Nils Gröndahl – kraften ved den evige gentagelse

I efteråret udkom pladen Endlos Routinen, det første soloalbum fra Nils Gröndahl. Han blev nomineret til prisen som Årets Musiker ved Steppeulvene 2014 og er samtidig et navn på SPOT 2015, den århusianske festival for nye navne i det nordiske musikliv. Dyk ned i Gröndahls støjede univers her. 


Nils Gröndahl er ganske ny og behagelig velkendt på samme tid. Det er ikke sikkert, at man er klar over det, men øret kender nok hans lyd fra et af de mange samarbejder, han har indgået i. Som en del af bandet Under Byen eller fra sammenspil med grupper som Broken Twin, Jakob Bellens, Pinkunoizu, Frisk Frugt, Kellermensch – vælg selv fra den voksende liste.

Endlos Routinen er Gröndahls første egentlige soloudgivelse. En tysksproget plade, hvis stærke, støjende lydbilleder skabes gennem en loopmaskine og med effektpedaler, der forvrænger den ellers genkendelige lyd af violin. Og albummet adskiller sig i høj grad fra Nils Gröndahls samarbejder med andre musikere.

”Mange af de forløb, jeg har indgået i, har været ret afslebne og gennemarbejdede. Jeg har været meget bevidst om, at den her proces skulle være en anden. Det passer godt til den måde, jeg arbejder på – jeg er ikke så grundig,” smiler Gröndahl underfundigt. I stedet fremhæver han vigtigheden af det umiddelbare, som holder materialet friskt. Skødesløst, men skarpt. ”Også fordi musikken jo er ret maskinel,” uddyber han. ”Når først det er kylet gennem loopmaskinen, er det låst. Derfor er det nødt til også at være lidt flosset. Det er i hvert fald min oplevelse. ”

Foto: Agnete Hannibal Petri

Foto: Agnete Hannibal Petri

 

At farve lyden

Loopmaskinen er umulig at overse. Dels fordi den muliggør solooptrædener med numre, der udfylder rummet så man glemmer, at de kommer fra en enkelt person. Men også fordi gentagelsen er central for det musikalske udtryk, Nils Gröndahl præsenterer. Navnet Endlos Routinen virker måske trøstesløst, men der gemmer sig en tvetydighed i albumtitlen, som spiller på netop kraften ved den evige gentagelse. ”Der ligger en styrke i sådan nogle loops. Jeg kan i hvert fald sidde og kigge ud i luften i en halv time over de samme fire takter, uden at der sker noget som helst. Jeg er meget optaget af sådan nogle ting – repetition, der bliver til noget hypnotisk og meditativt. Som en trance,” reflekterer Gröndahl.

Vigtige er også effektpedalerne, som har været essentielle siden tiden med Under Byen. ”Jeg har altid været sulten på at farve lyden og har aldrig opfattet mig selv som et melodimenneske. Jeg tænker meget mere sonisk – hvilket er lidt håbløst, når man har en violin, som siger en tone ad gangen,” forklarer Nils. Her hjælper effektpedalerne, som på de fleste af pladens numre farver og fordrejer violinens rene klang til støj. Det samme gælder for vokalen, der frem for at være tekstorienteret bruges som et instrument. ”Teksterne har klart en funktion, men jeg opfatter dem ikke som særlig dybe. De er mest en kommentar – måske lidt ironiserende i virkeligheden. Selvom der er en masse patos i musikken, synes jeg også, at der findes humor rundt omkring, og det pointerer teksten ret tit.”

Stemmens rolle som instrument understreges, når Gröndahl på nogle numre forvrænger vokalens lyd gennem en kontaktmikrofon, han holder mod sin strube. ”Jeg har brugt den på alle mulige ting. Det kommer sig måske af, at jeg i tidernes morgen så en optagelse af det tyske Neue Deutsche Welle (tysk musikgenre fra 80’erne med rødder i punk / new wave musik, red.) band Trio, hvor forsangeren bruger hovedtelefonerne fra sin walkman som mikrofon,” husker han.

 

Foto: Agnete Hannibal Petri

 

Lyst til forskellige projekter – og luft til at dykke ned i sit eget

Vi taler videre om inspiration og om gode plader. Nils nævner en teenage-forkærlighed for The Cure. En optur over de lange, soniske forløb under Swans koncerten på Roskilde Festival i 2011. Han afslører et blødende pophjerte for de faldende strygertæpper hos bandet Tindersticks, når det hele bare bliver til store vandfald af lyd. Og så Nick Caves album Your Funeral… My Trial. ”Det hører jeg igen og igen, og jeg synes stadig, at det er fantastisk. Pladen er så organisk, og det er det mest velspillende band. Det er hele tiden ved at vælte og snuble, men det samler sig op på den lækreste måde,” beskriver Gröndahl.

Selvom de nævnte kunstnere er tilfældige nedslag, maler de et billede af en appetit på musikken, som breder sig på tværs af genrebetegnelser. Den appetit afspejles i de samarbejder, Nils Gröndahl er en del af. ”Jeg har egentlig altid haft lyst til at indgå i forskellige projekter, til at se hvad de kunne. Det er meget interessant at blive udsat for andre menneskers måde at lave musik på. At få lov til at være med i alle mulige sammenhænge og spille med nogle musikere, der er spændende på hver deres måde. Det synes jeg er meget, meget givende. Og det ville jeg helst ikke være foruden,” fortæller Nils.

Han forklarer, hvordan de forskellige projekter har været med til at stille den musikalske sult. Når en plade ikke skal afspejle samtlige facetter af ens musikalske interesser, kan man rendyrke et enkelt udtryk. Det giver på Endlos Routinen luft til at dykke ned i, hvad netop den plade gerne vil – og resultatet er faktisk kommet bag på Gröndahl selv: ”Jeg blev meget overrasket over, hvor mørkt det i virkeligheden var. Det virker som om, der er en, der går rundt og har det rigtig dårligt. Sammensætningen af numre var pludselig meget tung, og sådan har jeg det jo ikke,” fortæller han, da vi taler om albummets effekt. ”På den anden side kan jeg godt lide, at når pladen er slut, så står man der og blafrer lidt. Man starter i det småindustrielle, gennemgår et emotionelt forløb og slutter i den der underlige håbløshed – bål og brand.”

Vil du selv forsvinde ind i Nils Gröndahls verden, er Endlos Routinen ude på Drone Recordings.

Nils Gröndahl kan opleves d. 7. marts til Salon:Pissoirs koncert på Christianias Børneteater og på SPOT Festival i Århus til maj. Han spiller desuden violin og sav som en del af orkesteret til “The Black Rider” på Betty Nansen Teateret