Plantemad uden prædiken

Mad

// Illustration: Anja Oxager

INTERVIEW: At spise plantebaseret er ikke kun et generationsopgør med mors kedelige korteletter. Der er tale om et oprigtigt ønske om at træffe et valg, der gør en kæmpe forskel for både dyr, mennesker og for vores klode. Og så behøver det altså ikke at være så vanskeligt, hvis du spørger mig. Efter at have prøvet at skifte kødet ud med den plantebaserede kost har mit syn på den grønne bølge ændret sig markant. Og hvis du spørger mig: Ja, mad med grøntsager som hovedingrediens er mere smagfuldt end det vandede kyllingebryst fra Netto. Er jeg så blevet så hellig, at jeg aldrig vil spise kød igen? Nej. Det er ligesom at jeg ryger en cigaret en gang imellem, selvom jeg naturligvis er stoppet med at ryge.

Jeg har egentlig altid været en smule skeptisk over for veganisme. Jeg har været super træt af folk, der ville have havremælk i kaffen og har altid troet, at de måtte mangle noget i deres kost. Udover at have været svært skeptisk har jeg ligeledes været fascineret af den farverige føde og besluttede mig for godt et år siden at gå all-in på plantebaseret kost.

Veganer er ikke en titel, som jeg benytter mig af, da jeg elsker min læderjakke, og jeg må ha’ ost, men jeg har til det generelt bedre i min egen krop, når jeg ikke spiser kød. Jeg føler mig på mange måder mere inspireret til at gå ud at spise og prøve nye ting af i køkkenet derhjemme, men jeg mangler en smule inspiration og erfaring. Derfor valgte jeg at snakke med Kristoffer Vollhaase. Kristoffer er nemlig en passioneret plantespiser med gode smagsløg, som ikke prædiker, men som spiser som han gør, fordi det gør ham glad i låget – og maven.

 

Hvornår valgte du at leve plantebaseret, og hvad fik dig til det?

Det er faktisk lidt sjovt, hvordan det startede. Jeg sad en søndag i juni måned 2016, en sen aften og kunne ikke falde i søvn. Så jeg gik på Netflix for at finde noget, som jeg kunne falde i søvn til. Jeg faldt over dokumentaren Cowspiracy og tænkte ”hmm, hvorfor ikke”?
Efter at have set den blev jeg enormt vred. Jeg er blevet opdraget med, at man køber økologi, når man kan, slukker lyset efter sig og tager korte bade. Men det har ifølge dokumentaren åbenbart ingen større virkning på miljøet. Men at fødevareindustrien, specielt opdræt af dyr spiller en stor rolle.
Så jeg tog et valg om at bare prøve at leve plantebaseret. Så dagen efter stod jeg op, tømte hele mit køleskab for alt, jeg havde i skabene, som ikke var 100% plantebaseret. Jeg læste en hel masse om at leve plantebaseret, kontaktede min veganske veninde, bestilte en plantebaseret kogebog på nettet og gik ud og handlede et helt nyt basiskøkken ind for lidt over 4000kr. SÅ var vi i gang, ja tak.”

Har du oplevet nogle markante ændringer i din krop, efter du besluttede dig for at skære animalske produkter fra?

”Om jeg har. Jeg kan tydelig huske det. Det er sådan, at jeg er født to måneder for tidligt, hvilket har resulteret i, at mit fordøjelsessystem ikke rigtig fungerer optimalt. Så jeg har, siden jeg var spæd, døjet rigtig meget med maveproblemer. Næsten hver dag lignede jeg én, der var gravid i fjerde måned, fordi jeg var så oppustet. Det værste var mine mavekramper. De startede helt oppe ved brystbenet og bredte sig langsomt hele vejen ned og om på lænden. Så jeg ikke kunne gøre andet end at ligge i fosterstilling og have koldsved.”
“Men efter at have levet 100% plantebaseret i en uge, ringede jeg til min mor og fortalte, at efter jeg var skiftet, havde jeg ikke haft oppustet mave eller mavekramper en eneste gang! Det er for mig helt fantastisk! Og tro mig: Jeg har taget alle undersøgelser på sygehuset og prøvet alle de forskellige kure, som diætister og læger har smidt efter mig. Men ingen har forslået mig at prøve at leve mere plantebaseret. Det, synes jeg, er rimelig vildt.”

Tænker du meget på det etiske?

”Ikke i starten, men nu synes jeg, at jeg gør lidt mere.
Jeg vil faktisk mene, at jeg ikke er besværlig. Jeg synes selvfølgelig, at det ville være pisse fedt hvis hele verden levede 100% plantebaseret, men jeg holder aldrig moralsk prædiken over for nogen. Folk skal gøre, som de vil. Jeg arbejder på en spansk tapasrestaurant, og spansk mad svømmer jo i kød. Min kæreste spiser også kød og andre animalske produkter, men det skal han for min skyld bare blive ved med, hvis han har lyst. Jeg skal bare ikke have noget af det. Så jeg kunne ikke finde på at stille op på Rådhuspladsen med skilte og råbe af folk. For den metode tror jeg på ingen måde har nogen som helst virkning. Det pisser bare folk af.
Men hvis man nu præsenterer folk for noget super lækkert plantebaseret mad og inviterer dem indenfor i det ’’Veganske paradis ’’, som jeg kalder det, så ender det med at folk som min kæreste nu køber plantebaseret smør og chokolademælk, og vælger durum falafel (dog med masser af dressing) når han skal hjem fra byen, fordi han faktisk synes, at det smager meget bedre end kødversionen”.

Kræver det ekstra planlægning, når man lever plantebaseret?

”Til tider. Da jeg boede i Sverige var det nemmere, da alle supermarkeder har et enormt stort udvalg af plantebaserede varer. Selv min lille Willy’s på Utlandagatan i Göteborg havde et rigtig fint udvalg. I København er det godt nok lidt mere besværligt. Det bliver hele tiden bedre. Der kommer flere og flere produkter, men at kunne købe alt det, jeg vil have i ét supermarked, kan jeg godt droppe. Men man bliver god til at vide, at i det her supermarked har de det her, og i et andet har de det andet. Så det kræver lidt ekstra planlægning, men det bliver nemmere med tiden”.

 

//Illustration: Anja Oxager

 

Er det blevet lettere med tiden at leve plantebaseret i København?

”Ja det synes jeg! Der er flere og flere restauranter, der gør et halvhjertet forsøg på at lave en plantebaseret ret på menuen. Men der er også flere og flere folk, der ved, hvad plantebaseret kost går ud på. Så man behøver faktisk ikke rigtig at forklare sig så meget mere”.

Hvilke steder vil du anbefale folk at gå hen at spise i København, hvis de skal have en velsmagende plantebaseret madoplevelse?

Der er jo de super lækre steder som Urten og The Organic Lab. Organic Lab er desværre lukket nu. Disse steder løfter lige den plantebaserede mad til et højere niveau. Det er lidt dyrt, men super lækkert!

Skal man have byens bedste planteburger, synes jeg man skal tage Souls på Østerbro! De er super saftige og smager bare skide godt.
Men de fleste steder som Halifax og Cocks and Cows kan også tilbyde et halvhjertet forsøg på en planteburger. Brunch er der ingen tvivl om. Sidecar på Nørrebro er helt fantastisk, og man får simpelthen så meget mad, at man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv.

Hvis man gerne vil prøve noget rigtig lækkert, så er de fleste ”gourmetrestauranter” meget interesseret i at sammensætte en plantebaseret menu til dig. For eksempel er restaurant Geist og Bodil gode eksempler. Jeg var for nyligt på italienske Cicchetti, hvor jeg skrev dem en mail nogle uger i forvejen og spurgte, om der var nogen som helst mulighed for, at jeg kunne spise hos dem. Det var de meget åbne over for, og jeg fik simpelthen noget helt fantastisk dejligt og simpelt mad sammen med min kæreste på hans fødselsdag”.

Hvor skal folk gå hen at drikke byens bedste kaffe, hvis de gerne vil droppe komælken?

The Coffee Collective serverer byens absolut lækreste sorte kaffe. At man kan få en filterbryg til at smage så balanceret, forstår jeg simpelthen ikke. Ellers har de rigtig god håndbryg også. De fortæller gerne, hvad det er, man har i koppen, og hvordan den skal drikkes. Desværre tilbyder The Coffee Collective ikke plantemælk.

Plantemælkscappuccinoen skal man drikke hos Original Coffee. Deres sorte kaffe giver jeg ikke så meget for. Den smager som alle andre steder. De har til gengæld et skønt udvalg af forskellige plantemælk. Jeg er personligt mest til havremælk, og så beder jeg dem altid om at steame espressoen og havremælken sammen i kanden, da jeg derved får en plantekaffe, der er cremet hele vejen igennem og ikke skiller, hvilket plantemælk godt kan have tendens til at gøre”.

Har du nogle tips/tricks til folk, der måske gerne vil skære ned på deres indtag af kød?

”Google er din ven her. Gå ind og læs lidt om myterne i at spise plantebaseret. Både for og imod selvfølgelig. Når du er ude at spise, så prøv at vælge den plantebaserede ret på menuen og vær ikke bange for at prøve nye ting af. Man behøver selvfølgelig ikke ligesom jeg selv at gøre det fra den ene dag til den anden og skifte hele ens køkken ud, men man kan jo starte med at skifte småting ud”.

Efter snakken med Kristoffer besluttede jeg mig for at gå på jagt i den plantebaserede jungle i København, og jeg har nedenfor linket til mine favoritsteder, der formår at give grøntsagerne den behandling, de fortjener.

 

Souls

Hvor: Melchiors Pl. 3, 2100 København Ø

Hvornår: Mandag-onsdag 10:00-21:30, torsdag-fredag 10:00-22:00, lørdag 09:00-22:00, søndag 09:00-20:30.

Mønt: En smagfuld, mættende sandwich koster ml. 75-90 kr. Aftensmad koster mellem 120-135 kr.

Acacia 

Hvor: Gammel Kongevej 171, 1850 Frederiksberg C

Hvornår: Onsdag-fredag 09:00-17:00, lørdag-søndag 10:00-16:00.

Mønt: Salater i veganerverdensklasse fra 89 kr. Syndige, Co2-venlige kokos-blåbær pandekager 99 kr.

PLANT POWER FOOD

Hvor: Fælledvej 15, 2200 København N

Hvornår: Mandag-lørdag 10:00-20:00, søndag 10:00-17:00.

Mønt: Da de er åbnet for godt en uge siden, er menuen meget vekslende, så følg med på hjemmesiden for at se priser. En vanvittigt, velsmagende curry-sandwich koster 89 kr.

Estin Madbutik 

Hvor: Lille Strandstræde 13, 1254 København K

Hvornår: Mandag-fredag 10:00-15:00.

Mønt: 75 kr. for en stor, mættende, farverig salat

Veve bistro 

Hvor: Fælledvej 9, 2200 København N

Hvornår: Mandag-søndag 17:00-22:00

Mønt: Snacks fra 40 kr. Mindre retter fra 75 kr. – 125 kr. Større retter koster typisk 125 kr.

 

 

Danskstuderende ved Københavns Universitet. Jeg tror ikke på kostreligioner, men spiser alt(!!) med måde. Mit hjerte banker for bedre, bæredygtig kaffe. Instagram er min foretrukne gastroguide og jeg elsker alt, der kan spises af en skål.