Lucy Love: Der er mange, der synes, jeg er steneren

Lucy Love optrådte i fredags på blå scene foran et forventningsfuldt publikum. Med sin energiske og udfarende facon fik hun hurtigt hele plænen med på at danse og synge i kor. 

VINK mødte Lucy Love i Outside-området på Northside dagen derpå til en snak om udtryk, musik og personlighed.

Lucy Love. Lucy Love var, traditionen tro, ikke til at tage fejl af. //Foto Jonatan Nothlev

 

Hvor kommer du fra?

Jeg er født i Zambia, men jeg kommer fra Amager – her har jeg boet, siden jeg var to. Min mor er fra England, så jeg er en god blanding.

 

Hvornår begyndte du at lave musik?

Da jeg var lige omkring tyve. Jeg har gået på gymnasiet i Sverige, hvor jeg havde musik som valgfag. Der blev man puttet ind i forskellige bands, så først var jeg i sådan en soulgruppe. Og så gik jeg tilfældigvis i klasse med en rapper, som havde hørt mig synge, så jeg begyndte at indspille nogle ting hjemme hos ham. Så musik var sådan lidt hobbyagtigt, indtil jeg var omkring de tyve.

 

Hvordan fandt du ud af, at det skulle til at være seriøst?

Det jeg lavede tidligere, var ikke godt nok. Det var ikke den rigtige stil. Jeg tror, der er mange, der starter ud i en eller anden retning og så tænker: “det her er ikke det, jeg skal lave”. Og så bliver det stik modsat. Min musik var meget soulet, og jeg fandt ud af, at den stil ikke rigtig var mig, og så bevægede jeg mig langsomt over i den elektroniske scene.

 

Hvordan fandt du ud af det skulle være elektronisk musik?

Det var omkring 2003, da grime og dubstep brød ud. På det tidspunkt var den slags musik meget undergrund. Hertil kom så også en masse DJs – og de er altid på forkant med det hele. Jeg hørte noget fra den ene, og tænkte, at det da var meget fedt, og så lidt fra den anden, og så prøvede jeg bare at efterligne det.

 

Hvordan fandt du så på Lucy Love? Navnet er jo ikke umiddelbart noget, der afspejler din musik.

Nej, navnet er skabt, da jeg lavede meget mere soulet musik, og da passede det nok mere til genren. Og så synes jeg egentlig bare, at det er et godt navn. Jeg havde lidt svært ved det på et tidspunkt. Jeg syntes det var meget corny, sådan meget kliché, men nu er det bare sådan.

 

Det står meget i kontrast til det musik, du laver ikke?

Ja det er jo meget sjovt, fordi det er jo ikke fedt at hedde et eller andet i retningen af… ja, for eksempel Dynamite – hvis man laver noget musik, der er hårdt. Mit navn må godt være noget, hvor man tænker: “Hvad fanden er det?”.

 

Jeg har læst, at du har studeret på det Fynske Kunstakademi. Hvordan har det påvirket din musik og din måde at være på, din stil?

Jeg vil sige, at på akademiet har jeg tænkt i fem år. Jeg har tænkt over en slagplan til min efterfølgende karriere. Jeg ville gerne have en plan fra starten, som indbefattede både grafik, lyd og hvordan vi skulle promovere musikken. Så det er ligesom et design, vi laver. Vi laver et mindmap over det hele, og så prøver vi så at skabe det bagefter. Der er nok ikke mange, der arbejder sådan. De arbejder mere baseret på musikken, de mødes i et studie eller et øvelokale – og så jammer de lidt. Det har jeg aldrig prøvet.

 

Så det vil sige, at du begynder din musik og sange som man begynder et design?

Ja, det er meget manipuleret. Og så prøver jeg at ramme præcis det. Min musik er ikke tilfældig. Jeg får hele tiden idéer til nye ting, jeg kan lave i takt med, at min musiksmag bliver bredere hele tiden. Jeg hører jo ikke kun elektronisk musik, jeg hører også Arcade Fire. Jeg prøver at opdage ting og høre nogle heavy ting. Jeg prøver at høre noget musik, jeg ikke gjorde for ti år siden.

 

Er det også for at udvikle din egen musik?

Det er faktisk mest fordi, jeg ikke kan lide at høre musik, der minder om min egen. Det bliver jeg sådan lidt irriteret over, så bliver jeg lidt bitter. Så jeg hører musik, der er den dimentrale modsætning.

STENET. Lucy siger, at mange synes, hun er steneren – men energien fejler ikke noget til interviewet. //Foto: Jonatan Nothlev

 

Nu så jeg jo din optræden på scenen igår. Når man ser dig udefra er du meget energisk og udfarende – og en meget karakteristisk person. Er det også sådan, du ser dig selv i hverdagen?

Altså det er jo mig, men jeg går ikke rundt, og er i hverdagen, som jeg er på scenen. Det er bare adrenalinen, når man står på scenen. Jeg er ikke sådan, når jeg bare går rundt derhjemme. Så ville livet godt nok være lidt voldsomt, tænker jeg. Hvis der er nogen, der drikker, så er de ekstra energiske på scenen, men nok ikke derhjemme. Men jeg er helt straight med alkohol, så jeg har ikke nogen hjælpemidler til at give den gas. Det er mig, men når man skal optræde, så er man en boostet version af sig selv.

Jeg har præcis styr på, hvordan jeg vil være på scenen. Jeg vil være helt oppe i ansigtet på folk. Det er jeg ikke ellers, det har jeg ikke behov for.

Der er mange, der synes jeg er meget steneren uden for scenen. Når jeg møder folk, der har sindssyg meget energi, så bliver jeg sådan megasteneren. Jeg kan slet ikke følge med.

Men når jeg er på scenen. Så kan jeg komme ud med al min energi.

 

Du skiller dig jo rimlig meget ud. Er det på grund af dit image som kunstner, eller er det fordi du godt kan lide at skille dig ud?

Jeg vil sige, at også i folkeskolen, der har jeg skilt mig ud. Jeg har kørt sådan en rastastil den ene måned, og så har jeg kørt en hippiestil den næste. Så kørte jeg sådan lidt “fin dame-stil”, og så har jeg kørt technostil og rave.

Jeg har virkelig kørt mange forskellige ting, og der har jeg bare været iskold altså. På Amager, der må man tage de hug, der er. Man lærer at stå ved det. Folk peger jo. Jeg har jo haft nogle frisurer, som ikke ligefrem alle går rundt med.

Jeg synes, det er kedeligt at ligne alle andre. Det er jo også en stil. Men jeg vil helst noget, hvor folk tænker, det da meget fedt. Jeg finder jo også inspiration bland andre folk og så kopierer jeg det.

 

Nå så går vi lidt over i en anden boldgade. Har du været på Northside før?

Nej aldrig.

 

Hvad synes du om det?

Altså det er meget anderledes sammenlignet med andre festivaler, jeg har spillet til. Northside er meget ligesom en kæmpe SPOTfestival. Der er rent, og folk er lidt ældre. Der er ikke de der helt små teenagere. Og man kan godt se, at folk ikke er kommet for at campe, de er kommet for at se musik og så tager de hjem igen. Der er noget andet end at være på Roskilde Festival.

Jeg er sådan en, der ikke sover på festivaler. Samtidig er det lidt svært at være på Roskilde og være den eneste, der er ædru klokken 2, og måske være den eneste, der har lyst til at tage tilbage til København. Så Northside er perfekt til mig.

 

Var det godt at optræde i går? Var du positivt overrasket?

Ja, altså det var jeg! Jeg har ikke set nogle billeder af scenen, så jeg har ikke vidst noget. Scenen var meget større end jeg havde regnet med. Det er ret unormalt for mig at spille et sted, hvor der kan være så mange mennesker.

Jeg villle rigtig gerne have spillet, da det var mørkt. Lyset er en stor del af mit show.Det er nemmere at få folk med. For eksempel i en sang som Thunder har det bare ikke den samme effekt, når man står badet i solskin. Og samtidig er publikum mere bevidste omkring dem selv, når det er lyst. Når det er mørkt, så sker der nogle ting. Folk giver den mere gas.

Men altså, det er jo det eller ingenting! Man kan jo ikke rigtig gøre noget.

 

Nu er vi jo en kulturblog i København. Hvilket sted, synes du er det fedeste sted at optræde som kunstner i Hovedstaden?

Det er svært at sige. Jeg er rigtig glad for Vega, det spillested har nogle fine rammer. Men det er jo også fedt at spille til Distortion –  det er jo midt i gaden, det er fedt.

 

Hvad er forskellen så på at spille de to steder?

På Vega skal man have styr på lyden. Man går op i, hvordan man sender det af sted. Hvis du holder en koncert, hvor folk har betalt 300 kroner, så forventer de, at de får noget for pengene.

På Distortion er det sådan meget “nåh ja, jeg kan ikke høre mig selv” – men det er ligemeget, om man synger lidt falsk.

Der er gratis koncerter og så er der betalte koncerter, dem har jeg lavet lige mange af. Men når det er gratis, så går folk lidt mere amok. Jeg spillede på Nørrebro til 48 timers festival, det gik jo fuldstændig amok, og jeg troede det var sådan noget stille og roligt noget. Det kom fuldstændig bag på mig, at der var så mange mennesker, og de virkelig sådan ravede. Klokken var jo kun otte eller sådan noget. Man kan sku aldrig vide, hvad man stiller op til i København.

 

Hvad så udover at spille, hvis du nu ikke fokuserer på musik, hvor synes du så det er fedest at være i København?

Jeg synes, det er hyggeligst på Amager. Det er lidt ligesom at være ude på landet, men der er bare ti minutter til Rådhuspladsen. Det er sådan lidt landbrugsagtigt. Jeg kan bedst lide at være, der hvor jeg bor. Lige overfor DR byen og Amager Fælled. Amager.

 

NORTHSIDE. Lucy Love kan godt lide at være på Northside Festival. Hun er typen, der ikke sover på festivaler og kommer for musikken. //Foto Jonatan Nothlev