På en folkelig rejse til Mynsterland

mynsterland1

Mynsterland // Ilustration: Amalie Hjelm

 

Hvis man forestiller sig folkemusik som en gammel folkedragtsbeklædt violinist, der sammen med sin harmonika-kammesjuk spiller op til dans på en dunkel støvet kro, bliver man overrasket over at se Mynsterland. Bandet tæller hele 12 unge musikanter, der nærmere er klædt på til klassisk symfoni end til folkedans. Tilfælles har de deres rødder, som er solidt plantet i et spirende dansk folkemusikmiljø. Det er et miljø, jeg inden koncerten stort set ikke anede eksisterede. Og hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg da også min tvivl om, hvorvidt folkemusikken kunne være relevant for mig her i år 2016. Men på Montmartre blev vi for et par timer lukket ind i Mynsterlands verden af fællesskab og nostalgi.

Efter at have stillet cyklerne på den regnvejrsvåde Store Regnegade, netop på efterårets første regnvejrsdag, bliver vi lukket ind i Montmartres lune hule til en aften med stemningsfyldt folkemusik. Det er en folkets aften med folket solidt placeret omkring langborde med boblende fadøl og rødglødende kinder. På denne septemberaften damper både rummet og stemningen fra varmen, mens bandet Mynsterland stiller sig op på scenen, hvor de lejrbåls-agtigt former en halvcirkel af akustiske instrumenter: violiner, guitarer, kontrabas, cello, mandolin, harmonika og klarinet.

Mynsterland bliver præsenteret som en del af toppen af dansk folkemusik, og det er på trods af, at de som band kun har eksisteret siden december. Senere fortæller de dog, at de har kendt hinanden i noget længere tid og tidligere har spillet sammen i andre sammenhænge. At de har et stærkt sammenhold, bliver hurtigt tydeligt – også gennem deres sammenspil. Mynsterland spiller da også en udsolgt koncert i aften, hvilket man for alvor mærker, da en hel gymnasieklasse dumper ind under det første nummer og fylder de bagerste rækker op.

 

Hvor og hvornår er vi henne?

 

Mange andre steder end lige i Indre by i år 2016 i hvert fald.

Af Mynsterland bliver vi taget med på en rejse. Den går direkte fra Danmark til russisk polka. Så videre til Jotunheimen i Norge, hvor der bliver jammet omkring bjergsøen Bygdin. I USA inviteres vi til fællessang, hvor publikum stemmer i: ”Shady Grove, my little love, I’m going back to Harlem”. Så bevæger vi os lidt rundt i det kolde Skandinavien og kommer også lige et smut forbi de irske græssletter. Gennem musikken og deres personlige anekdoter får Mynsterland malet en masse naturbilleder for lytterens indre øje, så vi for en stund bliver taget væk fra storbyens virvar.

hoejland

Højland // Illustration: Amalie Ingeborg Hjelm

 

Men det er også en rejse i tid. Og den strækker sig over 200-300 år. Mynsterlands repertoire er nemlig et mix af egne kompositioner og gamle traditionelle folkeviser. Gennem koncerten bliver der fortalt historier om lindetræer og norske bjergsøer. Om vårets komme med lumre Anders, der lurer på Anna, mens hun bader. Der bliver brugt ord som ”kønne karle”, ”allerkæresten min” og ”faders gård”. Det er alt sammen udtryk, man ikke sådan lige støder ind i på byturen med vennerne. Og der tegnes da også tydeligt et univers, som er forskubbet fra vores tid. Hvornår vi præcist befinder os, er svært at sige, men man fristes til at sige i ”de gode gamle dage”.

Der er alligevel nogle indikatorer på, at vi befinder os i år 2016 og ikke 1835. Der er sket en del udvikling inden for musikalske genrer, siden folkemusikken opstod, og musikhistorien har også sat sit præg på Mynsterland. I repertoiret gemmer der sig nemlig både spor af popballader og eksperimenterende jazztemaer. Om det er koncertens formål at gribe historien og spille op til dans, eller om det er at være en lytte-koncert, der dyrker kunsten, ved jeg ikke helt. Som jeg sidder her på Montmartre, kan jeg i hvert fald godt blive lidt i tvivl, om jeg skal danse på bordene eller blive siddende stille med den vippende jazz-fod. Publikum griber kompromiset: Under de mere stille sange lyttes der intenst og fokuseret, og under fx den svenske polska bliver der trampet og klappet energisk med.

Klap og Øjne // Illustration: Amalie Ingeborg Hjelm

Klap og Øjne // Illustration: Amalie Ingeborg Hjelm

 

En opblomstring

 

I en efterfølgende snak med violinisten Gunver fra Mynsterland får jeg det indtryk, at folkemusikken i dag oplever en form for revival. Især blandt unge. Gunver fortæller, hvordan der ses en stigning i antallet af deltagere til folkemusikevents rundt om i landet. Det ses fx til stævnerne ”Rod” og ”Fod”, hvor unge, der interesserer sig for folkemusik, har mulighed for at deltage i danse- og musikworkshops. Der kommer også flere og flere festivaler til, der har folkemusik i fokus, bl.a. Aarhus Folk Festival, der blev afholdt for første gang i starten af oktober. Denne opblomstring, mener Gunver, kan være en del af ”bølgen med at gå tilbage til det mere simple liv”. Jeg må indrømme, at det med Mynsterland også er rart med en koncertform, der indeholder organiske instrumenter lavet af rigtigt ægte træ, og som samtidig holder en tiltrængt pause fra selfie-sticks og imageprofilering. Men hvor placerer det folkemusikken i dag? I en nostalgisk drøm med fødderne placeret i fortiden?

Også i 1960’erne oplevede folkemusikken en opblomstring. I en tid med ungdomsoprør og hippie-kultur blev der rakt tilbage efter gamle folkeviser, og ud af det formedes kunstnere som Joan Baez, Bob Dylan og Joni Mitchell. Så måske kan denne nye opblomstring på samme måde føre folk-genren i andre og mere alternative retninger.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at et folkemusikband som Mynsterland ønsker at hvile i sig selv og i det velkendte. Måske rækker de tilbage mod folkemusikken, fordi de finder den god som den var. På et tidspunkt under koncerten siger klarinettisten om sin egen komposition: ”De andre siger, at det bare er brudstykker taget fra andre sange”. Der er den mulighed, at elementer som nærvær, fællesskab og spilleglæde i folkemusikken vægtes højere dets behov for at være originalt.

 

Folkets fællesskab

 

Oppe på scenen ser de ud til at hygge sig. De er ret charmerende, som de sådan skiftes til at præsentere numrene med hver deres danske accent – især de jyske og fynske er godt repræsenteret. Der er ingen shoegazing eller rockstjerne-attitude der. I stedet bliver der sendt en hel masse smil og anerkendende nik hen over scenen. Det er mit indtryk, at der i folkemusikken ikke er så meget pis: Det handler bare om at spille musik og spille musik i et fællesskab.

Men det er ikke kun et fællesskab for de allerede indviede, det er også et meget inkluderende fællesskab, der sættes gang i. Vi som publikum bliver virkelig inviteret med ind i folkemusikkens verden, hvor vi får lov til at synge og klappe med. Og af en eller anden grund virker det hverken corny eller påtaget – det hører ligesom bare med til genren.

Jeg er dog ikke sikker på, at jeg lige vil smutte hjem og sætte folkemusik på anlægget og danse rundt i stuen (selvfølgelig er det ikke udelukket). I stedet sidder jeg tilbage med følelsen af, at folkemusik er noget, der skal opleves live. Folkemusik er trods alt en tradition, der bygger på dengang, der blev spillet op til dans. På den måde afhang folkemusikken af publikums tilstedeværelse, ligesom publikums tilstedeværelse afhang af folkemusikken. Det er nok dette sammenspil, der stadig runger her i dag inde på Montmartre. Og den slags fællesskaber føles også relevante i år 2016.

 

Mynsterland spiller igen i København lørdag d. 19. november på Studenterhuset. Se mere information om eventet her.

Man kan jo også lige varme op med en dans til Folkamok (ja, det hedder det virkelig) d. 5. november, også på Studenterhuset. Se mere information om eventet her.