Händels Messias – Et åndehul i julen

 

GUIDE: Hvert år i december bliver der afviklet uhyre mange forestillinger af Händels Messias verden over. Hvorfor det, egentlig? Der findes ikke rigtig andre værker, som man retter så mange ressourcer imod, på en og samme tid.
Jo, Nøddeknækkeren måske, men det er lidt en anden sag, når dansen og iscenesættelsen fylder så meget, og musikken ikke står så meget i centrum. Faktisk plejer folk i musikverdenen generelt at programmere udenom hinanden,
så de ikke spiller de samme ting på samme tid.

Hvad er det for et værk, der kan holde til så meget opmærksomhed? Det kan være du selv skal ind og finde ud af det? Der er i hvert fald mange muligheder her i København.

 

Da jeg var barn i USA, så vi altid ‘A Charlie Brown Christmas’ i fjernsynet da det blev sendt på et tidspunkt inden jul. Som bekendt bliver Charlie Brown svinet til for endnu en katastrofal beslutning, da han vender tilbage til vennerne i Peanuts-banden med et latterligt patetisk, ynkelig juletræ, med præcist to grene. “I think it needs me,” siger han til Linus, som prøver at tale ham fra det.

 

 

I virkeligheden var træet det eneste autentiske, han kunne få øje på. De to drenge vandrede igennem en skov af juletræer støbt i billig metal, fremført i selvlysende farver med glimmer og blink, og blev mørkere og mørkere i sindet.
Da vennerne griner og afviser ham endnu en gang — og dét, selvom træet mærkeligt nok har fået dobbelt så mange grene da han kommer hjem med det — flipper han ud og råber “Isn’t there anyone who knows what Christmas is all about?!?” Hvorefter Linus forklarer ham, med smukke ord fra Biblen, hvad julen egentlig handler om. Han afslutter “that
’s what Christmas is all about, Charlie Brown”, og stikker tommelfingeren tilbage i munden.

De selvsamme ord bliver brugt i Messias’ 1. del. Jeg fattede det ikke helt dengang jeg var dreng, men den modsætning der bliver ridset op i ‘A Charlie Brown Christmas’ — altså kommerciel og overfladisk vs. autentisk og åndelig — den har også noget at sige om hvad Messias kan gøre for os i dag. Er du allerede træt af julestress med gaver, arrangementer, pligter og shopping i menneskemængden? Det kan være, en tur i Holmens Kirke for at høre Camerata Koret opføre Messias — bestemt en af de stærkeste Københavner-traditioner omkring stykket — er lige dét, der kan skabe det pusterum, du mangler.

Værket er i tre store dele, som består af 10-12 kortere numre hver. Langt de fleste af numrene er kor-stykker, men der er også solostykker af både recitativ og arie type og et par stykker for orkesteret alene, som ellers spiller med hele vejen igennem. De fleste produktioner i disse tider bruger orkester og kor i barokstørrelser — dvs. små — men giga-produktioner med kæmpe kor, orkester og publikum sing-along er også ganske almindelige. Normalt tager det lidt mere end 2 timer at spille det hele, med pause mellem første og anden del. Musikken er, for at sige det helt kort: opløftende, rensende, livsbekræftende, vidunderlig. Anden del slutter af med det berømte Halleluja-kor, som du muligvis ikke har hørt, hvis du bor i en stål boks 300 meter under jorden med væg i 50cm tykkelse og får din mad leveret gennem et pneumatisk rør.

 

Født af jordskælv

Messias hører til en genre eller kategori indenfor klassisk musik, som hedder oratorium. Man forbinder det mest i dag med kor og kormusik, men sådan var det ikke altid. Faktisk er det, vi i dag betragter som oratorium — nemlig en let-sammenhængende tekst med tryk på kornumre, som måske fortæller en historie og måske ikke helt—det blev opfundet af Händel i England i årene omkring 1740. Messias er indlysende det mest kendt, men der er mange andre. Faktisk er der en del andre der også har Hallelujakoret med.

Men genren selv har en meget interessant historie bag sig. Man kan faktisk kalde det for en slags “stealth”-opera; opera i skjul. Men hvorfor skulle det skjules? Jo, fordi det var kontrabande. Altså opera? Ja, opera.

Vi tager lige en tur til Rom, anno 1700 for at forstå det:

Interessen for opera dengang var svulmende. Italien var operaens vugge, med Rom som et af de tidlige centre, og produktet var gevaldigt efterspurgt. Men ikke kun på hjemmebane — spirerende komponister fra hele Europa rejste dertil for at suge stilen til sig, også for at lokke sangere med hjem. Man var sulten efter det i London, i Berlin, i Madrid — og det var kun det italienske, der duede. Problemerne opstod i 1703, da paven udskrev forbud. For det første forbød han kvinders offentlige optræden. Overalt. Punktum. Så var det også forbudt at lave nogen form for teaterforestillinger under karneval — hvilket ellers var sæsonens højdepunkt. Det var i forvejen forbudt at lave teater under fasten, så alt i alt gav en temmelig lang periode, hvor der skulle være mørkt på scenen. Resultatet var en larmende tavshed på operafronten i Rom fra 1703 til 1709.

Men hvorfor, når det nu var så populært? Jo, fordi menneskeheden skulle reddes fra sig selv og sine mørke sider. Gud var blevet vred. I 1703 var Central-Italien blevet ordentligt rystet af tre kraftige jordskælv over bare 19 dage — oplagte beskeder fra Gud, om at man var på forkert kurs. Den slags skal man reagere på, når man er hele menneskehedens højeste rangeret link til himlen og evigheden. Opera, med al sine historier om sex og mord og utroskab og falske guder — det var jo helt uden moral. De smukke kvinder, som rendte rundt på scenen og forførte med deres lange hår og silkebløde toner, de gjorde jo ikke andet end at sætte mægtig gang i mænds lyst. Væk med dem.

Men det var oratorium vi skulle lære noget om, ikke opera. Oratorium er nemlig det opera, man laver, når man ikke må lave opera. Rent musikalsk er de ikke til at skelne, opera og oratorio fra denne periode — især hvis man ikke kan italiensk. Eller hvis man, ligesom mig, har svært ved at forstå ord i det hele taget, når de kommer ud af en operasangers mund. Tricket ligger selvfølgelig lige præcis der, i teksten. Det er der hvor den bliver til en stealth bomber, en trojansk hest. I oratorium handler teksten om emner og historier fra Biblen. Ordentligt, opbyggeligt stof. Så lader man også være med at iscenesætte, for det var jo også forbudt. Ingen kostumer, ingen handling på scenen, de står bare deroppe og synger. Et voilà. Paven elskede det så meget, han bevilgede ligefrem penge til produktioner. De rige og magtfulde kastede sig over det. De anstrengte sig for at overgå hinanden med lækre, luksuriøse og dyre produktioner, udført på deres private slotte. Under karneval og fasten. Med — ahem — dyb, ydmyg, hengivenhed, selvfølgelig.

Händel havde været i Rom i 1706, og blandt andet havde han lært den vigtige lektie: oratorium er det opera, man laver, når man ikke må lave opera. Godt nok var det nogle helt andre grunde han ikke måtte lave opera i London i 1740, end dem der gjaldt i Rom fra 1703 til 1709. Händel var blevet fanget i et politisk spil, der havde mere med Whigs vs. Tories end det havde med musik at gøre, men udfaldet var, at det blev meget svært for ham at få operaproduktioner opsat i en periode. Men Händel var så dygtig, at han som sagt genopfandte genren, og lavede den til sin egen. Blandt andet skruede han op for kornumrene, et trick han havde lært på baggrund af tidligere succeser med kor musik. Han skrev blandt andet et stykke — nemlig Zadok the Priest — til kroningen af George II i 1727, som blev meget folkekært. Så meget, at det er blevet udført til enhver kroning af en britiske monark siden da.

 

OddSize

Apropos at genopfinde. I en tid hvor de store kulturinstitutioner ofte lider under deres egen vægt — hvor de har mistet deres adræthed, med al det hensyn der skal tages til overenskomster og besøgstal — er det dejligt at se der er andre, der stadig kan reagere hurtigt og tænke nyt. Svenskerkvartetten OddSize har lavet en version af Messias til blot fire musikere, som de opfører i København for andet år i træk, denne gang på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. Og ja, du har regnet rigtigt — med kun 4 musikere på banen, er der nogen der skal både synge og spille samtidig, om ikke flere. Der er noget i mig som siger man ville få mest ud af denne skæve version hvis man kender værket lidt i forvejen, men det kan sagtens være, at det går den anden vej rundt — at denne skæve version, vil give dig lyst til at udforske værket i sin oprindelige form. OddSize har også skåret lidt i den, så der er sikkert næsten udelukkende hits tilbage. Den er i hvert fald kortere, med en spilletid på en time og et kvarter. Men sjovt vil det sikkert være under alle omstændigheder. Du kan stadig nå at se det den 10. december. I skrivende stund er der stadig nogle få billetter tilbage, men ikke mange.

 

A man of (constant) sorrows

I det tidligere oratorium, var teksten en måde at komme udenom noget andet. Emnet blev til noget mere godkendt, og så var det fint nok. Selve musikken — altså det, der understøttede ordene — var sådan set ligegyldig. Det var ordene, der battede, ikke musikken. Händel fik en trofast samarbejdspartner, Charles Jennens, til at ‘skrive’ teksten. Men egentlig var det bare en sammensætning af tekster, som Jennens hev ud af Biblen. Pointen var at illustrere Jesus Kristus’ færden på jorden fra profeti og fødsel, til forfølgelse, død, og genopstandelse. En bekræftelse på, at han var den profet, som teksterne forudså i det Gamle Testamente. Der er ikke en handling eller et narrativ som sådan, med bare citater der fortæller historien i snapshots. En Instagram story, kunne man godt sammenligne det med. Og nogle af teksterne løfter helt klart musikken op, så det går op i en højere enhed. Eller er det omvendt? Det er svært at sige. Ud over de store hits, herunder ‘Ev’ry valley’ og ‘For unto us a child is born’ og ‘Thou, that tellest good tidings to Zion,’ er en af mine favoritter helt klart et nummer fra 2. del, ‘He was despised,’ hvilket benytter sig af den ikonisk foregribelse af profeten fra Esajas, et begreb der hedder ‘A man of sorrows.’ Sangen udtrykker og indrammer ubeskrivelig patos, men får mig straks i tanke om George Clooney og John Turturro som Soggy Bottom Boys i filmen ‘O Brother Where Art Thou?’ Et meget glædeligt lykketræf.

 

 

I København anno 2017 har man mange muligheder for at opleve Messias. Den er allerede spillet to gange i Marmorkirken med Kammerkoret Euphonia og musikere fra Det Kgl. Kapel.

Som sagt kører den i Holmens kirke med Kammerkoret Camerata den 17., 18., og 21. december. Der spiller den også den 8. og 9. december med Mogens Dahl Kammerkor samt ikke mindre end Orchestra of the age of Enlightenment fra London, i noget der også er ved at være en meget stærkt Københavnertradition — jeg skal selv med den 9. december

Mød op i god tid til forestillingerne i Holmens Kirke, selvom du har en billet, da pladserne er unummerede og folk er meget loyale og begejstrede! Der er rift om de gode pladser.

Der er muligvis pladser tilbage til OddSize-versionen på Betty Nansen Teatret den 10. december, og hvis du er lidt sent ude, kan du nå en forestilling i Skt. Pauls Kirke ved Nyboder på søndag den 17. december.
God fornøjelse.

Stephen sidder til dagligt i kontrabasgruppen hos Copenhagen Phil, og desuden har en Ph.D i musikhistorie og praksis. Han hader begrebet 'klassisk musik' men elsker højt inholdet af den skattekiste som traditionen består af. Han elsker også højt sin adopteret by, hvor han har boet siden 2003.