Musikkens trodsige teenager på besøg i København

”Jeg plejede at sige, at jeg ville lave det værste musik i verden. Jeg ville lave musik, som alle hadede. Det gør jeg faktisk ret succesfuldt. Så på en måde har jeg opnået mit mål, men man får aldrig alle til at hade sin musik. Det er næsten mere ambitiøst end at få alle til at kunne lide din musik.” – Ariel Pink.

 

Jeg har sikret mig en plads på en af de forreste stolerækker på Københavns Hovedbibliotek, der har inviteret til artist talk med en af de helt store personligheder på den alternative musikscene. Ikke alle har været så heldige som jeg; mange må tage til takke med en ståplads, andre sidder på gulvet. Alles blikke er rettet mod den lille scene, hvor Ariel Pink om lidt vil tage plads, og ingen ved rigtig, hvad vi kan forvente af mødet.

 

Foto // Oliver Abildgaard Holm

 

Han er kendt som det vilde queer-syrehoved med lyserød paryk og høje, glitrende plateausko. Tirsdag eftermiddag på Københavns Hovedbibliotek kommer han traskende ind på scenen i sit helt almindelige tøj. Han sætter sig lidt krumbøjet og forlegent over for intervieweren Carsten Holm og roder i det lange, afblegede hår. Der er ikke helt så meget rockstjerne over ham, som jeg havde forventet, men han er både høflig og sjov, og der bliver grinet meget blandt publikum i løbet af den time, han er på scenen.

 

Publikum er mødt talstærkt op til arrangementet, og de 350 billetter blev revet væk for næsen af over tusind københavnske fans, der havde tilmeldt sig arrangementet på facebook. Det samme gælder aftenens koncert på Bremen Teater, som hurtigt blev udsolgt. Efter at have lavet musik i over tyve år lader det til, at den altid skøre og skæve Ariel Pink for alvor har fået etableret et publikum. Men hvordan er han nået dertil?

 

Lyden af lyserøde skyer

På mange måder er Ariel Pink en kontrær kunstner, som vender op og ned på de forventninger, man normalt har til en musiker og sangskriver. Ligesom hans produktioner, der blander genrer på kryds og tværs, og de lydbilleder han skaber, som af og til virker, som om de stammer fra en anden planet. Hans tilgang til musikken er intuitiv, og det er der kommet et særegent og personligt udtryk ud af.

 

”Jeg holder tanker om andet musik til et minimum, men jeg prøver heller ikke at være original. Jeg vil bare gerne gøre mig til en kanal for den instinktive, intuitive proces med at lave musik.”

 

Ariel Pinks første instrument var bas – det virkede som det nemmeste at lære. Men han opfatter ikke sig selv som en virtuos på noget instrument og heller ikke som en særlig god sanger. Det kunne lyde som en væsentlig begrænsning for en, der lever af at lave musik, men for Ariel Pink giver det snarere anledning til at skrive musik på en anden måde.

 

Ariel Pink har skrevet sange siden han var barn, men da han ikke kunne spille nogle instrumenter, opstod musikken i stedet i hans hoved. Og sådan er det stadig den dag i dag. Det fik publikum at høre på Københavns Hovedbibliotek, hvor han af og til brød ud i sang og beatbox, der illustrerede hans vokale tilgang til sangskrivningen. Måske giver den instrumentale begrænsning ligefrem en frihed, der gør det muligt at skrive sange, der ikke er bundet til de lyde og instrumenter, vi kender.

 

”Musikken, jeg hører i mit hovedet, er ikke lavet af instrumenter, den er lavet af nogle boblende, lyserøde ting oppe i himmelen. Det er et eller andet underligt instrument, der ikke findes. Og så prøver jeg at få det til at lyde sådan med instrumenter bagefter.”  

Foto // Oliver Abildgaard Holm

Fra børnesange til dødsmetal

Ariel Pink hedder oprindeligt Ariel Marcus Rosenberg og er født i 1978 i Los Angeles. Som barn boede han hos sin mor, og hun var den første til at høre hans sange. Han kan stadig huske, alle de sange han skrev dengang og beskriver dem som det tætteste, han nogensinde har følt sig på tidsånden. Det lød som den musik, man kunne høre i radioen.

 

Siden dengang har Ariel Pinks musik udviklet sig til et eklektisk univers, der næppe kan siges altid at følge tidsåndens konventioner. Gennem hele sit liv har Ariel Pink været drevet af lysten til at gøre det modsatte af det, omverdenen ville have ham til. Det førte blandt andet til drømmen om at blive rockstjerne.

 

Det hele startede med en kassettebåndoptager, som Ariel Pinks mor købte, da han var barn. Som teenager begyndte han at lytte til Guns N’ Roses og Metallica – musik der passede til hans sindsstilstand. Han var efter eget udsagn en meget vred teenager. Han begyndte at samle på plader, men solgte dem alle sammen på én dag, da han opdagede The Cure og The Smiths. De blev hans nye helte, men selvom han forlod interessen for death metal, forblev han den vrede teenager, der gik imod strømmen og særligt imod sine forældre.

 

På det tidspunkt var jeg et Columbine kid. Jeg var meget vred, og jeg ville ikke gøre noget, mine forældre syntes, jeg skulle gøre. Jeg gjorde kun ting, de syntes var dårligt for mig.” Og sådan er det på en måde stadig, fortæller han, i dag gør han det bare af vane.

 

 

Se videoen til nummeret Dayzed inn Daydreams fra Aiel Pinks seneste album Pom Pom, hvor Rick Wilder fra det hedengangne punkband The Mau-Maus spiller en aldrende musiker. 

Avantgardistiske eksperimenter

Det lå faktisk i kortene at Ariel Pink skulle arbejde med visuel kunst. Allerede som treårig mente hans forældre, at han havde talent og kaldte ham en lille Picasso. Han blev opdraget med troen på, at han skulle være kunstner, og han øvede sig og blev bedre og bedre.

 

Problemet opstod i takt med at teenagefasen og vreden indtraf, og hans forældre foreslog, at han skulle begynde at studere noget med grafisk design. ”Nej,” sagde han, ”Jeg vil være rockstjerne. Jeg hader kunst.” På den måde blev rockstjernedrømmen født – i trods mod forældrenes forventninger.

 

Da han gik på high school lavede Ariel Pink sine første indspilninger. Han var kommet over tiden med death metal og havde lige opdaget avantgardemusikken. ”Det lyder som folk, der spiller med pinde og slår på ting og laver larm. Jeg tænkte, at det var den mest geniale ting, og så tænkte jeg; jeg kan også være et geni.”

 

Ariel Pink begyndte at eksperimentere med håndholdte båndoptagere i sin garage, som han kaldte The Lab. Han fortæller, hvordan han fx brugte lyden af en air condition, der brummede eller en printer, som blev tændt og slukket. Lo-fi eksperimenterne i garagen blev til flere plader, men det var først da Ariel Pink fik kontakt til et af sine store idoler, at det musikalske eventyr for alvor begyndte at tage fart.

 

Foto // Oliver Abildgaard Holm

E-mails fra en eneboer

I midt halvfemserne kom Ariel Pink ofte hos en ven, der havde et kæmpe arkiv af plader, man kunne gå på opdagelse i. En dag fandt Ariel Pink en plade, der kom til at få stor betydning for hans musikalske karriere. Det var den amerikanske lo-fi legende R. Stevie Moore, som, ifølge Ariel Pink, var temmelig ukendt på den amerikanske vestkyst dengang. Men Ariel Pink blev straks fan. Han følte, at alt, hvad han hidtil havde lært om musik, på en eller anden måde førte frem til R. Stevie Moore, som efterfølgende blev en af hans vigtigste inspirationskilder.

 

Ariel Pink besluttede sig for at se, om han kunne komme i kontakt med R. Stevie Moore. Han oprettede en hotmailkonto og sendte sin musik til den over tyve år ældre musiker. Det var i internettets spæde år, og Ariel Pink anede ikke, hvad han skulle forvente. Ville han få fat på et kontor? Ville der være en sekretær i den anden ende?

 

Han ventede i spænding, og den første e-mail han nogensinde modtog, var et svar fra R. Stevie Moore. Han skrev, at han var vild med musikken. ”Wow – Det er langt ude. Hvor gammel er du? Vil du samarbejde?,” spurgte han, og derefter begyndte de to at sende musik frem og tilbage til hinanden over mail. Det førte til et tæt forhold, som stadig er intakt den dag i dag.

 

Ariel Pink har dog i løbet af sin karriere som musiker også måttet finde en vis distance til den måde idolet og faderfiguren Moore arbejder på. R. Stevie Moore har brugt hele sit liv på at lave musik i sit hjemmestudie og er først de senere år begyndt at turnere, og den fejl vil Ariel Pink ikke gøre ham efter.

 

”Jeg ville ikke ende som Stevie. Det fandt jeg ud af for et stykke tid siden. For Stevie er tres år nu, og han klør sig stadig i håret og undrer sig over, hvorfor han aldrig er slået igennem.”

 

Ariel Pink begyndte at turnere, men der var også en anden vigtig grund til at flere efterhånden begyndte at interessere sig for hans skramlede og skøre musik. I 2003 fik det amerikanske band Animal Collective øjnene op for Ariel Pink, og de besluttede at genudgive flere af hans albumpå deres nystartede pladeselskab Paw Tracks. I 2009 blev Ariel Pink signet af det legendariske indie-pladeselskab 4AD, og resten er historie, som man siger.

 

En stjerne i forklædning

Ariel Pink er ved at være træt. ”Er der ikke gået en time nu?”, spørger han Carsten Holm. Han gider faktisk ikke rigtig snakke om sig selv og sin musik, forklarer han. Han gør det bare for at være høflig. Ligesom med de fleste af hans andre udsagn er det svært at tyde graden af ironi, men efter et par sidste spørgsmål fra salen får han lov at slippe. Han skal nå at klæde om til de høje glimmersko, inden han indtager scenen på Bremen et par timer senere, som den rockstjerne han nu engang er.

 

//Forsidefoto: Oliver Abildgaard Holm