Musikfilm skal opleves på stort lærred og i fællesskab

Der findes mange måder at dyrke sin kærlighed til musik på. Oplagt er naturligvis koncertgængeri og pladekøb, men i sidste uge mindede Cinemateket københavnerne om endnu en variant ved deres næsten nye initiativ, Musikfilm Festival 2015.

 

I tiden mellem Frost Festivals formfuldendte koncerter og forårets blomstrende udbud er Københavns musikscene lidt i dvale – i hvert fald i forhold til det sædvanlige niveau. Og der er naturligvis ikke noget, der kan hamle op med oplevelsen af levende musik mod kroppens hylster. I sidste uge blev denne skribent dog gladere og gladere over at have købt en del billetter til Musikfilm Festivalen, som for tredje gang løb af stablen med Cinemateket og Det Danske Filminstitut som vært.

 

I løbet af en uge dissekeres oplevelsen af at være fuldstændig forelsket i musik ved filmen som medie. Festivalens visninger bryder forelskelsen ned i små stykker, belyser forskellige aspekter af musikkens verden og kommer med et bud på, hvorfor man gang på gang lader sig opsluge totalt – uden at tage magien fra oplevelsen, vel at mærke.

 

Festivalens åbningsgalla konkretiserer f.eks. følelsen af at glemme tid og sted for at blive væk i en Youtube-verden af interviews og portrætter om sin yndlingskunstner. BBC-dokumentaren The Kate Bush Story – Running Up That Hill maler gennem familie, musikere, koncertklip, interviews og hvad et fanhjerte ellers kan begære et mangefarvet, biografisk billede af artpop divaen – lige fra den unge Bushs bjergtagende debut til den mere modne tilbagetrækning fra offentlighedens søgelys.

 

Patti Smith – Dream of Life viser på fornemste vis, hvordan musik og stil i mange tilfælde hænger sammen. Instrueret af modefotografen Steven Sebring bruger filmen ikke bare forskellige klip, men selve rockens æstetik til at fortælle historien om genrens first lady Patti Smith. Lige som hende selv er filmen kompromisløs, rodet og fantastisk smuk. I tråd med stilaspektet af musikken må også nævnes Chet Baker – Let’s Get Lost, filmfestivalens sidste visning, der skudt i knitrende sort/hvid skildrer legenden Chet Bakers person og afslutter festivalen med begyndende forår og myter om jazzens væsen.

 

 

 

Wild Style minder mig om samhørigheden mellem musik og den kultur, den udspringer fra. Det er den mindst strukturerede, men mest herlige og ærlige hip hop film, der får mig til at smile af Grandmaster Flashs lyd over 80’ernes graffitiæstetik på skærmen – og af en fyr i salen, der råber ”SÅDAN!” til filmens karakterer, hver gang de har gjort noget, der kræver respekt af den kaliber – malet et tog, afleveret et rim eller omsider scoret hende fra crewet.

 

 

 

Det næste aspekt, som tages under lup, er liveelementet – her effektivt skudt ind under huden i sin reneste form. Stop Making Sense er den rablende gale, fuldkomment geniale koncertfilm bestående af sammenklipning af optagelser fra tre Talking Heads koncerter fra 1984. Koncerten bygger på ikonisk vis sig selv op fra en solooptræden ved David Byrne til fuldt band og eksploderende energiniveau – og så er det hele så godt filmet, at man legende let trækkes op fra det røde biografsæde og ind i den dansende publikumsmasse.

 

 

 

Sidst men ikke mindst æres en til tider overset faktor ved musikken: nemlig lytteren. Ikke den tilfældige, halvhjertede type, men entusiasten der bruger al sin tid og energi på at dyrke musikken. Hende, der altid kan relatere et eller andet til sit yndlingsalbum. Ham, der tigger og beder musikbutikken om at holde åbent bare fem minutter mere, fordi han ikke har fundet den helt rigtige plade endnu. Lytterbesættelsen manifesteres i dokumentaren Jingle Bell Rocks!, der gennem den dedikerede lytter behandler noget så specifikt som alternativ julemusik. En hjertevarm film, der – trods det lidt vildledende navn – præsenterer alt andet end det sædvanlige Last Christmas-decembersoundtrack.

 

Ovenstående er bare de film, denne skribents økonomiske og tidsmæssige ressourcer har rakt til. Programmets andre film har taget publikum med på endnu flere eventyr: Fra 1960’ernes Jamaica for at undersøge reggaens forløber ska; på roadtrip med Ben Howard og Mumford & Sons i et folkevognsrugbrød; tilbage i tiden for at undersøge synthesizerens historie – bare for at nævne nogle stykker.

 

Udover filmene bød Musikfilm Festivalen på realtime oplevelser i form af blandt andet et plademarked i Cinematekets kælder og levende musik inden udvalgte forestillinger. Og endelig fik festivalen stillet et klassisk spørgsmål indenfor kulturlivet. Det er ikke nyt, men det er altid vedkommende, for mens billetter til film om store bands lynhurtigt blev revet væk, måtte nichefilmene nøjes med halvtomme sale – og det er en skam, fordi musikfilm bør opleves på stort lærred og i fællesskab. Det pointerede kurator Morten Tang ved sin åbningstale, og i samme åndedræt opfordrede han publikum til at påtage sig rollen som ambassadører for musikfilmene. Se dem. Nyd dem. Og fortæl andre, at de eksisterer. Den del af musiknørderiet er for god til at forblive hengemt – og i fuld enighed er den besked hermed givet videre.

 

Musikfilm Festivalen fandt sted d. 7.-15. marts, men langt de fleste film kan heldigvis findes på nettet. Hold øje med Cinematekets visninger – musikfilmene finder sommetider også vej til det almindelige program!