Om at lytte – og det at spille strygekvartet

//Illustration: Marie Emilie Simonsson

 

ESSAY: Man skulle ikke tro det, men det at spille strygekvartet kan lære en meget om livet. Lad mig komme nærmere ind på, hvordan det hænger sammen, senere – først vil jeg gerne fortælle dig om min seneste store fascination: Det, at vi mennesker tror at vi lytter, men i virkeligheden konstant taler i munden på hinanden, mens vi paradoksalt glædes og fyldes med livsmod når det endelig lykkes os at høre hinanden.

 

Jeg er klassisk violinist. Jeg spiller en del i orkester, og så spiller jeg en masse kammermusik, særligt med min strygekvartet. Jeg lever altså af at lytte og af at have en skærpet opmærksomhed på lyd. Men det er ikke kun lyden der kræver min opmærksomhed. Det er også kropssprog, intentioner og betoninger. Det hele er en samlet helhed, delene er uadskillelige. Det seneste år har jeg med nysgerrighed betragtet min egen, mine kollegaer og publikummers adfærd med henblik på at forstå hvordan vi, og hvordan vi ikke, lytter til hinanden. Både i musikalske sammenhænge, og andre steder i vores samvær.

 

En strygekvartet er som et mikrosamfund – det hele handler om relationel dynamik, om at bidrage og modtage, at lede og følge. Vi samles om at skabe noget sammen. Strygekvartetter handler om at skabe harmoni – ikke den slags harmoni, som er kontrasten til tonal disharmoni, men en organisk harmoni. Vi bliver hørt, og vores stemme er ikke vigtigere end andres. Ikke én kan undværes, alle er lige vigtige for helheden. Strygekvartetten er så delikat en ensembleform, at selv den mindste disharmoni forstyrrer helheden. Hvis én i ensemblet ikke vil intonere sammen med de andre, er hele akkorden falsk. Hvis ikke alle lytter mere til de andre end til sig selv, kan intet rigtig lykkes. Og det mest fantastiske og frustrerende ved det hele er, at alt er relativt, og alt er subjektivt. Det er en verden, hvor man bliver nødt til at ville helheden i stedet for at få ret. Når alt går op i en højere enhed, er det ikke til at sige, hvorfor det lige gjorde det – der er ingen rigtige svar – der er bare følelsen af, at alt passede sammen, og vi mærkede, hvordan summen var større end de enkelte elementer tilsammen.

 

Nu tænker du måske: “Det dér hun taler om, det har jeg slet ikke forstand på, og hvad kommer det egentlig mig ved?” Jeg er med på, at klassisk kammermusik er et smalt og nørdet felt, men følg med mig lidt endnu – det hele bindes sammen til noget, jeg vil påstå, er relevant for os alle.

 

Meningsløse ordstrømme

 

Kender du det, når du har en samtale med din ven om noget, der måske, måske ikke, er dybt? Du kan være optaget af dig selv hele vejen igennem din vens talestrøm. Hvad skal jeg svare ham, når han engang er færdig? Har jeg engang selv prøvet noget lignende? Hvad med den der gang, vi var i Barcelona sammen, var dét det samme? osv. Dine egne tanker ræser afsted for ‘at være en god ven’, der efter endt talestrøm har noget at sige. Et godt råd, en sammenligning. Jeg er sikker på, at du kender det. I mellemtiden har du ikke rigtig hørt efter. Du har måske hørt ordene, men du har ikke mærket dem. Du har ikke lyttet for at forstå ham, du har lyttet for at bekræfte din egen eksistens i verden.

 

Sådan en overfladisk lytning kan aldrig lede til større forståelse af et andet menneske. I værste fald kan det lede til større afstand, da forventningen om, at man er venner, der lytter til hinanden, ikke indfries, og efterlader begge parter med følelsen af bare at have siddet og snakket ørerne af hinanden og spildt tiden med meningsløse ordstrømme. Men når vi lytter med empati, så sker der ting og sager. Når jeg betragter mine kollegaer og de ting, der foregår i den store, åndende organisme som et symfoniorkester er, så bemærker jeg den umiddelbare glæde der opstår, når vi succesfuldt lytter til hinanden. Den er subtil, men ikke til at tage fejl af.

 

Den klassiske koncertsal er et rum, som kræver din stilhed

 

Mange føler sig stivnede, utilpasse og opdraget på, når de går til klassisk koncert. Det kan jeg godt forstå. Det handler om, hvordan man opfatter det rum, man går ind. Ja, man snakker ikke, og man klapper ikke mellem satserne. Der er øredøvende stille, og det er ikke nogen hemmelighed, at man holder sine reaktioner for sig selv, indtil værket er helt slut, og vi i fællesskab mærker, at nu er de færdige. Hvilke andre situationer er man ellers så fintfølende i? “Er du færdig med at udtrykke dig nu?”

Det er selvfølgelig ikke kun de klassiske sale der er afhængige af publikums opmærksomme lytning:

Jeg besøgte Copenhagen Contemporary i efteråret for at høre den elektroniske kunstner Hassan Khan. Rummet var tætpakket, og folk sad spændte og ventede på hans optræden. Hans koncert var opførelsen af et værk, som nok ikke var det mest lettilgængelige og underholdende, man nogensinde havde lyttet til, men jeg blev alligevel forbløffet over, at flere rejste sig og gik midt i det hele. Jeg bed mærke i folks håndtering af en musiker, som var i færd med at udtrykke noget af stor personlig betydning for ham. Det var tydeligt, at han var nervøs og han fortalte endda, inden han gik i gang med at spille værket, at han kun én gang tidligere havde opført det på en måde som gjorde ham tilfreds. Koncerten varede kun en time, men nogle gik som sagt, inden den var slut.

 

Det er klart, at der kan ske ting, som gør, at du er nødsaget til at afbryde dine aktiviteter, men hvis du går ud fra en koncert af ren og skær kedsomhed, så svarer det til, at du rejser dig op og går fra én, som prøver at fortælle dig noget. Ingen har så travlt, at de ikke kan blive i en time og lytte til en kunstner, de selv har valgt at tage ind at høre. Ingen har så travlt med at komme ud til deres bil efter koncerten, at de ikke kan blive og give tak til de musikere, som har spillet for dem. Men måske gik de i kedsomhed og hast, fordi de ikke lyttede rigtigt efter? Uanset om du bryder dig om indholdet i et udtryk, musikalsk eller personligt, så skylder vi at lytte opmærksomt efter. Fordi det i sidste ende er vores stærkeste middel til samhørighed.

 

Jeg ser sådan på det, at koncertsalen er et rum, som byder dig at lytte. Når du går derind, har du ikke noget personligt valg. Du skal være stille, for stor kunst kræver empatisk opmærksomhed. For mig er stor kunst, når man føler verden uden for én inde i én. Måske sidder du først og er ubekvem, uvant ved at blive afkrævet at du lytter. Så du lytter ikke, selvom du er stille. Du tænker på alt muligt andet. Du keder dig. Det klør. Du får lyst til at hoste. Alle disse særlige kendetegn, der mildt afslører, at du ikke kan finde ro i at lytte.

 

Lytningen er primær, du er sekundær

 

Der findes små tricks til at bryde igennem muren af modstand, hvis ikke det kommer helt af sig selv, første gang du er til klassisk koncert.

 

  1. Du kan fx lytte til musikken hjemmefra. Det svarer lidt til, at du før en svær personlig samtale fik muligheden for at afspille den inden selve mødet. Du kan lytte til hovedpointerne, få en fornemmelse for, hvad der bliver sagt i helheden og for, hvor lang tid det ca. vil kræve af dig. Når du hører musikken i salen, nu for anden gang, vil du allerede have lettere ved at høre efter uden at blive overvældet af detaljerne og kompleksiteten – du vil ganske enkelt have rustet dig selv til at lytte uden at blande dig selv og dit tankemylder ind i det.
  2. Et andet trick er, at du aftaler med dig selv, at du ikke behøver at give nogen respons til nogen andre (eller dig selv) i pausen eller efter koncerten. Aftal ganske enkelt med dig selv, at du vil lytte uden at dømme eller skabe modsvar. Det kan være en udfordring for det sociale samvær umiddelbart efter en koncert, men det hjælper din koncertoplevelse.
  3. Det sidste og simpleste trick er at gå ind og opleve det alene. Jeg kan kun på det stærkeste opfordre til at opleve mere kunst alene, netop fordi det stiller os frie fra sociale spilleregler før, under og efter, som skubber os ud i situationer, hvor vi skal lytte til andres kritik og dom og tage hensyn til samværet frem for den indre oplevelse.

 

Nu hvor du er kommet forbi den første modstand, opstår noget ganske særligt: Du mærker, hvordan det at lytte opmærksomt forstørrer din oplevelse af dig selv og andre. Du har lyttet uden at dømme og uden at forberede et modsvar. Så selv om du i begyndelsen følte, at du blev tvunget væk fra dig selv, fordi lytningen er primær, og du sekundær, så sker der noget magisk: du mærker dig selv tydeligere end før, og måske mærker du den sammenhæng, der skaber verden. Den følelse af samhørighed, du har med 1700 andre publikummer og de 70 musikere på scenen, en snurrende følelse af eufori: Det er menneskeligt nærvær grundet i empatisk lytning.

 

Så derfor vil jeg gerne minde os alle sammen om, mig selv inklusiv, at vi ved at lytte til hinanden kan begynde at danne bro og rumme de forskelligheder, som deler os. Præcis som et musikalsk værk bliver bedre af intens lytning, så tror jeg, at verden vil blive mere harmonisk af det.

 

Det bedste ved det hele er, at det er vanvittigt simpelt og koster kun tålmodighed.

 

 

Her er et par lytteoplevelser, som jeg varmt kan anbefale at du tager til:

 

The Voix Humaines Consort of Viols d. 28. november kl. 20:

I samarbejde med Copenhagen Renaissance Festival, får du denne aften mulighed for at høre en enestående koncert, når The Voix Humaines Consort of Viols opfører “the complete fantasias for viols” af Henry Purcell. Jeg er ikke helt sikker på hvad det er, men jeg ved at Henry Purcell har skrevet smuk musik, og at dette er et ensemble der er værd at lytte til.

Hvor: KoncertKirken, Blågårdsplads 2, 2200 København N.

 

Camerata Øresund, d. 9. december kl. 16:

Camerata Øresund er, med Peter Spissky i spidsen for ensemblet, et af de mest livlige og sprudlende musikgrupper jeg har oplevet i lang tid. Her giver de deres bud på en julekoncert, som jeg er sikker på vil være en af de gode af slagsen.

Hvor: Den Sorte Diamant, Dronningesalen. Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K

 

Ars Nova d. 11. december kl. 20:

Hør danske Thomas Agerfeldt Olesens bud på et juleoratorie anno 2017. Værket trækker tråde tilbage til Bach’s berømte juleoratorie, men portrætterer det moderne menneskes syn på religion, menneskelighed og traditioner. (Er du mere til det traditionelle, kan du i øvrigt høre Bach’s juleoratorie, opført af DR symfoniorkester d. 30. november).

Hvor: Holmens Kirke, Holmens Kanal 21, 1060 København K

 

Copenhagen Phil (Konservatoriets koncertsal) d. 19. januar 19.30:

Tag ind og oplev et helt vidunderligt program. Du får bl.a. hørt en violinkoncert, der transporterer dig til Finlands frostklare landskaber, skæbnestemning med Tchaikovskys 4. symfoni og Arvö Pärts “Fratres”, som er et moderne værk, men allerede accepteret som en klassiker i det klassiske repertoire.

Hvor: Julius Thomsens Gade 1, 1974 Frederiksberg C.

 

Musikredaktør. Klassisk violinist, uddannet ved DKDM. Medlem af strygekvartetten Halvcirkel.