Offentlig privatfest? Svaret hedder Footwork

//Alle fotos eksklusiv forsidefoto: Dovydas Zintik 

 

 

Det ydre Nørrebro har altid været negligeret af det københavnske natteliv. Det er ærgerligt og upraktisk, når så mange af os hver weekend pendler frem og tilbage mellem kødbyen og Nørrebro. Mads Schmidt, Rune Svenningsen og David Sousa, der selv kender turen, var enige om, at det kunne være sjovt at prøve at flytte festen hjem til deres eget hood. De startede Footwork. 

Jeg tager derud for selv at opleve det. Jeg ankommer 20 minutter inden festen skal begynde ifølge invitationen. Trappen op til indgangen er halvvejs blokeret af en lille gruppe mennesker, der tydeligvis kender hinanden. Uden at tænke mig om siger jeg hej med en usikker spørgende tone, da jeg er i tvivl om, om jeg er det rigtige sted. Mit hej besvares med smil og et velkommen. Det er kun musikken, der kommer indefra, der overbeviser mig om, at jeg er på rette vej. Der er intet andet i nærheden. Ikke engang en kiosk. Storbydrengen inden i mig føler sig på udebane. Udebanen vækker en spændt, forsigtig nysgerrighed i mig.

 

Der er indtil videre kun få elementer, jeg kan genkende fra traditionelle byture. Det er folkene, der står uden for på trappen, og musikken, jeg kan høre inde fra bygningen. En stor dørmand håndterer sammen med en makker gæstelisten, og dermed titter endnu et velkendt bytursfænomen frem. Jeg slipper dog forbi de to flinke dørmænd uden at betale mere end halvtreds kroner.

 

Lokalerne inden for er sparsomt befolket, men der er en god stemning. Som noget af det første spotter jeg barpriserne, der alene vil kunne sørge for en god aften. Billige drinks! Så kan det ikke gå helt galt.

 

 

 

Meget hurtigt begynder folk at dukke op, og jeg bliver snaksalig. Jeg får også lyst til at danse. Jeg er i gang med begge dele på en gang, da jeg stopper op og tænker; Jeg er nok lidt fuld. En lille timeout i loungeområdet er på sin plads. Jeg sætter mig med mine venner. Vi indleder de der dybe, useriøse samtaler, der jo hører med til enhver god aften. Imens vi sidder der, forstår jeg præcis, hvad drengene mener med, at de gerne vil holde en fest, hvor der er plads til alle. Omkring os opdager jeg mangfoldigheden . Der er hipsters, der er CBS-typer, der er folk i superhelte-udklædning, og alle ser ud til at have en fest. Den lidt pop-up-agtige atmosfære minder lidt om en dejlig stor privatfest, hvor alle fremmede bare er venner, man endnu ikke kender. Det er sådan, jeg oplever det. Jeg er til fest – og ikke bare på en klub.

 

Fire fester om året

”En dag spurgte Rune mig, om vi ikke skulle drikke en kop kaffe. Så faldt snakken på, at der ikke rigtig var nogen steder, man kunne danse på ydre Nørrebro. Det, syntes vi, var lidt ærgerligt, da vi begge to bor herude,” siger Mads.

 

Vi på VINK undrer os også over, hvorfor nogle af de københavnske kvarterer glemmes lidt (læs mere om det her). Måske har du også tit undret dig over, hvorfor man ikke bare kunne feste i det kvarter, der jo i virkeligheden er rimelig cool. Drone, som vi jo alle sammen kender, har fået etableret deres egen lille rockhimmel i udkanten af Nørrebro. Det er ikke alle, der foretrækker at tage en svingom til Rock. Nogen af os finder det mere oplagt at danse til andre musikgenrer som for eksempel elektronisk, pop eller hiphop. ”Jeg tror mere, at det er disco, vi godt kan lide,” siger Mads, og det er han altså ikke alene om. Han er derimod sammen med Rune og David tæt på at være alene om at tilbyde en fest på ydre Nørrebro med et mere alsidigt danseguld. Så det er med at udnytte chancen, når den er der.

 

Footwork er indtil videre blevet afholdt to gange. Ideen er at holde en fest en gang i kvartalet. Den første fest blev afholdt 28. november sidste år på Sigurdsgade 39 med udsolgte billetter og kæmpe succes. Drengene bag projektet holder altså fire fester om året, hvor der skal være plads til alle. De mødte i sin tid hinanden i Københavns natteliv og på Roskilde Festival. Mads og Rune satte sig ned sammen og gik i det kreative hjørne på Københavns vegne.

 

”Efter et halvt års tid fandt Rune det her sted. Han tog mig med ud for at se på det, og jeg syntes, det var mega svedigt. Der kunne være mange mennesker, men også på grund af beliggenheden. Så hev jeg fat i David, som jeg havde lavet klub med før. Det er altid lidt federe at være flere om det. Han var lige kommet hjem fra London, hvor han havde studeret,” forklarer Mads. Rune tilføjer hertil, ”det er sjovt at finde nye locations i nogle helt andre omgivelser. Det er sjovt at tage fat i det og se, hvad fanden man kan få ud af det.”

 

 

 

Denne vinters sommerfest

”Der er en vis begrænsning ved at holde det om vinteren, men vi har forsøgt at gøre stemningen lidt tropisk lækker med lyskæder, og så har vi jo varmelamper og musik ude i gården,” fortæller Rune. Den stemning er slet ikke til at tage fejl af. Den store bar i hovedlokalet er bygget af bambus, hvor der oppe over er placeret et kæmpe billede af Stevie Wonder. I gården er der lige så crowdet som inde på dansegulvet, og varmelamperne sørger for, at Footwork #2 også bliver en udendørsfest.

 

Vinterens byture mangler sgu altid lidt af det, som sommerens byture kan. Vi bliver glade i låget af at feste udendørs, hvor der er frisk luft og højt til loftet. Footwork #2 var måske i virkeligheden denne vinters sommerfest.

 

 

Vi ser måske også nogle helt andre muligheder her, når det bliver sommer, hvor vi kan holde nogle dagsarrangementer med udendørs koncerter,” siger Rune og tilføjer, at de har set det som en udfordring at få lokket folk ud i vinterkulden. Sommerstemningen har trodset vinterens kulde, og det gør mig optimistisk på drengenes vegne i forhold til en Footwork-fest om sommeren. Jeg kan dog godt blive nervøs for, hvordan de skal få plads til alle os, der gerne vil med. De har nemlig fortalt, at lounge-området er et nyt tiltag, der skal give plads til flere mennesker samtidig med, at det er et sted, hvor folk kan trække sig lidt tilbage.

 

Jeg glæder mig allerede til Rune, Mads og David skal holde Footwork #3. Det er befriende med et arrangement i nye omgivelser, der er low on drugs og high on props! Hold øje med hvornår datoen for den næste fest bliver annonceret på deres facebookside.

 

Hvad: Footwork

Hvor: Sigurdsgade 39A, Ydre Nørrebro

Hvornår: En gang i kvartalet.

Portemonnæ: 50 kr. i forsalgsbilletter og 70 kr. i døren.

 

//Forsidefoto: Maria Tranberg Nielsen.

Cand.mag i Dansk og Bylivsskribent med hang til bodegaer, glimmer, sankning og arkitektur. Er både for og imod gentrificering. I øvrigt spiser jeg kun grønt.