Lyden af sne

Illustration// Rose Lundskov Eriksen

Du kender sommerhittet. Den sang, man hører spillet fra flere Roskilde-camps på samme tid, og som er i heftig rotation på P3. Jeg har en ret klar idé om, hvad der gør en sang til et sommerhit. Lyden af sommer i Danmark. Når den ikke skuffer. Jeg tror aldrig, at jeg har tænkt at en sang var ”årets vinterhit”. Jeg ved ikke engang, hvordan sådan et lyder.

Jeg har sat mig for at undersøge lyden af vinter. Du kan høre forskellige bud på vintermusik på denne denne spilleliste. Den første sang på listen er den første af Vivaldis tre satser om vinteren fra hans værk De fire årstider. Måske kender du satsen ”L’inverno” fra introen til Chef’s Table på Netflix. Her er der skruet op for dramaet med kokke, som bevæger sig i time-lapse, og klipning mellem forskellige retter i takt til musikken. Satsen starter med violiner, der spiller på alle fire slag i takten. De er en smule skingre og lyder næsten som en barokudgave af hajtemaet fra Jaws. Vinteren kommer, og den er lige så dødbringende som en kæmpe haj. De truende violiner træder i baggrunden, mens en enkel violin spiller et hurtigt, lyrisk, flakkende tema. Et skræmt snefnug i en voldsom snestorm.

Vildt vintervejr

I Thorvald Aagaards sang ”Sneflokke kommer vrimlende” er skæbnen som snefnug snart mere sorgfri. Mange sange om sne er i mol, men Aagaard har valgt at give Jeppe Aakjærs tekst en frisk melodi i dur. Melodiens rytme er kæk. De fleste noder er lige lange, men på ordet ”vrimlende” er der både en punktering og en meget kort node. En punktering forlænger en nodes varighed, og derfor gør rytmen et ophold på ”vrim-”, for så at skulle skynde sig at indhente rytmen på resten af ordet. Det giver rytmen fremdrift, og det lyder virkelig som vrimlende sneflokke.

Vivaldis vinterlyd har ikke punkteringer, men derimod et spring, der giver den samme følelse af ophold og ilen for at indhente takten. På samme måde som i ”Sneflokke kommer vrimlende” er rytmen med til at skabe lyden af vildt vintervejr. Du kan høre springene i ”L’inverno” ved 0:39 på første nummer på spillelisten.

Nyfalden sne

Vivaldi og Aagaard har længe været døde og begravede, så hvordan lyder sneen i dette århundrede? Denne skribents ubestridte favorit-snemusik er skrevet af Kate Bush. I 2011 udgav hun det syv sange lange album 50 Words for Snow. Albummets første sang, ”Snowflake” handler om et snefnug, der falder ned fra himlen. Kate Bush’ søn lægger stemme til snefnugget, mens en kvinde på jorden, sunget af Kate selv, håber, at sneen vil gøre den larmende verden mere stille. ”Snowflake” er et eksempel på en sang om sne, der lægger vægt på snevejrets rolige, bløde side. Nummeret er ret langt, næsten ti minutter, og klaveret gentager sig selv i det uendelige. Sneen bliver bare ved med at falde. Imens slutter dybe trommer sig til, senere også hi-hat og lilletromme. Hen mod nummerets slutning spiller violiner lejlighedsvis, mens en guitar spiller langt væk i baggrunden. Klaveret fylder dog ubestridt mest i lydbilledet.

Mange andre instrumenter kunne få lyden af vinter til at smelte. Ud med olietønder og bongotrommer. Med hvad skal ind? I rytmisk musik er det en fordel at have et akkordinstrument, altså et instrument, der kan spille flere toner på én gang. Det kunne være et klaver eller en guitar. Et klaver har en mere kold lyd end guitaren. Det er altså ikke et tilfælde, at klaveret fylder så meget på Bush’ nummer. Man kan godt komme til at glemme klaverets strenge, men både klaveret og guitaren består af strenge, der bliver slået an i en kasse. Men mens varme fingre rammer direkte på guitarens strenge, så når kropsvarme aldrig gennem de glatte tangenter og de filtbesatte hammere til klaverets strenge. Klaveret er bogstaveligt talt et koldere instrument end guitaren.

Apropos klaveret, så har jeg altid syntes, at Jan Johanssons album Jazz på svenska er vintermusik. Svensk folkemusik er ofte meget tungsindig og smuk, præcis som vinteren kan være det. Jazz på svenska er svenske, jazzede folkemelodier for klaver og bas, og den sparsomme besætning og de blå toner er lyden af at sidde indenfor og kigge ud på sneen. Der findes også en hel del vintersange i Højskolesangbogen, og de akkompagneres oftest af det kolde klaver. De fleste vintersange er i moltonearter, de lyder altså sørgelige. Tænk bare på ”Det er hvidt herude”, ”I sne står urt og busk i skjul” eller ”Der er ingenting i verden så stille som sne”. Sangene er rolige og sørgmodige, de lyder som et tungt, hvidt snetæppe. Nu skal det ikke handle om julemusik, men jeg har engang hørt det samme blive sagt om den effekt, der er lagt på synthesizeren i Wham!’s ”Last Christmas”. Synthesizeren lyder, som om den har gemt sig i en blød snedrive.

Vintermusik er ikke julemusik

Det skal stadig ikke handle om julemusik, men noget andet bemærkelsesværdig ved ”Last Christmas” er synthesizerens rytme og tempo. Sangen lyder mere som en kanetur end en stille stund, hvor man kigger ud på snelandskabet. Nogle gange bliver man nødt til at gå ud i sneen, men det er koldt, og man vil helst ikke stå stille. Lyden af vinter kan også være lyden af bevægelse. Mews ”Snow Brigade” lyder som en virkelig hård og voldsom tur. Man kan næsten mærke sneen fyge. Sangen lyder som et resume af Schuberts Winterreise, en samling sange, hvor en mand rejser gennem et vinterlandskab.

I Bush’ sang ”50 Words for Snow” fornemmer man også, hvordan det er at bevæge sig gennem et vinterlandskab. Trommer og perkussion lyder som et tog på vej gennem snevejr, det er ”Jingle Bells” med whiskers og tamburin i stedet for bjælder. Udover bjældeklangstricket, så bruger Bush også et andet julet kneb på albummet 50 Words for Snow. I flere sange bruger hun klassisk sang – noget, som mange forbinder med juletid. Hvad er det med den jul? Den sniger sig ind alle vegne. Og den har masser af hits, de holder endda i flere årtier uden at gå af mode. Den stakkels vintermusik er ude i kulden. Du skulle prøve at give den en chance.

Skriv en kommentar

kommentarer

27-årig musikvidenskabsstuderende med et blødt punkt for opera og Eurovision.