100 PROCENT KVINDER: SPILLESTED GØR STATUS

INTERVIEW: Hvad betyder det i praksis, når et spillested beslutter kun at booke kvindelige kunstnere i ligestillingens navn? Det spørgsmål stiller VINK, der tog S-toget til Albertslund, for at gøre status halvvejs inde i et af de mest radikale ligestillingsprojekter i den danske musikbranche.

// Foto: Jacob Rasmussen.

Da spillestedet Forbrændingen sidste år besluttede, at de kun ville booke kvindelige kunstnere til programmet for 2019, stod kunstnerisk leder Jeppe Skjold og souschef Niels Christian Geil pludselig midt i en regulær shitstorm. Ekstra Bladet kvitterede med en sensationel nyhedsartikel, og adskillige politikere meddelte, at de ville have stoppet tilskuddet til spillestedet.

Vi satte os ned og talte med Niels Christian Geil om hele mediepalaveren, men også om erkendelser, beslutninger og ikke mindst resultater.

Hvad ledte op til den her beslutning om at køre et helt år kun med kvindelige kunstnere?

»Vi havde hørt på Bjarke fra det daværende Jazzhouse (Bjarke Svendsen, daglig leder, red.), som er meget passioneret inden for det her emne, og jeg tror faktisk, at vi først tænkte: “Hvor vigtigt er det egentlig lige? Vi har sgu da ikke noget problem ude hos os.”. Så var det bare, at vi kom til at kigge på vores eget problem og fandt ud af, hov, det er jo faktisk rigtig skidt på kønsbalancen. Vi er ikke et hak bedre end nogen andre. Vi regnede ud, at vores kønsbalance hed 89-11 i mændenes favør. Det kunne vi ikke være tilfreds med.

Samtidig fik jeg min anden datter. Og en dag, da jeg kommer over i min ældste datters børnehave, ser jeg, at de godt kan lide at farvelægge tegninger, og jeg finder ud af, at der var en drengemappe og en pigemappe. Med supermænd og biler i drengenes, og prinsesser i pigernes. Det bliver tydeligt, hvordan kønsstereotyperne allerede startede i børnehaven. Jeg er ikke passioneret fortaler for nogen “køns-ophævelse”, men det begyndte bare at blive tydeligere og tydeligere, at vi også har et ansvar her på stedet, for at vise hvor mange kvindelige artister der findes, og sørge for at huske at booke dem, fordi de jo er underrepræsenterede i udbuddet.«

Kan du fortælle om de problemer med ligestillingsloven, I stødte på?

»Det er klart, at vi vender en hel masse scenarier, inden vi går ud med det her. Ikke mindst sørger vi for at undersøge stolpe op og stolpe ned, om vi kan få lov til det. Vi finder ud af, at der er en undtagelse, man kan gøre brug af, som den tidligere ligestillingsminister Eva Kjær Hansen har oprettet. Det er i virkeligheden en undtagelse, der er lavet for at imødekomme arbejdspladser, som har en meget skæv kønsfordeling, og det kan man sådan set godt argumentere for, at vi som arbejdsplads også er, for nogle kunstnere oppe på scenen.

Derfra var der ikke så mange juridiske problematikker. Men parallelt med de juridiske komplikationer, var der også en hel hær af mennesker, der blandede sig. Der var selvfølgelig en hel masse, der syntes, det var en god idé, men der var også nogle, der måske havde en mere liberalistisk tilgang til arbejdsmarkedet om udbud og efterspørgsel og muligvis en blindhed over for de psykologiske processer, der kan være involveret i en bookingproces.«

Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvordan det praktisk er gået. Hvad har været anderledes?

»Noget af det første, vi gjorde, var, at vi aftalte, at der ikke var nogen artister, der skulle bookes på et falsk grundlag. Så alle skulle være indforstået med, at de gik ind i det her program, som har det her metalag over sig. Dermed ikke sagt at vi har booket nogen, fordi de er kvinder alene. Det er bare et kuratorisk benspænd, vi har haft i år. Vi har booket et program, som vi synes, er godt, og vi har booket et program, der består af kvinder i de bærende roller. Det var vores succeskriterie. Det er jo så op til andre at vurdere, om de er enige i det.«

Det kan godt være, der er lige så mange kvinder, der kan sælge billetter som mænd, men ud fra jeres position, har det så været problematisk at booke?

»Der er noget med udbuddet. Der er færre kvindelige artister i Danmark, og det har jo at gøre med problemstillingen, bare en anden vej fra. For lige så længe der bliver ved med at være en overvægt af mandlige artister, der bliver præsenteret, så bliver der også ved med at blive produceret en overvægt af mandlige artister. Det er selvforstærkende. Vi skal jo også have nogle rollemodeller, som de helt unge piger kan spejle sig i, så de får lyst til at spille musik – så de bliver til de helt store artister, og så vender bøtten på et tidspunkt.

Men der er jo rigtig mange sikre kort at booke. Der er rigtig mange kvinder, der kan sælge billetter, og der er langt flere dygtige kvinder, end der er kvinder, vi kan nå at booke på et år. Langt flere. Samtidig har vi også taget nogle chancer med nogle lidt mindre artister, men det plejer vi egentlig også at gøre. Bare her i efteråret har vi booket alt fra en finalist fra Karrierekanonen til Alberte Winding. Der er jo et ret stort spænd derimellem.«

Efter den standard, da du talte om kønsbalancen i starten, hvordan har den faktiske kønsbalance så været i 2019 indtil videre?


»Jamen, der har vi booket et 100 procent kvindeligt program. Det betyder ikke, at der så ikke er mænd på scenen. Der vil jo givetvis stadig være flere mænd end kvinder på scenen, da vi jo stadig har et udbud af instrumentalister i Danmark, som i overvejende grad er mænd. Vores sigte var, at alle artister har en kvinde i centrum. Mindst én. Jeg tror, man ville gøre vold på musikken ved at insistere på, at der kun måtte stå kvinder på scenen. Og så ville vi også være ude i noget, som vi ville have sværere ved at forsvare rent etisk.«

Har I oplevet en ændring af kønsbalancen i publikum?

»Ikke direkte, men indirekte. Der har været genrer, der har været sværere at booke i år. Det har f.eks. været sværere at booke metal, fordi der er et meget lille udvalg af artister, der har kvinder i centrum. Så derfor har vi ikke kunne booke så mange metalkoncerter. Der er også rigtig mange kvinder, der kan lide metal, men til metalkoncerter er der en overvægt af mænd. Hvis man nu var helt Gallup-agtig og talte hver eneste gæst, så tror jeg, at vi ville kunne mærke det der, for det tit er nogle koncerter, der bonger godt ud i billetsalget, da metal-publikummet er meget loyalt. Så der er i hvert fald forskel på skævvridningen, men vi når sådan set rimelig langt rundt. Vi har f.eks. et virkeligt godt hip hop-arrangement med hele ni kvindelige rappere. Ellers er det ikke noget, der bonger helt vildt ud.«

Hvordan ser 2020 ud? Er det en 50-50-balance?

»Vi er jo interesseret i at skabe en forandring på det her sted, så selvfølgelig skal vi være opmærksomme på det fremover. Og det har også været noget af grebet i det her – at lave noget så ekstremt, at vi aldrig glemmer det. Det glemmer vi aldrig at tænke på, på Forbrændingen igen. Men om det lige bliver 50-50, er jeg ikke så sikker på, men det bliver i hvert fald en respektabel kønsbalance. Og jeg kan i hvert fald se, at med det, der er booket foreløbigt, ligger kvinder i front på procenterne. Så det er alt andet lige noget, vi for evigt vil være opmærksomme på, og som vil præge det her sted.«

Tror du, at vi igen står her om 20 år og har brug for et lignende eksperiment?

»Det er et virkeligt godt spørgsmål, og det kan kun tiden vise. Men nogle af de ting, vi har arbejdet med her, vil man måske først kunne se resultater af om 2, 5, 10 eller 20 år. I mellemtiden kan vi ikke gøre andet end at holde skruen i vandet og sørge for at blive ved med at prioritere vigtigheden af det.«