Hvad rimer på asylpolitik?

En diskussion, der aldrig synes afklaret, handler om, hvorvidt danske musikere bør udtale sig til pressen om andet end sangtekster, kærlighedssladder og turnéplaner. Er det legitimt at benytte sin spalteplads til at bringe politiske budskaber, eller rager det ikke os andre, hvad guitaristen fra dit yndlings indieband synes om folkeskolereformen?

 

//Illustration: Amalie Ingeborg Hjelm

 

Vores historie afslører, at musikere i mange generationer har været direkte eller indirekte politiske. Der findes flere eksempler herpå, i udlandet såvel som herhjemme. I 1964 overvejede soullegenden Sam Cooke længe, om han skulle udgive ”A Change Is Gonna Come” eller ej, fordi den potentielt kunne støde det hvide borgerskab, som netop var begyndt at acceptere hans musik. Fem år senere udgav John Mogensen et nummer, vi nok aldrig slipper af med, ”Der er noget galt i Danmark”, med en stærk ideologisk kommentar mellem linjerne. Begge sange har opnået status som hymner, de fleste kan synge med på, ideologiske eller ej. Det vrimler med politiske numre, som vi ubekymret tager til os og nynner med på i søvne. Men så snart musikerne sætter sig ned med en kulturskribent fra Politiken og deler selvsamme standpunkter uden versefødder, møder vi dem med skarp kritik og tager afstand. Der er åbenbart forskel på, om det er citater i pressen eller verslinjer i lyrikken – et nummer som ”Frit Land” af Ulige Numre siger mere end de fleste politiske taler og ville formentlig blive betragtet som propaganda, hvis Carl Emil læste teksten højt på DR i bedste sendetid uden sin guitar. Hvorfor så stor forskel? Vil vi ikke hellere se op til idoler med noget på hjerte end neutrale nikkedukker?

 

Hvorfor det er sådan med musikere specifikt, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kender det fra mig selv. Op til det seneste folketingsvalg, da jeg scrollede gennem mit Instagram-feed en aften, tog jeg notits af særligt to opslag. Både Tim Christensen og Emil Thorup havde postet billeder, der direkte afslørede, at de ville stemme på Helle Thorning og støtte en rød regering. Begge kunstnere er nogle, jeg ser op til, men billederne fremkaldte langtfra samme reaktion hos mig. Jeg kunne mærke, at jeg blev en smule indebrændt på Tim Christensen – ikke på grund af hans valg af politisk fløj, men fordi han fortalte mig det. Jeg ville ikke vide det. Jeg er vokset op med hans musik og illusionen om ham som et musikalsk geni – det blev overskygget af, at han bekendte kulør. Illusionen brød han fuldstændig, og det er jo problematisk, for han er jo også bare Tim, der må dele, hvad han vil. Jeg er vokset op med hans bløde musik, der har lært mig, at ”love is a loser’s game”, og at jeg kommer langt i livet, hvis jeg er klar over, hvornår jeg står ”right next to the right one”. Skulle han nu også til at påvirke mit liv politisk? Om end det ikke er hans direkte intention, er det vel en uundgåelig konsekvens, at et ikon som ham bliver lyttet til. Til gengæld tænkte jeg ikke videre over Emil Thorups opslag – jeg blev nok mest af alt overrasket over, at han overhovedet tænkte i politiske baner. Hans karakter fik en ekstra dimension, mens Tims blev devalueret. Hvorfor? Det må have noget med integriteten at gøre. Eller er den politiske snak velkommen i det omfang, man selv er klar til at absorbere den? Måske er det bare mig, der har det vanskeligt med at håndtere, at det musikalske univers bliver andet og mere end dét, som foregår på scenen.

 

I dag behøver de etablerede musikere end ikke et stort medie som talerør – det klarer de selv fra egen platform. Mads Langer har over 150.000 følgere på Facebook og skrev i efteråret flere opslag, hvor han direkte kritiserede regeringens håndtering af flygtningekrisen. Det ene opslag resulterede alene i over 38.000 likes og 3000 delinger – Det Konservative Folkeparti har til sammenligning ca. 2400 følgere. Magtforholdet har ændret sig, og det er måske der, problematikken ligger. Det er blevet for nemt at tale til masserne – eller for svært at lade være, om man vil. Det bryder bare illusionen om en neutral rollefigur, der kan samle alle. Der er formentlig en grund til, at en folkelig fyr som Rasmus Seebach holder sig til catchy omkvæd og langstrakte vokaler. Det fornærmer ikke nogen (og dog). Det udmunder i spørgsmålet om, hvilken type kunstner man vil se op til.

 

Moderne journalister og SoMe-typer har længe fortalt os, at vi har bevæget os ind i en ny medievirkelighed. Barriererne er væk, og den tidligere markante afstand musiker og fan imellem er delvist væk. En populær Instagram-konto har stor magt – eksempelvis er det næsten 10% af Danmarks befolkning, der følger Christopher på Instagram, hvor sangeren deler sin (konstruerede) hverdag. Det er i højere grad op til forbrugeren at skelne mellem privatpersonen og kunstneren. Det tidligere ukendte og mystiske backstage-lokale bliver i dag serveret i vores nyhedsfeed hver dag.

 

Der ligger helt sikkert mange overvejelser bag, for samtidig med at man som forbruger føler sig tættere knyttet til sit idol, ødelægger det lidt af magien i underholdningsbranchen. Tør man sætte sit image på spil? Jeg vil ikke spejde efter mine idoler stående på en tårnhøj piedestal, men jeg har heller ikke nødvendigvis behov for at møde dem i øjenhøjde som menigmand.