Hayden og jeg

Har du et nært bekendtskab med en kunstner eller et band, som rækker tilbage til en glemt tid? En kunstner eller et band du ikke længere kan huske, hvordan du nogensinde snublede over? En kunstner eller et band, der gennem en årrække har affødt et hav af minder? For mig er én af disse kunstnere en helt ung australier, der udgiver sin musik selv med sin søsters coverillustrationer som musikkens visuelle udtryk. Han er en af de historiefortællere, jeg så ofte har delt natten med. Vi har kigget på dens måne og stjerner, og morgenen efter har jeg lyttet til selv samme sange i et andet lys. Dette fanmanifest er min måde at hylde soveværelsesæstetikeren og forbilledet Hayden Calnin.

Gracey Calnin, Haydens søster, har lavet originalt artwork til alle Haydens tre udgivelser, hvor ulve pryder coveret af City, mens Oh, Hunter har hjorte på coveret. Dobbeltalbummet Cut Love har intet totemdyr, men illustrerer et drømmende vinterlandskab. //Illustration: Gracey Calnin

Gracey Calnin, Haydens søster, har lavet originalt artwork til alle Haydens tre udgivelser, hvor ulve pryder coveret af City, mens Oh, Hunter har hjorte på coveret. Dobbeltalbummet Cut Love har intet totemdyr, men illustrerer et drømmende vinterlandskab. //Illustration: Gracey Calnin

 

Jeg kan ikke spore min rejse med Hayden—som jeg i anledningen tillader mig at være på fornavn med—længere tilbage end de første spæde måneder af 2013, og flere dages tvangsgrublen har stadig ikke fået mig til at huske, hvordan jeg rådvild i blogjunglen og strandet i radiobølger faldt over lige præcis ham, men siden forelskelsen lovede jeg mig selv, at jeg simpelthen måtte opleve ham i en live setting en dag. Da jeg en morgen tidligere i år skimmede ned over en netop annonceret Europa-tour på min Facebook-væg, fik jeg et mindre chok, som var det Dronning Margrethe, der skulle gæste Ideal Bar. Det er det der med at møde sine helte. Nu er den femte oktober, hvor ønsket om at høre ham spille sin musik blev indfriet, sendt videre i mindernes fordøjelsessystem.

Jeg går til EP’erne City og Oh, Hunter og dobbeltalbummet Cut Love for at fordybe mig, lade mig inspirere. Haydens værker er for mig en enkeltbillet til en oldnordisk drøm eller et smukt morænelandskab. Hvidt, lysegrønt og cyanblåt dominerer paletten. Men historierne er eksistentielle og identificerbare og omhandler blandt andet kærlighed, svigt, barndom og vores plads i verden såvel som universet. “Small Leaf” spørger til barnets evne til at klare sig selv, når alt ikke er, som det skal være, og om det overhovedet kan lade sig gøre at komme videre uden hjælp fra en, man holder af (“Take my hand/ Breathe, small leaf” ytres der i starten af sangen som et godnatrefræn fra mor til søn), og lader i slutningen barnet indse, at man ikke vokser op uden at betale sin pris i momentan sorg: “You surely get it by now/ That seeds don’t grow without a cloud.” Bag den tykke soveværelsesæstetik, der pakker “Launch” ind, kigger Hayden sin sjæleven i øjnene og disker op med kærlighedserklæringen: “You made me love again/ And I retire/ ‘Cause it’s all in your demon eyes.” Dette billede, at elske en person så højt, at man ser sit eget forelskede spejlbillede i de øjne, der elsker en tilbage, synes mig så utrolig smukt; ikke mindst når man lægger mærke til lydbilledets intime rammer, hvor fuglenes fløjten og forbipasserende biler lejlighedsvis anes uden for vinduerne. Oversat til publikum på Ideal Bar gælder dog den mindst lige så gode tolkning at snave med en, man har begæret i længere tid.

Hayden Calnin spillede onsdag den 5. oktober en koncert på Ideal Bar. Frem for at bringe studieversionerne af sangene til live, optrådte Hayden solo med en guitar, et keyboard, nogle effektpedaler, en autotunet mikrofon, mm. //Foto: Jacob Dinesen

Hayden Calnin spillede onsdag den 5. oktober en koncert på Ideal Bar. Frem for at bringe studieversionerne af sangene til live, optrådte Hayden solo med en guitar, et keyboard, nogle effektpedaler, en autotunet mikrofon, mm. //Foto: Jacob Dinesen

 

Det lykkeliges møde med det sørgelige

Musikken er ligesom meget andet musik mest naturlig, når den ikke tvangsindekseres i de vante genrekasser. Mange påklistrer straks det obligatoriske Bon Iver-label i mødet med en guitar, eller namedropper James Blake, når den organiske lyd smelter sammen med det programmerede, men Haydens lyd er milevidt fra den almene For Emma-pastiche. Til gengæld vækker de ambiente synthflader og den evige rumklang en følelse i mig, jeg kun får af få andre kunstnere. Med sange og stemningssættere som “Time Slows Down When You Walk Into the Room” og “Last Night I Heard Everything in Slow Motion” opererer Sydney-baserede Oliver Tank også langt uden for alle normer og i stedet ud fra egne dogmer. Vancouver Sleep Clinic er en tredje ung australier, som malker skønheden fra den syrnede efterårsluft og får computeren til at græde. Nok kan man være glad meget af tiden, men vi er alle melankolikere en gang imellem. Hayden, Oliver Tank og Vancouver Sleep Clinic leverer simultant det lykkelige og det sørgelige, og jeg har brug for begge følelser i mit liv.

Det er en nødvendig sammenhæng, der helt eksplicit også findes i “Introduction; Nothingness” fra første halvdel af Cut Love. Her sampler Hayden den britiske filosof Alan Watts, som fortæller om, hvordan det er bevidstgørelsen omkring intetheden, det, der ikke er, som giver væren mening. “You can’t have one without the other, and so to make life poignant, it’s always gonna come to an end. That is exactly, don’t you see, what makes it lively”. Det smukke ved lige præcis dette nummer er ud over disse betragtninger også den konkrete situation, sangen illustrerer. Det første i lydbilledet er fodspor, en svag gøen og en afstumpet guitarmelodi. Er dette blot nummerets æstetiske optakt, eller er lytteren med Hayden ude på en gåtur i Melbournes gader, mens han med Watts’ ord i ørerne synger en lille melodi? For mig bliver “Nothingness” en slags metaproduktion; en auditiv visualisering af et flygtigt øjeblik, hvor Hayden inspireres og forestiller sig sit eget nummer bygge sig op omkring et andet værk.

Igennem et tykt lag af autotune sang Hayden titelnummeret fra Cut Love, en tyndhudet ballade komplet med ambient intermezzo. //Foto: Jacob Dinesen

Igennem et tykt lag af autotune sang Hayden titelnummeret fra Cut Love, en tyndhudet ballade komplet med ambient intermezzo. //Foto: Jacob Dinesen

 

Stille op, stille hen, stille ind, stille. Sådan lød mantraet i P3’s aflivede (og nu uheldigt reinkarnerede) Det Elektriske Barometer. Den flænge i æteren, der hjalp mig med at finde vejen gennem de svære, skøre og sjove teenageår, og denne idé blomstrer op noget så smukt i Haydens lydunivers. Nogle numre sparer på egentlig produktion, men fylder mixet ud med harmonier, efterklang og kanon som på “Forever a Traveller” og “Summer”, og andre som “So Nice to Meet Ya” og Elvis-coveret “Hound Dog” (der samtidig må være et af musikhistoriens mest unikke forsøg på at fortolke rockikonet) ender med at tage form som decideret shoegaze. Det er musikkens kontraster og vekselvirkninger, der overrasker mig hver gang, jeg lytter til den. Larm kontra stilhed, mening kontra meningsløshed, det naturlige kontra det kunstige.

Det er skønt at lytte til ny musik, gammel musik, easy listening og produktionstekniske mesterværker, men den bedste musik er alligevel den, man forbinder med sine egne personlige erfaringer. Den musik, man helt instinktivt vender tilbage til og hiver frem fra de første playlists i Spotifys skunk. Hvad end du voksede op med Simon & Garfunkel i hjemmet, fars Springsteen-plader eller Justin Bieber-plakater på soveværelset, vil den musik, der høstede de første (og senere bedste) indtryk, krystalliseres i en lille tidslomme. Mange af os bærer den, som vi bærer bukser. Jeg har været hele 17 år, før jeg snublede over Haydens musik, men i dag betyder den så meget, at jeg får lyst til at skrive en form for hyldestbrev.

En danskstuderende musikelsker ved Københavns Universitet, som er vild med efterår, Kings of Convenience, at besøge sine forældre, Richard Linklater, frysetørret kaffe, Leonard Cohens digte og Moulin Rouge!.