FLUCTUAT NEC MERGITUR

STEMNINGSREPORTAGE: Det franske band La Femme skrev ovenstående latinske sætning på deres Facebook side dagen efter angrebene i Paris. Officielt har det været byens motto siden 1853 – uofficielt i meget længere tid. Ordene betyder noget i retning af: ”Hun bliver væltet af bølgerne, men synker ikke”. Pludselig er det svært, ikke at sætte den koncert, det franske band spillede i Pumpehuset to dage inden angrebet, i perspektiv til netop dette. 

 

De to bands La Femme og Télé Rouge leverede fejlfri fransk musik i Pumpehuset // Alle fotos: Zuhal Kocan 

 

Terrorangrebene i Paris kan umuligt undgå at skabe nogle tanker hos os. Til mindehøjtideligheden foran Den Franske Ambassade få dage efter angrebet, blev der sagt: “Og svaret er, at den ekstremistiske fanatisme, der står bag terroristerne, vil en mørk verden. Uden musik, uden kærlighed, uden glæde. Uden demokrati, uden frihed og medmenneskelighed.”

 

La Femme skrev også: “Vi mener, at det er vores pligt at spille musik og at samles til ære for vores brødre og søstre, der døde i går. Men også for hele verden hver dag. For fred.”

 

Set i lyset af terrorangrebenes omfang og indvirkning virker det måske banalt at fremstille musik som håbets frelser. Men måske er det netop budskabet – at man skal huske at hylde livet ved at fejre det og ikke mindst gøre de ting, der gør det værd at leve. Måske endda med noget så banalt som musik. Jeg synes personligt, at det er en smuk tanke at bruge musikken som et våben og en måde, hvorpå man hylder livet. 

 

Med det i tankerne vil jeg fortælle om en dansekoncert i Pumpehuset en regnfuld aften onsdag den 11. november. En koncert fyldt med glæde, franske indflydelser og energisk electropop.

 

Télé Rouge var opvarmningsbandet for hovednavnet La Femme 

 

En guldklædt alien varmer op

Hun træder ud på scenen iklædt en guldskjorte og guldsko. Hun ligner en badass alien med sit kortklippede hår og vilde, men cool, attitude. Ved siden af hende står hendes lige så stilede band-aliens. Opvarmningsbandet hedder Télé Rouge og skal på før La Femme.

 

Bag dem står et flimrende tv, som muligvis er i stil med dét, de så franske sort/hvid film på, mens de forelskede sig i Frankrig. Et lille rødt tv som bandets navn i øvrigt er opkaldt efter – téle rouge. På trods af navnet er alle bandmedlemmer danske, men har en stor kærlighed til Frankrig. Ligesom mange af de fremmødte også har. Vi er kommet for at opleve fransk musik. At få lov til at svælge i franskhed hele aftenen.

 

Télé Rouges forsangerinde, Una Skott, i en psykedelisk guitarsolo

 

En psykedelisk rejse til Mars

Opvarmningsmusikken og de fortryllende rumvæsener på scenen tager stille og roligt fat i publikum, der rokker roligt i takt med musikken. Under bandets anden sang “Sur Mars” forvandler rummet sig til en psykedelisk rejse til Mars i form af abstrakte og lettere dystre toner. I den anden ende af lokalet har en mand stillet sig op på en stol under et stærkt lilla lys, der får hans ansigt til at ligne et majestætisk skelet. Også han er på vej til Mars.

 

Forsangerinden, Una Skott, går amok i en guitarsolo til sangen “Titan” og beviser, at hun i sandhed er en badass guld-alien. De har taget publikum med op i stjernehimlen på vej ud i et flydende univers. Alle er blevet passagerer i guldmusikkens varme.

  

Télé Rouge  

 

Inden kvinden

Det er lige inden, hovednavnet La Femme går på, og det parisiske band Phoenix brager ud af højtalerne med sangene “1901” og “Lisztomania”.

 

Først nu lægger jeg mærke til den brogede sammensætning af publikum, jeg selv iblandt. Der er mange forskellige nationaliteter og typer til stede.

 

Næsten gemt bag en højtaler i modsatte ende står en kvinde med langt lyst hår og skihue. Lige ved siden af hende står der en punker med pastelpink hår og undercut samt en dominerende næsering, som skinner helt derhenne fra. En meget ung grunge-dude med fine lange krøller og oversize tøj har taget plads lige foran scenen sammen med sine venner. Han headbanger let til pausemusikken. Han er klar, mildest talt. Ikke langt fra hvor jeg står, kan jeg se en nydelig klædt bohéme i et afslappet jakkesæt med opsmøgede ærmer og bukser. Hans hår er samlet i en let rodet og tilfældig man bun, der måske i virkeligheden ikke er så tilfældig rodet.

 

Jeg er ret imponeret over, at et band kan samle så mange forskellige typer.

 

Men La Femmes egen musik er i sig selv også ret udefinerbar. De beskriver den selv som værende i global groove og world-genren. Dette må siges at være en meget overordnet beskrivelse. De har både elementer af fransk electropop, krautrock, psych-punk, surf musik og den franske genre yé-yé, der finder inspiration i Serge Gainsbourg og Françoise Hardy. Men på en eller anden måde lykkes det for bandet at sammensætte alle disse forskellige udtryk og give det musikalsk mening. Præcis ligesom det lykkes for dem at samle så alsidigt et publikum, der er klar til at nyde den franske musik.

 

Publikum badet i det franske nationalflag, Tricolorens, farver

 

En moderne frihedsgudinde

Forsangerinden, Clémence Quélennec, smyger sig frem på scenen. Hun står med sin mørke baret, sin skødesløst påklædte adidas t-shirt, løse bukser og skinnende herresko. Hun oser af den franske og udefinerbare je-ne-sais-quoi-attitude og ligner indbegrebet af franskhed. En moderne frihedsgudinde lidt ligesom den franskmændene gav amerikanerne i 1886. Hun stiller sig bag en af de tre keyboards, der er blevet stillet op. Fem bandmedlemmer stiller sig op ved siden af og rundt om hende. Hun er midtpunktet.

 

Folk trækker tættere på, og man kan fornemme sitren af forventning. “Taarggk” siger hun med en meget kraftig fransk accent. En midaldrende mand med en cowboyhat har svært ved at skjule sin begejstring.

 

La Femmes forsangerinde Clémence Quélennec  

 

Tricoloren maler salen i musikalsk trance

Koncerten går i gang, og stemningen bliver hurtigt smittet af musikken. Under “Si Un Jour” ser jeg, at kvinden med skihuen har smidt den og svinger sine lange lyse lokker rundt i luften. Hun er klar på en dansefest. Frankrigs nationalflag, Tricoloren, er malet over hele salen i røde, blå og hvide farver. Punkeren er i musikalsk trance og rokker hovedet fra den ene side til den anden. Nærmest hypnotiseret.

 

Så står vi dér, hele publikum samlet under Tricolorens farver, og forglemmer os i musikken. Jeg tror ikke, det er med vilje, at det er Tricolorens farver, der projekteres ud på folk. Men det gør den. På tværs af vores allesammens forskelligheder.

 

Nu, hvor jeg sidder og skriver dette, efter angrebene i Paris, kommer jeg i tanker om ordene fra mindehøjtideligheden foran den franske ambassade:

”Det franske folk skrev i menneskerettighedserklæringen i 1789: ”Mennesker fødes og forbliver lige i deres rettigheder.” Menneskers frihed og ligeværd. Det er de værdier, vi står sammen om. På tværs af nationalitet. På tværs af religion. Og på tværs af politisk ståsted. De værdier er vores værdier. De viser, hvem vi er. Hvordan vi lever. Hvorfor vi lever.”

 

 

 

Nous étions deux

“Are you ready, Copenhague?”, bliver der råbt med en fed fransk accent. Publikum svarer med råb, der bliver efterfulgt af en lang intro til sangen “It’s Time to Wake Up”. Tricoloren forsvinder, og publikum bliver badet i et grønt lys. En pige bag mig synger med: “Tu dors encore à mes côtes. Les deux soleils sont levés”. På scenen fremviser et af bandmedlemmerne nogle kitchede dansemoves, og resten af bandet følger efter. Det udvikler sig til en hel seance med moves taget ud af Soul Train. Bare i en mere rolig udgave.

 

Bandets nok mest kendte sang “Nous Étions Deux”, der på dansk betyder ”Vi var to”, får folk til at danse med for alvor. Scenen er center for tyngdekraften i rummet, og folk trækkes mod musikken. Jeg ser en kvinde længere henne insistere på at komme nær scenen men mislykkes i sit forsøg. Kvinden, der tidligere havde skihue på, er hoppet op på scenen. Folk danser med, også helt nede bagved.

 

Dansefesten fortsætter med “Sur La Planche” og “Anti-Taxi”. Få er begyndt at ryge i krogene og glemmer alt undtagen musikken. På et tidspunkt glemmer min medfotograf og jeg at dokumentere, vi danser og nyder bare musikken.

 

Jeg følte, dén aften, under det lys, i det rum, mig utrolig tæt på musikken. Jeg er sikker på, at jeg ikke var den eneste, der havde det på den måde.

 

 

At holde fast i hverdagen

I onsdags i sidste uge spillede La Femme på Pumpehuset. Et koncertsted som så mange andre. Som Bataclan der blev angrebet i Paris for eksempel. Fælles for disse spillesteder er, at musik og gode oplevelser er i centrum. Jeg har selv været på Bataclan i Paris en del gange.

 

Bataclans atypisk parisiske og meget farverige facade afspejler dets mangfoldige udvalg af koncerter og karakteristika for de mange forskellige besøgende. På tværs af religion, udseende, politiske overbevisninger og nationalitet. Præcis ligesom mange andre spillesteder.

 

Til mindehøjtideligheden blev der også sagt:

 

“Hvad gør man? Hvad er det stærkeste gensvar?

At holde fast i hverdagen. Ikke at lade os kue.

Vi nægter at give efter for den frygt, de mørke kræfter forsøger at sprede. Vi vil ikke opgive vores værdier. Vi vil aldrig give køb på vores åbne og frie samfund.”

 

Disse ord er vigtige, tror jeg. Især hvis tanken og frygten måske fra tid til anden strejfer os, når vi står til en koncert. Eller et hvilket som helst offentligt sted. Ligeledes er de ord, La Femme skrev, også vigtige: Fluctuat nec mergitur.