FEDE 80’ER VIBES GENOPSTÅET I MUSIKSTREAMINGENS TID

//Illustration: Marie Emilie Simonsson

 

Den digitale revolution har for alvor gjort sit indtog i musikkulturen. Go-to stedet er for de fleste Spotify, men her kan superstjerner og musikalske legender nemt overskygge nye unge talenter. Uanset hvad er digitaliseringen en realitet, som også undergrundsmusikere må tage stilling til. Hvad gør man, hvis man ikke vil følge strømmen og sælge sig selv til Spotify?  

 

Jeg har altid taget afstand fra sociale medier og internettjenester. Jeg er selvfølgelig at finde på Facebook, men jeg ønsker mig tit tilbage til dengang, jeg ikke fik smidt reklamer og livsbegivenheder og billeder og notifikationer i ansigtet hvert femte minut. Facebook koster ingen penge for mig, hvis det gjorde, ville jeg sandsynligvis ikke kunne kontaktes. Ligesom jeg ikke vil give penge til streamingtjenester som Spotify, Google Play Music, Apple Music og hvad der ellers er at finde af betalingstjenester derude i det usynlige netværk. For mig er der mange ting, der går tabt. Jeg har mange minder fra dengang, jeg først opdagede min interesse for musik. Utallige gange har jeg stået i Fona eller Stereo Studio dengang de eksisterede, og lyttet til de nyeste plader, kigget på de fine covers og snublet over små guldklumper ved at bladre cd efter cd og plade efter plade igennem. Jeg stod ofte i disse musikoaser med min onkel. Aldrig har jeg mødt en person med så stort et behov for at høre musik og dermed også behovet for at investere i musik. Vi havde aldrig problemer med at finde det vi ledte efter, for alt blev udgivet på enten det ene eller det andet. Men med tiden blev det selvfølgelig sværere, nærmest umuligt. Og selvom musikstreamingtjenesterne skulle være så ligetil at abonnere på, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad pengene går til. Dengang man kunne købe et fysisk album hos forhandleren, vidste man da i det mindste, at man støttede både kunster og butik. Men at betale penge til en mellemmand, som sikkert allerede ejer millioner, tiltaler mig ikke ligefrem. Hvem går pengene til? Bliver kunstnerne betalt ordentligt, lige meget hvor kendte eller ukendte de er? Jeg har for mange spørgsmål til at købe det abonnement.

 

Hvis jeg lige kravler ned fra min frustrationspæl og prøver at være lidt åben for realiteten om digitalisering, findes der dog også nogle enkle fede hjemmesider, som jeg finder mere pålidelige end de ovennævnte. En dag sidder jeg og kigger over skulderen på en fyr, der sidder med sin MacBook. Han er i gang med at udforske musik på bandcamp.com, et site jeg på daværende tidspunkt ikke kendte til. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at overraskende mange i min omgangskreds kender sitet og benytter det jævnligt. Det vidner måske lidt om min gammeldags afstandtagen til internettet, men i hvert fald bliver jeg nødt til at spørge ham, om han ikke vil fortælle mig, hvad sitet går ud på. Han fortæller mig, hvordan man kan dykke ned, som var det koraller på havets bund, og finde uendeligt mange afskygninger af farverige fisk. Hvordan man kan få en smagsprøve på det, man kan lide, hvordan sitet kan hjælpe dig med at finde guldklumper, og det fedeste, han fortæller mig, er, at du kun betaler for de numre eller albums, du ønsker at købe. Måske endnu federe er det, at du mere eller mindre selv kan bestemme prisen og dermed støtte kunstneren yderligere. Jeg er enormt fascineret og går selv på opdagelse samme dag. Efter et godt stykke tids klikken og lytten finder jeg et band, hvor der med små bogstaver under navnet står ’Copenhagen, Denmark’. Det er det første band, jeg finder på Bandcamp fra min by. De hedder Spines og lagde deres første album op på sitet i oktober sidste år. Coveret er simpelt med en gammel hammer smukt centreret på en hvid baggrund. Jeg klikker mig ind og lægger øre til. Det her band har tydelige tidlige 80’er vibes, altså fra de rigtig cool 80’ere. Musikken bringer mig tilbage til mine tidlige teenageår, da jeg for første gang stiftede bekendtskab med Nørrebro og dermed også bydelens punkere og andre subkulturer. Med min nittede hættetrøje og stribede bukser dyrkede jeg musikken og identificerede mig med kulturen. Men nu er de hullede bukser måske blevet for slidte til at gå med, man ser dem efterhånden sjældent på gaden. Men musikken lever tydeligvis stadig, selvom det måske ikke er det, der oftest spilles i radioen. Jeg får lyst til at møde det her unge underground punkband. Så det gør jeg.

 

”Musikken er meget et produkt af, hvem vi er”

 

Der står Bloody Marys og flaskeøl på bordet i den lille fancy, men hyggelige Whammy Bar på Amager. De sidder der allerede, da jeg træder ind af døren. Jeg havde svært ved at genkende dem, for så mange billeder findes der heller ikke af dem derude. Spines består af tre unge mænd; over for mig sidder Mathias på 22, som er bandets sanger og guitarist, og hans bror Simon, som er 20 og ansvarlig for de fede trommer. Det er ikke nemt at se ligheden mellem de to, hvilket de giver mig ret i. Folk tror endda også nogle gange, at Mathias er yngst. Brødrene har altid delt interessen for musik, og de har spillet sammen længe. På min venstre side sidder bassisten Nicolai på 23. Han lærte Mathias at kende, da de begge startede på den Rytmiske Højskole. I de akavede første introdage på højskolen hvor man ingen kender, og man er sikker på, man aldrig kommer til at lære nogen at kende, faldt Mathias og Nicolai i snak om fed rockmusik, og de klikkede fra starten. Efter højskolen kom Simon med i bandet. Det virkede kun naturligt, og Mathias kunne stå inde for, hvor god en trommeslager han var. Det er nu to et halvt år siden, de startede Spines. Men selvom Simon først rigtig kom med i bandet senere, fortæller Mathias, at han faktisk har været med fra starten:

“Nogle af de første Spines-sange vi lavede, var faktisk nogle Simon og jeg først spillede nede i vores forældres kælder. Men dengang gjorde vi ikke rigtig noget for at finde en, der kunne spille bas til.”

Da Mathias og Nicolai så mødtes på højskolen, havde de derfor allerede noget at gå ud fra.

Nicolai: “Men da Simon kom ind i bandet og begyndte at have en mening til trommerne, så blev musikken helt klart også anderledes. Musikken er meget et produkt af, hvem vi er.”

De er alle er vokset op omkring København, og alle tre bor nu på Amager. De synes nu, der mangler nogle spillesteder derude.

Nicolai: “Der er sindssygt mange unge mennesker, men der er ingen fede spillesteder.”

 

”Jeg synes ikke, det er en genre, der er ved at falde fra hinanden, men mere ved at genopstå…”

 

Selvom vi alle hader at putte musik ned i de små og nemt misvisende bokse, vi kalder genrer, måtte jeg alligevel spørge, hvorfor bandet fik øjnene op for lige netop den slags musik. Jeg hævder, at der måske ikke er så mange, der spiller new wave/punk-rock mere, men her bliver jeg sat på plads af Nicolai: “Jeg ved ikke, om jeg er enig med dig, jeg synes nemlig, at den musik har en slags ’revival’ for tiden. Det har måske ikke været så meget af det på det sidste, men jeg synes, at der at der er mange, der ligesom os rammer den der gamle vej fra omkring starten af 80’erne. Jeg synes ikke, det er en genre, der er ved at falde fra hinanden, men mere en, der er ved at genopstå på en eller anden måde.”

Af danske bands nævner Nicolai både Pardans og Yung, hvilket jeg godt kan give ham ret i. Nicolai gør også opmærksom på, at det er de samme mennesker, der kommer til de bands koncerter. Måske finder de inspiration hos hinanden? Jeg vil gerne finde ud af, hvornår bandet fik interesse for den slags musik.

Simon fortæller: “Mathias og jeg spillede tidligere i et pop-band, men det fandt vi rimelig hurtigt ud af, at vi ikke gad”, og hans bror følger op: “Jeg tror lidt det følger med ens musiksmag. Så lige der i 2014 havde vi det virkelig sygt over musik fra slut 70’erne, start 80’erne.”

Nicolai afbryder: “Det er så ikke stoppet, det har vi stadig! Det er bare blevet noget lidt andet med tiden.”

 

Jeg spørger dem, hvordan de finder frem til det musik, de hører, når de nu også er unge i den digitaliserede verden:

Mathias svarer: “Simon og jeg har jo lidt det der storebror-lillebror forhold, så jeg har siddet og googlet mig frem til alting og så sendt det videre til Simon. Men når vi sidder i øvelokalet, så er det oftest fordi, der bare popper et eller andet fedt op. Når vi laver musikken, har det egentlig ikke så meget at gøre med genren.”

Men bruger de selv tjenester som eksempelvis Bandcamp til søgningen?

Nicolai: “Jeg har fundet ret meget musik på nettet, men det er stadig mest gennem venner og gennem sparring med Mathias og Simon. Sådan noget som Bandcamp og Soundcloud er ikke som sådan steder, hvor jeg opsøger musik.”

Simon tilføjer: “Man hører bare musikken derfra, det er ikke der man finder det.”

Jeg vil dog på det kraftigste opfordre folk til at kigge rundt på Bandcamp og udforske de mange undergenrer, sitet benytter. Man kan finde guldklumper, man aldrig troede kunne gemme sig der.

Nicolai: “Men altså specielt til koncerter er der en oplagt mulighed for at snakke om fed musik med andre, fordi man netop er der for musikken. Men man skal selv finde frem til, hvor musikken kan høres på nettet.”

Ingen af drengene gør desuden brug af Spotify.

Nicolai: “Og hvis man sidder og snakker med nogen, der ligesom os har et band, der ikke er verdenskendt, jamen så er Spotify måske heller ikke stedet, hvor deres musik kommer op først.”

Denne pointe bider jeg mærke i og føjer den til mine grunde for ikke at abonnere på Spotify. Alle de inspirerende mindre, men følbare, bands skal findes andre steder.

 

Til gengæld er Bandcamp jo et sted for undergrundskunstnere. Her er nemlig ikke som sådan nogle superstjerner, der kan blænde én for at se de mindre, men superfede stjerner bagved. Mathias fortæller, hvorfor Spines valgte at benytte Bandcamp:

“Jamen jeg lavede bare en profil og lagde musikken op, så nemt er det. Og det var nok også derfor vi valgte Bandcamp, fordi det netop er så sygt nemt.”

Nicolai: “Ja det fede ved Bandcamp er jo, at det er sygt nemt at lave, men så ser det samtidig bare også virkelig professionelt ud.”

Jeg spørger dem, om de tænker over, at det ikke er et site, som eksempelvis Spotify, der huser nogle vildt store bands?

Nicolai: “Nej, egentlig ikke, men jeg tænker da helt klart over, at det nok er mere nichepræget.”

Simon: “Det er ikke noget jeg har tænkt på før, men umiddelbart vil jeg tro, at der er større sandsynlighed for, at nogen støder på os på Bandcamp, end for eksempel på Spotify.”

Nicolai: “Og når man spiller undergrundsmusik, jamen så er det bare ikke oplagt, at det første musik, man lægger ud, er på Spotify.”

Mathias: “Da vi spillede på loppen, var der en gut, der forsøgte at finde os på Spotify. Det viser sig så, at der er et andet band, der hedder Spines på Spotify, som desuden er virkelig, virkelig dårligt.”

Der findes også tre andre artister på Bandcamp, der hedder Spines, så vær opmærksom på coveret, når du nu skal ind og lytte til dem.

 

“… kan vi ikke høre jeres musik et sted, uden at købe noget fysisk først?”

 

For at vende tilbage til mit problem med at give penge til noget, man ikke ved om støtter kunstnerne, fortæller Mathias mig, at der ikke er nogle udgifter for de bands, der er på Bandcamp. Bandcamps forretningsmodel er, at de tager en lille share, når numre eller albums bliver solgt på deres side. Mathias mener, at den share er noget mindre end alle mulige andre sites.

Han fortæller: “Desuden var vi også meget mere interesserede i at udgive en Vinyl end alt det andet online. Det var faktisk bare en eller anden dag efter vinyludgivelsen, at jeg tænke, nårh ja, det kunne vi jo også gøre. Så vi smed den først op online en måned efter.”

Nicolai: “Ja, for der var nogen, der kom og spurgte: ‘Jamen altså, kan vi ikke høre jeres musik et sted uden at købe noget fysisk først?’ Og så tænkte vi, nårh ja, det burde vi nok gøre.”

 

“… man har en følelse af, at pengene går mere direkte til kunstnerne”

 

Spines har også et par numre liggende på Soundcloud, og jeg spørger dem, hvordan det site adskiller sig fra Bandcamp.

Nicolai: “Oftest når man ser musik, der er delt på Facebook, så er det gennem Soundcloud og ikke Bandcamp. Inden vi lagde pladen op på Bandcamp, så var Soundcloud det eneste sted, hvor vi havde en demo liggende. Soundcloud er et rigtig godt sted at lægge et enkelt nummer op, mens Bandcamp er et bedre sted til at lægge et helt album eller en single op. Du lægger ikke bare en sang op, du har lavet i en kælder, det lægger man op på Soundcloud.”

Jeg synes personligt også, at det er lettere at høre et helt album på Bandcamp end på Soundcloud, da der her er mange forstyrrelser i form af kommentarspor og andre irrelevante numre, der åbenbart ‘minder om’.

Nicolai tilføjer: “Næsten al musik jeg køber online, køber jeg gennem Bandcamp. Netop også fordi man kan ‘rate’ albummet ved selv at bestemme, hvor meget man vil give for det, og det gør en kæmpe forskel. Også fordi man har en følelse af, at pengene går mere direkte til kunstnerne.”

 

Min diktafon begynder at lyse rødt, så det er på tide, jeg spørger, hvordan fremtiden for disse friske unge mænd ser ud.

Simon udbryder straks: “Den bliver vildt fed!”

Mathias: “Jeg tror vi satser på at indspille til sommer. Måske sætter vi nogle numre sammen til en EP og sender den ud først, men vi ved det ikke helt.”

Nicolai: “Vi har lige nu omkring 10 uindspillede sange, så der er meget at tage af. Nu er det også sådan, at vi alle tre kan spille et andet instrument, så vi har også overvejet om vi skulle lave en koncert, der var helt anderledes bare for at fucke ting op for os selv og tænke ud af boksen. Måske lidt mere elektronisk musik.”

Mathias: “Men det er sådan meget på tegnebrætsplan.”

Simon: “Lige nu vil vi bare rigtig gerne lave en plade, hvor vi er rigtig glade for det. Den første plade vi lavede, det var meget tilfældigt.”

Mathias: “Alle snublede bare lidt over sig selv, og så lige pludselig havde vi en plade, og så kom den ud på en vinyl, og det var meget fedt. Men nu har vi prøvet det før, og man ved, man kan gøre det bedre.”

Nicolai: “Man får sygt meget blod på tanden af det!… Der bliver skrevet nye sange og åbnet op for nye store idéer og arbejdet meget på at få sangene til at passe sammen på tværs af hinanden. Vi forsøger virkelig at få skrevet et stærkt album.”

 

Har du også fået blod på tanden? Du kan opleve Spines den 8. april på Musikcaféen i indre København sammen med bandet Lød, der sammen er support til Blood Sport (UK). Link til Facebook begivenhed: https://www.facebook.com/events/201153677025987/

Lyt til Spines:
https://www.facebook.com/spinescopenhagen/
https://spinescopenhagen.bandcamp.com/
https://soundcloud.com/spinesband//