Popmusikken som samfundets GPS?

I 2009 bragede Medina gennem lydmuren med hittet ”Kun for mig”. Samme år lancerede Apple deres iPhone 3GS. To år tidligere, i år 2007, ville Natasja hive dig tilbage til rødderne med opsangen ”Gi’ mig Danmark tilbage”. Året efter blev vores verden forandret for altid, da Facebook fik sit gennembrud i Danmark.

 

Foto: Aveny-T

 

De glade 00’ere, med alt hvad de indebar på godt og ondt, føles på en og samme tid som værende et kort øjeblik siden og dog meget meget fjerne. Særligt samfundets og teknologiens udvikling siden årtusindeskiftet taget i betragtning. Vi lever i en tid, hvor der hvert år – for ikke at sige hver uge – sker så megen udvikling, at det for nogen kan synes uoverskueligt at følge med. Mens den ene halvdel ihærdigt rider med på bølgen (nogen i for høj grad – returner bare dit Apple Watch), står andre af på den ikke-digitale perron og lader toget med hashtags og Siri passere.

 

Der er dog enkelte ting, vi som nation ynder at samles om. God popmusik. Den slags, du ikke kan lade være med at synge på, når du kører alene i bil. Det er de få numre, du og din fulde onkel til brylluppet begge nikker genkendende til og i visse tilfælde byder hinanden op til dans til, mens I leger, at ingen af jer mener det alvorligt. Mange af disse numre taler til laveste fællesnævner, og det kan derfor være svært på forhånd at se sammenhængen mellem danske popbaskere og et teaterstykke om den inderlige kærlighed. Skal man forvente en smuk fortælling, hvor det hele går op i en højere enhed, eller en to timers pinlig fælleskaraoke-session i salen? Det skulle dog vise sig at blive en overraskende god oplevelse, da Aveny-T inviterede denne skribent og ledsager til party i provinsen.

 

33 danske popsange, 31 karakterer, 61 kostumer og 1 kirke er komponenterne i det, der på forunderlig vis formår at udgøre en sammenhængende og smuk fortælling. Pernille Højmark er blændende god som den hjælpsomme præst med skeletter i skabet og er akkompagneret af Lars Bom som den lettere racistiske og morbide kordegn. De mange karakterers udfoldelser finder alle sted i kirken, hvor man både kan få lettet sit hjerte, få varmen og skjule sig for krig og rædsel.

 

Der iscenesættes en rød tråd fra 00’erne til i dag. Historierne bag sangene fremføres som små bidende kommentarer til meget af det, der karakteriserer den tid, vi lever i – og instruktør og manuskriptforfatterne Kenneth Kreutzmann og Ida Maria Rýden er ikke blege for at provokere. Publikum er vidner til en barnedåb, hvor det kristne overgangsritual forvandles til et photoshoot med kirken som kulisse, mens Pernille Højmark som chokeret præst må redde spædbarnet op fra døbefonden, da mor og far har travlt med at posere til deres og/eller vennernes Instagram. Man griner, fordi det er latterligt og åh så rigtigt, men kigger måske også lidt indad, for er man ikke selv lige lovlig meget på mobilen? De unge, der ramte puberteten sammen med Nik & Jay, er jo netop ved at være i forplantningsalderen den dag i dag. Fortsætter udviklingen, kommer vi til at opleve begravelsesselfies om få år, og det er da ved Gud en uhyggelig tanke.

 

Foto: Martin Mydtskov Rønne

 

Dig & Mig For Altid tager også skelsættende emner som aktiv dødshjælp og vielse af homoseksuelle op, som begge har været flittigt debatteret det seneste halvandet årti. Disse seancer udspiller sig med hjælp fra Nikolaj Steens ”Vent på mig” og efterfølgende ”Du kan gøre hvad du vil”af Christian Brøns. Lige så meget, som disse irriterende catchy sange går lige i pophjertet på fleste, splitter diskussionen befolkningen.

 

Et tungere og endnu mere aktuelt emne, der løbende tages op, er flygtningekrisen. Et ungt par med deres lille barn i favnen søger tilflugt i kirken med udsigten til europæisk velfærd og kærlighed på ny. Den føromtalte præst hjælper parret i sikkerhed, og da to betjente (Lars Bom slipper åbenbart aldrig af med rollen som strisser) bryder ind og vil gennemsøge stedet, svarer præsten igen via Natasjas ”Gi’ mig Danmark tilbage”. Et næsten ni år gammelt nummer, der blev skrevet, før vi overhovedet snakkede om krig i Syrien herhjemme, men som passede perfekt ind i forestillingen. Nummeret fremføres som en direkte kritik af håndteringen af den højaktuelle krise. Endnu mere konkret bliver det, da det unge syriske par fremfører Sys Bjerres nummer ”Hey Vanessa”, blandt andet med linjerne: ”Og jeg er ligeglad med, hvad regeringen synes, vi skal ku’ / for lige meget hvad har jeg fundet min soulmate nu”, ”Interkontinental, halvvejs illegal / kærlighed er svært at få lov til her”, ”Dig og mig, vi skal nok få asyl til sidst” samt min favorit ”Jeg tror, at vi må lære at prata svenska / for der er hverken plads i Danmark eller USA / men det okay, for jäg älskar dig”.

 

Nummeret er for det første skrevet i 2012 og bryder således med udgangspunktet for sangene og er derudover en kritik af 24-årsreglen. Regelbruddet er dog tilforladeligt. Jeg havde ikke troet, at Sys Bjerres musik nogensinde ville vække noget i mig, men i samspil med forestillingen om det syriske par på flugt ramte kritikken benhårdt. Man bliver næsten flov. Jeg ved stadig ikke, om det er fedt eller provokerende, at debatten om den globale flygtningekrise, som det meste af verden er påvirket af lige nu, skal rejses med Sys Bjerre som lydtapet, men det virker. Der gives ikke noget svar, men der bliver rakt ud til publikum, som på gåturen hjem kan nynne med og tænke over livet.

 

Foto: Martin Mydtskov Rønne

 

Lignende refleksioner over samfundet er der flere af. Alt sammen serveret i et muntert univers med flere store grin undervejs.. Det er letfordøjeligt og taler til Familien Danmark-segmentet, der havde bestilt bord på Jensens Bøfhus inden forestillingen. Der er enkelte smuttere, blandt andet og i særdeleshed en medley med musik af LIGA, Djämes Braun, Pharfar, Kesi og L.O.C. De valgte numre er alle udgivet i 2011 eller derefter, og man undrer sig over valget, da de – i modsætning til Sys Bjerres nummer – ikke har betydning for forståelsen. Ikke desto mindre er det svært ikke at holde af det, og det nok i virkeligheden dét, god popmusik og fortrinligt skuespil kan.

 

Der kom en fornuftig portion god dansk popmusik ud af højtalerne i 00’erne. Det er, foruden samfundskritikken, det indtryk, man sidder tilbage med. Det er de numre, man har glemt i mængden og glædes over at høre igen, blandt andet Fiskene i havetaf Blå Øjne, ”En sang om kærlighedaf Tue West og TV-2’s nyklassiker ”De første kærester på månen”. Der er selvfølgelig også de numre, man lykkeligt har begravet i 00’erne – her taler vi især om ”Maleneaf Sys Bjerre, som i sandhed var et stort hit i 2008. Wonder why.

 

En forestilling som Dig & Mig For Altid er ikke nødvendig, men den sætter tankerne i gang. Det kunne være belejligt med en lignende hvert tiende år, så vi i 2026 kan kigge tilbage på 10’erne og tænke ”Hold da op, han tog røven på os, ham Rasmus Seebach”.

 

Foto: Martin Mydtskov Rønne

 

Dig & Mig For Altid spiller på Aveny-T frem til 12. marts 2016. Derefter på Aarhus Teater 1. april til 7. maj 2016.

 

Medvirkende: Pernille Højmark, Lars Bom, Line Krogholm, Mads Hjulmand, Mikala Bosetti, Niels HP, Joakim Pedersen, Minh Le og Veronika Kroell Voetmann.