Det jeg hører, når du taler om Frank Ocean

Frank Ocean

 

Når jeg opdager ny musik, har jeg en klar fornemmelse af, at det er mig, der opdager den. Mig, der sidder der og nyder lyden af stemmer og beats. Mig, der laver udvælgelsen og dømmer sangen som inde eller ude på min spotify-spilleliste. Hvad jeg hører og hvordan jeg hører det, føles som mit valg. Den sidste måneds tid har jeg hørt en del Blonde, og så har jeg tænkt lidt over alle de udenomsting, der nok alligevel kan have betydning for, hvordan jeg hører musikken. Lad mig starte med begyndelsen:

 

Den 20. August 2016: UDGIVELSEN

Det er lørdag aften. Jeg sidder i min sofa med min computer, da jeg ser en opdatering på facebook, hvor der står, at Frank Oceans nye album endelig er ude. Jeg er så heldig, at nogen har lagt hele albummet på Youtube, og jeg når lige at høre det, før det bliver taget ned igen. Mit første indtryk er, at jeg virkelig kan lide det. Samtidig lever det bare heller ikke helt op til, hvad jeg havde forventet. Jeg lytter ledende efter hooket og beatsene, som jeg elskede fra hans tidligere album, Channel Orange. Det finder jeg ikke her, i hvert fald ikke på samme måde. Mens jeg lytter, læser jeg nogle af kommentarerne. Heri bliver der også udtrykt en hel masse forventninger omkring, hvordan albummet skulle være.

Man må da også sige, at der er blevet bygget en spænding op i løbet af de fire år, der er gået siden Frank Ocean sidst udgav et album. Noget, der kulminerer her i august: I starten af måneden laver Pitchfork en tidslinje over alt, hvad der er sket i forhold til det snarligt kommende album. Også Soundvenue bidrager til spændingen: 24 artikler om Frank Ocean på 20 dage, tæller jeg det til, på deres hjemmeside. Det er alligevel en ret god mængde spalteplads at bruge på én kunstner. Hvilket der sikkert kan være mange gode grunde til…

Jeg tænker, at alle disse forventningsord, jeg læser og hører, må have en betydning for, hvad jeg hører i musikken. Nogle gange kan en skuffelse over, at et album ikke lyder som forventet måske gøre, at jeg slet ikke giver det en chance. Omvendt kan forventningen nok også gå ind og gøre albummet endnu federe. Hvis det allerede på forhånd er bestemt, at Blonde er et mesterværk, behøver jeg jo slet ikke at tage stilling til, om det er det…?

 

Den 25. August 2016: ANMELDELSEN

Det er torsdag aften, og anmeldelser af Blonde begynder at tikke ind på diverse medier. Jeg søger lidt rundt, og ja, den er god nok: Blonde er et godt album! Politiken skriver: ”6 hjerter: Frank Ocean er tilbage med drømmende storværk”, Soundvenue skriver: ”Frank gør det igen: ’Blonde’ er et inderligt storværk”. Enighed. Helt ned til ordvalget. Mon de læser hinandens anmeldelser?

Anmelderen er selvfølgelig bare én person, der hører noget musik og har en mening om det. Dennes holdning er ligeså gyldig som min. Og jeg er da også nogenlunde bevidst om, at de to hjerter i Politiken, eller det røde 9.0 på Pitchfork ikke er et facit på en koncerts eller et albums værdi. Men hvis vi nu alligevel går ud fra tanken om, at vores holdninger påvirker hinanden, så når anmelderens holdning bare ud til lidt flere end min holdning gør. Og i de 6 hjerter, der lægges på bordet, ligger en magt: der gives en masse positiv opmærksomhed til noget musik frem for noget andet.

For det meste er der vel foregået en eller anden form for smagsdommeri, før musikken er nået frem til mig: Nogen har godkendt bandet til at spille på festivalen, nogen har signet sangskriveren til deres pladeselskab, nogen har sagt til anmelderen: ”Anmeld dét her”. På den måde bliver det, jeg modtager, stort set altid filtreret af et eller andet medie. Men for mig som musiklytter er det også bare bekvemt, at der er nogen til at lave en eller anden form for sortering i det hele, så jeg kan sidde her i min sofa og få musikken serveret med kun ganske få klik. Og en god anmeldelse kan da også være med til at åbne op for nogle sider af musikken, som jeg ikke selv havde lagt mærke til.

Nok ikke breaking news, at der er andre end mig selv, der påvirker, hvad jeg lytter til af musik og hvordan. Men når jeg mærker efter er det stadig lidt underligt. Jeg kan selvfølgelig bare lade være med at læse anmeldelser. Eller høre radio. Gå til koncerter. Lytte til popmusik. Bruge internettet. Så kan jeg også ærligt lade være med at betale licens.

//Illustration: Amalie Ingeborg Hjelm

//Illustration: Amalie Ingeborg Hjelm

 

Den 31. August 2016: KONSENSUS

Vi står på et gadehjørne på Vesterbro, og jeg overhører en ven sige: ”Hvis I ikke alle sammen havde hypet det så meget, havde jeg kedet mig efter de første fem numre, og var formentlig aldrig vendt tilbage.” Men det gjorde han. For vi hypede det.

Her står vi, ”Enighedsklubben”, og tygger på hver vores durumrulle. Her har alle lyttet til Tame Impala, og ingen til heavy metal. Lidt groft sat op selvfølgelig. Pointen er bare, at der i de her venskabelige fællesskaber kan opstå et overordnet fælles udgangspunkt for smag. Lidt på samme måde som der kan være nogenlunde enighed om de politiske holdninger (alle stemmer rødt, ingen stemmer Liberal Alliance). Om den fælles smag så opstår på grund af fællesskabet, eller fællesskabet opstår på grund af den fælles smag, kan være svært at finde hoved og hale i.

Men måske er der i virkeligheden noget fint over, at vores følelser omkring musik også stammer fra hinanden? Hvis ikke vi gavmildt havde øset ud af vores kærlighed til Blonde, var den jo gået i glemmebogen hos min ven. Nogle gange kan det jo være meget fedt at have andre til at vurdere den musik, man endnu ikke selv er klar til at høre. At en har gjort arbejdet, er dykket ned i musikken, har forstået den og lært at elske den, så de passioneret kan præsentere den for mig, for at jeg kan dykke ned i den, forstå den og lære at elske den. Og når det så er et medlem af Enighedsklubben, der gør det, er jeg måske også mere villig til at give det flere chancer, end hvis det havde været en, der stod uden for smagsfællesskabet. Øv.

Nogle gange tager konsensus bare overhånd og vi holder os for ørerne og hopper pladask ned i hypen. Vi befinder os der, hvor alle giver alle ret, og enkelte kunstnere ukritisk hypes op til skyerne. Jeg tænker: Skylder vi ikke al verdens musik, at det ikke kun er det hypede, vi giver en chance? Det kræver selvfølgelig øvelse og mod at have sine egne meninger.

 

Den 20. September 2016: DOMMEN

”Det er helt vildt dårligt”. No shit, det sagde han. Om Blonde. Av. ”Det er helt vildt godt”, siger jeg så.

Ofte oplever jeg, at snakken om musik på denne måde kan gå hen og blive lidt sort/hvid, komme til at handle om musik som godt eller dårligt – formentlig fordi vi mangler ord til at beskrive de komplekse og helt vidunderlige følelser, der strømmer gennem vores kroppe. I virkeligheden er det vel bare super svært at tale om musik. Musik er antiord, en helt anden kommunikationsform end det talte sprog. Nok derfor, dømmer jeg musik, og jeg bruger andres dom, så jeg kan dømme lidt videre. Men er ”dom” overhovedet et specielt fedt udgangspunkt at have, når man lytter til musik? Min oplevelse er, at når jeg føler, jeg skal have en holdning til musik, forenkler det min oplevelse af den. Jeg mister simpelthen en del af tilstedeværelsen, og jeg kan helt komme til at glemme at lytte efter nuancerne, der ligger mellem ”godt” og ”dårligt”. Men det kan faktisk være virkelig rart ikke at have en holdning. Bare lytte efter.

 

Du kan kan jo selv eksperimentere lidt med din indre anmelder, når du lytter til Blonde her.