Picnicen der trak ud

SOMMERFØLJETON: Når sommeren endelig viser sig i København skal grillen frem. Vi glæder os til den velkendte duft, de kolde øl og den sprøde pølse, men ofte får vi kun ildfrustrationer, knurrende maver og sorte pølser. Kom med til en klassisk grillaften på stranden.

Illustration:// Julie Sabber Nielsen

 

Hele ugen har vejrguderne vekslet mellem silende regn og krystalblå himmel. I tasken er der permanent installeret både solbriller og regnfrakke, og begge dele kommer også i brug et par gange dagligt. Det er juni måned og den danske sommer står i fuldt flor. Alt er grønnere end grønt og vådere end vådt. Præcis som juni måned plejer at være i gode gamle København.

I aften samles gode venner til grillaften på Amager Strand. Derfor det store fokus på vejret hele ugen, for det kunne satme være rart, hvis junis to og en halv dages hedebølge lige faldt sammen med grillaftenen. Så kan det være vi endda bliver fristet til at hoppe en tur i sundet.

 

Eftermiddagen går på hæld og himlen ser ud til at have bestemt sig for den blå farve og udvisket den grimme grå. Så langt så godt. Der er indkøbt engangsgriller, pølser, brød og asparges. Sidstnævnte naturligvis svøbt i bacon. Resten af selskabet ankommer slæbende på margretheskåle med både kartoffelsalater, broccolisalater og de, der ikke er kreative i køkkenet har rosé og øl under armen. Alt i alt er der lagt i kakkelovnen til en skøn aften på stranden. Det lykkedes endda at finde det perfekte spot på bakketoppen med udsigt over hele Øresund og de mange sejlbåde, vindmøllerne og flyene, der langsomt og kontrolleret daler ned mod lufthavnen i præcise intervaller hvert tredje minut. En badetur og en øl senere melder sulten sig og grillen skal i gang. Fra de omkringsiddende selskaber spreder den karakteristiske sommerduft sig af grillkød, og som reaktion knurrer vores maver og mundvandet løber. Knapt har vi pakket engangsgrillen ud af plastic før første problem melder sig; vi har ingen lighter. En begynderfejl, men den er nemt løst. Nabogrillen er tændt og vi kan låne deres lighter. At få lighterens spæde flamme til at gribe om sig og antænde kullene er straks en anden sag. Det virker næsten som om, at grillkullene demonstrativt afviser vores forsøg.

 

Ikke at kunne tænde en almindelig grill falder lidt i kategori med at skifte en sikring eller hænge et skab op på væggen. Det er okay at ringe til far og bede om hjælp. De første gange i hvert fald. Det er en typisk far-ting at gøre, og er man ikke far, behøver man derfor ikke nødvendigvis være kvalificeret til det. Problemet er at det samme ikke rigtig gælder for engangsgrill. Det skulle være så simpelt. Så ufejlbarligt simpelt. Så hvad gør man, når det alligevel går galt, og flammerne bare ikke viser sig? Step one er at have købt ekstra grill. Ja ja, det er jo ikke os, der ikke kan optænde grillen. Det er grillkullene, der slet ikke er godt nok vædet igennem af tændvæske. Fyr en masse grilltekniske termer af og skyd skylden på grillen. Åbn dernæst den næste grill og forsøg dig overlegent igen. Step two; hvis det også går galt med denne så forsøg at skjule panikken. Du har helt styr på det, og faktisk var du ikke så sulten, så det er helt med vilje at maden ikke er klar endnu.

 

Den perfekte juni-grillaften har nu nået dette let kritiske punkt. Vi var så godt forberedte og havde ekstragriller med for det tilfælde at den første var en fuser, men nu ser nummer to altså også ud til at være en fuser. Klokken nærmer sig ni. Vi skulle have spist for et sted mellem én og to timer siden. Humøret er i det mindste stadig højt og ølindtaget stabilt. Som den grillmester, der højt og klart havde påstået at engangsgrill var nemt, begynder situationen at blive lidt pinlig. Vores eget selskab er så småt begyndt at stikke til salaterne og overveje pizzamulighederne, men hvad der næsten er værre, er de bebrejdende blikke fra strandens andre grillmestre, der for længe siden beherskede ildens kunst. Det er så bare ikke en gave, nogen i vores selskab måtte besidde. Vi sluger vores stolthed og går til naboen efter hjælp. Endnu engang. Vi føler os overordentlig dumme, da vi efter næsten at have tømt deres lighter for gas, må kapitulere fuldkomment og komme kravlende tilbage, og spørge, om de med deres ildekspertise vil hjælpe os i gang. Det er sent, vi er sultne og selv den lange lyse sommeraften venter ikke længere på os. Solen bevæger sig snart mod horisonten og duggen falder.

 

Den flinke nabo griner. Vi griner halvhjertet med, selvom vi godt ved, at han griner af os og ikke med os. De griller vi har kastet vores blod, sved og tårer i bliver kasseret, for de er totalt ubrugelige nu. På alt for kort tid får han gang i den sidste medbragte grill og endelig smider vi pølser, brød og asparges på. Vi tager lige et glas vin og en skål for at fejre vores uberettigede succes og taler om, hvor meget klogere vi nu er blevet. De begynderfejl vi har begået i aften, kommer da helt sikkert ikke til at gentage sig næste gang. Efter hvad der føles som ganske få minutter, kigger vi til grillen og ser nogle pølser, der er forkullede på den ene side og rå på den anden. Okay. Så endnu en begynderfejl kan føjes til listen denne aften. Vi er ligeglade. Vi kan ikke udskyde det længere, så vi tager maden af og spiser med grådig appetit. Klokken er halv elleve, og denne grillaften har varet fem timer uden mad. Måske er vi også lidt fulde, for alkoholiske drikke kræver ingen grillkundskaber. Alt er som det skal være. Præcis som en god dansk lun sommeraften med rosé og øl i store mængder og en enkelt forkullet pølse med kartoffelsalat.

 

I næste uges sommerskriv tester Clara, hvilken rosé der er bedst at medbringe på disse lange lyse grillaftener. Baseret på denne anekdote er roséen vist bedst, hvis den ikke skal akkompagneres af mad.

Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.