CPH:DOX 2018 – 3 MUSIKFILM DER SKAL OPLEVES

GUIDE: Årets udgave af filmfestivalen CPH:DOX, der løber af stablen d. 15.-25. marts, byder på et væld af seværdige film – ikke mindst musikfilm. I det fristende program er det lykkedes mig at finde frem til tre musikfilm, der skiller sig ud fra mængden. Tidsrammerne går helt fra 1970’erne til 2018, men alle film giver samtidig indblik i den aktuelle musikverden. Historierne, der fortælles, kan underholde alle, trods forskellige genrer og fokuspunkter.

Matangi / Maya / M.I.A

CPH:DOX 2018
Still fra filmen // Foto: CPH:DOX 2018

Jeg kender absolut ikke nok til den engelske kunstner M.I.A og må ærligt indrømme, at det første, jeg tænker på, når jeg hører kunstnernavnet er storhittet “Paper Planes” fra 2008. At kvinden bag M.I.A, Mathangi “Maya” Arulpragasam med tamilsk-srilankansk oprindelse har så meget mere at byde på gennem sin kunst og aktivisme er først noget, jeg er blevet opmærksom på med programmet fra CPH:DOX 2018.

Der er sikkert ikke mange, der ved det, men M.I.A startede faktisk sin aktivisme gennem filmmediet. Utallige gange er hun blevet omtalt som kontroversiel og provokerende i medierne og kritiseret for sin meget ærlige kunstform. Det kan eksempelvis anbefales at se videoen til sangen “Born Free” (2010), hvis man er lige så grøn på området som jeg. Som jeg ser det, forsøger M.I.A at give indsigt i den verden vi alle lever i, men som mange lukker øjnene for, når det bliver bare det mindste ubehageligt.

Filmen Matangi / Maya / M.I.A vil gennem flere årtiers videoklip, også M.I.A’s egne optagelser, vise kunstneren, aktivisten og det erfaringsrige menneske Mathangi i sin kamp mod samfundets uretfærdigheder og hendes musikalske udvikling trods den konventionelle popkultur. Denne gang uden af diverse interviewere og talkshow-værter. Der er ingen tvivl om, at filmen vil give stof til eftertanke. Traileren har i hvert fald motiveret mig til at undersøge kunstneren og aktivisten M.I.A nærmere.

Hvis du når at skaffe billet til filmvisningen d. 15. marts i Palads, vil hovedpersonen M.I.A efterfølgende give en talk med Turning Tables om kunst og aktivisme. Ikke nok med det stabler CPH:DOX 2018 også en gratis koncert på benene efter den sidste filmvisning d. 23. marts. Jeg kan lige forstille mig, hvordan man kan få danset alle sine frustrationer ud efter en sikkert meget intens og følelsesladet film til de medrivende beats af rapperen Iris Gold.

https://cphdox.dk/program/film/?id=565

Desolation Center

Still fra filmen

Over hele verden popper nye større og mindre festivaler op, nogle mere eller mindre professionelt arrangeret end andre. Det har aldrig været så populært at tage på festival, som det er blevet inden for de sidste par år. Festivaler er et fantastisk samlingssted, et sted hvor man kan glemme hverdagen for en stund og bare være sammen om det, vi alle elsker musikken. Er du lige så festivaltosset som mig, får du nu muligheden for at tage på et nostalgisk punk-trip tilbage til den spæde begyndelse på USA’s festivalkultur med filmen ‘Desolation Center’.

Filmen er sammensat og filmet af den dengang blot 20 år gamle Stuart Swezey, som arrangerede de såkalde ‘desert shows’, som opstod i det sydøstlige Californien i 1980’erne. Stuart Swezey var ikke selv musiker i 70’erne, men integrerede sig selv i Los Angeles punkscene. Som bekendt var punkhovederne ikke på særlig god fod med autoriteterne, så i et forsøg på at undgå for mange sammenstød med dem, etablerede Swezey ’Desolation Center’. Begyndelsesvis fandt han små steder som tomme lagerhaller som scene for koncerterne, men begivenhederne voksede sig hurtigt meget større. Idéen om at hive hele LA’s punkundergrund ud i ørkenen kom som sendt fra himlen til Swezey. Han solgte billetterne i LA’s pladepushere og brugte indkomsten på at leje tre skolebusser til at transportere de unge punkere ud i Mojave-ørkenen.

Blot 100 unge mennesker deltog dengang i de oprørske arrangementer under ørkenhimlen, men disse ‘desert shows’ har lagt grund for de enorme festivaler, vi kender i dag, eksempelvis ‘Burning Man’, ‘Lollapalooza’ og ‘Coachella’. Med datidens program, der bestod af bands som ‘Meat Puppets’, ’Sonic Youth’ og ’The Minutemen’, kan man kun drømme om, hvor vildt og kaotisk disse ungdomsoprørske musikfestivaler har været. Med den teknologiske udvikling og skift i populærkulturen kan filmen fortælle om en tabt tid og samtidig gribe fat i nogle af de gamle festivalværdier.

https://cphdox.dk/program/film/?id=530

Big as a Sun

CPH:DOX 2018

Still fra filmen

The Minds of 99 er et band, jeg blev tryllebundet af lige fra starten. Den altid overraskende musik med de enormt poetiske og eftertænksomme, men også til tider åndsvage tekster, for ikke at snakke om de helt ufatteligt energiske koncerter, har gjort, at jeg vil huske The Minds of 99 som soundtrack til min ungdom.

Filmen ‘Stor som en sol’ (Big As a Sun) giver et indblik i dette populære bands arbejde med deres nyeste plade, ‘Solkongen’. Forsanger Niels Brandt står i front som tekstforfatter og hjernen bag The Minds og 99’s udtryk. Seeren bliver taget med som fluen på væggen, når der opstår problematikker, frustrationer og sejre internt og karrieremæssigt i det moderne danske band. Titlen og traileren til filmen sættes i analogi til den græske myte om Ikaros, der blev overmodig og fløj for tæt på solen med sine voksvinger. Det vidner om, at filmen vil sætte fokus på vigtigheden af at bibeholde sit fodfæste, selvom man flyver højt på succes. ’Stor som en sol’ giver indblik i, hvad det kræver for at overleve som almindeligt menneske og som succesfuld band på op- og nedture.

Bare det at se traileren giver mig hungren efter energien, der opstår til The Minds of 99’s koncerter. Har du endnu ikke oplevet bandet live, får du muligheden til sommer, hvor de spiller på Roskilde Festival det er absolut anbefalelsesværdigt.

Se hele programmet fra CPH:DOX 2018 HÉR:

LÆS FLERE ARTIKLER AF LÆRKE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer