Min blå vinter

 

Min blå vinter

Illustration: Andreas Juul Blinkenberg

 

Snottet og indpakket i overtøj bevæger jeg mig ud i kulden. Barometret er gået i negativ, hvilket mærkes på gåsehuden og materialiserer sig i min isnende ånde. Efteråret forsvandt med et fingerknips, og efter julemånedens feriestemning og indendørshygge med hjemmefabrikation af julekonfekt, har januars kolde cyklus indlejret sig som mosset på skovbunden. Ensomhed og savn bliver nøgleord i den nye hverdag, men disse følelser forekommer mig reversible ved vintermusikkens tryghed. Det er igen blevet blå vinter.

 

Jeg når at snooze fire-fem gange, før jeg ifører mig de snavsede jogginger og t-shirten fra i forgårs, der ligger i spænd under hjulet på min kontorstol. Jeg er alene hjemme og udmattet, men magter lige at sætte noget Joni Mitchell på anlægget. Jeg er lidt småtrist, og musikken er lidt småtrist, men jeg føler mig igen tryg og godt til rette. Musikken og jeg er i harmoni med hinanden, hånd i hånd hvor end jeg går. De blå toner knitrer i takt med mit hjerteslag.

 

Musik er for mig ofte lydrammen for tilværelsen; en slags soundtrack for perioder og følelsestilstande. Der er helt bestemte plader, sange og endda lydbidder, jeg forbinder med personerne i mit liv. Jeg er af den overbevisning, at det er et ganske universelt fænomen, som mange oplever. Det er af denne grund også en helt konkret bevidsthedsfølelse inden for det musikalske, der knytter sig til min vinter; den stille sovekammerpop som hos Hayden Calnin, den dragende intimitet som hos Antony and the Johnsons og den bedøvende rumklang, blandt andet Efterklang og Daughter praktiserer. Det blå er stilheden og længslen, det sårbare og det blottede.

 

Men dette er ikke en lektion i selvmedlidenhed. Jeg tror på, det er ganske naturligt, at savnet lige fylder det mere, og en veltimet filmaften med læsegruppen gør dagen ekstra særlig, når solen allerede giver op under eftermiddagsforelæsningen. Når ens venner føles alt for langt væk, er det forbandet terapeutisk at lægge sig under dynen med en halvbuttet roman og sætte Bon Ivers debutplade på.

 

Hvor ofte har disse ører ikke delt selskab med Justin Vernon, Bon Iver eller DeYarmond Edison, Keaton Henson og Robin Pecknolds Fleet Foxes? Hvor julen tilføres den vante julemusik, tropper Vernon tæppeklædt op i decembers sidste dages post-juleforkølelser og det obligatoriske gavebytningsræs, der hører starten af januar til. Det er officielt “For Emma”-sæson, og den bedste kur er de blå toner. Melodierne er tidsløse, stemningen længselsfuld. Men bliver det, at jeg endeløst udsætter mig selv for Vernons nostalgidryppende repetition af linjen “what might have been lost” i sangen “The Wolves (Act I and II)”, ikke min egen følelsesmæssige begravelse? Tværtimod, så finder jeg en særlig trøst i den vinteraktuelle folkmusik. Det uundgåelige savn kan føles kvælende, men så er det da rørende, at minus og minus giver plus. Bon Iver og jeg finder ud af det sammen.

 

Når mørket endelig langsomt skræmmes væk af solens tidligere ankomst i løbet af februar måned, sker der også noget med musikken. I stedet for singer/songwriterens indebrændte kvaler, tyr jeg til en mere forhåbningsfuld vintermusik, der varsler overgangen mellem vintermørket og forårets tilbagevendende optimisme. Det er stadig de blå toner, jeg omgiver mig med, men hvor jeg i januar ud over Justin Vernon og Keaton Henson inviterer troldmændene inden for den ambiente elektroniske musikscene til senaftenssnacks, byder jeg i februar mine gode venner i Fleet Foxes velkommen.

 

Deres lyd er opløftende, men ikke glædelig. Vemodig, men ikke melankolsk. Det er lyden af et solskinsramt snelandskab eller en lejrbålsaften i den nøgne bøgeskov. Jeg føler en uundgåelig ømhed, når jeg sætter pladen “Helplessness Blues” på, men samtidig føler jeg euforien finde vej helt ud i tå- og fingerspidserne, for jeg har så mange ting at glæde mig til. Stemningen emmer stadig af vinter, men den mørkeblå toning er fordampet, og det mintgrønne fundet vej til paletten. Selv træerne fryser fortsat uden for kollegievinduet, men jeg skimter glimtvis forårets forestående gensynsglæde.

En danskstuderende musikelsker ved Københavns Universitet, som er vild med efterår, Kings of Convenience, at besøge sine forældre, Richard Linklater, frysetørret kaffe, Leonard Cohens digte og Moulin Rouge!.