TAG MED RUNDT I KØBENHAVNS SKRALD – DEL II

Mad

Som nybegynder i skraldefaget kan de københavnske skraldespande synes uoverskuelige at navigere i. I november startede jeg mit skraldeeventyr, og i fire dage levede jeg som skralder – det kan du læse meget mere om her. Selvom jeg på daværende tidspunkt konkluderede, at jeg nok aldrig ville kategorisere mig selv som fuldtidsskralder, var jeg stadig nysgerrig efter at lære noget mere om dem, der gør. Gennem en veninde var jeg heldig at komme i kontakt med en fuldtidsskralder, som indlod sig på at tage mig med på sin faste skralderute en kold tirsdag aften.

// Illustration: Julie Sabber Nielsen

 

MØDET
Jeg har fået aftalen i hus. Om nogle dage vil Jonas hente min veninde og mig på Nørrebro og tage os med ud på sin faste skralderutine. Jeg er nærmest ekstatisk og kan mærke, at jeg glæder mig som et lille barn. To dage inden vi skal mødes, modtager jeg en sms fra Jonas, der giver et nærmest militant billede af, at det ikke er for sjov at skralde. Han skriver:

 

“Støvler er godt, men ikke et krav, da man nogle gange hopper ned i de dybe skraldespande. Ellers nogle sko, som man ikke kan lide. Regnbukser ud over sine bukser er at foretrække. Og en god jakke, der må blive beskidt. En pandelampe er smart, men ikke et krav. Og nogle gode gummi- eller havehandsker er et must.“

 

Tirsdag aften ifører min veninde og jeg os gummistøvler, regntøj og gummihandsker. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst har iført mig så praktiske klæder (måske en våd Roskildefestival), og vi er begge spændte på aftenens forløb. Kl. 21.50 kommer Jonas, og vi møder ham i en af Nørrebros gader. Han ankommer i en stor varevogn, venlig og imødekommende. Han er selv iført lignende tøj som han anviste i sms’en, herunder mørkt regntøj, gummihandsker og pandelampe. Vi hopper ind i varevognen og begiver os mod Jonas’ skraldesteder. Varevognen har et stort bagrum med to sæder, og Jonas har medbragt en stabel supermarkedskasser. Han fortæller, at han har været skralder i fire et halvt år.

 

“Vi var egentlig fire venner, der startede med at skralde sammen på Nørrebro for lidt over fire år siden. Vi havde alle forskellige grunde, én af drengene skulle spare sammen til sit bryllup, andre var på SU, men vi var alle enige om, at vi gerne ville spare penge.”

 

Jonas fortæller løs om sin første tid som skralder, imens vi buldrer afsted i de københavnske gader.  Min veninde og jeg lytter opmærksomt til vores fascinerende chauffør, der lystigt uddeler råd og oplevelser om sin alternative livsstil.

 

DESTINATIONERNE
Jonas tager os med til sin yndlingsskraldebydel i København. Da vi ankommer til første destination, hiver jeg skydedøren til side og springer ud af bilen. De to andre hopper ud af bilen sammen med mig, og Jonas tænder sin pandelampe. Jeg får en snert af et adrenalinkick, da vi bevæger os mod de mange skraldespande og begynder at løfte lågene ivrigt. Det vrimler med sorte plastiksække. Jonas begynder forsigtigt at kigge poserne igennem og efter et par sekunder gør han tegn til, at vi også skal tage del i løjerne. Det er her, jeg forstår, at pandelampen virkelig er handy. Min veninde og jeg er nemlig nødt til at holde vores telefoner oppe for at få lys nok til at se ned i vældet af skrald og guld. En ung dreng kommer kørende på sin cykel og spørger, om vi har fundet noget godt. Vi giver drengen en klase bananer, og han begynder opsat at lede rundt i skraldet med os.

 

“Jeg synes, at det er vigtigt, at vi deler med hinanden. Nogle skraldere vil have det hele for sig selv. Sådan synes jeg ikke, det skal være. Det smadrer bare oplevelsen for alle.”

 

Da vi har rodet alle skraldespande igennem, finder Jonas stablen af supermarkedskasser frem fra bilens bagagerum, og vi fylder løs. Der er fangst. Vi har fundet både frugt og grønt, muffins, brød og endda blomster og planter. Jeg kan mærke, at grådigheden nærmest tager over, og jeg begynder at spørge min veninde, hvad der skal i vores kasse, mens jeg ivrigt fylder ting deri. Jonas indskyder smilende, at vi opdeler ved vejs ende, og jeg bliver en anelse flov over, at jeg ikke havde opfanget dette fra starten. Vi bærer vores plyndring tilbage mod varevognen, hopper ind, Jonas starter maskineriet op og vi kører videre.

 Ved næste destination er der jackpot. Falafel, gulerødder, baconpølser, brød, gær, bagepulver, grøntsager og meget mere!  Jonas er selv begejstret over høsten. Det er sjældent, man finder gær, indskyder han. Vi roder entusiastisk skraldespandene igennem, og jeg får en hestesko op i én af containerne. Jeg skal jo have hele oplevelsen med! Mens jeg står i skraldespanden iført min sorte hue, gummi-handsker og regntøj, går to piger på min egen alder forbi. Jeg føler mig pludselig lidt pinlig, men med et hurtigt blik på mine skraldekompagnoner kan jeg se, de ikke fortrækker en mine. Så jeg leder videre med iver. Nærmest på niveau med et barn, der leder efter gaver med sit navn på juleaften. Vi fylder destinationens fangst op i de medbragte kasser og skubber dem ind i varevognens bagrum. Jeg spørger Jonas, om han nogensinde har oplevet en penibel situation, mens han skraldede. Han griner.

 

“Jeg husker engang, hvor en ven og jeg ville skralde bag en Fakta. Vi havde begge pandelamper, plastikhandsker og mørkt regntøj på. Kort efter vi er gået i gang med at skralde, kommer politiet. Der har i næsten samme øjeblik været indbrud i den Fakta. Min ven og jeg kigger panisk på hinanden. Det ser jo helt galt ud, at vi begge står i sort tøj med pandelamper og plastikhandsker på. Politiet forstår dog hurtigt, at vi ikke er involveret, griner af episoden, og siger, at vi bare kan fortsætte.”

 

Ved sidste destination kører vi ind ved en mørk parkeringsplads, hvor der står en masse gigantiske containere. Vi parkerer bilen og går determineret imod containerne. Jeg forestiller mig et øjeblik scenariet fra fugleperspektiv og griner ved tanken om tre mørkklædte mennesker, der stormer ud af en varevogn for derefter at hamstre i skraldespande. Min veninde og jeg åbner en container, som er fyldt med wienerbrød, kager og boller. Men intet er forseglet, og derfor påpeger Jonas, at det ikke er noget, vi skal tage med. Min veninde og jeg bliver lidt harme over, at man har fyldt en hel container med mad, der nu bare skal gå til spilde. Ved denne destination finder vi ikke meget. Dog noget selleri, nogle pakker tomater, lime og små snickers-barer. Men Jonas er stadig mere end tilfreds med aftenens generelle fangst og fortæller, at hans kone derhjemme vil blive begejstret.

 

“Arbejdsfordelingen i vores hjem er, at jeg kører ud og finder maden, og min kone vasker og tilbereder. Vi bruger højst 1000 kr. om måneden på mad.  De penge vi ellers ville have brugt til madbudget, lægger vi til side. Så tager vi cirka en gang om måneden på fin restaurant for pengene.”

 

Inden Jonas kører os hjem, fordeler vi varerne. Han siger, at vi skal tage så meget, som vi vil, og så tager han, hvad der er tilbage. Min veninde og jeg fordeler tre bunker, og vi er begge virkelig overraskede over, hvor meget vi egentlig fandt. Ved vejs ende står vi begge med to netto-kasser hver, fyldt op med brugbare madvarer.

Da jeg kommer hjem, betragter jeg aftenens fund med forundring. Jeg tager madvarerne ud i køkkenet, og efter anvisning fra Jonas vasker og koger jeg alle mine skraldeskatte. Inden jeg går i seng, spiser jeg en banan fra første skraldedestination, og gnieren i mig insisterer på, at bananen smager en tand bedre. Jeg forstår nu lidt bedre fidusen i at skralde, men må også indrømme, at det i dén grad hjælper, når det komfortmæssige udstyr i form af en varevogn er på plads. Skulle jeg have taget samme tur på min jernhest, havde det været en anden historie!

Illustration: Julie Sabber Nielsen

 

Skulle du selv være interesseret i at prøve livet som skralder, skal jeg her prøve at opsummere, hvad jeg har lært – både af at skralde alene og i selskab med rutinerede gravrøvere. Du får her 10 råd, som jeg kalder Skralderens 10 bud.

 

SKRALDERENS 10 BUD

  1. Det er ikke ulovligt at skralde (så længe man holder sig til punkt to).
  2. Er skraldespanden åben, må man tage for sig. Er der hængelås på, må man ikke. De skraldespande, der er låst inde, for eksempel i baggårde, må man ikke tage fra.
  3. Hvis ansatte eller andre brokker sig over dine roderier i skraldespandene, er det god pli at forlade området.
  4. Man kan skralde cirka en halv time efter en butik har lukket.
  5. Når de ansatte tømmer vandet ud af gulvvaskeren, er det en god indikator på, at de er færdige i butikken, og du derved ikke generer nogen.
  6. Finder man et stort parti varer, der ikke udløber før om lang tid, skal man tjekke fødevarestyrelsens hjemmeside under tilbagekaldte varer. Dette er for at sikre, at man ikke spiser noget, fødevarestyrelsen har stemplet som farligt.
  7. Tjek altid om emballagen på madvarerne er brudt. Hvis den er, kan der have sneget sig for mange bakterier ind.
  8. Vask overfladevarer i kogende vand og gør alt det fundne rent.
  9. Find en stor ladcykel eller bil. Det gør det nemmere at transportere dine fund.
  10. Der er altid mere at skralde i omegnsområderne.

 

God skraldning derude!

Læser sin kandidat i Kommunikation på Aalborg Universitet - København. Elsker ost, latter og sene nattetimer. Bryder ofte ud i sang, både i Netto, på cykelstierne og til privatfesterne. Dyrker at være tilstede i nuet, er kæmpe fan af specialøl og lever efter den overbevisning, at sushi kurerer både tømmermænd, sygdom og kærestesorger.