Free the pleasures – det vil klæde dig.

 //Foto: Jeppe Bentzen 

 

Som student fra det almene gymnasium er jeg ved at brække mig, hver gang nogen omtaler unges selviscenesættelse i det senmoderne samfund. Jeg får det fysisk dårligt, når min omgangskreds bruger vendinger som ’refleksive processer’, ’instruktør i eget liv’ og ’social media-kultur’ i deres argumenter for, hvorfor vi agerer, som vi gør.

Ikke desto mindre er det ikke til at komme udenom, at dagens ungdom udlever alle disse fordomme. Du gør det sikkert også. Dit udseende, din mode og din livsstil er ganske velovervejet, fordi det fortæller alt om dig som person – og det samme gælder desværre din påtagede musiksmag.

 

Et hurtigt kig på din sidemakkers Instagram afslører meget. Vedkommende løb en lang tur rundt om søerne i går, købte en ny sweater fra Acne i sidste uge, spiste endnu en tilfældig perfekt mad med avocado forleden og var til en koncert med en – for dig ukendt – ung kunstner, der endnu kun har udgivet et par numre på SoundCloud.

 

Ligesom med de tre førstnævnte eksempler, som du naturligvis for længst har gennemskuet, bruges musikken ligeså som redskab til at styrke vedkommendes selvidentitet. Vi gør det alle sammen. Tænk over det. Dit valg af musik er blevet sigende for, hvordan du fremstår som person. ”Ja ja,” tænker du, “det er vel ikke anderledes end ens valg af tøj.” Nej, og så alligevel. Dit valg af tøj siger kun noget om dig selv – dit valg af musik siger også noget om alle andre, fordi postulatet ’guilty pleasure’ er blevet allemandseje. Jeg hader guilty pleasures. De eksisterer ikke. Der findes kun pleasures, og dem skal du nyde med velbehag. Fordi du godt kan lide, når din hippe, nye bekendte siger noget à la: ”Du er sikkert typen, der kan godt lide slovensk jazz,” tør du ikke indrømme, at du også sætter Medina på, når du er alene og har husket at sætte private session på din Spotify. Sker det, at din omgangskreds opdager din synd, sætter du lynhurtigt føromtalte prædikat på, fordi det i så fald gør det legitimt at lytte til Medina, eller hvem det nu måtte være. Nååå, det er bare en guilty pleasure! Så er det helt okay. Du er jo ikke typen, der hører Medina.

 

Hvor er det dog synd, at vi tager afstand fra vores identitet på den måde, fordi vi har et selvkonstrueret jeg, vi skal værne om.

Dette ligger mig tungt på sinde, fordi jeg for få år siden gjorde en dyd ud af at tage afstand fra min begejstring for Justin Timberlakes musikalske comeback. Flødefyren udsendte i 2013 to albums, som jeg slugte råt, men som ikke passede ind i offentlighedens (læs: mine Insta-followers) billede af min person. Jeg er jo typen, der dyrker gamle LP-er fra 60’erne, sætter jazz på, mens jeg læser, og ved alt om britisk rock. Justin Timberlake var min guilty pleasure, indtil Spotify fortalte mig, at han var den kunstner, jeg havde lyttet mest til i det år. Da indså jeg, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg kunne ikke bryde ud i omkvædet på Mirrors i en skamløs falset under bruseren for så at tage skarp afstand fra samme nummer øjeblikket efter.

 

Justin Timberlake er i dag en af mine mange, musikalsk varierende pleasures. Om jeg har noget at skamme mig over, vil jeg lade dig bedømme, men jeg vil opfordre dig til at lade være. Sænk paraderne, læn dig tilbage og find ud af, hvad du godt kan lide at lytte til.

 

Medmindre du har en forkærlighed for Djämes Braun. Det skal du virkelig holde for dig selv.