Et eskapistisk lydunivers

Lyden fortæller historierne og videreformidler følelser. Du føres langt ind i podcastens lydunivers. Ind i dine egne tanker og din forestillingsverden. 

 

Podcasts er en måde at gentænke lyd på, og en fantastisk formidler af historier, der efterlader dig nysgerrig efter mere // Illustration: Lisa Larsen

 

Hanne.

 

Jeg forestiller mig en venlig lille kvinde med gråt hår. En moderne forsagt Moder Theresa. Jeg ved det ikke med sikkerhed, for jeg kan ikke se hende. Jeg sidder i biografen Gloria på Rådhuspladsen, men kan intet se. Det er nemlig en radiobiograf, hvor der bliver afspillet podcasts. Lyd, men ikke billeder. Dem skaber du selv.

 

Københavns Radiobiograf havde i april måned arrangeret en lyd-festival, der fandt sted over fire dage. Her blev der afspillet podcasts – et medie, jeg først har fået øjnene op for for nylig. Jeg må indrømme, at jeg havde mine fordomme. En podcast er vel bare et radioprogram fra P6, som jeg har downloadet på min telefon, fordi jeg ikke nåede at høre det live? Eller er det?

 

Denne fredag er der tre forskellige podcasters, PodStories, Julie Thing og Re-cast. Deres podcasts og historier når langt ud over mine fordomme og giver podcasts som medie, en helt ny betydning i mørket i biografen.

 

Bliv ledt ind i lyduniverser fyldt med interessante historier gennem podcasts // Illustration: Lisa Larsen

 

På hospice

 

Tilbage til Hanne. Og historien i den mørke biograf.

 

Jytte er gået bort, fortæller Hanne. Og nu er hun og en af de andre sygeplejersker ved at gøre hende klar til hendes begravelse. PodStories står bag produktionen, og Nanna Hauge Kristensen har lavet denne podcast, kaldet På hospice.

 

Mine øjne forsøger hele tiden at finde lærredet, hvor der intet bliver spillet. Jeg skal vænne mig til at være i en biograf uden at kunne se noget. Kun at høre.

 

Hanne passede Jytte til hendes død. Hende og en af de andre sygeplejerske er i færd med at klæde hende på. Skal vi ik’ tage en bukseble? spørger den anden sygeplejerske. Der er tavshed. Også i biografen. Men altså, det har hun aldrig brugt, siger Hanne endelig. Okay, så det har du ikke lyst til, siger den anden sygeplejerske. Men Jytte ville sige ’årh, skidt med det’, griner Hanne.

 

På trods af situationen er stemningen let, de taler til Jytte, og der er stearinlys tændt. Der står studenternelliker på bordet ved siden af sengen, fortælles der. Buketten er fra en tidligere nabo, der plukkede den fra Jyttes gamle have. Jytte var havemenneske og brugte al sin tid i haven, men måtte flytte, da hun blev ældre.

 

Hanne fortæller, at Jytte nåede dét, der var vigtigst i hendes liv. At leve længere end sin mand, der havde Alzheimers. De havde haft et godt ægteskab, og Jyttes mål var at passe hendes mand, indtil han døde.

 

Hun er altså sød, siger Hanne og hentyder til Jytte. Bliver du rørt? bliver hun spurgt. Ja, det gør jeg faktisk, for jeg er jo jævnaldrende med mange af dem. Men det er også meget givende. Jytte er et godt eksempel. Hun kunne nyde de meget små ting. At komme ud og mærke luften, en frivillig, der ville gå en tur med hende. Det synes jeg var imponerende. Jeg kan næsten se den lille rare kvinde for mig i mørket, og får lyst til at give hende et kram.

 

Hanne har lavet en mindetavle til Jytte. Hun citerer, hvad der står på tavlen. Det er en del af et digt af Jeppe Aakjær:

 

“Ræk mig en for-glem-mig-ej og sidst en krusemynte,

Sådan slutter vi vor leg,

Så glad som den begyndte.”

 

Døden, studenternelliker, Alzheimers og næstekærlighed er en del af podcasten ‘På hospice’ // Illustration: Lisa Larsen

 

Et toilet på Vesterbro Torv

Julie Thing er en af Danmarks førende audiowalk-dokumentarister, og har bl.a. skabt lydvandringerne Vesterbro bag facaden, der gennem ni historier giver dig et intimt indblik i kvarteret. Lige fra hvad der sker i sexshoppen i Istedegade til Skandinaviens første japanske restaurant på Vesterbrogade. Denne fredag præsenterer hun podcasten Toiletterne, der også er en del af serien.

 

Os der arbejder hernede, ja, vi er jo tissemænd og tissekoner, griner Michael. Publikum i biografen griner højt.

 

Michael sørger for, at toiletterne på Vesterbro Torv ser rene og pæne ud. Ikke noget man umiddelbart tror, når man passerer nedgangen til toiletterne. Så går dagen bare med lidt snak og lidt kaffe, siger han. Man kan næsten fornemme hans smil i stemmen. Ja, så kommer stamgæsterne bare, narkomanerne sover lidt længe.

 

Podcasten går med hyggelige lydbidder af Michael, der snakker med de besøgende og udveksler høflige fraser. Underlægningsmusikken leder tankerne hen mod de gamle danske klassiske film fra 50’erne. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der smiler lidt i mørket.

 

Toiletterne er fredet, altså de er cirka 100 år gamle. Jeg synes, det ser hyggeligt ud, fortæller han og tilføjer: Og der er altså ingen, der skal blive bange for at blive syge, når de kommer her, så alt bliver desinficeret.

 

Toiletterne er ofte et hyppigt besøgssted for kinesiske turister. De banker på og de bukker, og de er vildt imponeret. Nogle skal slet ikke noget, de er kun hernede for at fotografere og filme. Der skal jeg også stå figur, siger Michael og griner højt. De spørger rigtig meget, og det er sjovt, ik? For jeg er ikke så god til engelsk, ler han højt. Men chefen har lovet, at jeg kommer på kursus. 

 

Mine øjne forsøger ikke længere at finde lærredet. Nu er det kun mine ører, der lytter efter historierne.

 

Michael fortæller om Jørgen, der mistede sit murer-job efter at have slået ryggen. Han begyndte at drikke og blev hjemløs. En medarbejder fra et hjemløsecenter besøgte toiletterne en dag, og Jørgen fik et job som altmuligmand. Ja, så sagde jeg jo til Jørgen; Prøv da engang! De har sgu da gratis morgenmad om ikke andet, griner han højt. Det gjorde Jørgen så. Utroligt nok, så drak han ikke så mange øl. Han havde fået nyt tøj og jeg så mindre og mindre til ham. Efterfølgende fik Jørgen en lejlighed. Han er så glad. Ja, han kommer engang imellem, pæn og velsoigneret.

 

Efter podcasten havde min nysgerrighed tvunget mig til at besøge toilettet på Vesterbro Torv. Var det så rent, som Michael fortalte? Og hvordan så det egentlig ud? Kunne jeg måske møde Michael? På vej derhen følte jeg mig lidt som en kinesisk turist, nysgerrig og udstyret med et kamera. Toiletterne var rigtigt nok pæne, og jeg fik en snak med toiletmanden. Dog ikke Michael. Han er sygemeldt, siger manden. Men vi hjælper hinanden, så vi andre tager over, imens han er væk.

 

Julie Thing står bag en podcast om et 100 år gammelt fredet toilet på Vesterbro Torv, der bliver besøgt af både narkomaner og kinesiske turister // Illustration: Lisa Larsen

 

“Plaisir d’Amour”

 

”Minderne former os til den vi er,

men hvad sker der, når minderne forsvinder?”

Dette spørgsmål stilles i podcasten Erindringslejligheden, skabt af de århusianske Re-cast.

 

Den Gamle By har nemlig skabt en lejlighed fra 50’erne med artefakter fra den tidslomme. Her finder du fx kaffekanden Madam Blå, forskellig farvede quiltede tæpper, Mariekiks og kaffeerstatning. Det specielle ved denne lejlighed er, at den bliver brugt af behandlingshjem til at hjælpe ældre med demens og Alzheimers med at huske dét, de har nemt ved at glemme. De ældre bliver genforenet med deres ungdomsminder i erindringslejligheden.

 

Jeg glæder mig allerede til at skulle lytte til den næste interessante verden, jeg har lært, at denne form for lyd har magt til at åbne op.

 

Vi møder guiden Henning Lindberg, der normalt står for at vise de ældre lejligheden. Han har en behagelig stemme og beretter entusiastisk. Hurtigt forestiller jeg mig, hvordan Henning ser ud. Han guider os gennem lejligheden. Jeg følger med ham rundt i den.

 

Henning fortæller om en ældre mand, der engang bladrede igennem fotoalbummet, der ligger i lejlighedens dagligstue. Manden genkendte et universitet i Leipzig, hvor han havde studeret, før han flygtede til Danmark i slutningen af 30’erne. Resten af dagen havde han talt tysk, fortalte behandlingshjemmet. Alle i biografsalen griner.

 

Musikken er dét, der forlader de ældre med demens sidst, forklarer Henning. Vi har ti sangbøger, men de bliver ikke brugt, for de ældre kan altid huske det hele udenad.

 

Han fortæller om en ældre kvinde med demens, Gerda. Hun havde mistet sit sprog med alderen og sygdommen. En dag spillede en af medarbejderne Plaisir d’Amour (glæden ved kærlighed) på klaveret. Pludselig rejser Gerda sig op, stiller sig ved klaveret og leverer Plaisir d’Amour på fejlfrit fransk. Alle måber. Hun var blevet mobbet på behandlingshjemmet, da de andre synes, at hun var mærkelig. Nu finder de ud af, at hun har været sygeplejerske i Frankrig i mange år. Dem må man altså ikke mobbe. Autoritet, ved du. Så de begyndte at inkludere hende i samtalerne og hendes livskvalitet forbedredes væsentligt, afslutter Henning.

 

Erindringslejligheden i Den Gamle By er en tidslomme, der hjælper ældre demente med at huske. Endda at synge på fransk // Illustration: Lisa Larsen

 

En nytænkende alternativ lyd

Man tvinges til at lytte efter. Ligesom med en bog, skaber du din egen version af historien. Du bliver udfordret i din fantasi. Hvordan du forestiller dig verden og dét, der fortælles. Jeg er sikker på, at der udspillede sig ualmindeligt mange forskellige versioner af selvsamme historier, som alle os biografgængere lyttede til. Det er skønheden i denne form for lyd. At du tvinges ud i dine egne tanker om emnet, dine egne forestillinger og din egen fantasi.

 

Et slags eskapistisk lydunivers.

 

Jeg er overvundet, og har allerede downloadet en del podcasts. Herunder fra VINK’s egen podcastproduktion VINK LYD, som du også kan finde på iTunes, hvis du søger på ‘vink lyd’. Du kan gøre det samme, hvis du har lyst. Opleve en ny lyd, imens du cykler, kører i tog eller måske bare ønsker at fordybe dig i en andens historie eller skæbne. De forskellige podcasts er gratis, og du kan downloade dem her:

 

PodStories

Julie Thing: Vesterbro bag facaden

VINK LYD

 

Københavns Radiobiograf inviterer i øvrigt til events hver måned, så kunne du tænke dig selv at opleve lyden og historierne, kan du holde øje her.