Et kunstværk på tre toner

Har du lagt mærke til den nye, eller rettere gamle, jingle i S-toget? Melodien plejede at være forbeholdt de ægte rejsende; dem, der skulle over vandet og mod vest. Men nu kan alle os, der bare lige skal hjem til forstæderne i ny og næ, også høre den kendte melodi fra 1984. Hvis du er i tvivl om, hvilken melodi jeg mener, kan du høre den, hvis du graver lidt i hjemmesiden her.

Bedst som man sidder på vej mod Farum og tror, at man kender de kongeblå sæder, det klistrede gulv og højtalernes Google Translate-stemme, bliver man sendt tilbage til en tur mod Aalborg. Noget er ikke helt, som det plejer. Det føles som at gå ind i en kiosk og høre bip-lyde fra kassebånd. I min kiosk taster ejeren altså alting ind, der er ingen stregkode-bip-scanner. Det kunne næsten passe ind, men det er stadig ikke rigtigt. Sådan har jeg det, når jeg hører melodien i S-toget.

//Foto: Rose Lundskov Eriksen

Niels Viggo hvem?

Melodien er komponeret af Niels Viggo Bentzon og er mest blevet brugt i InterCity-togene og en sjælden gang ved meddelelser over S-togets højtalere. Måske kender du ikke Bentzon, men du har garanteret hørt melodien mange gange.

Niels Viggo Bentzon var en storproducerende multikunster. Han skabte både musik, litteratur og billedkunst. Han var en del af Fluxus-bølgen, en international gruppe af kunstnere, der ofte lavede kunst, der gjorde lidt grin med kunstens rammer og institutioner. Et eksempel kunne være John Cages 4’33”, hvor en hel koncertsal fyldes med publikummer, og en pianist kommer ind for så at sidde stille i 4 minutter og 33 sekunder. Hele den ophøjede stemning ved klassiske koncerter udstilles, og højtideligheden i koncertsalen bliver komisk.

Bentzon var på samme måde lidt gakket, og det er historien bag melodien også. Den korte melodi kommer fra et partitur på to sider. Værket hedder egentlig DSB Gavotte og er et lille klaverstykke. En gavotte er en fransk dans i lige takt (altså ikke noget med tre, som for eksempel en vals, hvor rytmen er tredelt), og det er meget almindeligt at spille dansemusik fra 1700- og 1800-tallet på klaver.

//Foto: Rose Lundskov Eriksen

Temaet fra gavotten og det korte tema, DSB bruger i deres toge, består af tre toner: d, es og b. Tonen es udtales ligesom ”S”, så tonerne udtales ”DSB”. Lige en vittighed for en Fluxus-kunstner. Det gennemgående tema fra gavotten blev oprindeligt indspillet til DSB på en Juno-60 synthesizer, et rigtig 80’er-popintrument, og passer godt til de lange maskiner og deres lyde. DSB-melodien, som den spilles over højtalerne, er hverken i dur eller mol, men nøgtern og presser ikke en bestemt stemning ned over passagererne.

//Foto: Rose Lundskov Eriksen

Melodien er ikke ligefrem smuk, den er simpel og næsten lidt kold, men den passer godt til toget. Tænk hvis “An der schönen blauen Donau” blev spillet hver gang, S-toget ankom til en ny station? De bløde strygere og den rolige valsetakt ville stå i skærende kontrast til lyden af togets motor, skoleklasser på tur og folk, der beskriver lidt for personlige oplevelser over telefonen.

Niels Viggos make-over

I juli skrev Ud & Se, at en nyindspillet udgave af DSB-temaet, med en mindre firseragtig lyd, snart vil kunne høres i DSB’s toge. Den vil blive brugt i telefonkøen, på DSB’s SoMe-platforme, i DSB’s reklamer og endda i billetautomaterne. Så hvis du føler dig forfulgt af melodien i S-toget, bliver det kun værre. Man kan allerede nu høre en lang udgave af musikken her, og jeg er ærligt talt ikke imponeret. Der er tale om et stykke musik på omkring et minut, og altså ikke bare tre toner. Musikken er meget new age-agtig og minder mest af alt om noget, man kan høre, imens man får en massage. Jeg er med på, at der er tale om baggrundsmusik, men Bentzon har lært os, at togmusikken godt kan have lidt kant, og der er ikke rigtig nogen kant her.

//Foto: Rose Lundskov Eriksen

Melodien er harmoniseret i dur og er meget anmassende rolig. I stedet for den 80’er-agtige synth-lyd spilles melodien med en blid klokke og med unaturligt blødt klaver. Under melodien ligger en rund basdrone, den minder lidt om den, du kender fra klubben, men er nok i virkeligheden klubbassens søde lillebror. Sammen med elektronisk harpe og arpeggio-syntheziser danner bassen en stor musikalsk flødeskumskage. Hele herligheden toppes af med tammerne, en form for blød tromme, der i ægte Eurovision-stil indikerer, at vi skal på eventyr. (Tænk Rasmussen eller Emmilie De Forest. Emmelie havde endda to tamspillere med på scenen til Eurovision. Jeg vil vove at påstå, at Eurovision er et af de eneste steder, hvor man kan slippe af sted med ikke-ironiske eventyr-tammer).

Musikken er stadig tæt knyttet til Bentzons partitur. Det er den samme melodi, selvom den bliver videreudviklet en del, og musikken er stadig båret af synthesizer. Men musikken er selvhøjtidelig, pågående afslappende og mangler det Bentzonske glimt i øjet. Jeg håber, at DSB vil bevare den gamle lyd i toget og ikke pakke den ind i en masse unødvendig pynt. Selvom jeg stadig lige skal vende mig til, at DSB-lyden bliver brugt oftere i S-toget, så sætter jeg pris på den. Den er et kunstværk på tre toner.

26-årig musikvidenskabsstuderende med et blødt punkt for opera og Eurovision. Jeg elsker alt italiensk og spiller klarinet i min fritid.