CPH:DOX – musikken på det store lærred

Jeg blev næsten skuffet, da jeg trådte ud af Bremen Teater. Efter at været suget ind i Vestberlin i den absolut fremragende B-movie: Lust and sound in West-Berlin i halvanden time, havde jeg et eller andet naivt håb om at komme op ad trappen til et absurd performancekunststykke eller et punkband i gang med at lave musik med motorsave og svejseinstrumenter. I stedet fandt jeg mig selv, som jeg nok kunne have forventet, midt på Vesterbro. I blandt massevis af små grupper af rygende unge Københavnere tændte jeg min egen cigaret, drak en øl og ønskede, at jeg lige kunne skrue tiden tilbage. Bare for at opleve en enkelt festlig aften.

 

Du under dig måske over, hvorfor jeg som musikskribent stod der, og tænkte de tanker. Eller måske rettere, hvorfor jeg har behov for at skrive dem ned. Eller endnu rettere, hvorfor du kan læse om dem, nu du har trykket på artikler om musik, når det er en film fra CPH:DOX, der har fået mig til at tænke de tanker. Det kan du af den simple grund, at du som musikelsker skylder dig selv at dykke ned i det udvalg af musikdokumentarer, festivallen hvert år præsenterer. Her gemmer sig fantastiske historier, mulighed for fordybelse og ikke mindst soundtracks, du tager med hjem fra biografsalen.

 

B-movie: Lust and sound in West-berlin

 

“B-movie: Lust and sound In West Berlin” // Stilbillede: CPH/DOX

 

En af disse film er B-movie: Lust and sound in West-Berlin, der virkelig begejstrede mig. Filmen følger den engelske producer/manager/musiker/skuespiller/og senere pladeselskabschef, Mark Reeder, der tiltrækkes af musikken, der strømmer ud af Berlin i de år. Han ankommer til Vestberlin i 1979, og igennem hans imponerende mængde af optagelser, suppleret med blandt andet nyhedsklip, følger vi tilværelsen i Vestberlin i de sidste ti år frem mod genforeningen med bydelen på den anden side. I massevis af fragmenterede klip dykker vi ned i musikscenen og livet i den indelukkede by. Selvom jeg kendte historierne om Iggy Pop, David Bowie og Nick Cave, der fandt nyfunden kreativitet der, blev jeg overrasket over, i hvor høj grad Berlin sydede og spruttede af utæmmet kreativitet i de år.Vi er med til vanvittige punkkoncerter, dragklubber og følger et for skribenten udefinerbart punkband, der udforsker, hvordan musik kan laves ved at bytte instrumenterne ud med forskellige nedrivningsinstrumenter, og studiet med et hulrum under en motorvejsbro.

 

Mark Reeder forelsker sig hovedkulds i byen, hvilket man som publikum heller ikke kan undgå.En smadret, hård og på mange måder grim by, men sexet og levende som få. En ung Nick Cave, der flyttede til Berlin i start 80’erne, refererer i et klip til en ”Berlin-attitude”. En attitude, eller et mantra om man vil, der i al sin simpelhed gik ud på, at her var et sted, hvor man kunne gøre, hvad man ville. Det gav ham selvtillid og inspiration. Og den attitude fornemmer man hele filmen igennem hos alle medvirkende. Alt var tilladt, alt var muligt, og ingenting havde et langsigtet mål. Den tilgang fornemmer man også i meget af musikken. Den er lige på, hård og lefler ikke for sit publikum. Og så blev der produceret meget af den. Vestberlin beskrives som en kreativ boble, hvor der altid var gang i et eller andet projekt, folk vandrede ind og ud af bands og skabte musik uden et specielt mål i sigte andet end musikken selv.

 

Musikdokumentarer kan, hvis de er vellykkede, give en unik forståelse for den kontekst, hvori noget bestemt musik skabes, og her er B-movie et forbilledligt eksempel. Dens skildring af musikmiljøet er én ting, men dens enorme indblik i den daværende ungdomskultur er en anden. Berlin var en by, hvor du kunne leve for næsten ingen penge. Alle boede gratis i besatte, tomme huse og levede en tilværelse uden fokus på fremtiden, kun nuet. Det var en by, hvor dagene var korte, og nætterne uendelige. Hvor fest, kreativitet og det at gøre, hvad du havde lyst til, var i hovedsædet.

 

B-movie er kaotisk og levende og fortæller dermed bedre end noget andet om tilværelsen i Vestberlin, og den musikscene der levede der, som på mange måder også var kaotisk og uberegnelig. Derudover har filmen et fremragende soundtrack med alt fra Bowie, Joy Division og Sex Pistols til et væld af lokale tyske navne som Malaria, Die Ärtze og Die Unbekannten.
Det kan høres i sin fulde længde på Youtube.

 

Don’t Think I’ve Forgotten

 

En anden film, jeg holdt meget af i årets program, var Don’t Think I’ve Forgotten: Cambodia’s Lost Rock & Roll. En film, der ikke på samme måde blæste mig bagud i biografsædet og ind i miljøet, men som på sin egen stilfærdige måde med musikken i fokus fortæller om et lands udvikling og efterfølgende bratte ødelæggelse. Og så introducerede den mig for Cambodjansk rockmusik. Et utroligt charmerende bekendtskab, jeg ellers aldrig ville have mødt.

 

“Don’t think i’ve forgotten”// Stilbillede: CPH:DOX

 

Vi ankommer i starten af halvtredserne til et land, der stadig er under fransk indflydelse. Musikken er jazzet og inspireret af den musik, som cambodjanere, der studerer i Frankrig, bringer med hjem. Cambodja blev uafhængig i 1953 og fortsatte sin udvikling som et af de mest moderne lande i Asien. Musikalsk kom indflydelsen fra en bred vifte af steder, den cubanske cha-cha-cha er et af de mere spøjse eksempler, men især fulgte der en massiv indflydelse af den generelle amerikanisering igennem 60’erne. Ikke kun i musikken, også de unges tøjstil, måde at danse på og generelle levevis var inspireret af deres idoler.

 

Baksey Cham Krong, et band fra dengang, beskriver i filmen sig selv som det første guitarband i Cambodja i starten af 60’erne. Deres kæmpeidoler var Cliff Richards and The Shadows, og de  forsøgte at være og lyde som dem. Cambodjansk rockmusik var født. Andre inspirationskilder til den cambodjanske musik var genrer som go-go og funk, og hen i slutningen af 60’erne, var det Beatles og Rolling Stones, der blev de store idoler. Kombinationen af den klassiske 60’er- rocks instrumentering og en ret særegen måde at synge på er ret svær at beskrive – den skal opleves!

 

I 1975 er det alt sammen slut. Efter flere års borgerkrig, hvor musikken i høj grad har fået en propaganda-rolle, indfører Khmer Rouge deres ide om et fuldkomment bondesamfund. Som alt andet moderne bliver rockmusikken kastet væk, og musikerne bliver som alle andre en del af de brutale arbejdslejre, samfundet inddeles i. Mange af dem dør. Rockmusikken gør også.

 

Rockmusikkens død fungerer som et perfekt symbol på udslettelsen af det cambodjanske samfund, moderne og fyldt med liv, som det var. Don’t Think I’ve Forgotten har et fokus på den musikalske udvikling, men handler samtidig om samfundet og minder én om, hvor tæt de to er forbundet. “Musik er altid en refleksion af sit samfund og sin tid,“som en af de medvirkende musikere så simpelt udtrykker det.
They Will Have to Kill Us First

 

Musik har altid været en integreret del af min dagligdag. Det har aldrig været noget, jeg har været nødt til at kæmpe for. Faktisk har jeg maksimalt skulle gøre en form for indsats for at slippe væk fra det, altså hvis det har været noget musik, jeg virkelig ikke har brudt mig om. Musik er noget, jeg har så let adgang til, at jeg i høj grad tager det for givet, og som jeg aldrig har tænkt på at skulle undvære.Derfor blev jeg med det samme draget, da jeg kiggede i CPH:DOX-programmet og læste om filmen They Will Have to Kill Us First, der tager udgangspunkt i det musikforbud, der kom i Malii 2012.

 

Musikforbuddet kom som en del af pakken med forbud og regler, der rullede ind over Mali, da al-Qaeda i 2012 vandt kontrollen over en stor del af landet. Med frygt for de voldsomme repressalier flygtede musikere til sikrere områder i det sydlige Mali og til flygtningelejre i nærliggende lande. Herfra følger filmen fire sideløbende historier om musikere, der kæmper en kamp mod al-Qaeda ved at nægte at give afkald på deres musik.

 

En af filmens medvirkende, en sangerinde, der kaldes Disco, forklarer, at det at tage musikken fra det malinesiske folk er som at tage ilten fra dem. Det er i deres DNA. I en tilværelse i et af verdens fattigste lande er musikken et redskab til at håndtere lidelse, vække håb og drømme om en lysere fremtid. De er meget mere end blot musikken i sig selv, der bliver fjernet fra folket. Vi ser i slutningen af filmen to af hovedkaraktererne, Disco og Khaira Arby, returnere til Timbuktu, efter al-Qaeda er drevet ud, og spille den første koncert i byen i over tre år. Symbolværdien i glæden hos den store menneskemængde er ikke til at tage fejl af.

 

Ud over at det er en film fyldt med spænding og lækker afrobeat, har jeg valgt at fremhæve den, fordi den husker én på den kraft, musik kan have. Det er noget, man nogle gange godt kan glemme i en musikverden, hvor størstedelen af alle sange omhandler ulykkelig kærlighed, sex og byture. Ikke at det ikke også skal have sin plads. Men nogle gange er musik bare mere end det. Musik kan skabe håb, sammenhold og være et redskab til at skabe forandring. Instruktøren, Johanna Schwartz, fortalte i den efterfølgende Q&A, at musikken højst sandsynligt ikke ville skabe den store forandring i Mali, og det var de implicerede musikere godt klar over, men det var en måde, hvorpå de kunne udtrykke deres modstand Og vigtigst af alt var det en måde at bibeholde deres kulturelle identitet. For uden den havde de ingenting.

 

 

“They Will Have To Kill Us First” // Stillbillede: CPH:DOX

 

CPH:DOX har igen i år haft meget at byde på. For alle typer. Altså bortset fra hvis du afskyr dokumentarfilm, eller bare film generelt. Så er du måske lige undtagelsen. Men ellers.
Som musikelsker er det en gylden mulighed for at opdage ny musik, du måske ikke lige støder ind i din dagligdag på dine foretrukne musikblogs. Eller for at få en dybere forståelse for musik, du allerede elsker. Det kan også bare være en god historie om musik. Nogle gange en blanding af det hele. På et højere plan får en musikdokumentar, hvis den er vellykket naturligvis, dig til at tænke over, hvad det er, musik kan og gør, og hvor den kommer fra. Det, dokumentaren kan, modsat en koncertoplevelse, eller en plade, er, at den ved at lægge en fortælling rundt om musikken giver den et ekstra element. Den fortæller os om den kontekst, musikken har, i form af miljø og de mennesker, der er bag musikken, hvilket i hvert fald for undertegnede giver en ny forståelse for musikken.

En journaliststuderende musiknørd med en forvirrende og bredt omfavnende musiksmag. Vi snakker et spektrum fra vred hiphop til Arcade Fire og videre til Kate Bush. Forsøger via sit virke her på VINK at afdække musikken i København i alle dens afskygninger og former.