du huske i Find Nemo, hvor de fisk dér endelig er sluppet ud af akvariet til allersidst. De havner alle sammen i havet i hver deres plasticpose. Så er der en af dem, der er sådan ”… now what?” Det er dén følelse, man har, hvis man vælger at tage sabbatår lige efter gymnasiet. ”Jaaa, vi er ude i det fri! Now what?” Men jeg er taknemmelig for, at jeg gjorde det, for det betød bare, at jeg kom i gang med at skrive igen.”

Drømmen om New York

Som så mange andre rastløse unge i gang med deres første sabbatår besluttede Josefine sig for at rejse. Hun tog alene til New York i seks uger for at gøre noget ved de musikerdrømme, der havde presset sig på siden dengang, hendes mor skulle passe på hendes sut. Jeg har spurgt Josefine, hvorfor det er New York, der lokker, frem for København, der efter min mening altid har haft et stort musikalsk udbud:

 

”Jeg var kommet ind til en søndag jam night på Village Underground (på Manhatten, red.), og der var en masse, der havde sunget. Jeg havde også sunget, og det havde været pisse fedt. Til sidst kom der så en kvinde op, der gerne ville spille Cry Me a River med Justin Timberlake, og det ville hun gerne gøre på sin blokfløjte. Man kan se, at bandet er sådan relativt forbeholdne, idet hun stiller sig op. Så går de i gang, og hun spiller først på sådan en basblokfløjte. Så skifter hun til en anden blokfløjte, som er lidt mindre. Til sidst tager hun en lille bitte blokfløjte frem og så en piccolofløjte, som hun spiller solo på, og så går hun tilbage til basfløjten. Jeg har aldrig set noget lignende.. Det sker bare ikke herhjemme. New York er så meget større, så der er utroligt mange flere muligheder og mange flere nicher.”

 

Netop alle disse forskellige nicher og blandede kulturer generelt er med til at inspirere, og dem skal man lede længere efter i Danmark, hvor Josefine påpeger, at vi har ”én lyd, som er populær i et år i den danske popmusik.” Her finder man umiddelbart ikke på samme måde et lille samfund for alt eller gademusikanter på hvert et gadehjørne, der kan spille røven ud af bukserne på de fleste professionelle musikere.


”I New York spiller man ”balls to the wall”. Det er alt eller intet, og det er hver aften.”

 

Hertil kan det heller ikke undgås at nævne vore allesammens kære Jantelov, der synes at føre til en tendens, hvor vi bliver rigtig gode til at udpege hinandens fejl og egentligt ”sidder blandt publikum og håber på, at musikeren fejler lidt.” Denne tendens, mener Josefine, rammer os alle sammen, og den gør, at der er rigtig mange ting, der aldrig får lov til at komme i gang.

 

”Det er jo også en lille smule Jantelov i mig, der gør, at jeg bliver super skeptisk, når jeg ser en person til en jam night med en blokfløjte, hvilket så bliver gjort fuldstændigt til skamme, når denne person stiller sig op og er helt fantastisk.”

 

Helt generelt er Europa begyndt at lukke sig om sig selv, og dette går Danmark heller ikke fri af. Det er at spænde ben for os selv, mener Josefine. Og ved Gud, det kan amerikanerne – med landets politiske situation i tankerne – i den grad også være gode til, men ikke desto mindre er New York et af de steder på kloden med flest forskellige kulturer repræsenteret, og dét inspirerer en sangskriver:

 

”Bare se på Humans of New York-bloggen. Du kan spørge en hvilken som helst person på gaden i New York, og de har alle et eller andet interessant at fortælle. Det kunne man helt sikkert også i København, spørgsmålet er bare, om vi ville være villige til at fortælle det… Jeg kan ikke huske, hvem der fortalte mig det her, men danskere er som kokosnødder: hårde udenpå og bløde indeni. Amerikanerne er som ferskner: de er bløde udenpå, men hårde indeni. Nu skal jeg, her til at begynde med, af sted i seks måneder, og der har jeg det fint med at spise ferskner hele tiden. Når man snakker overfladisk med nogen, er det lidt lettere med denne her smidighed.”

 

Og smidighed skal der til, når man som ene menneske skal ud og sælge sig selv i en by med så stor en konkurrence som i New York, og hvor bare bydelen Brooklyn byder på så mange dygtige musikere, at de vel sagtens udgør en tredjedel af hele mit iTunes-bibliotek. Imidlertid kommer Josefine dog først og fremmest for at gå i skole, men det er vigtigt for hende ikke at blive for ”skolet”, tage for mange forbehold og følge for mange regler, når det handler om musik. Netop i denne overvejelse er New York heller ikke et tilfældigt valg, for her er man, ifølge Josefine, mere ”school of life”-orienteret, og der er ikke meget ”school of life” at komme efter i Danmark, simpelthen fordi vi har det så satans godt, hvilket jo er paradoksalt.

 

Og måske er det dette velbehag, Josefine i grunden søger væk fra. København er skøn, men det er også hendes hjem, og alt er nogenlunde velkendt. Det er tit i det velkendte, at man mister inspirationen og fascination af sine omgivelser, og da kan det vel aldrig skade at søge lidt væk fra al herligheden:

 

”Jeg tror muligvis, det er et Benny Andersen-citat, som jeg også har brugt i en dansk stil engang, men at Danmark… Det er lidt som at være verdensborger i miniputland. Det er meget, meget småt, men vi føler os rimeligt store. Og det er der ikke noget i vejen med! Men nu er det måske også lidt sundt, tror jeg, at være en meget lille fisk i en meget meget stor dam. I mit tilfælde New York.”

Dog har den pulserende, amerikanske storby ikke lokket Josefine til sig igen, førend hun har haft tid til at spille et par koncerter i sin kære hjemby, København. Så har du lyst til at opleve Osea live, spiller Josefine på Drop Inn tirsdag den 18. august og igen på Mellemrummet lørdag den 22. august.

Her er en lille smagsprøve på, hvad du kan forvente dig af koncerterne med Osea:


Guitar: Jonathan Nørh Strøm, Video: Karoline Hoffmann-Hansen, Lyd: David Alstrup-Mathiesen

Foto // Nikoline Skaarup