Opdag ydre København: Hellerup

Mad

VINKs kulinariske guide til Københavns ydre bydele er tilbage, og denne gang går turen til det fordomsbefængte Hellerup. Her har jeg selv tidligere boet i mange år og blev vant til at få den samme reaktion, hver gang jeg fortalte hvor jeg boede: ”Uh, Hellerup! Bor du så i et kæmpe hus?”. Og svaret er nej, jeg boede i en lillebitte lejlighed med underlige elforbindelser og skæve gulve. For det er Hellerup også. Og det vil jeg gerne vise jer. Jeg har sammen med en makker besøgt tre steder, der skiller sig ud fra dem, mange normalt forbinder med Hellerup.

// Foto: VINK
ESTHERS SPISEHUS

På et hjørne, ikke mange meter fra Hellerup Station, i bunden af en gul bygning af ældre dato, ligger et lille spisested. Jeg åbner døren og træder direkte ind i et afsnit af Matador. Væggene er dækket af brune og mørkegrønne træpaneler, på hylder står porcelæn til pynt, og flere steder hænger køkkenredskaber i en velkendt nuance blå emalje. Der er ikke noget musik, men det styrker bare følelsen af at være trådt ind i, hvad der lige vel kunne være farmors spisestue. Det er tidligt tirsdag eftermiddag, og der er fuldt hus. Vi bliver ført til et bord med hvid papirdug og et æggebæger i kongeligt porcelæn som saltkar.

// Foto: VINK

På frokostmenuen, som vi får stukket i hånden, er alle smørebrødsklassikerne præsenteret. Christiansø-pigens sild, tatar med æggeblomme, gammel ost med rom og sky, roastbeef med remoulade og ristede løg. Min makker vælger rejer på franskbrød, jeg går med en Dyrlægens Natmad – mit all time favoritsmørrebrød. Lone, som ejer stedet sammen med sin kæreste Brian, går rundt blandt gæsterne og sikrer at ingen mangler noget: ”Er der kaffe nok på kanden?”. Vores smørrebrød bliver serveret af Lones datter. I køkkenet står Brians søn. Det er et familieforetagende med stort F, og det kan man mærke. Følelsen af at være i nogens spisestue bliver kun større af, at en lille familie arbejder sammen om stedet. Der er dog ansat flere, der ikke er en del af familien. De har ikke fået børn nok til at køre stedet fuldt familiedrevet, siger Lone og griner.

// Foto: VINK

Smørrebrødene smager lige akkurat, som de skal. Saftige rejer på blødt, hvidt brød, toppet med en hjemmerørt mayonnaise, stenbiderrogn og dild. Rugbrød med saltkød, grov leverpostej, sky, rødløg og karse. Jeg bliver straks sendt hjem til frokost hos mine bedsteforældre. Og det er jo dét, smørrebrød kan.
Du kan få et stykke fra 65 kr., og med mindre du er meget sulten, så er ét stykke nok. Lone forklarer, at deres signaturdessert er pandekage med is, selvfølgelig også serveret på den gammeldags måde med ristede havregryn på toppen. Sådan en omgang bliver din for 80 kr. Til aftensmad serverer de gode klassikere, stegt flæsk med persillesovs, wienerschnitzel eller oksesteg til en pris, der starter på 135 kr. Og du går ikke sulten derfra!
På Esthers spisehus får du noget, som jeg endnu har til gode at finde inde i byen. Traditionsrigheden, det gennemførte hjemlige retroudtryk. Godt smørrebrød og et dejligt sted at sidde og spise det. Og til sidst, god stemning og følelsen af at være velkommen, lige så snart man træder ind ad døren.

// Foto: VINK
VÆRTSHUSET SANKT PEDER

Det er nok de færreste, der tænker på brune bodegaer når de hører ordet ’Hellerup’. Og en helt almindelig brun, tilrøget bodega er Sankt Peder nu heller ikke. I 1974 overtog de daværende ejere Hellerup Kul- og Kokslager, og fik indrettet det, der i dag er et lidt skørt sted, tæt op ad juicebarer, kædebagerier og sushibarer. Det første rum, man træder ind i, ligner til forveksling en hvilken som helst anden bodega med en bardisk, et TV, der viser dagens menu, og en masse flasker til udstilling. Det er i det næste rum, man ser forskellen. Væggene er plastret til med gamle broderier og malerier, alle sammen med kristne sætninger i en eller anden art. ”Fuld af nåde og sandhed”, ”Gud er trofast” og ”Kristus i eder, herlighedens haab” er alle bibelske citater, der kan læses på væggene på Sankt Peder. Da jeg spørger ind til dem, får jeg at vide, at de samme billeder har hængt præcis, hvor de hænger nu, siden stedet åbnede. Det er dog mest en pendant til det hellige navn på både stedet og vejen, det ligger på, Sankt Peders Vej. ”Vi er ikke en sekt!” siger Kamilla, en af ’englene’, som medarbejderne på stedet kaldes, og griner. ”Det skal vi nogle gange lige fortælle nye gæster”.

// Foto: VINK

Ud over de mange kristne referencer er rummene indrettet i mørke røde og grønne farver og tunge, mørke træmøbler. Hvor Esthers Spisested gav mig følelsen af at være i et hjem, giver dette sted mig associationer til Rottehullet, værtshuset i Huset på Christianshavn. Et sted, hvor gamle venner mødes, drikker en bajer og snakker om stort og småt. Vi får serveret to øl, en tjekkisk dark ale og en IPA fra Nørrebro Bryghus, og sætter os til bords ved to veninder, der lige har spist frokost. Sankt Peder serverer også smørrebrød og aftensmad til omtrent de samme priser som på Esthers Spisehus. Vi vil dog gerne opleve stedet som en bodega, og hopper derfor over frokosten. Til gengæld kommer Allan, en anden ’engel’, løbende med en lille tallerken hjemmelavede kokosmakroner.

// Foto: VINK

På overetagen, hvor der er flere siddepladser og endda et lille selskabslokale, de kalder Logen, har Mogens Frohn Nielsen malet sin version af det Sixtinske Kapel i loftet, og med lyset fra vinduet, der strømmer ind og lyser loftet op, ja, så bliver det altså en smule guddommeligt at se på. Tilbage på vores pladser på underetagen ser vi, hængende med stolthed, en stor nøgle i messing.  Kamilla forklarer, at det selvfølgelig er nøglen til Paradis. Og når det hele går op i en højhellig enhed, som det gør på Sankt Peder, så er der garanteret god stemning, mange øl og en anderledes bodegaoplevelse. 

// Foto: VINK
CA’ CUCINA

Det er meget svært ikke at elske Ca’. Det er suverænt den mest autentiske italienske restaurant, jeg endnu har oplevet i Danmark. Omkring seks meget beskedne tomandsborde står placeret foran en bardisk. Klinker ses på både gulv og vægge, og restauranten overstiger knapt 8 m2. Ca’ fungerer primært som catering og take away, og derfor er der ofte besøg af nogen, der kommer for at hente mad med hjem. Selvom dette måske kunne beskrive størstedelen af pizzeriaer i Danmark, så kan Ca’ rigtig meget mere. Flere steder hænger fotografier af Diegos familie, blandt andet et af hans oldefar og farfar med et æsel. Diego er ejeren af stedet, og han kører det med fuldt drøn på det italienske kitsch. På hylder står olivenolie, grøntsager i olie, panettone og flere italienske delikatesser, man kan købe med hjem, og selvfølgelig står to rammer med gamle plakater af fodboldlegender i fokus. Anna, som arbejder på stedet, forklarer, at fordi det er Valentine’s Day har vi fået en plads i vinduet på to højstole. Så kan dem på date få de ’rigtige’ borde. Der er pyntet godt op med store hjerter i vinduet og håndklippede hjerte-guirlander hængende fra loftet.

// Foto: VINK

Første ret på menuen er burratta med grillet babyaubergine, bagte cherrytomater, basilikum og godt med olivenolie. Det smager virkelig godt. Burrattaen er fast med en cremet kerne, auberginen er blevet mør af varmen, og sammen med sødmen fra tomaterne og den kraftige smag fra olivenolien er det en meget god start. Den anden ret er en, en smule utraditionel, tartelet med fyld af kammusling og jomfruhummer med syltet radicchio og en creme af havbas og saffran. Tarteletten giver god sprødhed til retten og samler de to cremede komponenter fint. Siden får vi linguine med hjertemuslinger, der giver termen ’al dente’ ny mening – det smager altså bare bedre, når pastaen er hjemmelavet. Så behøver der ikke være så meget mere end nogle muslinger og lidt god olivenolie. Diego kommer hen os spørger ”Tutto bene?”. Og ja, alt er rigtig godt.  Næste ret er perlehøne med en ragout af hvide bønner, sortkål og trøffel. Den lidt landlige ret smager utroligt lækkert. Trøflen er meget diskret, men giver alligevel en god fyldighed og dybde til smagen. Til sidst kommer desserten, der består af chokoladeis, en creme af hindbær og pannettone med balsamico. Sammen får de både en lækker konsistens på grund af kagen, en frugtet smag fra de tørrede frugter og selvfølgelig hindbærcremen, men også en smule bitterhed fra isen.

// Foto: VINK

Det er fantastisk at se Diego arbejde. Han kender navnet på alle, der kommer ind, og taler højt engelsk med en bred italiensk accent. Det er tydeligt, at stedet her er hans hjertebarn. ”We need to have somebody, and that is me, Diego, who wants to keep the good atmosphere with food that our ‘mormor’ and ‘farfar’ taught us to make,” siger han, og det kan virkelig mærkes. Der er kræset om maden, og der kræses i dén grad også om gæsterne. Anna fortæller, at Diego kan huske navnet på selv gæsternes hunde.

Diego har tænkt sig at blive i Danmark indtil han skal på pension, men så skal han også tilbage til Italien. ”I think pension in Italy would be much more nice,” griner han, og jeg kan ikke være andet end enig. Man føler sig virkelig imødekommet og velkommen på Ca’. Og når vi sidder og snakker om, hvorfor man skulle tage fra indre by og herud for at spise, så kan vi ikke finde på én eneste grund til ikke at gøre det. Der er simpelthen ikke andre steder som Ca’.

// Foto: VINK

Har det svært ved at skrive biografiske informationer, uden at det kommer til at lyde som teksten på en datingprofil.