Er min musiksmag død?

Illustration: Andreas Juul Blinkenberg

 

ESSAY: Er du over 30 år? Så sæt musikken på pause, inden du læser videre, for her følger chokerende info: Ifølge en undersøgelse lavet af Spotify og musikanalysevirksomheden Echo Nest stopper du med at høre ny musik, når du runder dit 33. år. Og endnu værre står det til, hvis du har børn – så er din musiksmag aldret med yderligere fire år. Det fik mig til at fundere over min egen musikalske rejse, fra de spæde ungdomsår til i dag hvor jeg åbenbart har passeret den skæbnesvangre skæringsdato.

 

Nede i kælderrummet, nederst under bunker af tøj, møbler og diverse bras, finder jeg dem. Alle mine CD’er. Tæt pakket i en møget bed-roller. Fluks bliver jeg skudt af sted ned ad memory lane, tilbage til barndomsværelset og ghettoblasteren, dengang CD’erne stod spritnye i reolen. Alle de vigtige stunder i min ungdom; store følelser, forelskelser, sorg og glæde lå indlejret lige dér.

 

En blød start

Min musikalske dannelse indtil cirka anno 2005, hvor iTunes og senere Spotify førte til CD’ens fald, startede blødt. En anelse sløvt, vil nogle måske sige. Diverse compilations som Absolute Music og en (til stadighed) svaghed for Melodi Grand Prix prægede min første tid ved ghettoblasteren. Da jeg rundede de 13 år, eksploderede boyband-bomben. Min bedste veninde og jeg dyrkede intenst vores præmature forelskelser i henholdsvis Mark og Gary fra Take That, paradoksalt nok først efter bandet splittede op i 1996. Det gjorde os ikke noget, og heller ikke spydige kommentarer fra min seje kusine (Nirvana-fan, naturligvis) kunne stoppe os. Vi var besat.

 

Pink Floyd-kæresten

Da besættelsen stilnede af inden gymnasiet (nu skulle vi være lidt cool i det), fik jeg et sandt pige-crush på Freya, hende med landeplagen ”Yellow Ladybird”. Og her begyndte jeg for første gang at nærlytte til teksterne. Freyas bittersøde sange lindrede mit urolige teenagesind. I slutningen af gymnasiet fik jeg så en kæreste. Han spillede Pink Floyd i timevis. En stor mundfuld for en poppige som mig. Men han åbnede også mine øjne for eksempelvis Radiohead, Coldplay og Kent. Her blev også min svenske musikflirt kickstartet, og mitt hjärte blöder for evigt for Veronica Maggio, Håkan Hellström og Jonathan Johansson.

 

Det forvirrede sabbatår

Efter gymnasiet tog jeg til London. Her fodrede jeg mine ører med Feeder, Stereophonics og The Thrills, og plejede min hjemve med Sigur Rós. Hjemme igen bragede jeg ind i The Killers og The Smiths. Og hvilket møde! Et betragteligt antal timer er blevet brugt på dansegulvet til ”Mr. Brightside” og ”There Is A Light That Never Goes Out”. Mens det sidste fint beskriver min everlasting kærlighed til The Smiths, er mit forhold til The Killers sidenhen rustet betydeligt.

 

Hej, Spotify

Da Spotify i 2011 kom og revolutionerede den måde, vi lytter til musik på, fik jeg en semi-åbenbaring. Jeg opdagede musik fra kunstnere, jeg aldrig har hørt om før – både nye og gamle, og jeg lytter ganske enkelt til mere musik på tværs af flere genrer. Hallelujah! Men ifølge forskningen har jeg altså i en alder af 34 år toppet. Min musikalske horisont er udvidet, og nu begynder den at trække sig sammen. Næste skridt er, at jeg begynder at genlytte til musik fra dengang, jeg var yngre. Musik som ikke længere er populært eller nyt. Og der bliver jeg så. Cirklen er sluttet. Færdig. Slut. Trist.

Mens jeg håber, at Spotifys undersøgelse tager fejl lige på dét punkt (eller at jeg please kunne være undtagelsen, der bekræfter reglen), kan jeg nikke genkendende til andre konklusioner. Undersøgelsen viste f.eks. også, at vores musiksmag forandrer sig mest gennem teenageårene og op til 25 års alderen. I teenageårene styres vores smag ofte af hitlisterne, men jo ældre vi bliver, jo mindre appel får mainstream-musikken. Og så er der en tendens til, at det især er drengene, der hurtigere bevæger sig væk fra de aktuelle hits (gymnasiekæresten havde altså en fordel dér).

 

Ah, selvopdagelsens glæde

Men hvordan undgår jeg at gå i stå? Der er jo så meget uhørt god musik derude. Og jeg vil for alt i verden ikke ende som ”spil noget vi kender”-typen. Skrevet med fare for at lyde hellig. Fortiden må gerne dvæles ved, men jeg vil ikke sidde fast. Så kan jeg tage et bevidst valg nu og her om at fortsætte udviklingen?

Med streamingtjenesternes imponerende musikarsenal og intelligente algoritmer i ryggen skal jeg i hvert fald gøre mit bedste for at holde ørerne og mit sind åbne over for nye kunstnere og genrer, f.eks. ved at tage til flere koncerter med artister, jeg aldrig har hørt om før. Uanset om det så rammer min (nuværende) smag eller ej, er live-musik altid en oplevelse, og det er god træning af lytte-musklen og evnen til at være i nuet, at man ikke bare kan skippe videre til næste nummer. Og når det så sker, at man støder ind i noget godt, noget helt vidunderligt godt, er det nærmest som at finde guld på gaden. Følelsen ved selvopdagelse er fantastisk bekræftende og giver blod på tanden. For hvem ved, hvilke berigende perler der gemmer sig ved næste play-klik eller på næste festival? I skrivende øjeblik er jeg i hvert fald nysgerrig.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvad der skal ske med min støvede CD-samling. Skal jeg sælge dem for håndører i musikgenbrugsbutikken Accord eller gemme dem lidt endnu? Jeg hælder nok til det sidste – så skal jeg bare et smut i kælderen, hvis en retrobølge ruller ind over mig, og min veninde og jeg vil genleve vores teenage-crushes og nostalgitrippe til Melodi Grand Prix i 2001.

 

Ingen tone i livet (desværre). Kæmpe kærlighed til musik og koncerter på trods. Især festivaller, der kombinerer musik med to andre lidenskaber: Camping og dåseøl.