Ambitiøs og metaforrig pop på Nemoland

Hver sommer byder kulturforeningen Nemoland, der ligger i hjertet af Christiania, på en lang række gratis sommerkoncerter. I år har Nemoland fået en helt ny og større scene, hvor en god portion af Danmarks etablerede og upcoming bands hver søndag vil spille en times livemusik. Et af de bands er The Mountains. VINKkbh har mødt dem til en snak om deres musik, og hvordan det er at spille på Christiania.

 

Grandios poptrio med forskellig smag

I det høje grønne græs bag det farverige Nemoland holder en blankpoleret sort tourbus. Tager man et kig ind i bussen, finder man Michael Møller og Frederik Nordsø fra The Mountains. Deres ben hviler på bussens velouragtige sæder, og begge er godt tilbagelænet. Selvom de snart skal op på scenen og spille, er der ingen nervøsitet at spore. The Mountains debuterede i marts med en ambitiøs og metaforrig popplade. Musikken produceres af tvillingebrødrene Frederik og Fridolin Nordsø og den fløjlsbløde vokal leveres af Michael Møller, der også er manden bag de dybe og malende tekster. Ifølge dem selv kan deres musik bedst beskrives som grandios popmusik, der mikser det nutidige med det futuristiske. Inden de dannede The Mountains har de hver især spillet i andre bands og lagt en solid grobund for deres musiske karriere. Men i 2006 fik de lyst til at udfordre poppen og The Mountains blev til som et slags musisk eksperiment, der først efter otte år endte ud i en plade.

 

”Det sjove ved vores band er, at vi ikke har stået sammen i øvelokalet i fem år. Frederik og jeg har for eksempel ikke hængt ud før vi begyndte at lave vores sange. Vi kommer fra helt forskellige miljøer, og vi lytter til meget forskellig musik, så vi har derfor ikke en fælles inspiration, når vi laver musik. Men det er også det, der gør det sjovt. Vi er ikke sådan et band, der sidder sammen nede i øveren og lytter til Arcade Fire, og lader os inspirere. Vi bliver inspireret af forskellige ting, fordi vi har forskellig smag og kommer fra vidt forskellige baggrunde. Jeg vil egentlig gerne lave popmusik ligesom Justin Timberlake, men det kan jeg ikke, for den type sanger er jeg ikke, og min stemme kan ikke brage ud på samme måde som hans. Men jeg synes, at det er sjovt, at lave musik med Frederik og Fridolin, fordi vi mødes på midten, med det indie pop sangsprog som jeg har, og de lidt mere hiphop baserede beatproduktioner som Frederik og Fridolin skaber”.

 

Frederik Nordsø nikker til Michael, mens han klør sig i håret og tilføjer: ”Ja det var også idéen om mødet mellem de forskellige elementer, som førte til, at vi egentlig dannede et band. Fridolin og jeg har siddet sammen og produceret alt muligt forskelligt, men vi syntes bare, at det kunne være sjovt at lave en super elektronisk-hiphop-pop plade og lægge Michaels stemme og musiske stil oven på, og det har så endt ud i at blive The Mountains. Og ja vores inspiration kommer fra forskellige steder. Det som jeg helt konkret har brugt til at kickstarte mine egne idéer, er en mappe fyldt med 100 fuldstændig opskure undergrunds elektroniske Cd’er fra UK, som jeg har fået af min 19 årige lillebror. Jeg havde aldrig hørt det før, og satte dem bare på inden jeg gik i gang med at lave et beat. Det gav mig ligesom smagen af, hvad undergrunds elektronisk musik er”.

Nemoland. Nemoland ligger i hjertet af fristaden Christiania. Foto// Maria Haarbye

 

Intimt men med plads til alle

Klokken 20:00 træder de ud på scenen bag et svagt slør af sødlig røg. Røgen kommer ikke fra røgkanoner, men bliver i stedet sendt rundt i luften af de let dansende publikummer, der ind i mellem tager et dybt sug af deres for nyligt rullede joint. Solen lyser skarpt på volden, hvor publikum sidder klar med en øl i hånden. Nogle er opslugt af deres iPhones og opdaterer Instagram med et billede af scenen. Andre er opslugt af hinanden og kan ikke få tungen langt nok ned i halsen på deres partner. Der er både folk i nystrøget skjorte, fulderikker, rygehoveder og de trofaste fans. Det er mangfoldighed på både godt og ondt.

Frederik Nordsø har spillet på Nemoland før med bandet The William Blakes og har lige siden været vild med stedet:

”Nemoland er helt klart et af de steder, man ser mest frem til at spille på. For mange år siden var spillestedet Lades Kælder mit yndlings spillested fordi, det var så småt og grineren et sted, og dem der var der, var der for at høre livemusik på en sådan lidt anti-brieosteagtige måde. Der blev skabt en nær kontakt og stemning, som bare var voldsom fed. Den stemning er også på Christiania. Når man står på scenen, ser man både en der ligger og sover i hans konger samtidig med, at der står et 10 årigt barn og nedstiger en. Stedet er så intimt samtidig med, at der faktisk er rigtig meget plads”.

 

Forsangeren Michael har også altid elsket Christiania. Han kommer oprindeligt fra Jylland og ser Christiania som en hel vild kontrast til det miljø, han kommer fra.

”Jeg synes, at det er fascinerende, at der er plads til et sted som Christiania midt inde i en storby. Jeg kan huske den første gang, jeg var her i niende klasse. Jeg passede på ingen måde ind mellem alle dem med ring i næsen og vildt hår, jeg var bare en helt anden type, så det var vildt at komme her. Jeg elsker det stadig og har hørt meget godt om de koncerter, som de holder her på Nemoland. Vi spiller egentlig ikke så mange koncerter, men vi har valgt at spille de sjove og unikke steder, og Nemoland og Christiania er måske et af de mest unikke steder i Danmark”.

 

Volden. Publikum nyder solen på volden, mens The Mountains spiller. Foto//Maria Haarbye

 

Kunstige lyde og ægte tekster

Blandt blinkende elpærer står Michael let på tå, mens han til Gameboy-agtige toner tegner et billedrigt tekstlandskab med hans bløde og svagt hæse stemme. Trommerne sender vibrationer ud gennem højtalerne, som mærkes helt inde i kroppen. Teksterne handler i høj grad om kærlighed og parforhold, der i flotte metaforer bliver forvandlet til en fortælling om høje bjerge og dybe dale. Selvom musikken bærer et tydeligt præg af elektroniske computeryde, så bliver musikken i høj grad til virkelig på scenen.

 

”Vi havde egentlig ikke tænkt, at vi skulle være et live band, vi har mere skabt vores musik til pladen. Lige pludselig skulle vi til at spille koncerter, og så tænkte vi, hvordan fanden gør vi nu det? Vi spiller ikke på rigtige instrumenter, vi laver jo vores musik med computerlyde, så der kom klart en nervøsitet omkring, hvordan vores musik skulle fungere live. Men så lykkedes vores to første koncerter bare virkelig godt, og folk var glade og så forsvandt vores nervøsitet. Men man er selvfølgelig altid spændt og gælder sig”, forklarer Michael Møller.

 

Klokken 21 slutter koncerten, men stemningen varer ved på Christiania, som aldrig helt sover. Koncerten fortsætter på Nemoland hver søndag kl. 18 og kl. 20 til og med d. 24. August. Alle koncerterne bliver finansieret af Nemolands kunder, da der desværre ikke er nogle sponsorer lige pt. Læs mere om programmet for dette års koncerter her

 

Performance. The Mountains spiller på scenen mens elpærerne blinker i takt til musikken. Foto//Maria Haarbye  

 

Lyt til The Mountains musik her:

 

Hvad: Sommerkoncerter

Hvor: Nemoland, Christiania

Hvornår: Hver søndag kl. 18 og kl. 20. til og med d. 24 august

Portemonnæ: Gratis