Et smukt, elektronisk kaos

Mayhem ligger på Østerbro. Navnet beskriver ikke blot det lille spillested, men også dens omgivelser. Et smukt og hærget kaos. Denne lørdag aften byder på elektroniske optrædener såsom Assembler, Toked, Die Reihe, Ñaka Ñaka og Untitled Tricks-dj’s.

 

 

Gården hvori Mayhem ligger // Alle fotos: Lisa Larsen 

 

Et oplyst kaos

Vi er nær blevet kørt ned af en Opel i høj fart, der hurtigt svinger om hjørnet. Den sænker ikke farten, og vi når kun lige at undvige. Vi fortsætter ligeud over nogle fartbump, direkte ind i de graffitimalede bygningers hjerte. Næsten hver en overflade er dækket af farve og mønstre. Endda asfalten har enkelte steder små stencils.

 

Foran os er et oplyst skilt. ”Mayhem” står der. Vi går indenfor, men vi er næsten de første gæster. Det giver god mulighed for at studere stedet. Der er ét stort betonrum med røde træbjælker, hvorpå de spacy visuals i flydende former bliver projekteret.

 

Stedet er simpelt. Der er to pulte, en bar og nogle få siddepladser, men der er gjort noget for stemningen. På bordene finder man stearinlys, og foran den ene af pultene er der lyskæder.

 

Smuk graffiti på yderfacaden af områdets bygninger

 

Psykedelisk maling og en russisk sergent

Bag et virvar af ledninger, knapper og vinyler står de to dj’s fra Untitled Tricks, der sørger for opvarmningsmusikken og toner imellem de forskellige sets.

 

De starter ud med et langsomt beat, der nærmest hypnotiserer én i takt med de rundformede visuals på bagvæggen. På nuværende tidspunkt er der ca. 20 mennesker i rummet og ingen på dansegulvet, selvom musikken nemt kunne få folk til at danse. Pludselig kan man høre en langsom, mekanisk stemme komme frem, skabt af vinylerne, der bliver kørt frem og tilbage. Jeg ser pludselig et billede af en russisk sergent, der spreder sin propaganda ud gennem højtalerne – sådan lyder musikken.

 

Russeren bevæger sig over i et techno-inspireret univers med et simpelt beat. De kreative visuals på bagvæggen ændrer sig i takt med musikken og er nu blevet til psykedelisk maling, der smelter ned ad væggene. Der kommer flere mennesker, og det virker, som om de fleste kender hinanden, men det er ikke ekskluderende på nogen måde. Det skaber en god og intim stemning, som om koncerterne bliver afholdt i nogens stue. Den psykedeliske maling kører i ring, og det er nemt at fortabe sig i den og musikken.

 

De psykedeliske visuals

 

ADHD-agtig dans og uhyggelige skrig

Det første act starter, og i løbet af et splitsekund er dansegulvet fyldt. Folk stiller sig op foran den ene pult. Bag kunstnernavnet Assembler finder man Claus Haxholm, der er en del af det lille pladeselskab Infinite Waves.

 

De høje, vibrerende lyde og bassen bliver højere og kan mærkes i gulvet igennem mine fødder og i mit hjerte. Til højre for mig står en asiatisk kvinde med kort pandehår lidt i sin egen verden. Hendes øjne er limet fast til pulten, som Haxholm står foroverbøjet over, fanget i sit eget nørderi.

 

En fyr med en gul skihue befinder sig langt inde i musikken. Han danser nærmest i ADHD-agtige krampetrækninger og minder mig om Radioheads, Thom Yorke i musikvideoen til Lotus Flower. Han er næsten lige så fascinerende at kigge på som at lytte til musikken. Han finder sig hurtigt nogle ligesindede dansende venner ovre i hjørnet. Der bliver udvekslet krammere og danset videre.

 

Sangene flyder sammen, men på en god måde. Koncerten er ét langt nummer, og sangene fortsætter som én kontinuerlig sang men med afvigelser, der alligevel gør, at man forstår dem som forskellige komponenter, der tilsammen udgør koncerten. Til sidst sender en skrigende stemme i musikken uhyggelige vibes gennem dansegulvet, men ingen virker til at bemærke det, og der danses videre.

 

De uhyggelige skrig går over i et 80’er-inspireret DriveKavinsky-univers, der langsomt fader ud og bliver erstattet af publikums høje klappen.

 

 

TOKED

Toke Tietze Mortensen aka Toked er blevet tilføjet til programmet på selve dagen og er aftenens andet act. Han laver primært analog techno og er tilknyttet ToTo og Vault-101.

 

De farverige visuals er om noget blevet mere psykedeliske. De får en endnu større psykedelisk effekt, da de bliver projekteret på folks rygge, der bevæger sig rundt på gulvet. Det er interessant at se, hvordan folk virker til at opleve musikken, de synes at føle den på hver deres måde. Nogle står i deres egen sky af joints og cigaretter og betragter roligt, hvad der foregår, andre danser vildt, mens flertallet står og rokker frem og tilbage. Alle måder at opleve koncerter på virker stort set til at være repræsenteret.

 

På et tidspunkt bliver bassen så høj, at det kan mærkes helt ind i hjertet, og det er, som om bassen slår i stedet for mit hjerte og transporterer blodet rundt i min krop. Det bliver næsten for meget, hvis det overhovedet er muligt. Bassen bliver afløst af en øredøvende larm, og jeg lægger mærke til, at mange har ørepropper i ørene. Det hele stopper pludseligt, igen med klapsalver og hujen fra publikum.

 

 

Musikken viser dig steder

RIIIIIIIIING. RIIIIIIIIING. RIIIIIIIIING. Ringelyde. Meget høje ringelyde fylder lokalet i takt med, at folk kommer ind udefra rygeområdet. Det fortsætter i lang tid, kun afbrudt af Mario Brothers Nintendo Gameboy-lignende lyde.

 

Die Reihe er aftenens tredje act og er også navnet på Jack Callahans nyeste projekt. Han er i øvrigt også tilknyttet projektet Bánh Mì Verlag.

 

Her får man at føle, hvad eksperimenterende musik kan gøre, elektronisk musik i særdeleshed. Hvad gør den ved dig? Jeg elsker denne slags musik, fordi det ikke handler om at danse til den eller at forstå den. Det er ikke musik i en traditionel forstand – der er mere tale om en form for lyddesign. Det handler bare om at føle musikken og lade den føre dig steder hen.

 

Når man først har accepteret dét, er det vildt sjovt at følge med musikken ind i ens egne tanker og mærke de stemninger, man selv skaber i forbindelse med lydene.

 

Jeg følte totalt kaos og stress, men samtidigt også ekstra energi. En ret ambivalent følelse. Pludselig kunne man høre noget, der mindede om et pingpong-spil. To mænd foran mig kigger på hinanden og smiler lidt akavet. De ved vist ikke helt, hvad de skal mene om det hele. De må være blevet overvundet, for senere hører jeg den ene af mændene sige: ”Det var sgu da meget fedt alligevel.”

 

 

Vellykket elektronik

Vi nåede ikke at høre den sidste kunstner, Ñaka Ñaka, da min tømmermandsplagede krop krævede, at jeg tog cyklen hjem, men havde det været i stil med aftenens foregående musikere, er jeg sikker på, at det ikke skuffede.

 

Aftenens musik bar især præg af musikere, der på hver deres måde elsker at nørde i deres musik, for ikke at nævne genre. Det var ret inspirerende at se, hvordan det blev bragt ud til publikum, og hvordan de tog imod musikken, men det var især inspirerende at se, hvor mange der havde en interesse i eksperimenterende musik. Man kunne mærke, at arrangørerne havde gjort meget ud af at sørge for en vellykket, elektronisk aften.

 

Stemningsbilleder:

Uden for Mayhem

 

Toiletkunst

 

Visuals på bagvæggen

 

Dj-pulten

 

 

 

Assembler aka Claus Haxholm

 

 

 

 

Toke Tietze Mortensen aka TOKED

 

 

 

 

Jack Callahan