Musikredaktionen mindes: Mit første album

Musikredaktionen er gået en tur ad memory lane og fortæller her hver især om det første album, der skulle vise sig at have betydning for, hvordan deres musiksmag skulle udforme sig.

Foto: Jacob Rasmussen

Julie: Freya, Tea With The Queen (1999)

For præcis 20 år siden udkom den 21-årige Freyas debutalbum Tea with the Queen, og det markerede samtidig min debut for mit første selvstændige albumkøb. I en tid hvor Blå Øjne, Aqua og Infernal toppede de danske hitlister, ramte Freyas poppede rock og lyse knækkende stemme direkte ned i mit skrøbelige teenagesind. Mange genkalder sig måske hittet ”Yellow Ladybird”, og da jeg hørte det i radioen, følte jeg straks, at det skilte sig ud fra mængden og ramte mig på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Et smut i Aalborgs hedengangne Stereostudio, og jeg ejede nu den CD, der skulle lægge baggrund til triste eftermiddage, glade aftener og alt det der midt imellem. For første gang lyttede jeg til teksterne – sådan rigtigt – og følte, at jeg blev forstået og klogere på mig selv og verden. Det er store ord om et popalbum, ja, men det var følelsen af at have opdaget noget, som mine venner og forældre ikke forstod. Følelsen af at have noget for mig selv (sammen med de tusindvis andre fans naturligvis). Selvom jeg ikke har lyttet til albummet i mindst 15 år, står teksterne og de følelser og tanker, jeg havde dengang, lysende klare for mig. og jeg er taknemmelig for, at det var Freya, der lagde kimen til min musikalske og personlige dannelse.

Camilla: Arctic Monkeys, Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not (2006)

2006 er året, hvor jeg for alvor overgiver mig til indierocken, og alt hvad den indebærer: Dumme t-shirts, stramme jeans og seler, MySpace, Soundvenue Compilation CD’er og mange timers udforskning i TP Musik Marked i Hørsholm Midtpunkt. Jeg er 14 år, servicemedarbejder i 7eleven, og min emo-periode synger (heldigvis) på sidste vers. Arctic Monkeys’ debutplade afslutter den endeligt: mødet med de hurtige, smadrede guitarriffs, der omgiver forsanger Alex Turners underholdende og velskrevne tekster leveret med umiskendelig Northener-dialekt, bliver afgørende for min kærlighed til støjende, alternativ rock. Hver sang på pladen er som en destilleret lyd af den engelske ungdom fortalt med en stærk melodi, og selvom lyden er beskidt, står det musikalske udtryk som skåret i granit. Arctic Monkeys’ Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not blev derfor en varm invitation ind i 00’ernes stærke indierock scene for mit vedkommende. Det skal de have stor tak for.

Jacob: Nirvana, Nevermind (1991)

Kalenderen skriver 2004, og mit tolvårige jeg er på sommerlejr i en lille hytte i Nordjylland. En storsmilende gut med grydehår og stikkelsbærben i shorts er tilsyneladende gået i symbiose med sine hovedtelefoner, som lader til at være vokset permanent fast på hans hoved. Da jeg spørger, hvad han hører, lyser han imidlertid op og rækker mig ørebøfferne uden at tøve. I næste sekund trykker han play på sin mp3-afspiller, og ”Come As You Are’s” distinkte baslinje åbenbarer sig snarligt efterfulgt af Dave Grohls trommer og Kurt Cobains hæse vokal.  Jeg er som fortryllet. De næste fem dage foretager jeg mig ikke meget andet end at skamlytte Nevermind, enten alene eller sammen med sommerlejrens øvrige deltagere. Albummets rå men gennemførte helhed, dets vildskab, og dets garageagtige lyd udløser en betingelsesløs musikalsk kærlighed, som først efter adskillige år vil blive overskygget af andre bands og albums. Den dag i dag lytter jeg sjældent til Nirvana. De har for længe siden veget pladsen for mindre larmende og mere elektroniske navne. Men når de alligevel en gang imellem får et spin, elsker jeg dem ikke en tomme mindre, end jeg gjorde allerførste gang, jeg hørte dem.

Ingen tone i livet (desværre). Kæmpe kærlighed til musik og koncerter på trods. Især festivaller, der kombinerer musik med to andre lidenskaber: Camping og dåseøl.