Når film kan høres og mærkes

INTERVIEW: Vi plejer at sige, at vi går i biografen og ser en film. Men måske oplever vi den nærmere. For musikken og den livagtige lyd er ligeså vigtige komponenter som billedet på lærredet. Filmmusik kan få os til at græde når der sker noget sørgeligt, grine når der sker noget sjovt, gyse når der sker noget uhyggeligt. Men musikken kører ikke altid blot parallelløb med filmens billedside. Den kan også gå imod det, der sker på lærredet, hvilket kan skabe mindst ligeså stærke oplevelser. Uanset det kunstneriske greb har musik en kæmpe betydning for oplevelsen af en film, hvilket stiller store krav til komponisten bag. For at blive klogere på hvordan man laver musik til film, har jeg sat filmkomponist og musiker Lasse Aagaard i stævne til en snak om mødet mellem lyd og billeder.

Mine første spæde tanker om filmmusik opstår en søvnig gråvejrssøndag i februar, hvor jeg får slæbt mig ned i den lokale biograf. Call me by your name er på plakaten, og jeg er i et humør, hvor jeg trænger til at mærke varmen fra instruktør Luca Guadagninos filmunivers spækket med ætsende passion og altopslugende kærlighed. Med scenen sat i et pittoresk Norditalien anno 1983 går der ikke mange minutter, før jeg er hensat til en anden tid og et sted langt væk.

Nu skal jeg ikke rode mig ud i en filmanmeldelse, så jeg vil begrænse mig til at sige, at Call me by your name er et nænsomt portræt af en spirende forelskelse mellem 17-årige Elio og den lidt ældre amerikanske Oliver. Sufjan Stevens har skrevet Visions of Gideon specielt til filmen, og skuespiller Timothée Chamalet havde angiveligt sangen i øret, da afslutningsscenen blev indspillet. Nummeret indkapsler perfekt stemningen og følelserne hos Elio i det særlige øjeblik – og dermed også hos mig som publikum. Nogle gange støder man på én af den slags film, der bare ikke er til at få ud af kroppen. For mig er det her en af dem. Kalenderen siger marts, og ja, her sidder jeg en hel måned senere og skriver om den. Når jeg lytter til Visions of Gideon og Mystery of Love (som Sufjan Stevens i øvrigt blev Oscar-nomineret for) samt det vidunderligt kitschede 80’er-hit Love My Way af The Psychedelic Furs er jeg tilbage i det solbeskinnede univers, og jeg er igen ramt af følelsen af fortvivlet og euforiserende kærlighed.

Kunsten at skabe musik til billeder

Det kan være svært at forklare, hvordan filmmusik påvirker os følelsesmæssigt, men der er ingen tvivl om, at den gør det. Filmmusik skal kunne forføre og forstærke vores følelser, gerne uden at vi lægger for meget mærke til det, så jeg var nysgerrig efter at høre Lasse Aagaards mening om, hvornår filmmusik egentligt er god filmmusik?

”Med filmmusik er det langt fra altid meningen, at det er musikken, der skal have din opmærksomhed. Det er filmen og det, der sker og bliver sagt, der skal bevæge dig, og det skal musikken hjælpe på vej til. Man kan sætte de største musikalske mesterværker til film, men hvis ikke man kan mærke det, har man ikke ramt rigtigt. Det kan være, man skal erstatte et hundredemands orkester med et enkelt instrument, eller måske helt fjerne musikken. Der er ingen opskrift på den gode filmmusik. Som filmkomponist er det lidt som at stå i et laboratorium og jonglere med reagensglas for at finde den rigtige kombination, der giver præcis den effekt, filmen kalder på.”

Filmmusik
Udover at lave musik til film spiller Lasse Aagaard i bandet ‘Den Fjerde Væg’, der laver eksperimenterende og poetisk popmusik. Foto: Stella Gelardi Malfilâtre

At arbejdet som filmkomponist er et niche-erhverv, er der vist ingen tvivl om. Men er det et passioneret kald, en pludselig opstået mulighed, eller hvordan havner man i en metier, vi andre sjældent tænker over eksisterer?

”Siden jeg var barn, har jeg været fascineret af forholdet mellem lyd og billeder. Jeg drømte om enten at blive filmkomponist eller musikvideoinstruktør. Da jeg selv begyndte at lave musik, blev jeg interesseret i, hvordan måden, man arbejder med film på, kan påvirke måden, man skriver musik. Faktisk bliver jeg ofte mere inspireret af film, når jeg arbejder med musik, end jeg gør af andet musik. I vores band ‘Den Fjerde Væg’ er det ofte også vores mål, at det skal føles, som om man er med i en film, når man lytter til vores sange.”

Lasse er snart færdig med uddannelsen i Filmkomposition på Syddansk Universitet, hvor de kun er otte personer på studiet, så jeg bliver nysgerrig på, hvordan han oplever miljøet blandt filmkomponister. Søger man inspiration hos hinanden, eller er det alle mod alle på musikslagmarken?

”Jeg oplever klart, at vi er mere kollegaer end konkurrenter. Fordi vi er så få, er vi gode til at holde sammen og inspirere hinanden. Jeg skal snart lave et samarbejde med en anden filmkomponist, Ida Duelund, hvilket er fedt, fordi vi tænker så forskelligt. Så er jeg tvunget til at være åben over for nye idéer. Det handler om at finde sin egen unikke lyd, men uden at gentage sig selv så det bliver forudsigeligt.”

Jeg kan sagtens forestille mig, at inspirationen kan flyde frit mellem to filmkomponister, men hvad med mellem instruktøren og komponisten? Hvem har det første udspil – og det sidste ord?

“Som filmkomponist er jeg med til at løse instruktørens vision. Instruktøren er ligesom kaptajnen på et skib, og jeg er med som gast. Det betyder også, at jeg nogle gange må kaste en idé overbord. Hver film har sit eget univers og sprog, og hver instruktør har sin egen tilgang. Det betyder også, at hver film skal løses på sin egen måde.”

 
Lasse Aagaard vandt for nyligt en pris til Ekko Shortlist Awards 2017 for sin musik til filmen ‘Vi lader billedet stå et øjeblik’. Foto: Philip Davali

Det kan godt lyde som en svær balancegang at skulle løse instruktørens vision, samtidig med at man har sine egne tanker og idéer at forholde sig til. Hvornår har man som filmkomponist de bedste rammer for at lave noget fedt?

”Jo tidligere jeg er med i processen, jo bedre og sjovere er det, for så kan jeg være med til sammen med instruktøren at udforske idéer og definere et udgangspunkt eller regelsæt for filmmusikken. Hvis det så går skævt, kan vi altid gå tilbage til det, vi var enige om og starte derfra igen. Jeg kan godt lide at blive provokeret, når jeg arbejder. Det er spændende at arbejde med noget, som jeg faktisk ikke er sikker på, om jeg kan lide. For hvis jeg så bliver ved, kan det være, at jeg finder ud af noget og lærer noget nyt.”

Jeg har i hvert fald lært noget nyt af Lasse. Og næste gang jeg ser en film, er jeg sikker på, at jeg ikke kan undgå at lægge et ekstra skarpt øre til lydsiden i baggrunden. I løbet af vores snak viser det sig, at Lasse deler min begejstring for Call me by your name, og selvom han kan teoretisere om, hvordan musikken bygger broer gennem filmen (hvilket slet ikke har nået mit bevidsthedsniveau), bekræfter det mig i, at når filmmusik er godt, rammer det – uanset hvilke ører det så er, der lytter.

LÆS FLERE ARTIKLER AF JULIE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

Ingen tone i livet (desværre). Kæmpe kærlighed til musik og koncerter på trods. Især festivaller, der kombinerer musik med to andre lidenskaber: Camping og dåseøl.