Pelle og Rapferatet

Folk samler sig i det største rum i KW3-villaen, hvor VINKs første arrangement løber af stablen. Pelle er ved at tage opstilling med en mikrofon i hånden og sin iPad placeret på et bord ved siden af sig. Han begynder at introducere sig selv og den ven, han i dagens anledning har fået til at beatboxe, og allerede nu kan man mærke den ellers lidt nedadgående stemning begynde at stige. Han befinder sig tydeligvis godt med en mikrofon i hånden. Det smitter.

 

Beatet dropper, og Pelle råber ”Sig Vink Liiiiiveee”. Vi råber ”Vink Liiiiveee” tilbage alt, hvad vi kan, og aftenens rapferat er kommet solidt fra land. ”Mit navn er Pelle, og jeg er her med nice rim/for at prøve at beskrive det første event på livestream”.

 

Jeg havde fornøjelsen af at snakke med Pelle over en kop kaffe nogle dage forinden. Om hvad i alverden det her rapferat går ud på. Om alt det unikke, der ligger i det umiddelbare. Om at have stammet forfærdeligt i sin barndom og nu leve af sin levering af ord.

 

Jeg fortalte Pelle om den fascination, jeg har af freestyle, fordi det ligger så langt fra den måde, jeg selv udtrykker mig på. Hvor jeg kan bruge timevis på at stirre på en tom side og så pludselig få formuleret tingene på en tilfredsstillende måde, er det ikke en frihed, en freestylerapper kan tage sig. Ikke med en god performance til følge i hvert fald. Er det en hurtighed fra tanke til sproglig handling, man bliver nødt til at være født med, eller kan man lære sig selv at være så hurtig i replikken? Pelle fortalte mig, at det for hans vedkommende i høj grad var noget, han lærte hen ad vejen. I hans tidlige barndom led han af stammeproblemer og havde svært ved at snakke, hvilket heldigvis var et problem, han slap af med. I teenageårene udtrykte han primært sine tanker og følelser på en mere introvert måde. Han skrev digte og historier, sådan mest for ham selv. Men så var der pludselig en dag, hvor han opdagede effekten af at udtrykke sig spontant om noget, der skete lige i øjeblikket.

Han kunne stadig huske den respons og energi, han opdagede, at sådan en handling kunne fremkalde. ”Det føltes mega fedt,” som han erindrede med begejstring i stemmen.

 

At denne begejstring ikke har forladt ham, kan man tydeligt fornemme den her sene aften på Krausesvej på Østerbro. Han afleverer den ene punchline efter den anden, til hujen og grin fra publikum, hvorefter han med en tydelig begejstring over situationen kaster sig over den næste.

 

 

Lydfortælling. Hvad i alverden er et rapferat? Pelle havde vores VINK LYD-redaktør Leif med i hælene i løbet af VINK LIVE! Giv podcasten et lyt. 

 

Pelle er skarp i sin levering og sit flow, og jeg kan ikke nævne en eneste linje, der føltes som fyld, som ellers lidt er det problem, jeg tidligere har haft med freestyle.

Man kan mærke de mange års øvelse, han har haft, siden han som teenager fik den mindre åbenbaring og begyndte på freestylerap. Herefter fulgte en del år med forskellige former for freestyle, hvor Pelle langsomt blev bedre og bedre til det med at improvisere linjer og ord. Ved siden af har han også dyrket skreven musik og har indspillet og udgivet to EP’er.

 

Efter flere år med improviseret rap i forskellige afskygninger kastede han sig for to år siden, lidt ved et tilfælde, ud i rapferat-konceptet. Han blev ringet op af en ansat fra Kraftwerket i Valby, som spurgte, om han ikke kunne tænke sig at lave en opsummering af en ungdomskonference med freestyle. Pelle mødte op, gjorde, hvad han var blevet bedt om, og blev begejstret for konceptet. Det har så fortsat i nogenlunde samme stil siden. I de seneste to år har han lavet omkring 10 stykker sideløbende med en masse andre musikalske projekter.

 

Et rapferat er en rytmisk gennemgang af en begivenhed fortalt gennem freestyle. Et redskab, der varetager den samme opgave som det klassiske referat, men med en friskhed og energi, man ikke ligefrem finder i den klassiske version. Pelle formulerer forskellen på udbyttet af et klassisk referat og rapferat ganske simpelt: ”Jeg kender ingen, der gider åbne et skrevet referat, efter de har været til otte timers konference, for at læse, hvad de var igennem, for de har været der, men en optagelse, f.eks. en rap, kan være en sjov måde at skabe nogle minder om, hvad det er man har oplevet. Det kan give de her folk en fed fornemmelse af, hvad det er, de har haft sammen”.

 

//Foto: Marie Ravn

 

Selvom Pelle går op i, at det skal være underholdende for publikum, må det aldrig være på bekostning af det ansvar, han har for at referere begivenheder og citater så korrekt så muligt. Rapferatet er for Pelle ikke blot en festgimmick, der skal live lidt op i en træt forsamling i slutningen af en begivenhed. Pelle ønsker, det skal bringe energi til folk, men det vigtigste er for ham, at det sætter en refleksionsproces i gang.

En proces, der gør, at alle får det maksimale ud af  dagens begivenhed. ”Det er bevidsthedsskabende underholdning.” Det skal tilbyde mere end blot underholdning. Derfor er det, at han som regel kun siger ja til begivenheder, hvis han føler, de har et tilstrækkeligt fagligt eller socialt fokus. Han ønsker ikke at freestyle blot for festens skyld.

 

Festligt føles det ellers godt nok igennem de her fem minutter, hvor Pelle og hans beatboxende sidekick hjemmevant underholder mig og det resterende publikum i KW3-villaen. Pelles ønske om, at det her rapferat skal bringe energi til de forsamlinger, han optræder for, må i hvert fald siges at være gået i opfyldelse i aften. Stemningen føles stigende hele vejen igennem, reaktionerne på de bedste punchlines lyder mere og mere begejstrede. Pelles andet mål, og vigtigste mission, det bevidsthedsskabende element i rapferatet, er ikke noget, jeg lige tænker over i første omgang. Men som det ofte er med sådan noget, kommer det snigende ind på mig. Pelles rytmiske gennemgang af aftenens program tvinger mig til at hive de begivenheder, jeg allerede er ved at opmagasinere et sted bagerst i min distræte hjerne, frem igen. Det får mig til at genoverveje, hvad det var, jeg så, og hvad det var, det kunne. Især hans linje om digteren Mia Mollerup, der tidligere på aftenen stod i villaens vinterhave og læste sine digte op, bider jeg ekstra mærke i. ”Det var den søde, smukke digter Mia Mollerup/Med digte så fucking langt væk fra Hollywood.”

Det hjalp med at overvinde de problemer jeg tidligere havde haft, da jeg prøvede at forklare min kæreste, hvorfor jeg syntes, hendes digte havde været så stærke. De var ægte og dermed lige præcis ”fucking langt væk fra Hollywood”.

 

Pelle har i løbet af aftenen bevæget sig rundt blandt arrangementets deltagere, bevæbnet med sin iPhone, hvor han har gjort sig små noter og stikord. Normalt, forklarede han mig nogle dage tidligere er iPhonen byttet ud med en Ipad, men i dag har han valgt en par størrelser mindre. Det betyder også, at han i endnu højere grad blender ind i mængden. Hvis jeg ikke i forvejen vidste, hvem der senere skulle opsummere aftenen, kunne det have været alle i den her iPhone-jungle.

 

Når Pelle møder op til et arrangement, han er blevet hyret til, som i dag, er han ikke udstyret med andet end sin elektroniske notesblok og sin nysgerrighed.

Nogle gange, hvor begivenhederne giver lidt sig selv, kan han observere begivenhederne lidt fra afstand. Det er tilfældet i dag, hvor han med sin rolige fremtoning egentlig bare virker til at gå rundt og hygge sig. Andre gange må han gå rundt og interviewe folk for at få det hele med.

Af og til synes folk, det er ret mærkeligt, at han tøffer rundt iblandt dem med sin iPad og spørger ind til alt muligt. Den skepsis er dog ikke noget, en snak ikke kan formildne, indskyder han. Så går han rundt til arrangementet, observerer og suger til sig. Nogle gange helt op til otte timer i streg. I dag kan han nøjes med de fem. Han skriver stikord og nogle gange hele sætninger, da han er påpasselig med at få citeret folk helt korrekt. Det er en lang proces og en udfordrende en af slagsen. Hvor freestyle for mange handler om at finde helt ind i sig selv, inden de skal udtrykke sig, er Pelle tvunget til at gøre det modsatte i den her proces. Alle begivenheder skal med, og alle indtryk skal suges ind, helt indtil han i slutningen af programmet skal op og performe på scenen. Det kan lidt sammenlignes med at være til mundtlig eksamen otte timer i streg, synes han. Derfor er han heller ikke i tvivl om, at Rapferatet er det mest udfordrende, han nogensinde har lavet indenfor improvisationen. Men det, at det er så udfordrende, er også med til at gøre det til mere end blot et job, han holder af; det presser ham til at blive en skarpere performer og observatør.

 

Og Pelle vil hele tiden være skarpere, for han er på en mission med sin freestyle. Han har et erklæret mål, der går på at udbrede folks kendskab til freestyle. Han ønsker at lære folk, at freestyle er mere end blot den battlerap, de kender fra MC Fight Night. Ikke fordi han har noget imod konceptet, han har selv deltaget flere gange, både som tilskuer og deltager, men han vil gerne vise folk alle de andre kvaliteter, der ligger i improvisation og freestylerappen. De kvaliteter synes han, Rapferat-konceptet demonstrerer på bedst mulig vis.

Det, der gør det her produkt, og det meste af god freestyle, unikt, er, at det tager udgangspunkt i et fælles nu. ”Det er umiddelbart, men det tager udgangspunkt i det, vi alle sammen kan se og røre ved.” Det tager udgangspunkt i lige det her øjeblik, lige nu, som kun vi, der er her lige nu, har til fælles. Den følelse, Pelle skaber, er en fælles forståelse og et unikt fællesskab.

Jeg tror først, jeg fuldstændigt forstår, hvad han mener, nu hvor jeg står og oplever det selv.

Pelles linjer gengiver aftenen og bliver til fælles grin hos publikum, for vi har et fælles udgangspunkt for at forstå de ting, han rapper om. Rundt blandt publikum går en af VINKs fotografer med et videokamera og dokumenterer Pelles performance. Den video kan du se efter at have læst artiklen, hvis du har lyst. Du kan også afbryde din læsning og se den nu, hvis du ikke kan vente. I så fald ville jeg blive glad, hvis du læste videre bagefter.

 

 

Pelle, en ipad og en beatboxende medsammensvoren. Se VINKs arrangement blive opsummeret med rim og rytmer. // Filmet og redigeret: Anita Jensenius

 

Lige meget hvad synes jeg, du skal se den, selvom jeg desværre må skuffe dig og fortælle, at din oplevelse ikke vil blive lige så fed som min eller resten af mine medmennesker her på Krausesvej denne aften. Du vil synes, det er fedt, uden tvivl, for Pelles rim er originale og sjove, og hans levering er skarp, men det vil bare ikke være helt det samme.

Det, der gør det helt specielt, er, at det er noget, der opstår spontant, lige nu, lige for øjnene af os. Pelle sammenligner det selv med at høre en lækker jazzsolo eller stå og observere en samling musikere have gang i en jamsession. Det vil ikke nødvendigvis være det samme at høre om en uge, en måned eller et år. Men lige nu og her er det unikt.

 

Pelles har taget sin mission om at sprede og nuancere kendskabet til freestylerappen et skridt videre her til aften. Ude blandt os kuldeelskende rygere er begejstringen stor, og jeg må nærmest stille mig i kø, da jeg prøver at komme over til Pelle for udtrykke min respekt for hans performance.

 

Senere på aftenen, da jeg synes, jeg har fået rigeligt med Gin & Tonics i forhold til det projekt, jeg skal op at skrive næste morgen, og bevæger mig hjemad, finder jeg stadig Pelle stående herude. Nu står han rappende i en mindre forsamling. Jeg er sikker på, at han vil fortsætte sin mission på vegne af freestylen, for han kan tydeligvis ikke lade være. Ved vores snak nogle dage forinden fortalte han, at han nørder rim på daglig basis. Når han eksempelvis går rundt i supermarkedet eller på gaden, går han nogle gange bare rundt og rapper om, hvad han observere rundt omkring sig. Det er en smule autistisk og lidt en dårlig vane, bemærkede han med et smil.

 

Her på vej hjem tænker jeg, at jeg da egentlig godt gad have en dårlig vane, der gjorde folk glade og begejstrede. Jeg synes ikke helt, min rygning eller obligatoriske fulde-kebab har haft samme effekt.

En journaliststuderende musiknørd med en forvirrende og bredt omfavnende musiksmag. Vi snakker et spektrum fra vred hiphop til Arcade Fire og videre til Kate Bush. Forsøger via sit virke her på VINK at afdække musikken i København i alle dens afskygninger og former.