Levende Lyd: KONCERTKIRKEN – EN AKUSTISK PERLE MIDT PÅ NØRREBRO

SERIE LEVENDE LYD: VINK’s musikredaktion guider dig til deres personlige musiske perler i byen.
Her skal du tage ud, hvis du trænger til et skud levende lyd.
Byen er fuld af smukke kirkerum der er lavet til gudstjenester med bøn, fællesskab og selvfølgelig musik. Selvom antallet af kirkegængere er skrumpet ind siden opførelsen af mange af Københavns kirker, betyder det ikke, at vi ikke kan bruge rummene til noget. De er smukke, oplagte til koncerter og er beliggende midt i byrummet.

//Illustration: Luna Magdalene

 

KoncertKirken troner udover Blågårds Plads på Nørrebro. Det er en lun majaften, den syvende maj for at være helt præcis. Caféerne har udendørsservering og pladsen er fuld af børn der har fri fra skole, barnevogne, isspisere og øldrikkere. Hvis man er i god tid, kan man tage en gåtur i kvarteret. Det er jeg ikke, jeg har faktisk ikke engang fået aftensmad og klokken er lidt i otte. Mig og min veninde går forvirrede rundt og leder efter hurtig mad. Valget ender på en is, som jeg sluger på cirka tre minutter, før vi skynder os indenfor. Her sænker roen sig. Folk taler lavmælt, mens ensemblet stemmer og jeg læner mig tilbage i stolen med en øl i min hånd.

// Alle fotos: Alexander Hjorth Jespersen

 

Mange kirker byder på musik udover salmerne om søndagen, det er der som sådan ikke noget nyt i. Men det er ikke mange kirker, der har helliget sig fuldstændig til koncerter uden samtidig at fungere som kirker. Selvom KoncertKirken nu ”kun” er spillested, lader det til at der alligevel hersker en bevidsthed om den åndelige fortid. Camarata Øresund skal spille et program med musik af J. S. Bach og får hjælp af fløjtenisten Winnie Bugge Rasmussen, cembalisten Marcus Mohlin, sopranen Beate Mordal og tenoren Matthias Monrad Møller. Som koncertmesteren Peter Spissky forklarer, skrev Bach både musik for kirken, men også musik til at blive spillet på Café Zimmermand i hjembyen Leipzig. Og hvilket andet sted kan, som KoncertKirken, forene kirke og café?

Der er blevet sat caféborde op, der er levende lys og i baren kan man både købe kaffe, te, snacks, sodavand og øl. Koncertens titel ”Fra kirke til café”, virker meget passende.

Man kan ikke rigtig sige, at KoncertKirkens koncerter har en bestemt genre. Jeg har både hørt jazz, klassisk og punkrock. Jeg er gået glip af en koncert med arabisk musik som jeg gerne ville have set og så vidt jeg ved, kan man også opleve lydkunst, teater, litteratur og performance. Måske er rammen i virkeligheden alt andet end popmusik eller noget der larmer for meget. (De fleste musikere benytter sig af kirkerummets gavmilde respons, i stedet for at skrue for højt op for højtalerne). På den måde er KoncertKirken et godt sted for den nysgerrige; der præsenteres en bred vifte af genrer med både lokale og internationale kunstnere, gode priser i baren og billetterne er billige og med studierabat.

Kirken har ikke været brugt som kirke siden 2008 og er i dag eget af et andelsselskab med en bestyrelse, frivillige og praktikanter. Foreningen arrangerer selv koncerter, men andre kan også bruge kirken. Foreningen står mest for koncerter til en række festivaler og er en del af Klang Festival, Vinter Jazz, Copenhagen Jazz Festival, Copenhagen World Music Festival og koncertrækken Early Mondays, som koncerten den 7. maj er en del af. Derudover afholder KoncertKirken en lydkunst festival med deres orgel som udgangspunkt.

 

 

 

Som vant koncertgænger på lige netop denne venue, kan jeg varm anbefale at man fasttømrer KoncertKirken i sit bevidsthedskatalog over muligheder for live musik i København. Atmosfæren er som en stor dagligstue, man føler sig tæt på musikerne og der er en særlig følelse af fællesskab iblandt publikum. Disse kvaliteter er selvfølgelig kun støttende argumenter, for helt i centrum er KoncertKirken og lederen Bjørn Ross’ knivskarpe sans for at huse koncerter af høj kunstnerisk kvalitet, samt at give plads til unge og spirende kræfter på den danske musikscene.

Der er ingen store skilte foran KoncertKirken, så det kan være svært at vide hvad der gemmer sig bag de store døre. Selv hvis man har været her før, kan det være svært at vide hvad man kan forvente næste gang, da programmet varierer virkelig meget. Heldigvis er KoncertKirken gode til at lave Facebook-events med fyldestgørende beskrivelser. Der er med andre ord masser at dykke ned i for den nysgerrige.

Udvalgte kommende koncerter i KoncertKirken:

10. maj: BLISS PARTY
10. – 18. maj: KoncertKirken ORGAN SOUND ART FESTIVAL 2018
21. maj: ELEkTRA (it/pl/dk)
22. maj: chards/Toldam/Gasiorek + Cordoba/Borchert/Mennenöh/Kim
26. maj: Usmifka og Tzvetanka Varimezova
29. maj: Koncert med ensemblet Thou Art A Vessel

23-årig musikvidenskabsstuderende med et blødt punkt for opera og klassisk kormusik. Jeg elsker alt italiensk og spiller (ikke så godt) klarinet.