Al den smukke musik vi aldrig fik hørt: En hyldest til Jeff Buckley

 

 

// Lisamaria Laxholm

 

 

Om få måneder er det 20 år siden, at Jeff Buckley iført alt sit tøj svømmede ud i Memphis River og druknede. Udover en EP, et livealbum, samt en række posthume udgivelser, forlod han verden uden at efterlade os med andet end den helt exceptionelle Grace.

 

Jeg kan lige så godt tone rent flag fra starten af. Det her bliver en subjektiv omgang, hvilket jeg håber, du kan leve med. Min egen musikalske forelskelse i Jeff Buckley og mit halvreligiøse forhold til Grace kommer muligvis til at skinne en smule igennem. Men jeg tyr gerne til lobbyarbejde og subjektivitet, når det handler om musik, der i min optik er noget helt specielt. Og noget helt særligt, dét var den musik, som Buckley nåede at kreere. Han var en kunstner, der fortjener at blive mindet. Både på grund af hans tragiske historie, men en vigtigere grund er det aftryk, han nåede at sætte på sin korte tid på jorden via sit unikke talent.

 

En fatal svømmetur

Den 29. maj 1997 var Jeff Buckley på vej til et studie i Memphis, hvor han og bandet skulle påbegynde optagelserne til den længe ventede opfølger til Grace. De gjorde holdt og gik ned til flodbredden af Wolf River. En flod der var alment frygtet i området på grund af mange drukneulykker. Impulsivt gik Jeff ud i floden iført alt sit tøj. Han svømmede langt ud, mens han sang ”Whole outta love” af Led Zeppelin, og ignorerede alle advarsler, der lød inde fra bredden. Et par både passerede ham og forsagede høje bølger. Da de lagde sig, var Jeff ikke til at se på overfladen. En kæmpe eftersøgning blev igangsat, men han var væk. Først fire dage efter fandt man hans lig skyllet op på en flodbred. Jeff Buckley var død i en alder af 30 år, og dermed var det også afslutninger på en musikalsk karriere, der sammen med hans liv endte alt for tidligt.

 

Mit første møde med Jeff

Jeg fik, som mange andre kan jeg forestille mig, min introduktion til Jeff Buckley gennem hans cover af Leonard Cohens ”Halleluja”. Sangen blev præsenteret for mig på en vis, jeg ikke husker, lige efter min farfar døde, da jeg var 13-14 år. Det var mit første møde med både døden og den sorg, den fører med sig, hvilket var en abstrakt følelse, jeg havde svært ved at forholde mig til. ”Halleluja” blev med sin skrøbelighed og samtidigt helt utrolige følelsesmættethed, et sted, hvor jeg kunne spejle og finde en form for genkendelighed i det, jeg følte. Det skyldtes ikke de ord, der blev sunget. De var ikke så vigtige. Måske jeg ikke forstod dem dengang, men det er faktisk heller ikke det vigtige for mig den dag i dag. Cohens tekst er billedskabende og smuk på mange måder, men for mig har det centrale altid været de billeder og følelser, som Buckley formår at skabe ved sit fingerspil på guitaren og den måde, hvorpå vokalen leveres med indlevelse og krystalklar klang.

Der går længe imellem, at jeg hører sangen efterhånden, men hver eneste gang jeg hører det sagte guitarspil og den bløde stemme, der starter sangen, så føles det som om, at den udtrykker al melankoli, jeg ikke vidste jeg havde i mig.

 

Grace

Ret hurtigt efter min introduktion til Jeff Buckley begyndte jeg at på opdagelse i resten af hans bagkatalog, og jeg var fortryllet. Til min ærgrelse kunne jeg konstatere, at det havde en begrænset størrelse. Det har til gengæld betydet, at jeg har gransket det ene album på meget grundig vis. Jeg opdagede hurtigt, at ”Halleluja” på ingen måde var en enlig svale i forhold til en utrolig musikalitet, en unik lyd og momenter, der kræver en mere end hård psyke, hvis man ikke bare skal blive en lille smule rørt.


Nu får jeg det måske lidt til at lyde som om, Jeff Buckley var en kunstner, der på Coldplay-agtig vis lavede musik, der jagtede storladne momenter for effektens skyld. Det ville være at simplificere ham som kunstner på skammeligste vis. Hans musik rummer i min optik så meget mere end det. Grace viser et billede af en ubesværet sangskriver, der skærer albummets 10 sange over alt andet end klassiske sangskabeloner. Albummet er et miks af popmelodier, salmer, støjende rockpassager og alt muligt andet, blandet sammen på en måde, der ender ud i et udtryk, hvor man ikke er den mindste smule i tvivl om, hvem afsenderen er. Og det er på trods af, at musikken trækker på en masse forskelligt genkendeligt.
Det unikke udtryk tager udgangspunkt i en vekselvirkning mellem introverte og skrøbelige, stille momenter, der lige pludseligt at eksploderer i intense momenter, hvor falset og det instrumentale mødes i storladne øjeblikke.

 

Et af de tydeligste eksempler på dette er sangen ”So real”, der skifter mellem nærmest hviskende vers og et storslået omkvæd, der starter i en høj toneart, og derfra knækker over i endnu højere falset. I c-stykket dukker en kort omgang støjende guitarer frem, før det igen finder sit helt stille og skrøbelige leje.Det kunne meget nemt tippe over i noget skabet og teatralsk, når sangene ofte kulminerer i disse voldsomme og skingre vokaludbrud, men for mig holder det sig hele tiden på den rigtige side af den grænse. Jeg er hundrede procent sikker på, at der er nogle, der vil mene, at han i høj grad overskrider den grænse og bliver for meget. Det synspunkt kan jeg godt forstå og sætte mig ind i, men for mig er der så meget sjæl og så mange fortællinger i de udbrud, at alt er retfærdiggjort. Derudover er hans fraseringer også af en anden verden, og det udfoldes virkelig i disse momenter.

 

Nok ikke overraskende for dig, kære læser, vil jeg anbefale dig at give hele Grace et lyt. Fra start til slut. Hvis ikke, så bare lidt af det. Jeg kunne fremhæve og gå i dybden med mange flere sange, men skal jeg give nogle bud på, hvor man kan starte, så er ”Last Goodbye” og ”Dream Brother” begge fremragende eksempler på de billeder, som han var mester i at male med sin musik. Og så har de nogle ret så catchy, men samtidigt dybt originale omkvæd. Jeg kunne have valgt andre sange, for fremragende sange er virkelig ikke en mangelvare på Grace.

 

Skal man finde nogle kritikpunkter på albummet, så kan man godt det, selvom det ikke er bliver nogen sønderrivende kritik. ’Eternal life’ er et lidt unødvendigt take med den grunge-tendens, som Jeff Buckley ellers markerede et brud med i 1994. Det er en ganske udmærket sang inden for de parametre, men det er lidt unødvendigt, da den kommer til at fremstå lidt tung i forhold til resten af pladen. Derudover er der også salmen ’Corpus Christi Carol’, der for mig lidt er en blærerøvsparentes på Grace. Her viser Buckley, hvor mange oktaver han spænder over som sanger. Den har ikke den samme effekt på mig som lytter, men på den anden side er det en helt vildt imponerende vokalpræstation, der understreger det specielle instrument, som han var i besiddelse af.
 

Efter Grace

Jeff Buckley var før tilkomsten af Grace kommet i stalden hos Columbia Records. Et af de helt store selskaber i USA. Forventningerne til ham var kolossale, hvilket havde fået Columbia til at tildele ham et såkaldt ’heritage artist’-prædikat. En kunstner, der skulle være en grundsten i selskabet, og føre arven fra tidligere store kunstnere videre. De forventninger levede Jeff Buckley op til med sin debutplade, men det fik ikke selskabet til at lette presset på deres gulddreng. En blanding af støt interesse og en klausul i Buckleys kontrakt gjorde, at årene efter debuten nærmest blev én lang turne. Samtidigt skulle pladen jo efterfølges, og ifølge selskabet gerne så hurtigt som muligt. Og det måtte gerne være i samme stil, da det jo havde vist sig som en succesrig formel.

 

Det skulle ikke forløbe så nemt, som Columbia havde håbet. Jeff var en ung og ny kunstner, der ikke var færdigudviklet. Mick Grøndahl, der er dansk født og var bassist i Buckleys band, har i flere interview fortalt om en kaotisk proces. Det hele var præget af inspirationskilder hentet i øst og vest og musikalsk vægelsind hos Buckley. Vidt forskellige kunstnere, som støjrockerne fra Sonic Youth til punkbandet Black Flag samt Led Zeppelin og Van Morrison, påvirkede sangskrivningen og resultatet blev ifølge Grøndahl derefter. Rodet, kaotisk og uforudsigeligt. To forsøg på indspilninger blev kasseret først af Columbia, og dernæst af Jeff Buckley selv. Sidstnævnte var angiveligt hårdt ramt af både det store pres på sine skuldre og den hårde turneren.

 

I foråret 1997 havde han efter en flytning fra New York til Memphis fundet roen i en mere tilbagetrukket tilværelse. I den ro havde han genfundet sit musikalske fokus og kreeret nogle simple hjemmespillede demoer, som havde vakt stor begejstring hos både Columbia og hans band. Det var den samling sange, han var på vej til at indspille, da han besluttede sig for den impulsive svømmetur, der viste sig at blive så fatal. En beslutning tranformerede ham fra at være en af sin generations mest lovende musikere, hvor man utvivlsom havde så meget i vente, til at blive en af de utallige kunstnere, man dyrker nostalgisk.

 

Alle de smukke øjeblikke vi gik glip af

Jeg er personligt ikke i tvivl om, at det, Jeff Buckley var på vej til at indspille, havde udmøntet sig i fremragende musik. Det har jeg selvfølgelig ikke nogen som helst håndfaste beviser at bygge på, men når man hører den musiker, vi møder på Grace, med sin helt exceptionelle, eksperimenterende og sprudlende musikalitet, så tvivler jeg ikke på, at det er tilfældet. Om han videre i sin karriere ville have bedrevet flere mesterværker er ikke til at vide, men med hans evne til at kanalisere stærke følelser igennem musikken er der ingen tvivl om, at vi er gået glip af smukke øjeblikke.

 

 

 

En journaliststuderende musiknørd med en forvirrende og bredt omfavnende musiksmag. Vi snakker et spektrum fra vred hiphop til Arcade Fire og videre til Kate Bush. Forsøger via sit virke her på VINK at afdække musikken i København i alle dens afskygninger og former.