Mig, Miley og Svin

Jeg har en musiksmag, der rimeligt ofte bliver påpeget som fuldstændig ulogisk. Egentlig lidt med rette må jeg indrømme. Har jeg kontrol over jackstikket, navigerer jeg uden at tænke videre over det fra hiphop af varierende hårdhed til Kate Bush eller Bowie og videre til The Libertines og derfra til James Blake. Hvad der binder disse eksempler af kunstnere til hinanden, og til mig, har jeg svært ved at sætte ord på. Jeg tror, det handler om, at alt den musik, der taler til mig, er noget, jeg føler, har en glæde til musikken og en visionær tilgang til den. Det er ikke musik, jeg føler, er dikteret af salgbarhed og tidens trends. På Stengade denne lørdag aften skulle jeg overvære et møde mellem to yderligheder i musikken. Miley Cyrus, der må siges at repræsentere den mere mainstream fløj, og så gruppen Svin, der skulle stå for fortolkningen af hendes musik, og som har en helt anden eksperimenterende tilgang til musikken.

 

 

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente, da jeg trådte ind på Stengade denne lørdag aften. Mit kendskab til Svin var meget begrænset til nogle få YouTube-klip, jeg havde set tidligere på dagen. Miley Cyrus havde jeg uundgåeligt et eller andet forhold til. Det er ikke ligefrem et kærlighedsforhold, vi har, Miley og jeg, men dog må jeg mønstre en vis anerkendelse for sansen for melodier, der er til stede i hendes hits, og en dertilhørende evne til sætte sig ubehjælpeligt fast i mit hoved. Den slags musik, som Miley Cyrus dyrker, har en kvalitet i sin umiddelbarhed og letfordøjelighed, men hvis musik skal lykkes med at for alvor røre noget i mig, har det altid krævet noget mere. Den skal ville mere end at blot at underholde, selvom den del nu også er rimelig essentiel.

 

Stengade har til alle tider, i hvert fald i den tid, jeg har frekventeret stedet, været et spillested, der har gjort en dyd ud at gøre plads til den eksperimenterende undergrundsmusik. Derfor vakte det også en ekstra stor interesse hos mig, da jeg læste om Stengades koncept fordelt på tre datoer med fortolkninger af nogle af poppens kæmpestjerner. Denne aften var det Miley Cyrus, hvis musik og performance står i skrigende kontrast til de koncerter, jeg tidligere har oplevet på Stengade. ”Klub Avangarde: Toner fra… Miley Cyrus” hed eventet og afslørede allerede i den konfliktfyldte titel, at det handlede om mødet mellem noget mainstream og noget eksperimenterende.

Men om det var en sjov gimmick for markedsføringens skyld eller baseret på kunstnerisk relevans, var jeg spændt på at finde ud af.

 

Den her artikel skal ikke læses, som om jeg har en mainstream-fjendsk agenda. Hvis jeg er festlig stemt, er det langt oftere Beyonce eller Justin Timberlake end et eller andet smart musikskribent-korrekt band, som jeg sætter på anlægget. Jeg kan sagtens forstå, hvad det er, Miley Cyrus’ musik kan. En følelse sad jeg dog især med, da jeg tidligere på dagen sad og hørte hendes musik igennem, og den var, at hendes sange ikke formåede at overraske mig på noget tidspunkt. Eller virkede synderligt interesserede i det for den sags skyld. Med hensyn til Svin var jeg ret sikker på, at de var i stand til lige præcis det.

Egentlig kunne det nok have været ret sjovt, hvis det faktisk var Miley, der skulle optræde her på Stengade. At se hendes velsmurte popmaskine rulle sig ud i Stengades dunkle lokale, hvor hendes twerking, komplette dansetrup og sceneshow alt sammen skulle finde plads på den lille scene. Ja, det havde nok krævet en eksperimenterende tankegang for at få det til at lykkes. Hendes musik havde dog nok stadig været uden overraskelser og lydt nøjagtigt som på Spotify, så jeg glædede mig alligevel over, at hendes musik skulle fortolkes i andres hænder denne aften.
Disse tre, plus en fjerdemand der betjente den synth du kan spotte i højre side, udgjorde den fortolkende gruppe, Svin. // Foto: Martin Højer Kofod

 

Det endte i hvert fald ikke med at blive en aften med musik, man finder på de første par spillelister på Spotify. Det var i sandhed en aften i eksperimenternes tegn.

Som opvarmning til aftenens hovednavn tog Niels Grøndahl en alternativ opstilling nede foran scenen. En mand, kun bevæbnet med sin violin og et imponerende arsenal af pedaler. Hver især forvrængede og legede de med den lyd, man forventer, at en violin kan frembringe. Helt fra ingenting blev sangene bygget op fra bunden ved hjælp af loopede spor, der skabte nogle rå og rockede sange. Nogle gange vendte han sin violin på siden og spillede riff, der lige så vel kunne have stammet fra en guitar. Ofte tog han et knæfald foran sine pedaler for at dreje, trykke og forvrænge lydbilledet, andre tidspunkter spillede han på sin violin med ryggen til publikum. ”Jeg tror ikke rigtigt, det gør nogen forskel for ham, at vi er her,” hviskede min kammerat under hans optræden. Jeg sendte en enigt nik tilbage. Det skal ikke forstås som nogen kritik af den indadvendte fremførsel af musikken, snarere tværtimod. Det føltes, som om vi var inviteret helt derind i skabelsesprocessen, hvor følelser igennem lyde bliver til musik.

 

Helt klædt i sort og bevæbnet med sin violin. Mere behøvede Niels Grøndahl ikke for at være Rock’n’ Roll. // Foto: Martin Højer Kofod.

 

At på den måde at kunne mærke personen og følelserne bag musikken er for mig en af de grundlæggende forskelle mellem det, man kan betegne som mainstream popmusik og den mere eksperimenterende slags. Det var ikke lige tilgængeligt at være lytter til hele tiden, men for mig gør det, at kunstnere sætter noget på spil i deres musik, til hver en tid op for enkelte fejlskud.
Niels Grøndahl trissede stilfærdigt af scenen, efter han i en halv times tid havde vist os 30-40 tilhørende, hvordan man også kan lave rockmusik. Min idé om violinen som et lidt kedeligt instrument (ja, undskyld, jeg ved godt, det er ret ignorant) havde hans eksperimenterende og ukonventionelle tilgang til musikken forandret. Hvor vellydende og catchy en hitliste-basker nu engang kan være, så rykker den altså sjældent de samme musikalske grænser.

Det er også i orden, for musikalske grænser behøver ikke altid at blive presset. Musik er ligeså vel til for at forkæle os. Min pointe er bare, at de opdagelser af nye måder at spille, tænke og lave musik på sjældent bliver fundet på hitlisternes top.

 

Mens vi stod og småsnakkede lidt om den første optræden og drak øl, måske med tryk på sidstnævnte, blev der stillet op til aftenens hovedattraktion. En guitar, et keyboard, et trommesæt og en saxofon fandt deres plads på scenen.

Det startede glimrende ud i et lettere drømmende univers med klimprende guitar og jazzede toner fra saxen. Trods mine anstrengelser for at høre, hvilken Miley Cyrus sang de lagde ud med, måtte jeg give fortabt. Måske det skyldtes mangelfuld research af hendes diskografi, tænkte jeg et kort øjeblik, men blev så afbrudt af nogle ekstremt skæve toner fra saxofonen, der fortalte mig, at Svin havde lagt ud med ”Wrecking Ball”. Det var mærkeligt offbeat og i et forceret højt tempo, mens trommeslagende faldt i, hvad der virkede som bestemt af impulsive beslutninger fra trommeslageren.. Der blev kvitteret med grin fra publikum, og jeg må da også selv indrømme at have trukket på smilebåndet, men samtidig stod jeg og gruede for, at aftenen vil trække i retningen af præcis dét, jeg havde frygtet lidt. En forudsigelig gimmick.

Heldigvis bliver den frygt gjort til skamme i den resterende del af koncerten, hvor elementer af Miley Cyrus blev brugt i et virvar af eksperimenterende og til tider også ret medrivende musikstykker. Musikken ændrede jævnligt karakter og umuliggjorde det fuldstændigt at sætte noget som helst genreprædikat på den musik, som legesyge Svin præsenterede os for. Det ene øjeblik var det jazzet, før det forvandlede sig til noget, der mindede om en stadionrock-agtig opbygning, hvorefter synthen bragede frem i et postpunk stykke. Højdepunktet faldt, da det lige pludselig eksploderede i et dansevenligt stykke, hvor guitaren hvinede, og saxofonen i gentagende loops spillede en lækker uptempo-version af omkvædet fra ”We Can’t Stop”. Udover at det svingede til perfektion, var det også et personligt højdepunkt, fordi det var et af de øjeblikke, hvor elementer fra de fortolkede værker stod klarest. På andre tidspunkter kunne det, for en ikke helt dedikeret Miley Cyrus-lytter, være en kende svært at tyde. Men her føltes det, som om mødet mellem de to modsætninger gik op i en højere enhed.

 

// Foto: Martin Højer Kofod
En specifik forskel, jeg noterede mig mellem et band som Svin og den musik, som Miley Cyrus repræsenterer, var deres forhold til monotonien. Hvor det i popmusikken kan føles, som om der er faste regler for, hvor lang tid der må gå, før der kommer et omkvæd, hører man den oftere i den mere eksperimenterende musik som et bevidst valg. Her menes der ikke monotont, som i ensformigt, men snarere at der dyrkes gentagelser og de samme spor i længere passager. Svin dyrkede det i længere stykker, hvor enkelte figurer blev gentaget om og om igen og byggede sangen op. Flere gange byggede den op til en forløsning, andre gange kom den ikke. Nogle gange kan det opbyggende være lige så virkningsfuldt som det forløsende omkvæd. Det beviste de helt klart.

 

Det virkede utilgængeligt og ufærdigt til tider, men på intet tidspunkt kedeligt eller uinteressant. Jeg vil heller ikke påstå, at jeg klappede i mine hænder af alle deres påfund, men som musikentusiast blev jeg virkelig udfordret på min smag. I et virvar af genrer og skøre påfund befandt sig måske enkelte fejlskud, men samtidig også ekstremt vellykkede momenter. For jo større man satser, desto større er gevinsten også.

 

Svin havde intensiteten på plads //Foto: Martin Højer Kofod 

 

Her efter koncerten føler jeg mig dog ikke bedre i stand til at svare på spørgsmålet, jeg stillede mig selv før koncerten. Om mødet mellem Miley Cyrus og det avantgardistiske var en gimmick eller havde baggrund i reelle kunstneriske motiver. Det var nok begge dele.

Selve den del, hvor Svin fortolkede Miley Cyrus, fyldte ikke majoriteten af deres sæt, og havde man ikke været klar over konceptet under de numre, havde man i store dele nok ikke været klar over, at der var fortolkninger af hende man hørte.
Når elementerne fra Miley Cyrus’ hits trådte så tydeligt frem, var underholdningsværdien til gengæld høj i det, at hitbaskerne blive taget i obskure musikalske retninger. Altså, obskure med det originale udgangspunkt i mente.

 

Jeg gik ikke hjem helt mindblown over, hvordan Miley Cyrus’ sange var blevet forvandlet i mødet med Svin, men det var ikke et kritikpunkt jeg tillagde mange tanker den første tid efter koncerten.

For mens de kunstneriske motiver måske ikke fremstod soleklart, stod jeg alligevel tilbage med en følelse af at have overværet kunstnerisk kvalitet i overflod. Niels Grøndahl og Svin leverede begge musik, der tydeligt fortalte om en dyrkelse af musikkens skæve vinkler og den nytænkning, det medfører. Det endte med at blive en aften helt i Stengades eksperimenterende ånd, selvom de med konceptet og markedsføringen af det havde spillet på populærkulturen. Markedsføringsmæssigt virkede det i hvert fald på mig, da jeg ikke havde bidt mærke i aftenen, hvis ikke det havde været for delen med Miley Cyrus. Det er en effektiv måde at skille eventet ud fra det hav af koncerter, der foregår på de mindre spillesteder i København. Konceptmæssig var det også forholdsvist virkningsfuldt, da det ved at have kontrasten mellem de to musikformer som en ramme for aftenen fik sat tanker om musik i gang på en helt anden måde, end hvis det bare havde været præsenteret som en regulær koncert med Niels Grøndahl og Svin. Selvom det i det store hele egentlig var det, som det var. Og det er absolut ikke et kritikpunkt, det var en rigtig fin én af slagsen

 

//Foto: Martin Højer Kofod

 

Jeg bevægede mig hjem fra Stengade med den helt specielle følelse indeni, som jeg kun får efter en god musikoplevelse. Og det er vel i sidste ende det vigtigste: at musikken, uanset hvad du ynder at høre, får dig til at have det godt.

 

En journaliststuderende musiknørd med en forvirrende og bredt omfavnende musiksmag. Vi snakker et spektrum fra vred hiphop til Arcade Fire og videre til Kate Bush. Forsøger via sit virke her på VINK at afdække musikken i København i alle dens afskygninger og former.