En jernring af silke

Bådteatret har scenograf Rolf Søborg Hansen og instruktør Rolf Heim fortolket Dmitri Shostakovichs 7. symfoni til dukkespillet Jernring. De storslåede special effects pebret med tragikomiske situationer i Leningrads ruiner gjorde dog i sidste ende ikke meget for VINKs anmelder.

 

Dagen efter, at jeg har harket det sidste røgmaskine-røg op, er mindet om en dukkes øjne i forestillingen Jernring stadigt frisk. Dukken, der skulle forestille at være en 5-årig, havde store skinnede øjne, der var så smukt konstruerede, at de på en gang var lige så funklende, som de var døde. Dette groteske og paradoksale billede var blot et af mange, og først lo jeg med publikum af den Disneyficerede plotstruktur bygget på den 2-årige lange belejring af Leningrad, der under 2. verdenskrig kostede ca. 750.000 mennesker livet. Det lyder absurd, men det var meningen, at jeg skulle grine. Akkompagneret af klassisk musik blev jeg præsenteret for en Beckett-esque form for galgenhumor, hvor hungersnød var genstand for slapstick. Det blev dog sværere at grine, jo længere det fortsatte; dukkens øjne sagde mig, at et eller andet var galt, og jeg begyndte at overveje, hvad formålet med forestillingen var.

 

“Weeeeeeeeeeeeeeeee” //Alle fotos: Miklos Szabo

 

 

En poledansende Stalin

Plottet var struktureret som den klassiske opiumdrøm om det forhutlede folk, der kæmper sig igennem stor ulykke ved hjælp af stor kunst og til sidst opnår retfærdighed på lige fod med at slå Hitler og Stalin i hovedet (en ting, der rent faktisk sker i stykket). Man fulgte tre hjemløse dukker gennem Leningrads belejring i 1941, mens de ”led” under diverse klichéprægede strabadser, der aldrig blev for slemme. Således var der masser af plads til sjov med hunden, dans med døden, sidden-på-skødet med døden, rottejagt og opfindsomme måder at lede efter hinanden, men der var så ikke plads til dukkekannibalisme eller for den sags skyld en hundegullasch.

 

Lydlandskabet opbyggede spænding og dykkede naturligt mellem lyst og mørkt, let og tungt, men på scenen faldt de lette, lyse jokes til jorden, og de efterfølgende tunge, mørke scener blev mere og mere upassende. At den evigt tilbagevendende slapstick skulle være tænkt som en overlagt kommentar på, hvorledes vi ikke kan relatere til nødsituationer som f.eks. sult, blev til stadighed mere usandsynligt. Det var for mig at se blot pauseklovneri til at fylde de lidt mere upbeat steder i lydlandskabet indtil næste dyk ned i det hardcore tragedieterritorie. Det begyndte at irritere mig. Lignende situationer finder sted flere steder i verden i dag, og et kæmpe Stalin-hoved på en akrobat, der poledanser ved siden af en levende Hitler-karikaturtegning, er ikke blot tandløst, men også på grænsen til det usmagelig. Hvem er disse figurer overhovedet for nogen af os i dag? Er det provokerende at opstille slapsticksituationer med dem, når den smerte, de har forårsaget, ikke er nær os længere hverken i tid eller sted? Er det sjovt? Jeg tror ikke, folk ville grine af den ”sjove” måde dukkefaderen gemmer sit sidste brød for familien, hvis stykket foregik i Syrien eller Palæstina, og jeg fik ikke indtryk af, at stykket var sig bevidst om dette faktum.

 

“Sexede Stalin griner af din sult, din hund!”

 

 

Dukkernes konstruktion skreg, ”hav medlidenhed med mig!”, men deres bevægelser og mimik var utvivlsomt instrueret komisk. Det tragikomiske er naturligvis ikke noget nyt, men jeg følte, at der var mere på spil end blot en klassisk ”trist klovn”-tematik, da jeg så, hvordan eftersøgningen af den lille pige efter et bombardement blev gjort til et vaudeville-nummer. Det blev da tydeligt for mig, at dette stykke uforsætligt var et stykke om, hvor virkelighedsfjernt krig er for danskere. Hvis den hjemløse dukkefamilie ikke var lavet så deprimerende, som fugleskræmsler i Østeuropa, ville budskabet dog være mere klart. Jeg ville have sat langt mere pris på at se Fedtmule spise en rotte rå, imens Obama twerkede op ad ham, og Assad voldtog dukkebørn i et hjørne, end at se endnu en udgave af ”krigsoffer”-tropen. Selvom selve håndværket af dukkerne absolut er smukt, er det hverken provokerende politisk eller på nogen måde nyskabende.

 

Det er for let for en dansker at opsætte et dukkespil om en tragedie med så meget slapstick uden at lade netop dette være en tydelig kommentar eller del af tematikken. For det var næppe andet end en kommentar om den virkelighedsfjerne produktion og langt mere sandsynligt, at stykket var tiltænkt børn, end at den infantile humor var et egentligt forsøg på at gøre publikum opmærksomme på netop den distance, vi har til krig, så lad være med at tage børn ind og se det. De vil nok stille svære spørgsmål bagefter.

 

En jernring af silke og en død baby

Efterfølgende sidder jeg nu tilbage med en klam smag ved tanken om et krigsdukketeater med udgangspunkt i civilbefolkningens lidelser. Det er på sin vis en god idé. Det kan være en udmærket, omend en smule banal metafor for den måde, den ikke-kæmpende og ikke-lidende ser krigen. Mennesker bliver dukker, bombefly bliver til skygger, flammer til papir, jernringe til silke osv. I sidste ende var håndværket og scenografien som metafor det eneste, der rigtigt fungerede for mig. Den lille pige-dukkes øjne ramte mig. De gjorde mig deprimeret. Den medlidenhed jeg følte for hende var der dog mest af alt, fordi der er noget særligt åndsforladt ved at tage en så marginaliseret stemme fra fortiden og bruge den i et forum, hvor den ingen repræsentanter har, for så at udnytte den til et vagt forsøg på at spille på diverse hjertestrege, mens Stalin viser ben. Komponisten Shostakovichs egen historie er interessant, og hvis det var foregået i et miljø, der lå tættere på, hvor han kom fra i de sociale strata i Sovjetunionen, i stedet for at tage det forhutlede folk fra gadens stemme på sig, kunne stykket måske opnå noget som et spændende tidsbillede. I stedet for dets nuværende form, der minder mig mest om en ”død baby”-joke.

 

Hvad: Jernring, et dukketeater til Dmitri Shostakovichs 7. symfoni.

Hvor: Bådteatret,Nyhavn 16, 1051 København K.

Hvornår: 13. april – 9. maj.

Portemonnæ: 40-140 kr.