Til open mics med et (forholdsvist) åbent sind

Open mic. Et koncept jeg aldrig har dyrket som den næsten altædende musikelsker, jeg ellers ynder at betragte mig selv som. En stor del af grunden til dette er den skepsis, jeg har haft for konceptet. For hvis en mikrofon, og den dertilhørende scene, er åben og frit tilgængelig, fjerner det jo naturligvis al kontrol med graden af kvalitet. Og jeg er lidt en snob, når det gælder den kvalitet. Men jeg besluttede mig for at lægge denne skepsis til side og give det en chance. I et forsøg på at blive klogere på, hvad det er, konceptet kan, siden det dyrkes på mange caféer og barer i København, besøgte jeg et lille udvalg af disse open mic-aftener. Både for at finde hvad det har at tilbyde mig og andre tilhørere, men også hvad det giver de optrædende og den københavnske musikscene generelt.

 

// Emma Sloth

// Københavns håbefulde musikere gør sig til ved open mics flere gange om ugen // Illustration: Emma Sloth

 

Hverdagens Tina Dickow

Jeg havde ikke forventet at træde ind i et næsten propfyldt lokale på Tjilipop. Efter nogle øjeblikkes spejden i lokalet lykkedes det dog mig og min kompagnon at finde en tom plads på en bænk og en skammel, hvor vi kunne klemme os ned. Godt nok lidt i vejen for både tjenerne, der skulle ud med mad, og gæster, der skulle den modsatte vej for at frekventere toilettet, men det gik. Jeg blev dog efterhånden klar over, at jeg var blevet udsat for en mindre optisk illusion, da Tjillipops lille lokale havde fået de måske knap 20 mennesker til at virke som en noget større menneskemængde. Men optisk illusion eller ej, så var der proppet, og dermed en del flere end de tre mennesker og en hund, som jeg havde regnet med, vi ville tilslutte os. Den første act var en lyshåret pige, hendes akustiske guitar og en medbragt ven, der betjente en trommekasse. Jeg ville gerne beskrive hendes optræden mere indgående, men jeg kan simpelthen ikke genkalde, hvordan hendes noget anonyme musik lød… måske det var lidt som Tina Dickow.

 

En udvisket scenekant

Café Retro på Knabrostræde, som jeg besøgte den efterfølgende dag, var ikke velbesøgt i samme grad, men det havde ingen begrænsende effekt på den ligeledes gode stemning. Fra en dejlig behagelig position i en blød sofa var det tydeligt at se, at der omkring denne lille scene var et miljø af musikere, der nød at spille for hinanden. Bortset fra en enkelt optrædende fra USA, der var på gennemrejse, og vist nok brød reglementet ved blandt andet at spille en cover-instrumental-version af en sang fra Løvernes konge, var det tydeligt ud fra de tilråb og opfordringer, der kom fra publikum, at det ikke var første gang, de andre optrædende havde benyttet sig af den åbne scene. Selvom man af gode grunde ikke var en del af det, gav det en hyggelig stemning, at barrieren mellem den optrædende og publikum var så nedbrudt. Jeg cyklede hjem med et lille tilfreds smil på mit ansigt. Ikke på grund af en overrumplede glæde som store musikoplevelser kan efterlade dig med, for en stor musikalsk oplevelse var det langtfra, men fordi det havde været en god aften i godt selskab.

 

Forglemmeligt med en enkelt unik undtagelse

Gode aftener har alle aftenerne på min open mic-rundtur været. Hyggelige omgivelser med glade mennesker og livemusik. Musik fra musikere, der generelt set har været behagelige bekendtskaber, men også behagelige på en tilpas ufarlig måde, at de generelt har været komplet forglemmelige.

Sangene har generelt været ganske udmærkede, men har også lydt som noget, man har hørt før – bare i en lidt dårligere udgave. De fleste har haft gode stemmer, men uden det særpræg og den kant, der gør, at man bider mærke i dem og kan genkalde sig dem efterfølgende. Det er altså de færreste af de optrædende, der har formået at følge med mig, efter jeg har forladt stedet igen. Faktisk er det kun én kunstner, hvis musik jeg for alvor kan genkalde uden at skulle granske mine noter og hjerne ekstra grundigt. Han står til gengæld også soleklart. Det var faktisk en af de vildeste musikalske oplevelser, jeg har haft et stykke tid, som nok fremstod endnu stærkere, grundet at jeg var så uforberedt på, at den ville komme. På scenen sad en ung fyr med omvendt kasket og med en guitar liggende fladt på sine lår. Her var den placeret, så han skiftevis kunne slå, trykke eller plimbre på guitaren, og derigennem på imponerende vis frembringe et smukt landskab af toner. Imens kørte der en baslinje, som vi ikke kunne spore kilden bag, før vi lagde mærke til den bas, der var placeret på gulvet for hans fødder. Skoene var smidt, så han, alt imens der foregik de vildeste ting i vores øjenhøjde, kunne spille et basriff med tæerne. Da han i settets sidste sang hev en ekstra guitar frem, og alt i alt havde gang i 3 instrumenter samtidigt, var det nærmest for meget af det gode. Jeg kunne spore den samme glæde over at opleve noget fuldstændigt uventet i resten af publikums begejstrede ansigter. Nu har jeg kun besøgt tre arrangementer, og dermed ikke nok til decideret at lave en gyldig statistik, men mit klare indtryk er, at det ikke er ofte, at du falder over de ekstraordinære musikoplevelser. Men denne oplevelse viser at de finder sted, hvilket man heller ikke skal være blind for. Godt nok betyder en åben scene, at der kommer en masse mennesker, der burde have taget lidt ekstra tid til at dygtiggøre sig, men af og til giver det også plads til en kunstner, der har brugt rigeligt at tid i et lille kælderstudie og af forskellige årsager ikke har fået hul igennem endnu. Her giver open mic en unik mulighed for, at de kan få lov til at vise deres talent frem. Og hvis du er heldig, får du lov til at opleve det.

 

Plads til fejl og mangler

I mange tilfælde kunne de optrædende godt have finpudset sangene en smule mere, i hvert fald ud fra de musikalske standarder man normalt går til en koncert med forventningen om. Men det er lige præcis det, pointen er, stemningen er afslappet, og publikums forventninger er det samme. Ting bliver prøvet af, med varierende kvalitet, og af og til glemmes teksten eller akkorden, men stemningen blandt publikum ændrer sig ikke af den grund. Det fortæller om et tålmodigt og forventningsafstemt publikum, der godt ved, de ikke er trådt ind i en koncertsal med en eller anden verdensstjerne af en eller anden form. Det giver musikerne en platform, hvor det er okay at fejle, og jeg tror, der ligger et udviklende element i, at de tør at forsøge sig med ting, de ellers ikke er helt komfortable med.

 

Ikke den værste onsdagsaktivitet

Selvom jeg selv er lidt af en musiknørd og har en vis forventning til, at det musik, jeg bruger min tid på, har håndværket i orden, irriterede de musikalske fejl mig ikke på samme måde, som det ellers ofte gør. En del af forklaringen ligger nok i det udgangspunkt, man møder op med. Jeg havde i hvert fald personligt ingen forventninger, måske udover den førnævnte skepsis, og dermed er det svært at blive skuffet. En yderligere formildende omstændighed er det nok også, at det er en gratis oplevelse. I forhold til hvad man ellers kunne bruge sine onsdag eller torsdag aftener på, så er det altså ikke værst at sidde at blive gratis underholdt med livemusik. Om den så indeholder skønhedsfejl eller ej. Det er ikke her, du skal komme, hvis du vil have den store musikalske oplevelse, eller hvis du har lyst til at få rykket dine musikalske grænser, hertil er det, du bliver mødt af fra scenen, alt for ufarligt og fladt, men det er stadig et koncept, hvor alle vinder. Musikerne får en uvurderlig erfaring, som det giver at prøve sin musik af uden for øvelokalet, og en mulighed for at optræde på københavnsk musikscene, der ikke tilbyder ubegrænsede muligheder. Barerne sikrer sig næsten gratis livemusik, der altid er garant for en god stemning. Du som tilskuer får en aften, der som minimum bliver rar. Og det er vel et udmærket udgangspunkt.

 

 

 

 

Hvis du har fået lyst til at selv at besøge nogle af disse arrangementer, får du her tre muligheder:

Tjilipop – Rantzausgade 28, Nørrebro

Hver onsdag fra 20.30

Café Blågård apotek – Blågårdsplads, Nørrebro

Hver onsdag. Planlagte koncerter fra kl. 20, open mic 22-23.30

Café Retro – Knabrostræde 26, København K

Hver torsdag fra kl. 20

En journaliststuderende musiknørd med en forvirrende og bredt omfavnende musiksmag. Vi snakker et spektrum fra vred hiphop til Arcade Fire og videre til Kate Bush. Forsøger via sit virke her på VINK at afdække musikken i København i alle dens afskygninger og former.